To problemer, ikke kun ét

I den græske krise er der to problemer, der skal løses, ikke kun ét. Det er det, der gør, at næsten enhver analyse af krisen forekommer forkert eller synes kun at være en halvkvædet vise.

Der er det problem, som hedder: Hvordan mildner man en økonomisk lavkonjunktur? Her har man med almindelig kendte økonomiske problemløsningsforslag at gøre. Man har keynesianerne på den ene side, som hævder, at staten kan mildne virkningerne af krisen med sin finanspolitik. Mens der i en almindelig husholdning skal være nogenlunde balance mellem indtægt og udgift, er dette ikke tilfældet i en stat, siger man. Her kan man godt operere med underskud på statsbudgettet i tider med lav økonomisk vækst, især, hvis man i tider med højkonjunktur har opereret med det modsatte, altså krævet flere penge ind i skat, end staten bruger. Hensigten med både under- og overskud på statsfinanserne er at modvirke de i økonomien genkommende høj- og lavkonjunkturer; man gør højkonjukturen mindre høj og lavkonjunkturen mindre lav.

Og man har på den anden side forskellige andre teorier, deriblandt monetarismen, der hævder, at den keynesianske hjælp ikke er en hjælp, men kun et forsøg på at trække krisen i langdrag. Og det må da indrømmes, at der er forekommet tilfælde af såkaldt ”stagflation” i efterkrigstiden, altså tider, hvor der både var underskud på statsbudgettet og inflation, men ikke vækst i økonomien.

En del økonomer er tilbøjelig til at betragte det som det egentlige problem med euroen, især økonomer af keynesiansk tilsnit. Dem vender vi tilbage til.

Men først skal vi lige se på det andet problem, krisen er udtryk for. Det problem overser man ofte fra keynesianernes side. Det problem er et fordelingsproblem og et suverænitetsproblem. Jeg har tidligere i indlægget ”Økonomernes svigt” prøvet at gøre rede for dette problem, se her. Men andre har gjort det betydelig bedre, og jeg kan kun anbefale, at man læser Morten Messerschmidts redegørelse fra 2012 igennem, se her, og lytter til interview’et med Lars Seier Christensen på Tv2, se her. Denne sidste redegørelse blev jeg så glad for, at jeg besluttede mig for at nedskrive hele interview’et, for at jeg bedre kunne overskue argumentationerne i det. På et tidspunkt bliver Lars Seier spurgt, om han kan se en løsning, der kan bevare Grækenland i euroen og samtidig undlade at sende et signal om, at man kan opføre sig som Grækenland og alligevel blive hjulpet. Hertil svarer han nej og ikke mere. En lang pause opstår (en sjældenhed i fjernsynet) og lige da interview’eren skal til at spørge igen, siger Lars Seier som forklaring på sit ”nej”:

Jeg kan ikke se, at man kan finde en løsning på den her krog, man har fået malet sig op i, fordi uanset hvad, så sender du signaler, og uanset hvad så er det fundamentale problem, at en fælles valutaunion, den fungerer ikke for de lande, der er dårligst til produktivitet. Deres måde at holde sig lidt ind i spillet på, det er at devaluere en gang imellem, det bliver sådan meget dæmoniseret, men det er faktisk meget normalt, at valutakurser bølger op og ned i forhold til hinanden, det gør jo hovedvalutaerne hele tiden, og eurozonen benytter sig jo af en generel devaluering for at prøve at få lidt mere konkurrencedygtighed, så det er helt klart, at for mange lande, så er det at være med i en valutaunion sammen med et land som Tyskland, der er langt mere effektivt til at udvikle sin produktivitet og sin konkurrenceevne, det er et dødfødt projekt, og det koster rigtig, rigtig dyrt, så det er problemstillingen her, men hvordan man løser det, det kan ikke løses, fordi systemet fungerer ikke, og den eneste måde, man vitterlig kunne behandle det her fornuftigt, det ville være at lægge en tiårig plan til simpelthen stille og rolig at få afviklet nogle af de værste problemstillinger her, det er ikke nødvendigvis at gå tilbage til 17-18 valutaer, det er måske at gå tilbage til 3-4 forskellige valutaområder, der mindede lidt om hinanden på den mellemlange bane, i hvert fald, men det nuværende system kan simpelthen ikke fungere for de svage lande, og de vil komme til at betale en stadig højere pris, og der er Grækenland dem, der er først på kurven, men jeg tror, du vil se meget lignende problemer i resten af Sydeuropa indenfor få år.

Det er hårde ord: Eurosystemet fungérer ikke og kommer ikke til at fungére. Som man kan se, prøver Lars Seier at sige nogle pæne ord om dette at devaluere. Hvis man som et land, der ikke ligner Tyskland – og det er nok ikke os i Danmark – skulle være med i den frie handel indenfor EU, så skulle man kunne devaluere fra tid til anden. Lars Seier forklarer det i det følgende:

I forhold til, hvor den tyske D-mark ville have ligget, hvis den stadig havde eksisteret, så ligger euroen meget svagt, og det er rigtig, rigtig godt for Tysklands evne til at eksportere og konkurrere, men i forhold til, hvor drakmen og liren og pesetaen ville have ligget i dag, da ligger euroen meget højt, hvilket er meget skadeligt for deres evne til at konkurrere, og det er jo det, der er det fundamentale problem i eurozonen, at man har forskellige økonomier, der får presset sådan en ‘one size fits all’ ned over dem og det er positivt for dem, der er dygtige til at udvikle deres produktivitet og deres konkurrenceevne, og meget negativt for folk, der egentlig har benyttet devalueringsmidlet til at opnå nogle af de samme effekter.

Det er problem nummer to, og det er glædeligt, at der er nogen, der formår at modstå den lemming-effekt, der præger politikere og journalister og får dem til næsten enstemmigt at se en eventuel græsk udtræden af euroen og efterfølgende devaluering som et trin på vej ned i det fuldstændige kaos. Det har også Morten Messerschmidt blik for, mest udførligt i en artikel fra 2012:

Under den til tider ophedede debat om euroen indgår debatten for og imod devaluering. Gang på gang hører man tilhængerne af den fælles valuta tale med skiftevis vrede og ængstelse i stemmen imod devaluering. Som om det er noget særligt ondt, at en valuta daler – eller stiger – i værdi, advarer de mod, hvordan denne mekanisme indeholder selve kimen til det anarkistiske, asociale Europa, som af al kraft må undgås. Det er pudsigt at se, hvordan selv markedsorienterede har opgivet tanken om, at valutaer må variere i værdi i forhold til hinanden. Politisk besluttede priser kendes ellers kun fra marxismens sorte tidsalder. Men sådan er det i euroen, hvor politikerne har besluttet sig for præcis den værdi, som spanske pesetas, danske kroner, græske drachma og tyske d-mark skulle have over for euroen.

I 2015 ser han stadigvæk sådan på det. I en artikel i Berlingske politiko skriver han:

Det giver ingen mening at blive ved med at holde fast i Grækenland som euroland. Der må man i stedet hjælpe Grækenland ud af euroen på en velordnet måde, så de kan forblive i EU’s indre marked, men altså ikke som medlem af euroen, se her.

Men disse to står forbavsende alene med dette synspunkt. Alle er tilsyneladende blevet revet med af dramatikken i forhandlingerne, sammenbruddet, nye forhandlinger og i øjeblikket afgørelser i diverse parlamenter, p.t. det græske. Man holder vejret, politikere og journalister tilsammen, og finder hvert nyt trin drønspændende. Om det gavner Grækenland eller ej, det spørgsmål har man tilsyneladende ikke overskud til at spekulere på.

Og det mærkelige er, at selv de økonomer, der taler stærkt imod de påtvungne reformer i Grækenland, synes at glemme, at en udtræden af euroen er en selvfølgelig forudsætning for Grækenlands fremtid, hvis reformerne skal virke.

I en kronik i Kristeligt Dagblad fra den 4. juli i år, se her, har to velfunderede økonomer rettet en skarp anklage mod de løsningsforslag, som EU har fremlagt, både dem, der blev fremlagt i 2012, da man også forsøgte at redde Grækenland, og nu. Et stykke inde i kronikken begynder de en sammenligning mellem Argentina og Grækenland. De mener, der kan være en vis lære at hente i den måde, Argentina tacklede sine problemer med en altfor stor gæld på. Den internationale valutafond, derimod, gjorde det forkerte i begge tilfælde. Den prøvede at omstrukturere gælden, men de restriktioner, der blev pålagt, virkede ikke. I Argentina gjorde folket oprør. Og Argentinas betalingsstandsning blev derfor ledsaget af en stor devaluering, hvilket hjalp landet til at blive mere konkurrencedygtigt.

Ikke mindst på den baggrund er det mærkeligt, at de ikke direkte siger, at Grækenland må forlade euroen, hvis landet skal gøre sig håb om at genvinde nogensomhelst økonomisk styrke. De når kun frem til at sige, at gælden skal gøres ‘bæredygtig’, hvilket vil sige, at den skal nedskrives til en størrelse, som Grækenland har mulighed for at betale. Altså et krav til EU.

Når gæld er for tung til at bære, er der brug for en ny begyndelse. Det er et grundlæggende og anerkendt princip. Indtil videre fratager trojkaen Grækenland denne mulighed. Og en ny begyndelse er ikke mulighed med nedskæringer.

Javist, der er brug for en ny begyndelse. Men det giver man ikke landet ved kun at se på det ene af de to problemer, der plager landet. Hvad skal det nytte med gældseftergivelse, hvis man ikke kan rette op på de problemer, der i første omgang førte til, at landet gældsatte sig?

Også Christen Sørensen underspiller dette med at devaluere. Han siger efter det græske nej ved folkeafstemningen den 6-7:

Det bedste udfald er nu, at Grækenland fortsætter i eurosamarbejdet, men at man finder en ny strategi for at få landets økonomi i form. Den tyske strategi med hovedløse nedskæringer i årevis har slået fejl, for økonomien er sønderslået, og den græske befolkning forarmet. Det er egentlig ikke overraskende, for al teori siger, at den slags ikke virker, når der er lav aktivitet i økonomierne omkring Grækenland, eller hvis man ikke samtidig devaluerer.

Grækenland har brug for en omfattende gældsnedskrivning, hvis økonomien nogensinde skal blive bæredygtig igen. Det har selv Den Internationale Valutafond påpeget. Derudover må EU hjælpe med offentlige investeringer, der kan sætte gang i økonomien og skabe beskæftigelse. USA gjorde det og er nu godt på vej ud af krisen, mens det stadig halter i EU. De andre EU-lande bør også investere, så den øgede aktivitet i landene kan støtte hinanden.

Dernæst skal Grækenland gennemføre omfattende reformer af blandt andet skattesystemer og pensionssystemer. Men man må give dem tid, for store strukturelle ændringer tager tid at implementere og indfase.

Alternativt skal det samme foregå med Grækenland uden for euroen, men efter et kontrolleret exit med en devaluering og en garanteret fastkurspolitik i forhold til euroen. Se her.

Altså: Merkels eller Tysklands forsøg på ved hjælp af besparelser af få gang i den europæiske økonomi er dømt til at slå fejl. Det er imod al økonomisk teori (læs: al keynesiansk økonomisk tænkning). At ekspansive tiltag fra Centralbanken ville have vidt forskellige konsekvenser i de forskellige euro-lande, overses bekvemt. Sandt nok har besparelsesmetoden gjort det umuligt for lande som Grækenland at skabe beskæftigelse, men selv om man slog om og gav sig til at føre en ekspansiv finanspolitik, ville forskellene mellem landene jo stadig eksistere, og Tyskland derfor stadig være det land, der på de andres bekostning drog størst fordel af det. Og påstanden om, at landene kan støtte hinanden, er mærkelig ude af sync med virkeligheden, når Tyskland igennem mange år med sin lave lønudvikling har taget arbejde og økonomisk vækst fra de andre euro-lande.

USA har ført en ekspansiv finanspolitik og er derved kommet betydelig bedre ud af krisen end EU, men EU er ikke USA, de lande, der udgør EU, hedder ‘lande’ og ikke ‘stater’, og bebos af forskellige folkeslag, der taler hvert sit sprog, og når man partout vil have den samme finanspolitik til at passe alle landes behov, er det meget svært at finde fælles fodslag, for behovene er forskellige.

Og hvis man så, som Christen Sørensen også gør i ovenstående forslag, kun fokuserer på Grækenland, så må man gøre sig klart, at det ikke nytter at poste penge i Grækenland. Det skaber ikke nødvendigvis øget aktivitet i Grækenland, for det øger ikke konkurrencedygtigheden i landet. Ikke blot vil jo udlandet ikke købe de altfor dyre græske varer, grækerne selv vil også fristes over evne til at købe udenlandsk. Og derfor vil de arbejdspladser, som de nye lån genererer, i højere grad skabes i udlandet end i Grækenland.

Så kan man selvfølgelig foreslå diverse reformer. Og det må bestemt indrømmes, at i tilfældet ‘Grækenland’ kan det nok tiltrænges. Men selv, hvis man antog, at Grækenland var en selvstændig økonomi, ville det være meget vanskeligt at ændre indgroede vaner og fastlåste procedurer, så der kom mere gang i økonomien. Bestikkelse, sorte penge, nepotisme kombineret med en altfor stor offentlig sektor, det er ikke noget, man sådan lige laver om på med et fingerknips. Når imidlertid dertil kommer, at Grækenland jo ikke er en selvstændig økonomi, men bundet sammen med de øvrige euro-lande og altså bundet sammen med dem med bånd, der er til Grækenlands ulempe, så vil selv de skrappeste reformer batte som en skrædder i helvede. Den skæve valutakurs, som euroen har afstedkommet for Grækenlands vedkommende, vil forhindre Grækenland i at få det fulde udbytte af reformerne.

Inden jeg når frem til slutbemærkningerne, skal jeg lige nå at gøre opmærksom på en ret overset ting ved de kunstigt fastlagte valutakurser, som man brugte i Europa tidligere. De bestemte ikke blot, hvordan det ene lands konkurrenceevne skulle være i forhold til de andre landes, de bestemte også, hvordan det ene lands arbejdsløshedsprocent skulle være i forhold til de andre landes. Hvis kurserne havde fået lov til at flyde frit i forhold til hinanden, så det var markedet, der afgjorde det enkelte lands valutas værdi, så ville arbejdsløsheden være nogenlunde ens i Europa. Men nu, hvor kurserne er fastlåst, vil et land, hvis lønninger stiger mere end andre landes, og som derfor mister konkurrenceevne, også få en højere arbejdsløshed. Hvis derfor Grækenland opgav euroen og genindførte drakmen, og hvis landet derefter fik en øget konkurrenceevne, ville det ikke blot gavne storkapitalen og industrien og arbejdsgiverne, det ville også mindske arbejdsløsheden og dermed den sociale uro.

Eller, som før nævnt: Fordi Tyskland gennem løntilbageholdenhed har skaffet sig en konkurrencefordel i forhold til de øvrige euro-lande, har landet også skaffet sig en mindre arbejdsløshed.

Så til slutbemærkningerne!

De skal dreje sig om det spørgsmål: Er det ikke synd for grækerne, at de bliver smidt ud af euroen? Ydmyger vi ikke landet for meget ved at nægte det at være med i den fælles valuta?

Læg mærke til den mistillid til vort lands institutioner og politikere, der ligger bag den danske såkaldte fastkurspolitik! Vi stoler ikke rigtig på os selv. Derfor har vi fundet det opportunt at binde vores valuta til euroen. Så tvinges vi nemlig til at være tilbageholdende med lønninger og skatter. Som om vi ikke ville kunne være det af os selv.

Den samme mistillid til sit eget lands politikere prægede de græske økonomer, Christen Sørensen talte med i 2013, se eventuelt mit tidligere indlæg derom. Det var ikke økonomiske overvejelser, der gjorde, at de for alt i verden ville forblive i euroen, det skyldtes i sidste ende mistillid til deres eget lands politikere og institutioner. De troede ikke, de ville kunne gennemføre det, som de ville kalde en fornuftig politik.

Det vil sige: Både den danske fastkurspolitik og det græske ønske om at forblive i euroen, bygger på mistillid til eget land. Man skyder sig ind under andre landes politikere, mener, de er bedre til at føre ‘den nødvendige politik’, som man gerne vil have ført.

Hvad man derfor gør, når man beder Grækenland om at træde ud af euroen, er i virkeligheden, at man siger til landet: ”Nu tager vi gangstativet fra jer! Nu må i selv gå på jeres egne pusselanker! Nu regner vi jer for modne nok til selv at kunne tage ansvar for landet og dets økonomiske fremtid!”

Det forholder sig som sædvanligt stik modsat af, hvad eliten siger. Det for grækerne ydmygende er ikke at gå ud af eurosamarbejdet, det er at forblive på betingelse af, at man lægger al sin suverænitet i hænderne på folk i Bruxelles.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til To problemer, ikke kun ét

  1. Pingback: Politisk økonomi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s