Essay med fejl i

Frederik Stjernfelt har i Weekendavisen den 17-7 2015 skrevet et essay i anledning af debatten om forholdet mellem tro og viden, afstedkommet ved interview’et i Jyllands-Posten med den ny undervisnings- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (ikke online).

Den første – og mest irriterende fejl – er den, at Stjernfelt slår islam og kristendom sammen i én og samme pulje. Han prøver at undersøge, ikke hvordan forholdet mellem kristendom og videnskab er, eller hvordan forholdet mellem islam og videnskab er, men hvordan forholdet mellem religion og videnskab er. Og når han sådan i udgangspunkt laver en så afgørende fejl, skal resultatet blive misvisende. Hvad det da også bliver.

For ham at se, forstår man, er dagens demokrati i den vestlige verden forårsaget af oplysningstiden. ‘Religionen’ – i dette tilfælde altså kristendommen – har hele tiden kæmpet imod demokratiet. For ved demokratiets indførelse mistede ‘religionen’ magt. Og efterhånden som oplysningen vandt indflydelse i Europa – og nu kalder Stjernfelt direkte religionen for ‘kristendommen’ – lod kristendommen sig presse til at opføre sig ordentligt.

Men dette er et ret nyt fænomen:

Langt størstedelen af menneskehedens historie – endnu i dag på store områder af globen – har religion været tæt forbundet med politisk magt. Og det har ikke været mild demokratisk magt med udvalg, høringer, debat, småkager og vælgermøder. Anderledes troende eller ikke-troende har været alt fra marginaliseret over forfulgt til udryddet.

Dette er en yderst overfladisk betragtning af menneskehedens historie. For ikke at sige: en direkte forkert betragtning. Tag romerriget, det rige, hvori kristendommen voksede sig stor og stærk! I dette rige var jo så at sige alle religioner tilladte. Eneste betingelse var, at man ofrede til kejseren. Selv de kristne, der jo nægtede at ofre til kejseren, fik i store dele af rigets historie lov til at holde deres gudstjenester og drive deres mission forholdsvis uantastet. Men indrømmet, af og til brød forfølgelser løs, og de kristne blev tvunget til at ofre til kejseren; ville de ikke, blev de henrettet.

Eller tag de store muslimske riger i det, vi her i Vesteuropa kalder ‘middelalderen’! Var religion tæt forbundet med den politiske magt? Ja, det var den religion, der hed islam, for det var muslimerne, der sad på magten. Men de to andre religioner i f.eks. Spanien, jødedom og kristendom, var ikke forbundet med den politiske magt, men fik dog lov at eksistere, oven i købet med et vist selvstyre, eftersom det var henholdsvis rabbineren og biskoppen, der afgjorde indbyrdes uenigheder. Og sandt nok, der udbrød af og til forfølgelser, så af jøderne, så af de kristne, og da den øverste magt skiftede, så det var de kristne, der sad på den, af jøderne og af muslimerne. Sådan gik det frem til 1492, da Granada, muslimernes sidste bastion, blev erobret. Da opstod der i det kristne Spanien den ulykkelige tanke, at der kun kunne være én religion i riget, og da blev både jøder og muslimer forfulgt. For rigtigt: da var religion forbundet med magt. Også i den grad.

Men det var så sandelig noget, der kun prægede enkelte dele af menneskehedens historie, så langt fra det hele.

Så nævner Stjernfelt Spinoza som én, der tænkte demokratiske tanker:

foregangsmændene for denne bevægelse [hen imod demokrati], for eksempel Spinoza, vidste meget vel, at noget af det allervigtigste for at indføre demokrati, retsstat og pluralisme var at stække religionens magt.

Vrøvl! Spinoza formåede, modsat Stjernfelt, at skelne mellem jødedom og kristendom, mellem det gamle testamente og det ny.

Det har jeg før gjort opmærksom på, se her. I dette indlæg skriver jeg:

Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, er en tankerække hos Spinoza i hans ”Tractatus theologicus-politicus” (se evt en engelsk udgave her). Her gør han i kapitel 11 opmærksom på en forskel mellem profeterne, der kommer med en direkte, udiskutérbar befaling fra Gud, og apostlene, der i stedet optræder som lærere, dvs., søger at overbevise med argumenter. Den forskel er identisk med forskellen mellem den åbenbarede lov og den naturlige lov. Og han fordeler – meget korrekt, forekommer det mig – disse to love mellem jødedommen og kristendommen.

Men den forskel, som Spinoza her finder mellem jødedom og kristendom, den findes i samme udstrækning mellem islam og kristendom. Og man kan nok fornemme, at den religion, der bygger på den naturlige lov, altså kristendommen, kan danne baggrund for et demokrati, hvor ikke en åbenbaret lov, men en samtale om tingene er det grundlæggende. Det vil sige: det var ikke for Spinoza religionen som sådan, kristendom, jødedom eller hvad det nu kunne være, der skulle have sin magt stækket, det var den misforståede kristendom, der skulle vige for kristendommen, forstået ud fra det ny testamente.

Nå, Stjernfelt fører os derefter igennem et hurtigt vue over vore samfunds demokratisering. Vi har glemt, hvor sjælden egentlig religionsfriheden er, siger han. Vi hygger os med religionen og tror, at sådan er det alle steder. Og på den baggrund kommer så en anerkendelse og ros til Herbener og Rothstein:

Rothstein og Herbener har som religionshistorikere det overblik, der giver dem en indsigt i, at religioner flest – og da især de missionerende monoteismer – er farligere sprængstof end som så.

Hvorfor dog Stjernfelt, som den ellers nogenlunde fornuftige mand, han er, vil være med i det selskab, forstår jeg ikke. Men han er i hvert fald kommet i selskab med nogle, der ligesom han selv ikke er i stand til at skelne mellem kristendom og islam. Jeg har fornylig vendt mig imod Rothstein, så ham vil jeg lade have fred i denne omgang og her nøjes med at henvise til et indlæg, jeg havde imod Herbener, hvor jeg påviste (altså ikke kun ‘påstod’, men ligefrem ‘påviste’), at Herbener ikke havde fattet en pind af, at kristen tekstfortolkning ikke er som muslimsk tekstfortolkning, se her. Herbener havde udlagt ordene i det gamle testamente om befaling til folkedrab, til stening, til kvindediskrimination, osv., som lovord, som enhver kristen skulle følge. Ellers burde han melde sig ud af folkekirken.

Det er en højst besynderlig argumentation.

For det første er den i modstrid med det, religionshistorikere ellers er ivrige efter at påstå – i hvert fald, når det er de skrappe koranord, det gælder – at man ikke ud fra en helligskrift kan sige noget om religionens essens. Her, hvor det ikke er koranen, men ‘kun’ det gamle testamente, det gælder, er han så udmærket i stand til at uddrage kristendommens essens.

For det andet har han ikke fattet den grundsætning, som dog Spinoza havde fået fat på, at kristendommens kendetegn ikke er profetier, som skal adlydes, hvad enten man forstår dem eller ej, men belæringer, som man opfordres til selv at forstå.

Trods denne uvidenhed er han altså blevet religionshistoriker, og Stjernfelt anerkender ham og Rothstein i den grad, at han ligefrem mener, at de har det store overblik, fra hvilket stade de kan fortælle os, at religioner er farligt sprængstof, ikke mindst missionerende monoteismer, altså islam og kristendom. Igen skal vi kristne finde os i at blive gjort medskyldige i islams magtmisbrug op gennem historien uden smålig hensyntagen til forskellene på de to religioner, og – specielt – uden hensyntagen til, at det i vore dage så udpræget er islam, der har svært ved at sige et fuldgyldigt ja til demokratiet og religionsfriheden. Det kan blandt andet ses derigennem, at man i store dele af islam søger at håndhæve den regel, der siger, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Det er årsagen til, at Ahmed Akkari igen drog til Grønland: han kunne ikke få beskyttelse nok her i landet. Imod muslimerne, förstås.

Henimod slutningen af sit essay skriver Stjernfelt:

Men religionsfriheden kom med en meget vigtig pris, som en del troende tøver med at betale: afkald på politisk magt til religionen.

Nu, i det mindste, er vi nået så tæt på nutiden, at Stjernfelt kun kan tale om ‘en del troende’; så man kan lægge til og trække fra, som man lyster.

Man har ofte blandt religionshistorikere – altså rigtige religionshistorikere – skildret forskellen mellem islam og kristendom ved at gøre opmærksom på, at mens kaliffen indenfor islam på én gang var religiøs og politisk leder, så har der indenfor kristendommen igennem alle årene været et skel mellem de to embeder, patriarkens eller pavens og kejserens. Man plejer at begrunde det med Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Luk 20,2,-26). Og Luther har på udmærket måde ført dette ord up to date. Han skriver i Om lydighed mod statsmagten fra 1523:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. Men Guds ord er alene om det. (Se her).

Bevares, dette ideal blev ikke gennemført sådan lige på en studs. Men det blev dog stående i historien og gjorde sig gældende. Man kan for min skyld gerne give oplysningstiden hovedansvaret for demokratiets opståen, men sådan fuldstændig glemme de kim, der er blevet lagt indenfor kristendommen, og måske specielt den lutherske kirke, som Stjernfelt gør, det er misvisende, fejlagtigt og vildledende.

En udmærket artikel om forholdet mellem stat og kirke indenfor kristendom og indenfor islam findes her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Essay med fejl i

  1. Morten - - - siger:

    Hvad voksede Oplysningstiden ud af? Sig selv? Var den ikke et kulturprodukt, men blot en idé? Hvorfor falder idéen så stadig på klippegrund i de muslimske kulturer den dag i dag?

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s