Et kristent land?

Der står et eller andet i den ny regerings regeringsgrundlag om, at Danmark er et kristent land. Det har vakt en vis forargelse. Ikke mindst blandt de såkaldt kulturradikale. De er jo kendetegnet ved, som den gamle Helveg sagde, at stå med fødderne solidt plantet i den blå luft. Det gælder på mange områder, men det gælder ikke mindst, hvad erkendelse af arv og gæld angår. De mener (ofte), at deres anskuelser er præget af fornuft og kun det, og fornuften – det er noget, alle véd – falder ned fra himlen, direkte ned i de kulturradikales hjerneskal. Før de kulturradikale kom til, herskede der overalt i verden lutter uvidenhed og barbari, først med dem kom der lidt fornuft ind i sagerne.

Nå ja, af og til – dvs. hvis de ved et uheld skulle komme til at beskæftige sig med historie – fører de deres tanker tilbage til oplysningstiden. Men aldrig længere tilbage. Og da slet ikke tilbage til noget, der har med kristendommen at gøre, uha, uha!

Så det er vel forståeligt, at hvis nogen påstår, at Danmark er et kristent land, så tænker alle de kulturradikale ved sig selv: ”Åh, Herre Jemini” (hvilket forresten er en del af den kristne arv, men det lader vi passere for nærværende), ryster på deres gyldne lokker og går i gang med at skrive imod en sådan misforståelse.

Dette som en første indledning til et forsøg på at vise ud fra Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, at netop de kulturradikale er utrolig afhængige af kristendommen i skikkelse af i hvert fald halvdelen af denne lignelse.

Men først skal vi lige som den anden indledning beskæftige os med den halvdel af lignelsen, som man sædvanligvis lader ligge.

Lukas – eller måske Jesus selv, hvad véd vi? – sætter lignelsen ind i en bestemt sammenhæng. Den skal i sammenhængen give svar på den skriftkloges spørgsmål om, hvem der er hans næste. Og det er jo grunden til, at vi springer denne halvdel af lignelsen over. For hvem næsten er, det er da noget, vi véd, næsten er jo ethvert menneske, ligegyldigt hvem der kommer og banker på vor dør for at få hjælp, så er der tale om en næste, som vi er forpligtet overfor.

Men når vi véd det, skyldes det netop lignelsen her eller Jesu ord og gerning i det hele taget. Ordet ‘næste’ er jo en slags kunstord, der har fulgt med den kristne forkyndelse, hvor den blev udbredt, og gjort sig gældende i de samfund, der fik en kristen kirke iblandt sig. Ser man efter i det sted, hvor det først forekommer, nemlig i 3 Mos 19,18, kan det dèr lige så godt betyde ‘landsmand’ som ‘næste’. Og det var muligvis betydningen ‘landsmand’, den skriftkloge var ude efter at få Jesus til at bekræfte. For på Jesu tid var det almindeligt blandt jøder ikke at omgås f.eks. samaritanere. Kravet om kærlighed til næsten standsede ved folkets grænse. Forståeligt nok, vil den gode skriftkloge sige, for er det ikke os jøder, der af Gud selv har fået loven? Er det ikke os, der overholder den til punkt og prikke? Er det derfor ikke os, der først og fremmest skal være genstand for de andre jøders kærlighed? (Se evt. lidt nærmere derom her).

Denne indskrænkende forståelse af næstebegrebet skyder Jesus i sænk med sin lignelse. For den, som samaritaneren hjalp, var en jøde. Præsten og levitten, der gik forbi, var også jøder. De burde altså ifølge 3 Mos 19,18 have hjulpet deres landsmand. De gjorde det blot ikke. Men samaritaneren hjalp.

Og her er det så, man skal lægge mærke til, at Jesus med sit spørgsmål til sidst vender op og ned på det, man ville forvente. Vi ville tro, at han ville spørge, om ikke samaritaneren var den, der opfyldte budet om næstekærlighed. Men det gør han ikke. Nej, han siger:

Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?

Det vil sige, hvis den overfaldne jøde ville indskrænke budet om kærlighed til kun at gælde landsmanden, så ville det være imod den naturlige tilbøjelighed. For den naturlige tilbøjelighed ville tilskynde ham til at elske samaritaneren. Og det samme vil altså budet, når det ses igennem Jesu briller.

Nu vil man måske sige: ‘Jamen, hør nu, i vore dage er der da ingen, der ikke er klar over, at vi da skal elske alle mennesker!’

Den reaktion er endnu et tegn på, at kristendommen er gået os i blodet, selv de kulturradikales tankegang har den bag om ryggen på dem gennemsyret med sine selvfølgeligheder. Det er en selvfølge, at kærlighedsbudet gælder alle mennesker, uanset hudfarve, etnicitet, seksuel orientering og hvilke forskelle vi ellers kan remse op. Ja, sandt nok, det er en selvfølge, men de er en selvfølge, der er blevet selvfølgelig for os danskere netop i kraft af Jesu lignelse.

Det kan ses ved at sammenligne vores kultur med andres. Dog må det bemærkes, at netop det, at vi betragter kærlighedsbudets universalitet som en selvfølge, gør det meget vanskeligt for os at forstå, at andre ser anderledes på det.

Men der er altså andre, der ser anderledes på sagen. Andre kulturer betragter sig selv som overlegne og mener ikke, at der er nogen grund til at nære respekt endsige kærlighed til dem, der ikke hører med til denne kultur.

For nogen tid siden citerede jeg her på bloggen Karl-Olov Arnstberg, se her. Det skete i anledning af, at Kathrine Lilleør havde fortalt om en roma, der af kirken fik foræret et par bukser, pænt sagde tak, og derefter gik ud på kirkens græsplæne og besørgede. Han tørrede sig med hånden og tørrede siden hånden af i de nye bukser. Hun tolkede det som udtryk for den yderste fattigdom, men den tolkning kunne jeg ikke få til at passe. Arnstbergs tolkning af romaernes situation tror jeg mere på, selv om den lyder fuldstændig absurd. De har i sig en stolthed over deres kultur, siger han, de betragter os andre som laverestående væsener, som man gerne må stjæle fra og snyde så godt, man kan. Og ud fra hans romabeskrivelse tror jeg, at denne skidende roma om aftenen med stolthed har fortalt de andre romaer, hvordan han snød og bedrog de tossede danskere. Så har de sammen kunnet grine over det.

Den samme uberettigede overlegenhedsfølelse gør sig gældende hos muslimer. Her er den måske mere forståelig. For de kommer fra en kultur, der engang var strålende og alle andre overlegen. Og selv om det forekommer os fuldstændig irrationelt, er det vel trods alt forståeligt, dels, at de vil holde fast ved deres egen kultur og ikke umiddelbart kaste sig over vores, og dels, at de bliver ved med at håbe på, at en genskabelse af den sande islam igen vil kunne gøre dem overlegne i forhold til os.

Kommer de f.eks. fra Egypten, så er de vant til, at ikke-muslimerne, dvs., de kristne koptere, udgør bunden af samfundet og påtager sig de job, som muslimerne ikke vil have, nemlig jobbet som skraldemænd. Det er i muslimernes øjne helt i orden, at det forholder sig sådan. Det er en selvfølge på samme måde, som det for os er en selvfølge, at alle mennesker er lige.

Vi har altså at gøre med to selvfølgeligheder. Vores er påvirket af, at Jesu lignelse er trængt ind under huden på os, så vi hjælper også muslimer, skønt de er fremmede. Deres er påvirket af deres kultur, der hævder islams og muslimers overordnede status i forhold til os. Men at deres selvfølgelighed er anderledes end vores, har vi uhyre vanskeligt ved at forstå, så selvfølgelig er vores selvfølgelighed os.

Ikke desto mindre er det jo, hvad vi ser for vore øjne. De kommer hertil som flygtninge, de er undsluppet krigsfaren i deres eget land, siger de, de har gennemlevet faren på Middelhavet, de er omsider nået frem til os, og så er de tilsyneladende, mange af dem ihvert fald, ikke spor taknemlige, men tillader sig at klage over forholdene. Ja, for det hører med til deres selvfølgelighed, at vi kristne betjener dem, muslimer er jo hævet over os kristne.

Slut på den anden indledning. Her har vi set, at alle danskere, de kulturradikale inklusive, er så afhængige af Jesu lignelse, at det i den grad er en selvfølge for os med kærlighedsbudets universalitet, at vi slet ikke kan forstå, at der skulle findes mennesker, folkeslag, religioner, der ikke går ind for det. Men sådanne findes altså.

Nu kommer vi til det egentlige. I sin sidste formaning vender Jesus igen op og ned på tingene, denne gang på den måde, at vi alle til overflod forstår ham og godtager det, han siger. Han siger nemlig til den skriftkloge: ”Gå du hen og gør ligeså!” dvs.: ”gå du hen og vis barmhjertighed, ligesom samaritaneren gjorde det”.

Og ikke sandt, det går lige ind på lystavlen hos os. Det er, hvad vi alle forsøger at omsætte i handling, når vi stilles overfor de flygtninge, der i disse tider oversvømmer vort land. Ikke for det, vi forstår så udmærket helt af os selv uden hjælp fra lignelsen, at vi ikke må lade disse mennesker i stikken, men hvis nu man som kulturradikal vil have noget at rive os kristne i næsen med, så giver lignelsen jo rigt stof. For hvis vi kristne, oven i købet måske én af os præster, vil argumentere for, at vi skal være tilbageholdende med at bevilge ophold og asyl til alle de flygtninge, der kommer til landet, så er det jo oplagt at sammenligne os nutidspræster med den fortidspræst, der gik forbi, skønt han så den nødlidende. Han opfyldte ikke næstekærlighedsbudet, siger Jesus, ergo: vi nutidspræster gør det heller ikke, hvis vi lukker vort lands dør i for dem.

Én af de forbipasserende præster er Kathrine Winkel Holm. Hun opdeler i en kommentar på Jyllands-Posten, se her, flygtningedebattørerne i realister og sentimentalister. Om de sidste hedder det:

Sentimentalisterne vil så gerne hjælpe. Eller rettere sagt: De vil gerne have, at det danske samfund skal hjælpe. De forventer selvsagt ikke, at de selv skal lægge hjem til en asylfamilie på syv. Nej, vi skal hjælpe, dvs. de skal hjælpe i Toftlund og på Langeland. Fjernt fra Østerbro.

Det argument er godt nok. På Södermalm i Stockholm bor de rige, deriblandt de fleste journalister. Disse havde længe argumenteret til fordel for de mange roma-tiggere, der hver sommer oversvømmer Stockholm. Men da deres eget kvarter blev beboet af romaer i parker og på pladser, søgte de at få dem fjernet. Hykleri af første klasse!

Og dog er det ikke det argument, der her skal bruges. Det er et mere indviklet argument. Det er et argument, der lægger vægt på, at denne etiske fordring har forskelligt indhold, alt eftersom det ‘vi’, der hører den, er enkeltmennesket eller det er øvrighedspersonen. Hvis en sentimentalist ville sige, at det krav, der høres fra de mange flygtninges tilstedeværelse, ikke er et krav til den enkelte, men et krav til samfundet som sådant, så ville han jo have ret. Blot må man så føje til, at så skal man heller ikke anvende den etik, der hører enkeltmennesket til, men den, der hører samfundsøvrigheden til. Og det er ikke den samme etik, der er tale om.

Jesu lignelse kommer med en formaning i enkeltmandsetikken. Samaritaneren møder kun én overfalden, ikke en hel flok. Han møder en ægte overfalden, ikke én, der giver sig ud for at være overfalden. Han møder ham ved alfarvej, fordi det var dèr, han blev overfalden, ikke fordi han selv har anbragt sig, så han kan opdages af de vejfarende. Eller rettere sagt, alle sådanne spørgsmål kommer slet ikke ind i billedet for samaritaneren. For ham er den overfaldne en overfalden, og han gribes umiddelbart af barmhjertighed uden at få sådanne sære tanker.

Luther forklarer skellet mellem de to former for etik således i sit skrift Om lydighed mod statsmagten:

At driste sig til at styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, det er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver, ørne og får sammen i en stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet. — Men hvis det åndelige styre er ene om at herske over land og folk, så får ondskaben frie tøjler og alskens ugerninger frit slag. For det store flertal kan ikke tilslutte sig det eller forstå det. (Se her).

Enkeltmandsetikken eller evangeliet kan godt operere med barmhjertighed. Men samfundsetikken, som ikke skal rette sig efter evangeliet, er nødt til at have regler og love, så den kan behandle alle ens. Enkeltmandsetikken behøver ikke tage det så nøje med konsekvenserne i samfundet. Men det er til gengæld samfundsetikken nødt til. Enkeltmandsetikken behøver ikke undersøge ægtheden af nøden. Men samfundsetikken er nødt til at gøre sig klart, at nogen kan snyde, hvis samfundet som sådant viser barmhjertighed – hvilket jo bestemt er en mulighed – og derfor nødt til at indføre tilpas med kontrolforanstaltninger.

Netop på flygtningeområdet – men f.eks. ikke på ægteskabsområdet, hvor Jesus anbefaler, at man ikke skilles, men søger forsoning med sin ægtefælle – er den europæiske elite, journalister og politikere tilsammen, blevet ‘kristne’ langt ud over det rimelige, idet man har ladet evangeliet være ledende for den politik, man vi føre på området. Man har med Luthers ord ladet ulve, løver, ørne og får være i samme stald (læs: båd) og har derved fået ind i vore lande en uskøn blanding af ægte flygtninge, lykkeriddere og terrorister. Og det organ, nemlig flygtningenævnet, der skulle være en uvildig instans til at skille fårene fra ulvene m.m., er aldeles ikke uvildigt, for hvem vil hænges ud af medierne for ubarmhjertighed og mangel på indlevelse i flygtninges vilkår. Så for en sikkerheds skyld lader man revl og krat slippe igennem nåleøjet, som af samme grund har forvandlet sig til næsten en ladeport.

Og når vore medier er tilbøjelige til at ynke alle de flygtninge, der ankommer til Europa, hænger også det sammen med vor kristne arv: Hvis man selv skal spille rollen som den barmhjertige samaritaner, må de, der hjælpes, også virkelig være nogen stakler. Er de det ikke i virkeligheden, træder fantasien eller det lukkede øje til, og man sluger gladelig den ene snøft-historie efter den anden om flygtningenes forfærdelige skæbne. Dem er medierne gode til at bringe, og de undlader bekvemt at spørge, om flygtningen er personligt forfulgt, hvad konventionerne ellers kræver, eftersom de kun synes optaget af at få virkeligheden til at ligne Jesu lignelse med de gode sentimentalister i samaritanerens rolle og vi andre i præstens og levittens.

Alt dette, fordi man læser evangeliet og specielt lignelsen om den barmhjertige samaritaner som en facitliste til, hvad man skal gøre og ikke gøre her i livet, og tillader sig at bruge denne forståelse af evangeliet på samfundsetikkens område, hvor det dog i Jesu mund udelukkende tænkes anvendt på enkeltmandsetikkens område. Han siger jo til Pilatus: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Joh 18,36). Og Paulus hævder, at øvrigheden ikke bærer sværdet for ingenting (Rom 13,4).

Men Jesus vil ikke give os en facitliste, har aldrig villet det. Og Paulus er derfor i fuld overensstemmelse med Jesus, når han siger:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner; alt er tilladt, men ikke alt bygger op. (1 Kor 10,23).

Det, at alt er tilladt, betyder jo, at der ikke er nogen facitliste. De kære kulturradikale er altså nok stærkt påvirkede af kristendommen, både når de mener, at næsten er ethvert menneske, og når de mener, vi bør være barmhjertige. Men når de tager lignelsen om den barmhjertige samaritaner som en facitliste, som vi bare skal rette os efter, hvis vi vil have vort på det tørre, det vil sige: hvis vi vil kunne sole os i den tanke, at vi har gjort, hvad vi skulle, så er det en falsk kristendomsforståelse, de retter sig efter, en farisæisk kristendomsforståelse. Det ‘vi’, der skal være barmhjertige, er det samfundsmæssige ‘vi’, og mens man i enkeltmandsetikken kan klare sig med den simple barmhjertighedsgerning, må man i samfundsetikken se på sammenhængen: bygges samfundet op ved det, ‘vi’ gør? Styrkes sammenhængskraften? Eller importerer ‘vi’ føde til fremtidige samfundskonflikter? Eller: er det rimeligt, at ‘vi’ som folkelig elite forandrer samfundets sammensætning uden at gøre opmærksom på, at det er det, vi gør?

Et kristent land? Jo, bestemt, det er vi. Langt mere, end vi tror. Og det ‘vi’, der er det, inkluderer de kulturradikale. Det være hermed påvist. Blot er det ærgerligt, at jeg samtidig har været nødt til også at påvise, at de kulturradikale har adopteret en farisæisk kristendomsforståelse. Den kunne de få repareret ved at lytte til lidt flere Jesus-ord eller Jesus-lignelser end lige den om den barmhjertige samaritaner. Men det vil de nok ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Et kristent land?

  1. Pingback: Kristendommen som statsgrundlag | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s