Zakæus

Søndagens prædiketekst om overtolderen Zakæus, der gerne ville se Jesus og derfor kravlede op i et træ for bedre at kunne se ham komme forbi, har inspireret mig til nedenstående indlæg. Teksten står Luk 19,1-8, beretningen findes ikke i det andre evangelier, og der fortælles om, hvordan Jesus standsede op lige foran Zakæus’ træ og bad ham komme ned, for i dag ville han være gæst i hans hus. Zakæus var overtolder, dvs., den tids værnemager, og mens nogle af farisæerne gav ondt af sig over, at Jesus var gået ind som gæst hos en mand af den kaliber, blev Zakæus så glad, at han lovede, at han ville give halvdelen af sin ejendom til de fattige og give firdobbelt tilbage, hvis han havde snydt nogen.

Det er det sidste, jeg her vil opholde mig ved.

Hvis nu beretningen havde været en underberetning, altså en beretning om, hvordan Jesus helbredte en spedalsk, eller fik en blind til at se, så ville vi sige: ‘Det kan ikke passe, den slags sker ikke, sådan noget kender vi ikke noget til i vores verden!’ Men her, hvor der er tale om et menneske, der omvender sig ved at høre Jesu ord, her tager vi det for gode varer, her siger vi ikke: ‘den slags sker ikke, den slags kender vi ikke noget til i vor verden’.

Men burde vi egentlig ikke gøre det? Burde vi ikke stille os skeptisk an overfor en sådan kovending hos et menneske? Burde vi ikke i det mindste sige, at ‘nå ja, det kunne måske ske dengang, det kunne måske tænkes, at dette skete i kraft af Jesus særlige karisma, men i dag, nej, i dag finder den slags omvendelser ikke sted, i vore dage er det umuligt at forestille sig, at evangeliets ord kan få et menneske til at vende sig bort fra sin éngang fastlagte livsvej’.

Vi har jo ellers god grund til at arbejde med at ‘omvende’ mennesker. Islamisk stat har opfordret alle muslimer i Vesten til at dræbe tre eller flere ikke-muslimer, hvis de kan komme af sted med det. For, siger de, det er den direkte vej til paradis. Og vi ser jo, at der er muslimer her hos os, der ‘bider på krogen’, lader sig lokke af disse sirenesange og forbereder og gennemfører en terrorhandling. Og sådanne ‘ensomme ulve’ er meget vanskelige for efterretningstjenesten at spotte, før de har udført deres udåd.

Hvad skal vi stille op med sådanne mennesker? Hvad skal vi sige til dem? Hvordan skal vi overbevise dem om, at det er forkert, hvad de pønser på? Vi aner ikke vore levende råd. Og vi forestiller os da slet ikke, at vi kristne skulle kunne sige noget, der trænger ind bag den mur af fanatisme, et sådant menneske har omgivet sig med. Vi tror ikke på, at evangeliets ord kan have nogen virkning i denne sammenhæng.

I Chattanooga i Tennesee i USA blev fem mennesker dræbt af en terrorist, Mohammad Youssuf Abdulazeez, der ved det sidste af to attentater selv blev dræbt. Terroristen var en tilsyneladende almindelig muslim. Han havde været i Jordan, og man gætter på, at det var dèr, han blev radikaliseret. I hvert fald anlagde han sig fuldskæg efter hjemkomsten og begyndte at frekventere moskéen oftere end før.

The Independent har fundet en blog med to indlæg, som man mener er skrevet af den nu afdøde terrorist. Indholdet passer i hvert fald godt med en terrorists tanker, se her.

I det første indlæg kalder han denne verden et fængsel, fordi den hører den materielle og ikke den åndelige verden til. Verden er, siger han, et fængsel for den troende, men et paradis for den ikke-troende. Og han fortsætter: ”Dette liv er kun en prøve på vores tro og tålmodighed. Det blev skabt for at adskille paradisets indbyggere fra helvedes indbyggere, og for at finde de bedste blandt de bedste og de værste blandt de værste”. Så hedder det: ”Lad ikke det samfund, vi lever i, forhindre dig i at gøre det, der er nødvendigt”. Hvad det så kan være for noget, der er nødvendigt!

Så opfordrer han muslimer til ikke at lade sig narre af deres begær og tilføjer: ”Dette liv er kort og bittert, og lejligheden til at underkaste sig Allah går måske ubrugt forbi én”. ”Tag hans ord som dit lys og din kode, og lad ikke de andre fanger, hvad enten det er de såkaldt lærde eller det måske endda er din egen familie, få dig til at afvige fra sandheden”.

I det andet indlæg hævder han, at Muhammeds disciple førte hellig krig og er et eksempel, der skal følges. ”Vi beder Allah om at få os til at følge deres vej”, skriver han, ”om at give os en fuldstændig forståelse af islams budskab og give os styrke til at leve efter denne forståelse og lade os vide, hvilken rolle vi skal spille for at oprette islam i verden”.

Vel er dette holdt i en form for kodesprog, men når man går med til, at den, der har skrevet det, er identisk med terroristen, så peger det altsammen hen på at skulle virke som en bestyrkelse af beslutningen om at begå en terrorhandling.

Noget af det kender vi fra vores egen religion. Der har været kristne, der har betragtet dette jordeliv som livet i en jammerdal og det himmelske liv, vi har i vente, som det egentlige liv. En sådan anskuelse har hos os ofte givet anledning til at se på dette liv som en prøvetid, der skal afgøre, om man ender det ene eller det andet sted efter døden. Og se, de samme tanker gør Abdulazeez sig. Også han ser på dette liv som noget negativt, i hans tilfælde et fængsel. Også han ser på dette, at mennesket følger sit begær, som noget forkert, noget, det skal lade være med. Også han beder Gud om styrke til at gå den rette vej.

Men forskel er der så sandelig også. For aldrig er der i disse kristnes hoveder opstået den tanke, at man skulle kaste sig ud i en selvmorderisk kamp mod andre for at gennemføre Guds vilje. Aldrig har man forestillet sig, at kampen mod begæret skulle være det samme som kampen for at kunne undgå dødsfrygten. Det, de fromme kristne har bedt Gud om hjælp til, er at undgå at lade det materielle tage overhånd i deres liv. Det, denne ‘fromme’ muslim beder Gud om hjælp til, er at kunne se døden i øjnene uden frygt, når han skal udføre sin selvopfundne terrorhandling.

Derfor vil vi ikke kalde den fromme kristne en fanatiker. Men den ‘fromme’ muslim kalder vi uden videre en fanatiker. Den fromme kristne kan være svær at overbevise, for han har ved hjælp af diverse skriftsteder låst sig fast på, at tilværelsen er, som han opfatter den, og at det og det skriftord skal forstås, som han forstår det. Men den ‘fromme’ muslim er helt udenfor pædagogisk rækkevidde; han er fanatiker, og dermed mener vi just, at hans overbevisning er så nagelfast, at den ikke står til at rokke.

Det er måske derfor, vi ikke forsøger på det.

Men burde vi egentlig ikke gøre det? Er det ikke det, Zakæusberetningen vil hævde: at evangeliets frigørende ord har kraft til at ændre et menneskes tilværelsesforståelse?

Bevares, man kan jo sige, at det er muslimerne selv, der i første omgang skal være opmærksom på, om deres unge radikaliseres. Men hvis der i islam selv ligger kim, der under passende forhold kan vokse op til tanker om en terrorhandlings gudvelbehagelighed, så vil selv moderate muslimer, sig selv uafvidende, komme til at skubbe nogle af deres egne ud i denne fanatisme. Og så kan det måske være en hjælp for dem, om vi kristne i højere grad, end tilfældet er for øjeblikket, gav os til at fastholde vor tro i dens forskellighed fra islam i stedet for hele tiden at stryge muslimerne med hårene i et altfor overfladisk dialogeri.

Den tidligere anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams, tog i sit svar til de 138 muslimers dialogforsøg A Common Word den tanke op til overvejelse, om det mon var den almægtige Gud, man troede på, hvis man mente, at vort nederlag er identisk med hans nederlag. Han skrev:

Derfor kan et tilsyneladende nederlag for vores tro ikke være endeligt; det mislykkes ikke for Gud at være retfærdig, fordi det mislykkes for os at overtale andre, eller fordi det mislykkes for vore samfund at vinde magt. Hvis vi ville tro, at vort nederlag er Guds nederlag eller vanheld, så ville vi fristes til at søge hvilkesomhelst midler for at undgå et sådant resultat. Men det er vejen til terrorisme og religiøs krig og forfølgelse. (Se et længere citat her).

Dette er i virkeligheden et meget skarpt angreb på et centralt træk i den muslimske gudsforståelse. Islams gud er en magtgud. Men spørgsmålet er: Kan man med ord, altså ved hjælp af sproget, retfærdiggøre hensynsløs, uforståelig eller irrationel magtanvendelse? Ja, det er jo, hvad islam forsøger på. Koranen består af ord, men det er ord, der opfordrer til magtanvendelse i Muhammeds navn, det er ord, der ikke i sig selv hævder nogen rationalitet, men forlanger blind lydighed. Er sådanne ord mulige? Æder de ikke sig selv op indefra?

Hvis Gud er en Ordets Gud, der kan tale til os, så vi kan forstå det, hvordan kan han så trække nogle af de befalinger, han har givet, tilbage? Han er almægtig, han er alvidende – det regner vi da med – men alligevel havde han ikke i første omgang tilstrækkelig overblik over situationen til at kunne give den rette befaling; han måtte siden ændre på den. Men selv denne magtudfoldelse, som er ren magt og går fuldstændig på tværs af enhver rationalitet, må Gud prøve at retfærdiggøre, som han gør det i sura 2,106:

Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Gud har magt over alle ting?

Den danske oversættelse siger ”er i stand til alt”, Yusuf Alis er den, jeg her har gengivet. Og det har jeg gjort for at kunne stille spørgsmålet: Har Gud også magt over sproget, over logikken? Eller er han selv identisk med Ordet, så at der aldrig vil forekomme den slags ophævelser af én gang givne befalinger eller løfter? Det sidste er jo, hvad den kristne treenighedslære hævder om Gud, men islam mener åbenbart, at Gud er et magtvæsen, der kan befale noget, mennesket ikke behøver at forstå.

Men trods det, at Allah er en magtgud, skal der alligevel ord til. Nok skal den muslimske bøn gennemføres på fuldt forskriftsmæssig måde, og det er ikke givet noget menneske at forstå, hvorfor det lige skal være sådan, men fredagsbønnen skal alligevel smykkes med en prædiken af en imam. Hvorfor dog det? Skal Allahs ordrer retfærdiggøres? De skal vel bare adlydes. Eller tænkes imamen at tage højde for de stadig nye omstændigheder i tilværelsen?

Det sidste er muligvis tilfældet. Men så er det jo ikke Allahs ord, der skal adlydes, men imamens ord. Så forvandler Allahs magt sig til et højst dødeligt menneskes magt. Er det ikke blasfemi?

Og nok kan Abdulazeez se lidt ned på de lærde og deres udlægninger, men han bruger jo selv nøjagtig de samme metoder, når han skal finde ud af, hvad Allah ønsker gjort af ham.

Og han når altså frem til det resultat, at Allah ønsker en terrorhandling gennemført af ham. Og han forbereder sig på at kunne kæmpe mod de vantro, er det end med døden for øje, for, som han siger, måske er det netop nu, at lejligheden er der, lejligheden til helt at underkaste sig Allah. Og denne fuldstændige underkastelse, hvor han mandigt ser døden i øjnene, er altså gennemførelsen af en terrorhandling, hvor han – på Allahs befaling, mener han – slår en række amerikanere ihjel.

Der ligger en række forudsætninger bag en sådan handling, og mange af dem ligger på forhånd i den muslimske tro, f.eks. altså forudsætningen om, at Allah forventer af enhver muslim, at han vil føre hellig krig. Den forudsætning har Rowan Williams vendt sig imod.

Noget andet, vi kristne kan gøre, er at pege på vore martyrer, på de mennesker fra vor kulturverden, der modigt ser døden i øjnene, men ikke, som muslimerne, for at kunne slå så mange mennesker som muligt ihjel, men for at kunne redde så mange mennesker som muligt.

Jeg har ofte peget på passagererne i det fjerde fly den 11-9 2001. Fordi flyet var forsinket, blev de klar over, hvad der ventede dem, og det fik dem til at gøre oprør mod de muslimske flykaprere. De havde rigtigt regnet ud, at kaprerne ville flyve flyet ind i en amerikansk bygning og derved slå mange amerikanere ihjel. Der var tale om ganske almindelige amerikanere, de havde ikke forberedt sig på nogen måde, og alligevel havde de en moral – også i betydningen ”soldatermoral” – der ragede højt op over de muslimske flykapreres moral. Jeg har skrevet temmelig udførligt om det her.

Dem bør vi dog pege på for at spørge vore muslimske medborgere, om det virkelig kan være en god gerning, der kan bringe et menneske i paradis, at slå tilfældige ikke-muslimer ihjel, måske endda iblandet et ukendt antal muslimer. Måske vi også skal nævne, at Osama bin Laden lo hjerteligt på en videooptagelse, da han fortalte, at nogle af kaprerne ikke anede, hvad de gik ind til, før det var for sent, se her.

Eller vi kan pege på terrorhandlingen i Sydney i december 2014, hvor en enkelt muslim fik den indskydelse – nok ikke fra Gud, men fra hans modpart, Satan – at han skulle begå en terrorhandling. Og han tog en række gidsler på en café. Værten forsøgte at afvæbne ham, men blev dræbt under forsøget. En kvinde prøvede at beskytte en anden kvinde, men også hun blev dræbt, se her. Burde vi ikke fremhæve sådanne heltegerninger meget mere, end vi gør? Burde vi ikke spørge vore muslimske medborgere, om de ikke med deres forstand kan se, at dette er langt mere fortjenstfuldt end nok så mange ‘ensomme terrorulve’? Burde vi ikke kræve af dem, at de enten opgiver at følge Muhammeds eksempel med hensyn til hellig krig, eller opgiver de koranord, der opfordrer til hellig krig? Burde vi ikke hævde, at de bliver medskyldige i alle de terrorhandlinger, der udføres af deres medmuslimer, hvis de ikke åbent tager afstand fra den forståelse af hellig krig, som findes blandt deres trosfæller?

Forresten kan vi efter terrorhandlingen i Tunis fortælle dem, at den slags heltegerninger ikke er forbeholdt kristne eller vesterlændinge. Da en terrorist den 25. juni i år begyndte at skyde løs på turisterne på en badestrand i Tunis, forsøgte en række muslimer at forpurre gerningsmandens handlinger ved at danne et levende skjold af muslimer. Derved ville de beskytte de ikke-muslimske turister, se her. Det er en handling, der er det direkte modsatte af terroristens handling. Det var at håbe, at denne handling blev fremhævet som en god og ret muslimsk handling af landets imamer. For på den måde må da baggrunden for fremtidige terrorhandlinger fra ‘ensomme ulve’ forsvinde.

Det er denne stædige tro på Ordet, vi mangler. Det er ikke et spørgsmål om at tro på, at Gud nok eksisterer, hvis vi får kikket ordentlig efter, eller en tro på, at Jesus da vist alligevel må være opstået fra de døde, eller en tro på, at Gud er kærlighed og tager vare på alle sine børn, det er ikke det, det drejer sig om for os kristne. Nej, det drejer sig om at fastholde, at Ordet dog til syvende og sidst have virkning. At vi, hvis vi virkelig vover at bekende vor kristentro på den måde, at vi imødegår diverse muslimske trossætninger, dog på en eller anden måde må have held med at trænge igennem. Muslimer er jo også mennesker, og de kan da ikke blive ved og blive ved med at fastholde deres irrationelle holdninger. På et eller andet tidspunkt må de da kunne indse, at det er denne tro på magtguden Allah, der er forbandelsen. Om de så vil danne sig en mere rationel forståelse af Allah, eller de helt vil forlade islam, det må de sådan set selv om. Men skal de være hele mennesker, skal deres forståelse svare til deres religion, så kan de da ikke blive ved med at tro på en Gud, der til syvende og sidst er den rene magtudøvelse, uden nogen som helst begrundelse eller retfærdiggørelse bag sine handlinger.

Kan gerne være, vi tænker: ‘Nej, det er helt utænkeligt, hvad der skete med Zakæus dengang’. Kan gerne være, vi ikke kan se, at vore ord har nogensomhelst betydning. Men dels aner vi jo ikke, hvor mange potentielle terrorister vi får standset i opløbet med vore indvendinger imod main-stream-islam, dels er det jo ikke tanken, at vi skal handle og tale på baggrund af de erfaringer, vi gør os, det er omvendt meningen, at vi skal tro på Ordets kraft og handle ud af denne tro.

Men unægtelig ser det ud til at det går temmelig meget op ad bakke med et sådant forehavende.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s