Utøya, fire år senere

Breiviks massakre i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011 har givet anledning til utrolig megen debat. Og nu op til fireårsdagen for udåden har Karl Ove Knausgård skrevet et essay om den i Politiken. Senere er det udkommet på engelsk i The Telegraph, og derfra har jeg hentet det, her. Egentlig er det ikke, fordi det bringer så meget nyt, men det har da fået mig til for mine synders skyld at gennemgå sagen igen ud fra de mange indlæg, jeg har skrevet om Breivik. Og det har virkelig i en vis forstand været ”for mine synders skyld”. Helst lagde jeg historien helt fra mig. For den er så modbydelig og uforståelig, at man lige så godt kan opgive på forhånd. Men den rejser på den anden side en række spørgsmål, som bliver ved at kalde på svar.

Knausgård anbefaler Åsne Seierstads bog En af os, hvis man vil have en gennemarbejdet analyse af begivenheden. Bogen har nu ikke fået en helt god anmeldelse i Information den 30-11 2013, se her. Og lad mig med det samme vende mig imod de to forfattere. De går begge ud fra, at Breivik netop ikke er et monster eller et umenneske, men som Seierstads titel angiver: én af os. Og det er da prisværdigt, at de beslutter sig for ikke at gå for let til sagen, men virkelig forsøge at leve sig ind i Breivik. Blot vil jeg hævde, at det ikke er muligt. Han er så forskellig fra normalmennesket, at selv de bedste forfattere kommer til kort, når de skal forestille sig ham indefra. Det er vist også, hvad Knausgård mener. Men først skriver han ikke desto mindre om Seierstads titel:

Hvad Seierstad understreger med sin titel Én af os, er, at ofrene, forbryderen og forfatteren alle tilhører den samme kultur. Og det er måske bogens vigtigste pointe: ofrene og forbryderen får lige stort hensyn, så bogen bliver en historie om det land, hvor både de og vi voksede op.

Og alligevel skriver han bagefter:

Jeg tror, at hans liv er et sammenstød af uheldige omstændigheder, og at det, han gjorde, var en sådan unormalitet, at det ikke giver mening at gardere os mod det.

Det sidste er også min mening. Men ikke det første. Breivik er ikke én af os. Han er udenfor. Han er syg på en måde, som vi andre ikke er det. Mens det kan give mening at søge at leve sig ind i de tyske krigsforbryderes tankegang, som jeg tidligere forsøgte det med Karl Frenzel, se her, så giver det ikke mening at forsøge at sætte sig ind i Breiviks tankegang eller følelsesliv. Det kan kun beskrives i psykiatriske termer.

Det er, som man måske husker, også, hvad retten i Oslo har forsøgt. Hele to hold psykiatere har haft Breivik til undersøgelse, og resultatet er blevet ret forskelligt. Måske derfor blev det tilladt endnu en psykiater, Ulrik Frederik Malt, at komme med sin teori, trods forsvarets protester, se her. Han mente, at Breivik led af Asbergers syndrom, kombineret med Tourettes syndrom. De, der lider af Asbergers, er kendetegnet ved manglende evne til direkte empati og ved ofte at have et meget snævert fokus, hvilket kan gøre dem til eksperter på bestemte områder.

Den manglende empati kunne man finde i rigt mål under retssagen. Seierstad bruger som eksempel, at Breivik under det forhør, han blev genstand for umiddelbart efter overgivelsen på Utøya, var meget optaget af et sår, han havde fået og ville have et plaster, før han ville fortsætte forhøret. Man kan også henvise til selve retssagen, hvor han formåede at bevare roen under afhøringerne af de mange vidner, skønt det, de berettede, fik tårerne frem hos alle andre i retssalen.

Omvendt er han så begavet, at han godt véd, hvornår man forventer hvilke følelser af et menneske. Han gør under retssagen meget ud af at fortælle om de overvejelser, han havde, inden han affyrede det første skud. Men det er efter min bedste overbevisning ikke et referat af hans tanker ved den lejlighed, men en ende, han spinder, fordi han nu under retssagen nødig vil fremstå som et følelseskoldt menneske.

Det, der er det store problem, er, hvordan han kan få sig selv overbevist om, at der findes en europæisk organisation, Knights Templar, som har til opgave at forhindre Europas islamisering og til den ende agter at gennemføre en række ‘operationer’, der skal skaffe dem magten i Europa, så de kan gennemføre deres program: at stille muslimerne overfor valget mellem at lade sig døbe eller at blive landsforvist. Breiviks udåd er kun én af de forventede operationer.

Det synes jeg, er gåden ved Breivik. For det lykkedes ham jo at overbevise sig selv om, at det fantasifoster, han havde dannet sig om disse tempelriddere, er sandt nok. Det er her, hans Asberger kan komme ind som en mulig forklaring. For den kan måske forklare, at han kan have et så snævert fokus, og at han kan beskæftige sig med ‘Eurabia-teorien’ gennem så lang tid, at den ligefrem føder denne tempelridderfantasi.

I hvert fald, fra cirka 2006, hvor han anvender en stor del af året på at spille World of Warcraft og frem til 2011, hvor han gennemfører sin massakre, har denne tempelridderfantasi ‘sat sig på ham’, så det er den, der bestemmer hans handlinger, både nedskrivningen af hans manifest og den efterfølgende udåd.

Denne fantasiverden er han helt alene om. Det er først efter arrestationen på Utøya, at han får mulighed for at forbinde den med den virkelighed, vi andre lever i. Og heldigvis sker det ikke lige med det samme. Heldigvis kommer han til at sidde i isolation i det første halve år, så det først er i december 2011, at han ‘kommer ud’, dvs., får mulighed for at fornemme, hvilken virkning hans ugerning har haft på samfundet.

Imens han sad i isolation, blev han undersøgt af det første hold psykiatere. De har senere fået en del kritik, men jeg tror, man glemmer en meget væsentlig ting, nemlig det forhold, at Breivik er begavet nok til at ændre kurs, da han opdager, hvad disse psykiatere har fået ud af samtalen med ham. Og den Breivik, der undersøges af det næste hold psykiatere, er derfor ikke den samme Breivik, som de to første undersøgte. Det ligger også i hans psyke: han er lynhurtig til at finde en ny forklaring på de mange særheder, den første undersøgelse lagde frem. Sådan som han også gjorde det, da han gav sig til at ‘referere’ de tanker, han havde før det første skud. Han er ikke interesseret i historiske kendsgerninger, men i, hvad der bedst tjener det formål, han vil fremme.

Jeg har i et indlæg med titlen ”Grandiose vrangforestillinger” givet nogle prøver på Breiviks syn på sig selv og sin mission, se her. Denne gang har jeg – igen ”for mine synders skyld” – holdt mig til det referat af den første undersøgelse, de to psykiatere foretog af Breivik den 10. august 2011, se her. Referatet begynder på side 81. Og man må bestemt, stillet overfor dette referat, sige, at han oser af grandiose vrangforestillinger.

Han får forklaret, hvad en retspsykiatrisk undersøgelse er for noget, man lader ikke til at være særlig interesseret.

Han sagde derimod umiddelbart, at han antog, at alle retspsykiatere i verden misundte de sagkyndige opgaven med at vurdere ham.

Og hvis man ikke synes, dette er grandiost nok, så hør det næste: Han vil som betingelse for at samarbejde med psykiaterne have lov til at stille dem spørgsmål. Og det nytter ikke noget, at de forklarer ham, at det er imod den opgave, de har fået, han er ganske uimodtagelig for argumenter. Men som kloge psykologer stiller ham det modspørgsmål, hvorfor han har behov for at stille spørgsmål til de sagkyndige. Derpå svarer han:

Jeg vil jo ikke bidrage til mit eget karaktermord. Multikulturalisterne ser på de sagkyndige som politisk korrekte. Det bliver som psykiaterne efter anden verdenskrig. Ideologisk partiskhed har enkeltindividerne som sine lakajer.

Og derefter må de sagkyndige lægge ører til hans gennemgang af forholdene efter anden verdenskrig, processen mod Hamsun og adskilligt andet. Men omsider får de spurgt ham, hvad da hans spørgsmål går ud på. Han tager en lille seddel frem og siger:

Der er syv spørgsmål. Det første er: Hvad synes De om Hamsun, og justitsministerens afgang efter anden verdenskrig? Det andet er: Synes de alle nationaldarwinister er psykopater?

Nu må imidlertid de sagkyndige have rede på, hvad han mener med ”nationaldarwinister”. Og så går der lidt tid med at forklare det. Men Breivik tænker ikke over, at denne tendens til at danne nye ord, indgår i psykiaternes analyse af ham. Og det er jo også ret forståeligt, at den tendens afslører, i hvor høj grad han lever i sin egen verden.

Vi får et nyt eksempel på en sådan ”neologisme” i næste afsnit. De sagkyndige refererer ham for at sige, at darwinisten ser på mennesket fra et dyrs perspektiv, og fortsætter så:

Observanden siger videre: Et eksempel er, da Amerika atombombede Japan. De brugte en pragmatisk tilnærmelse. Bedre at dræbe 300.000, men spare millioner. Vi mener det er suicidalhumanisme. De sagkyndige beder om at få at vide, hvem observanden sigter til når han bruger pronominet ‘vi’. Observanden smiler og siger: Det er os i Knights Templar. På spørgsmål fra de sagkyndige oplyser observanden, at han selv har skapt begrebet suidicahumanisme. Han tilføjer: Det er mange huller indenfor politisk analyse og ordet skal udfylde et tomrum.

Vi”, det er i første omgang ”os i Knights Templar”, i næste omgang ham selv. Dèr har vi hans gåde i en nøddeskal. For må han dog ikke ét eller andet sted i sin bevidsthed vide, at ligesom det er ham selv, der har skabt ordet ”suicidalhumanisme”, sådan er det også ham selv, der har skabt forestillingen om ”Knights Templar”? Det spørgsmål er det meget svært at få svar på.

Sandt er i hvert fald, at Breivik endnu i august 2011 lever i den samme fantasiverden, som han selv havde skabt, og som forsynede ham med en retfærdiggørelse af den udåd, han udførte på Utøya. Den fantasiverden befandt han sig også i, umiddelbart efter anholdelsen. Og det er udslag af den grandiositet, som den fantasiverden giver han mulighed for, jeg er interesseret i, ikke som Seierstad den manglende empati. I et tidligere indlæg har jeg således citeret det krav, han stillede som betingelse for at ville samarbejde med politiet under afhøring på Utøya:

Kravliste 1: Vi anerkjenner ikke regimene i Vest-Europa. Vi anser alle regimene som jobber for dekonstruksjonen som fienden. Vi krever at de anerkjenner oss som Knights Templar. Vi er villig til å gi kategori A- og B-forrædere amnesti dersom de oppløser Stortinget. (Se her).

Vi” er også her ”Knights Templar”. Og man skal efter min mening tage dette udsagn ganske alvorligt. Godt nok har Breivik senere forklaret, at det var et krav, han stillede nærmest pro forma, for han vidste ‘naturligvis’ godt, at det ikke ville blive opfyldt. Ja, det siger han senere på et tidspunkt, hvor han er kommet ud af den selvskabte verden, han har lukket sig inde i fra 2006 til 2011. Men den 22. juli 2011 efter anholdelsen befandt han sig stadig i denne verden. Og det gjorde han også i august samme år. Og da det er den verden, der retfærdiggør de mange drab, er det den verden, vi bør undersøge, hvis vi vil have et nogenlunde fyldestgørende svar på Breiviks ageren.

Tilbage til samtalen med psykiaterne den 10. august 2011! Da de sagkyndige havde fået alle de syv spørgsmål i hænde, sker det følgende:

Den ene sagkyndige spørger, hvordan observanden vil kunne afgøre, om vi taler sandt, dersom vi havde besvaret spørgsmålene. Observanden smiler og siger: Det ved jeg allerede. Tusindvis af timer med salg har gjort mig i stand til at forudsige med 70% sandsynlighed, hvad den person, jeg taler med, tænker på. Så jeg ved, at ingen af jer er marxistisk orienterede, men begge er politisk korrekte, og støtter multikulturalismen. Jeg kan ikke forvente mere.

De sagkyndige spørger, om observanden gætter på eller véd, hvad andre tænker på. Jeg véd det, siger observanden, der er stor forskel på det.

Observanden siger, at han har læst meget Psykologi. Han forklarer: Jeg er akkrediteret 15-16.000 studietimer, det svarer til 9 års studier. Jeg kan se forskel på folk fra øst og fra vest, og ved at se på klæder, sminke, ure og andre små detaljer, kan jeg finde ud af, hvor i Oslo folk kommer fra.

Jeg kan ikke forvente mere”. Med dette udsagn frafalder Breivik kravet om at måtte interview’e de sagkyndige. Og jeg vil her hæfte mig ved dette frafald. Man kunne naturligvis blive ved med at understrege det grandiose og stærkt selvovervurderende i disse udsagn, men her vil jeg mene, at det væsentlige ligger i, at han ikke mere fastholder kravet om interview.

For han brænder jo efter, at nogen beskæftiger sig med ham. Det var det, han ville opnå med sin ‘operation’. Og bliver det ikke til noget med psykiaternes undersøgelse, opnår han ikke, at nogen hører på ham, og det ville være imod hans inderste ønske. Knausgårds analyse af hans psykiske konstitution lægger op til det samme: han har et enormt behov for at blive set. Han skriver:

Få måneder, før Breivik udførte attentatet, besøgte han sin tidligere stedmor og fortalte hende, at han snart vil gøre noget, som ville gøre hans far stolt af ham. — Han ønskede at blive set. Se på mig! Se på mig! Se på mig!

Det skal nok passe. Men vi er nødt til at stille det spørgsmål: Hvordan i alverden kunne Breivik tro, at hans far ville blive stolt over, at han myrdede 77 mennesket? Og skal vi have svar på det, er det nødvendigt at tage hans selvlavede fantasiverden alvorligt. Den befandt han sig stadig i op til massakren, og den beherskede ham stadig under samtalerne med de to første psykiatere. Det er derfor, disse samtaler er så vigtige, hvis man skal danne sig et billede af Breivik.

Lad os antage med Knausgård, at hans liv er et sammenstød af uheldige omstændigheder. Tilfældigt får han en opvækst, hvor han kommer til at hige efter anerkendelse. Tilfældigt lærer han hele ‘Eurabia-teorien’ at kende. Tilfældigt kommer han til at se, at hvis han bygger videre på de tempelriddertanker, han har fra ‘Eurabia-teorien’, kan han skabe en verden, hvori han selv kan optræde i en helterolle og derved opnå den anerkendelse, han higer efter. Og tilfældigt kommer han til at spille World of Warcraft, så han derigennem lever sig ind i en verden, der kan danne forbillede for hans egen tempelridderfantasiverden.

Men det syge, det, som er det, hvorved han adskiller sig fra os almindelige mennesker, det er netop det forhold, at han forveksler denne selvskabte verden med den virkelige verden. Det kan vi ikke, selv med anvendelsen af nok så megen indlevelsesevne, forestille os, sætte os ind i, fantasere os frem til. Det må vi tage som en psykiatrisk kendsgerning.

Det sidste ‘livstegn’, jeg har fået fra Breivik, fik jeg i januar 2014. Her skrev jeg om det. Det bestod i et brev, han havde sendt til to redaktioner i Norge. Det omhandlede stadigvæk ‘Eurabia-problemerne’. Men tempelridder-tanken er som blæst bort. Og omtalen af de mange ofre også. Jeg véd ikke, hvad man skal lægge i det. Måske man burde gå i gang med at undersøge den anden psykiater-rapport lidt nøjere. For ligesom det er højst besynderligt, at han i den grad kan skabe en tempelridder-fantasi og forblive i den så længe, sådan er det jo også en gåde, hvordan han (vistnok) rask væk opgiver den, da han finder ud af, at hans ‘operation’ ikke har haft den ønskede virkning. Men foreløbig synes jeg ikke, jeg gider mere Breivik.

Der findes en udmærket kronik om Breiviks sygdom her. Og ‘Fjordman’ har givet en fremstilling af fænomenet Breivik her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s