Angreb på demokratiet? Nej!

Ak, hvor naivt af mig! Jeg troede, jeg kunne blive færdig med Breivik med mit sidste indlæg. Men nej, den gik ikke, Granberg! Jeg fik mistanke om, at der var mere at sige, allerede da jeg i dansk tv så Erna Solbergs tale ved indvielsen af 22. juli-museet i Oslo. Begge nyhedskanalerne havde valgt at bringe det samme korte uddrag af talen, og til overflod blev netop dette indslag gentaget i Deadline om aftenen. Det var det sted, hvor hun siger:

Angrepene 22. juli var et angrep på demokratiet. På en politisk bevegelse og på ytringsfriheten.

I år har terroren igjen rammet i Europa. I København og i Paris. Angrepene var rettet mot ytringsfriheten. Denne uken rammet det ungdom i Tyrkia. (Se her).

At kalde Breiviks ‘operation’ den 22. juli 2011 et angreb på demokratiet og på ytringsfriheden er forkert. Det er at tilskrive ham en normalitet, han ikke har. Det er at tage hans manifest for gode varer. Manden var gal. Manden var sindssyg, hvad enten man så bedømmer hans sindssyge til at gøre ham strafegnet eller ej. Men så sindssyg var han i hvert fald, at man ikke kan tage hans ‘tempelridderteori’ alvorligt.

Men er det ikke det, Erna Solberg gør, når hun ser denne sindssyge persons sindssyge handling som et angreb på demokratiet og på ytringsfriheden?

Terroren i København og Paris var muslimsk terror, og den var et angreb på demokratiet og ytringsfriheden. Terrorhandlingen i Tyrkiet var ikke af samme art, men nok et angreb på demokratiet. Men Breiviks udåd var en gal mands værk, og en gal mands begrundelser skal man ikke tage alvorlig.

Mit forrige indlæg var naivt i den forstand, at jeg troede, at diskussionen ‘gal eller ikke gal’ kunne begrænses til at være en diskurs indenfor litteraturen: Kan man betragte Breivik som i den henseende normal, at man som forfatter kan leve sig ind i hans tanker? Men da jeg læste Fjordman’s indlæg: ”Breivik-myterne” igennem, se her, blev jeg klar over, at man med spørgsmålet ‘gal/ikke gal’ stikker hånden ind i en norsk hvepserede. Fjordman påstår, at der fra norsk politisk socialdemokratisk hold har været stærke kræfter i sving for at få Breivik dømt normal. Man ville nemlig, siger Fjordman, derved få mistænkeliggjort hele højrefløjen i Norge, få draget en forbindelseslinje mellem hans manifest og de tanker om Europas islamificering, som findes på højrefløjen.

Sandt nok, jeg husker fra de første reaktioner her i Danmark, at der også her var stærke kræfter igang for at drage en lignende parallel. Men jeg mente dog, at den del af diskussionen blev standset, efterhånden som det blev klart, hvor stor en galskab Breivik var grebet af. Og den blev måske standset i Danmark. Men åbenbart ikke i Norge. Her trives åbenbart stadigvæk ”Breivik-myter”, endda så de dukker op i en statsministertale.

Nuvel, man kunne tænke sig, at dansk tv’s uddrag gav et fordrejet indtryk af Solbergs tankegang. Det gør det desværre ikke. Hun siger i talen, lige inden det tidligere angivne citat:

Vi opplever at unge mennesker tiltrekkes av ekstremisme i Norge. Noen velger å reise ut som fremmedkrigere.

Skal vi bekjempe radikalisering og demme opp for fordommer, hat og intoleranse – så må vi mobilisere alle krefter. Enten det er i lokalsamfunnet, i vennegjengen, blant kolleger – eller rundt middagsbordet hjemme.

Det beste vi kan gjøre er å vise at våre felles verdier er veien til et bedre samfunn. Et samfunn hvor det er plass til alle.

Vi skal tenke over hva vi sier og hva vi gjør, vi skal utfordre hatretorikk og ekstremisme.

Vi kan alle gjøre en forskjell.

Her lægger hun jo tydeligt op til at sidestille Breiviks udåd med muslimsk terror. Og det er forkert. Vi må skelne.

I en kronik i Berlingske den 22-2 2012, se her, spørger tre danske psykiatere, om Breivik virkelig var paranoid skizofren, som de to første norske psykiatere hævdede på baggrund af deres samtaler med Brevik, mens han endnu sad i isolation. De giver den første undersøgelse af Breivik ret.

Erklæringen dokumenterer hvilket omfattende og vildt voksende vrangforestillingssystem, Breivik har udviklet. Mest dominerende i symptombilledet er vrangforestillingen om, at han er leder af en international bevægelse med mange sympatisører og hemmelige celler, som alle deltager i en »lavintensiv« borgerkrig, der er under optrapning.

Denne vrangforestilling har været styrende for alle hans handlinger, og den er også det helt gennemgående tema i hans forklaringer.

Men hvad jeg her hæfter mig ved, er specielt deres lidt mærkelige, men efter min mening fuldt korrekte, skelnen mellem en ‘normal’ vrangforestilling og en sygelig ditto.

Det vrangforestillingsunivers, som Breivik har udviklet, ligner nazismens, og det har været fremført, at hvis Breivik skulle være psykotisk, så var Hitler og nazismens støtter det også. Et argument mod denne logik er, at Breiviks ekstreme opfattelse ikke deles af en større kreds omkring ham. Det kan virke ulogisk, at man betegnes som sindssyg, hvis man er alene om en opfattelse, mens man ikke betegnes som sindssyg, hvis tilstrækkeligt mange deler ens opfattelse, men det er den eneste logiske rettesnor, når man i psykiatrien skal forholde sig til stærke religiøse opfattelser og ekstreme politiske synspunkter.

Her er det det nazistiske vrangforestillingsunivers, Breiviks forestillinger sammenlignes med. Men det kunne lige så godt være islamisternes. Ja, det kunne for så vidt bedre være islamisternes. For vel var nazisternes forestillingsunivers én stor vrangforestilling. Når de hævdede, at tyskerne var et herrefolk, der først rigtig ville få sine herredømmeevner til at fungére, når verdensjødedommen var udryddet, så må man indrømme dem så megen virkelighedssans, at de satte denne forestilling på prøve ved at bekæmpe de dekadente demokratiske stater i vest og kolossen på lerfødder i øst. Og når nazisme-ideologien i dag er død, skyldes det jo ikke mindst, at de forestillinger, nazisterne havde, gennem denne virkelighedens prøve viste sig at være netop vrangforestillinger.

I modsætning til nazisterne har islamisterne – her defineret som de muslimer, der drømmer om et muslimsk verdensherredømme – ikke vovet at sætte deres forestillinger på prøve, i hvert fald ikke før IS så sagens lys. De har hidtil næsten udelukkende henholdt sig til den individuelle prøve: Er den enkelte muslim villig til at sætte livet til i en terroraktion for at opnå det, vrangforestillingen hævder, man opnår: et liv i et efterjordisk paradis med 72 jomfruer til at servicere én? Denne vrangforestilling har de hidtil kunnet trøste sig med var en ukontrollabel vrangforestilling, men nu, hvor IS er en realitet, kan IS risikere, at den bliver anbragt i virkelighedens prøvekammer.

Foreløbig har IS reageret ved at opfordre muslimer i Vesten til at foretage en terrorhandling, dvs., til at gå individuelt og ukoordineret til værks. Og så længe de nøjes med det, er der ikke den store fare for Vesten. Terrorangrebene imod Vesten er trods alt kun at regne for nålestiksoperationer. De er ukoordinerede, og Vestens enorme styrke ligger bl.a. i, at vi kan foretage koordinerede handlinger, især militært.

(Vi kunne også gøre det overfor angrebene på ytringsfriheden, hvis samtlige vestlige medier besluttede sig for at møde enhver muslimsk terrorhandling med endnu en karikatur af Muhammed som voldsinspirator. Men det har vi hidtil ikke turdet).

Det var jo denne koordinering af de enkeltes offervillighed, der gjorde nazismen til en helt anderledes fare. Nazisten var villig til at ofre livet for sin sag, ligesom islamisten er det. Men nazistens offer havde militær betydning, det har islamistens ikke. Da de tyske soldater i kanonstillingerne ved Scheldeflodens munding fik ordre til at holde ud til sidste mand, blev de klar over, at de nok ikke slap fra det med livet i behold. Men de kunne også se, at de ved at ofre livet handlede i helhedens interesser, for så længe de allierede ikke kunne bruge Antwerpens havn, blev de forsinket i deres fremrykning. Viljen til at ofre livet havde de tilfælles med islamisterne, men koordineringen af handlingerne var de alene om, den mangler islamisterne.

Men altså, fordi islamisternes vrangforestillinger deles af mange, fordi det er forestillinger, der ikke er skabt af den enkelte, men vokset frem i bestemte miljøer, derfor taler vi ikke om sindssygdom i islamisternes tilfælde. For det er trods alt en del af den menneskelige virkelighed, at vi med vore ligesindede kan diskutere politiske forhold, samfundsmæssige forhold, religiøse forhold og derigennem nå frem til højst besynderlige og delvist ukontrollable forestillinger. Og selv om vi vesterlændinge synes, det er noget meget mærkeligt noget med disse islamistiske forestillinger, så må vi efter nærmere studium indrømme, at der godt kan findes en vis mening i dem – det er i det mindste min erfaring.

Men Breiviks vrangforestillinger er modsat kendetegnet ved, at de er skabt af et enkeltmenneske, uden diskussion med andre, uden den kontrol af forestillingerne, det giver. Derfor er de ikke blot almindelige, menneskelige vrangforestillinger, som islamisternes er det, de er sygelige vrangforestillinger. Og derfor er det direkte forkert, som Solberg gør det her, at sidestille muslimske terrorister med Breiviks terror.

Den muslimske terror skal vi bekæmpe, først og fremmest ved at bede vore muslimske landsmænd om ikke blot at tage afstand fra diverse terrorhandlinger, men også bevise ud fra koranen eller andre autoriteter, at sådanne terrorhandlinger er et vrængbillede af islam. Måske vi også selv skal håne terroristerne for det meget ringe militære resultat, de opnår.

Men den breivikske terror behøver vi ikke bekæmpe, for den var et sygeligt fantasifoster, som kun eksisterede i ét enkelt menneskes hjerne, og som derfor højst sandsynligt aldrig vil fremstå igen. Vi skal sørge for, at vore efterretningstjenester er opmærksomme på den muslimske radikalisering, når den optræder, for det er ret normale mennesker, der kan gribes af den. Men der findes ingen ‘breivikske’ miljøer, hvor hans tanker diskuteres, der findes ingen terrorceller af tempelridderisk ophav, der fandtes kun ét menneske med sådanne tanker og med en sådan vilje til at gøre opmærksom på sig selv.

Men altså: Solbergs sammenstillen af Breiviks terror med den muslimske terror har fået mig til at opdage, at det måske i Norge ikke er så ligetil en sag at diskutere Breiviks tilstand i gerningsøjeblikket: Var han sindssyg eller ej?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s