Besværgelse eller beskrivelse?

Det er David Camerons tale forleden, der kan få dette spørgsmål rejst imod sig.

Talen, som kan ses i sin engelske udgave her, blev debatteret i Deadline forleden. Jakob Rosenkrands var vært. Han havde en forsker i studiet, som kunne fortælle ham, hvad ‘forskningen’ mente. Og bagefter interview’ede han Naser Khader.

Det sidste kom han nu ikke godt fra. Han havde overset, at Cameron ikke brugte ordet ‘multiculturalism’, men i stedet talte om ‘diversity’: ‘mangfoldighed’. Og i sine spørgsmål og i sin tilrettelæggelse gik han ud fra, at de to ting var nogenlunde identiske. Og han fastholdt det på trods af, at Khader gjorde ham opmærksom på, at Cameron i en tidligere tale havde taget skarpt afstand fra multikulturalisme.

Man kan muligvis til hans undskyldning sige, at Cameron selv ikke var altfor præcis. I nogen grad forholder det sig jo sådan her i Vesten, at vi selv og vore politikere famler os frem, når vi skal finde ud af, hvordan vi skal forholde os til islam. Og svarende dertil må man om Camerons omtale af Storbritaniens nuværende virkelighed sige, at der mere var tale om en besværgelse end om en beskrivelse.

Hvilket måske ikke skal lægges ham til last, jeg véd det ikke rigtig.

Men lad mig først minde om en anden vestlig leders tale til muslimerne, nemlig Obamas tale i Cairo i 2009. Jeg skrev dengang om den her på bloggen, se her, og anerkendte fuldt ud Obamas måde at tale til muslimerne på. Han brugte nemlig som underliggende tankefigur forestillingen om den naturlige lov: det, vi kalder ‘vestlige idealer’: religionsfrihed, demokrati, ligestilling mellem kønnene, m.m., er ikke ‘vestlige’ idealer, men menneskelige idealer; ethvert menneske er som menneske i stand til at forstå værdien af dem. Og han understregede disse idealers gennemslagskraft: de havde nedbrudt det ene diktatur efter det andet, de havde fået selv apartheidstyret i Sydafrika til at bryde sammen, de havde besejret selv den mægtige Sovjetunion. Ikke ved ydre magt, men ved argumentets kraft. Og, føjede han til, hvorfor skulle det være umuligt at opnå noget tilsvarende i de muslimske lande?

Camerons tale er anderledes. Det er den, blandt andet fordi han taler til det britiske folk og ikke til muslimer i et fremmed land. Og muslimerne indenfor landets grænser skal måske have andre ting at høre end muslimer i andre lande.

Alligevel ligger der den samme tankefigur om den naturlige lov nedenunder talen, blot taler Cameron ikke om ‘menneskelige værdier’, men om ‘britiske værdier’. Men der er ingen tvivl om, at han mener, at disse værdier ligger til grund for alle menneskers liv, også de indvandreres liv, som har immigreret til Storbritanien.

Vi bruger ofte den argumentation, at siden det er muslimerne, der har immigreret til vores land, er det ikke os, der skal rette os efter deres traditioner og statsidealer, men dem, der skal rette ind efter vore traditioner. Her graver Cameron med sin ‘besværgende beskrivelse’ et spadestik dybere. Når han formelt beskriver og ikke nøjes med at besværge, skyldes det, at disse britiske værdier er almenmenneskelige værdier, ikke blot britiske. De kan altså forstås af alle mennesker, også de muslimer, der flytter til landet, og de kan forstås, så det falder også dem naturligt at følge dem.

Den ‘besværgende beskrivelse’, han indleder med, lyder sådan:

Her i Storbritanien har vi i løbet af generationer opbygget noget helt specielt – et succesfuldt multiracistisk, multireligiøst demokrati. Det er åbent, mangfoldigt, inkluderende – disse karakteristika er lige så britiske som det at stå i kø og det at tale om vejret.

Det er her i Storbritanien, at forskellige folk fra forskellig baggrund, som følger forskellige religioner og forskellige skikke, ikke bare gnubber sig op ad hinanden, men er bekendte og venner, mænd og hustruer, fætre, naboer og kolleger.

Det er her i Storbritanien, at folk kan komme med ingenting og i løbet af én eller to generationer løfte sig lige så højt op, som deres evner tillader.

Det er her i Storbritanien, at succes ikke opnås på trods af mangfoldighed, men i kraft af mangfoldighed.

Ikke sandt, det lyder jo meget godt. Det lyder endda næsten for godt. Og har man læst bare lidt om de problemer, de i Storbritanien – som overalt i Europa – har med muslimer, så er det, man fristes til at sige, at dette mere er en besværgelse end en beskrivelse.

Og de vanskeligheder, Storbritanien har med integrationen – og Cameron må vel vide, at de som alle andre steder er enorme – hvorfor tager han overhovedet ikke hensyn til dem?

Det gør han måske også. Tag det, han siger om Storbritanien, at her er det lige så naturligt at være åben, mangfoldig og inkluderende som at tale om vejret! Det kan opfattes som et hak i tuden til dem (læs: til os), der hele tiden ser vanskelighederne ved muslimernes tilstedeværelse. Men det kan også læses som et hak i tuden til muslimerne, når de beklager sig over manglende inklusion: Det er altså ikke vores skyld, hvis I føler jer udenfor; for den britiske folkekaraktér er åben og inkluderende, den vil faktisk byde jer velkommen.

Ligesom Obama ville sige til muslimerne i Cairo, at muligheden for at skabe mere succesfulde samfund ligger åben for dem, sådan vil Cameron sige til Storbritaniens muslimer, at landet giver også sine muslimer alle muligheder for at opnå et godt liv. Han føjer ikke til – og det burde han vel have gjort – at deres religion ofte står i vejen for disse muligheder med dens mange særkrav og med dens forskelsbehandling af mennesker, muslimer/ikke-muslimer, mænd/kvinder, m.m.

Man kan imidlertid også sige, at Cameron som den borgerlige øvrigheds repræsentant netop skal holde sig til at skitsere de regler og værdier, der gælder i det borgerlige, britiske samfund. Han siger i forlængelse af det forrige citat:

Så når vi taler om truslen fra ekstremismen og udfordringen fra integrationen, skal vi ikke tale nedsættende om vort land – uden tvivl er vi et forbillede for verden.

Hvis han dermed vender sig imod de mange, der har for vane at tale nedsættende om alt vestligt og er parat til at stå på pinde for muslimerne og deres eksotiske krav, så er det nye toner fra en europæisk politiker, og det må man glæde sig over.

Ligeledes: Det kan godt være, man synes, han kildrer muslimerne lige lovlig meget, men læg mærke til, at han kildrer dem med det sekulære samfunds fjer:

Jeg véd, hvilken enorm betydning muslimer fra enhver baggrund og trosretning har for alle dele af vort samfund. De er stolte både over at være britiske og over at være muslimer, og de er det uden konflikt og modsigelse.

Se, det er jo en påstand, det er oven i købet en påstand, som jeg ikke mener holder. Der er virkelig en konflikt mellem de idealer, vore sekulære samfund hviler på, og de idealer, et ortodokst muslimsk samfund hviler på. Alligevel vil jeg mene, at Camerons udsagn er velanbragt. Måske man her ikke skal tale om en besværgelse, snarere om en formaning, om et opfordring til muslimerne i landet: vær dog fornuftige, det er jo ikke så meget, vi kræver af jer som samfundsborgere, I har jo her al den frihed til at udøve jeres religion, som man kan ønske sig, lad jer dog nøje med det.

Det, han er ude på, er at få de moderate muslimer over på sin side i kampen mod den muslimske ekstremisme. Derfor er det, han lader som om alle britiske muslimer da må gå ind for de britiske samfundsværdier. Lidt senere siger han:

Men selv om man ikke støtter voldsanvendelse, så kan man godt gå ind for visse intolerante ideer, som skaber et klima, hvori ekstremister kan blomstre op. Det er ideer, som er fjendtlige overfor liberale ideer som demokrati, frihed og ligestilling mellem kønnene. Det er ideer, som aktivt fremmer diskrimination, sektdannelse og segregation. — Og det er også ideer, som er konspirationsteorier: at jøder udøver ond magt; eller at de vestlige magter sammen med Israel er ude på at ydmyge muslimer; i et sådant fordrejet verdensbillede når man frem til konklusioner, som at 9/11 i virkeligheden var inspireret af Mossad for at fremkalde invasionen af Afghanistan, eller at britiske sikkerhedstjenester kendte til 7/7, men ikke gjorde noget ved det, fordi de ville fremprovokere en anti-muslimsk holdning.

Her nævnes trolden ved navn. Her tages frem en række af de konspirationsteorier, der florerer i mange moderate muslimske samfund. Gør han lidt nar af dem? Måske, men ikke så meget, at muslimerne ikke vil lytte til det følgende, han siger.

For nu kommer der nogle ‘hard facts’: Hvis nogen vil sige, at de unge muslimer bliver ekstremister på grund af Storbritaniens deltagelse i Irak-krigen, må man huske på, at 9/11 fandt sted før Irak-krigen. Hvis man vil sige, at ekstremisterne er uretfærdigt behandlede muslimer, der handler for at få hævn, lad os så minde dem om, at fra Kosovo til Somalia er lande som Storbritanien gået ind for at redde muslimer fra massakrer – det er grupper som ISIL, Al Qaeda og Boko Haram, som slår muslimer ihjel. Og vil man sige, at terroristerne er drevet af fattigdom, overser man det faktum, at mange af disse terrorister har haft alle fordelene ved rige familier og vestlig universitetsuddannelse. Nej, vi må se det i øjnene: den egentlige rod til den trussel, vi står overfor, er den ekstremistiske ideologi i sig selv.

Efter at Cameron således har imødegået de indvendinger mod det britiske samfund, som trives i muslimske miljøer, går han over til at give fire årsager til, at unge muslimer slutter sig til ekstremisterne. Her er adressaterne så tydeligt de unges fortvivlede forældre. Og ingen tvivl om, at de både har lyttet hidtil og også lytter nu:

Den første årsag er, siger Cameron, at det ser stærkt ud. Det er noget, især unge mennesker falder for. Den anden årsag er, at det ikke begynder med den voldelige ideologi, måske kun med tanker om jødisk konspiration, dernæst med tanker imod Vesten og dens fundamentale værdier, indtil det til sidst ender med en kultisk tilknytning til døden. Den tredje årsag er, at ekstremisternes dagsorden overdøver de moderate muslimers stemme i debatten. Hvordan går det til, spørger Cameron, at når unge muslimer forlader deres hjem for at kæmpe for ISIL, så retter man sin bebrejdelse mod sikkerhedstjenesten? Og hvordan kan det være, at debatten efter angrebet på Charlie Hebdo uger igennem gik på grænserne for ytringsfrihed og satiretegninger i stedet for på det forfærdelige i, at terrorister slår mennesker ihjel? Når vi på den måde tillader ekstremisterne at sætte dagsordenen, er der så noget mærkeligt i, at folk tiltrækkes af den ideologi?

Den fjerde årsag har med identitet at gøre. For midt i succes’en med vort multiracistiske, multireligiøse samfund må vi indrømme den sørgelige sandhed, at der er mennesker, som er født og opvokset i dette land, som ikke rigtig kan identificere sig med Storbritanien, og som ikke rigtig føler tilknytning til nogen mennesker her. Dem kan grupper som ISIL tilbyde den følelse af at høre til, som de mangler her i landet, hvilket gør dem modtagelige for radikalisering og endog villige til at udøve vold mod de briter, som de ikke føler nogen ægte samhørighed med.

Lad mig standse mit referat af Camerons tale her! Nej, lad mig lige tage det følgende med, for her kommer han ind på det, han begyndte med:

Vi er alle briter. Vi respekterer alle demokratiet og retter os efter lovene. Vi tror på ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed, lige rettigheder uanset race, køn, seksualitet eller tro.

Vi tror på, at man skal respektere forskellige trosformer, men også på, at man må forvente af disse trosformer, at de støtter den britiske livsform.

Igen: Cameron opfordrer de moderate muslimer til at være med i dette britiske ‘vi’. Ligesom han gjorde i begyndelsen. Men nu føjer han til, at ligesom samfundet respekterer muslimerne, må de støtte den britiske samfundsmodel. Vil de det? Vil de give slip på den muslimske tanke om muslimsk overhøjhed over andre religioner? Vil de gå ind for det, der er mange af deres ledere imod: den sekulære samfundsmodel, demokratiet, de menneskeskabte love?

Det er spørgsmålet.

Og som sagt: selv om Cameron kildrer muslimerne, så er det altså en sekulær fjer, han kildrer dem med. Og det nye er, at det lægger han sandelig heller ikke skjul på.

Alt dette betyder naturligvis ikke, at den kristne kirke ord til andet skal gentage, hvad Cameron siger her. Cameron er ude i et øvrighedsærinde, det er den kristne kirke ikke. Den burde i stedet være ude i det ærinde at påpege forskellen mellem kristendom og islam, så ikke den egne unge skal forvirres og tro, det nogenlunde ét fedt, om det er kristendom eller islam. Den burde også vende sig meget kraftigere imod de umoralske træk ved islam: kvindeundertrykkelsen, forældres nægten omgang med deres voksne børn, hvis de gifter imod forældrenes vilje, forbudet for muslimske kvinder mod at gifte sig med ikke-muslimer, og vel først og fremmest: det stadig gyldige krav om dødsstraf for frafaldne.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s