Den forkrampede debat

Det er debatten om indvandring, jeg tænker på. Og lad mig med det samme tilstå, at jeg ikke agter at hæve mig op over begge debatdeltagergrupper og fra et overjordisk, neutralt synspunkt forsøge at dele sol og vind lige mellem ‘strammere’ og ‘slappere’, eller ‘Gutmenschen’ og ‘Schlechtmenschen’, om man vil. Jeg hører absolut til gruppen af ‘Schlechtmenschen’, men jeg må med det samme sige, at jeg på ingen måde føler mig som et ‘Schlechtmensch’, når jeg går i rette med diverse ‘Gutmenschen’; tværtimod har jeg så nogenlunde de samme idealer, som disse ‘Gutmenschen’, blot mener jeg selv, at jeg i modsætning til dem formår at lade mig styre af andet end ønsket om at gøre en god gerning.

Anledningen er denne gang en klumme af Peter Olesen i Kristeligt Dagblad den 24-7 2015, se her. Og det er hans fuldstændige mangel på interesse for de argumenter, modparten anvender, jeg er blevet forarget over, og som jeg derfor her agter at kaste lidt lys over. Eller, kan jeg sige, det er hans fuldstændige mangel på kritik af de medier, der viderebringer diverse snøfthistorier fra flygtningene. Eller – for nu at sige det på en tredje måde – det er hans ønske om at kalde flygtningene ‘flygtninge’ og ikke ‘indvandrere’, jeg er ude efter at afsløre.

Lad mig først bide mærke i det, som Peter Olesen siger, og som mange på den fløj ligeledes siger, som regel uden at mene noget særligt med det, nemlig dette:

Naturligvis må der være en øvre grænse for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage imod og samtidig behandle anstændigt. Men hvem tør sige, hvor præcis den grænse er i en verden, der sine steder er i opløsning?

Det er næsten blevet et ritual, som disse ‘Gutmenschen’ skal aflevere, før de kommer med deres kritik. Når der i dette tilfælde er grund til at gøre opmærksom på det, skyldes det ikke mindst en senere bemærkning, han kommer med:

lille, trygge Danmark, hvor vi har masser af overskud, mange tomme huse overalt, ikke mindst de mange rigt udstyrede og ubenyttede sommerhuse

Det forekommer i det mindste mig, at hvis vi er kommet så langt ud, at vi skal til at beslaglægge sommerhuse for at få plads, så er det et tydeligt tegn på, at den øvre grænse er ikke blot nået, men overskredet.

Peter Olesen kalder sine modstandere – heriblandt altså det ‘Schlechtmensch’, der hedder mig – for argumentresistente. Hvis han om sig selv mener, at han ikke er argumentresistent, hvorfor går han så ikke ind på ‘ghettoargumentet’? Det er jo det argument, langt mere end de for tiden manglende boligtilbud til flygtningene, der er hovedargumentet for, at den øvre grænse er nået. Men han omtaler slet ikke vanskeligheden med at integrere muslimer i vort samfund, deres tendens til at ville klumpe sig sammen og omgås deres egne og ikke danskerne. Og når han ikke omtaler det og derfor sikkert slet ikke har blik for det, så har han selvfølgelig heller ikke sans for, at vi med den enorme indvandring, vi har været vidne til igennem de sidste tiår og den endnu større, vi kan forvente fremover, hvis vi ikke bremser op, forandrer Danmark for bestandig. Indvandringen er irreversibel, kan ikke som andre tiltag, der viser sig at have været uheldige, rulles tilbage. Vi hænger på vores muslimske ghettoer med den øgede kriminalitet, den store forsørgerbyrde, og den stadige terroristrisiko, det fører med sig. Det ser undertegnede ‘Schlechtmensch’ som et problem, og det forekommer derfor temmelig overfladisk, at Peter Olesen ikke bare så meget som strejfer vore ghettoer. Det gør han ikke, ikke med et ord nævner han vore integrationsproblemer.

Derimod får han tid til at nævne de danske jøders flugt til Sverige:

Vi kunne ellers godt bruge andres gæstfrihed, da svenskerne så generøst tog imod vores forfulgte og livstruede jøder under Besættelsen. Den modtagelse, de fik, fandt vi helt naturlig.

Det argument har været brugt før, og det er blevet ‘skudt ned’ adskillige gange, åbenbart uden at Peter Olesen har opdaget det; eller også er han bare argumentresistent. Her gives argumentet en lidt mavesur drejning. Det er jo sandt nok, at svenskerne viste sig gæstfrie nok til at åbne deres grænser for de danske jøder, oven i købet bekendtgjorde de det i radioen, så alle blev klar over muligheden. Og man må da også gerne kalde det en ædel og god gerning. Men kan man i den forbindelse helt overse, at de danskere, der hjalp jøderne på deres vej over til Sverige, udførte en gerning, der sammenlignelsesvist har en helt anden ædelhed og godhed over sig? Det var noget, vi dengang fandt ganske naturligt. Ligesom vi fandt den modtagelse, de fik i Sverige, ganske naturlig.

Og ikke mindst – når man nu endelig vil sammenligne før og nu – alle gik dengang ud fra, at disse mennesker var flygtninge, ikke indvandrere. De skulle tilbage til Danmark, så snart krigen var slut. Det regnede svenskerne med, og det regnede danskerne med; de sørgede i hvert fald for, at huslejen for jødernes huse og lejligheder så vidt muligt blev betalt.

Den samme skelnen mellem flygtninge og indvandrere holdt de danske myndigheder ubrydeligt fast ved, da Danmark i slutningen af krigen blev oversvømmet af 250.000 flygtninge. Den tyske værnemagt indkvarterede dem i alle til rådighed stående bygninger, skoler, tomme industrihaller, højskoler, forsamlingsbygninger, sommerlejre, strandpensioner, osv. osv. Og da vi af de engelske myndigheder fik besked om, at vi skulle beholde flygtningene i hvert fald vinteren over, byggede vi hele efteråret på livet løs for at kunne huse dem i de nu tomme barakker fra de tyske soldater og i barakker, som vi købte fra Sverige, så der kunne opføres hele byer med dem; på Kløvermarken på Amager således en barakby med hele 17.000 indbyggere med skoler, forsamlingshuse og forskellige værksteder. Alt omhyggeligt afsondret fra den danske befolkning med pigtråd og bevogtning; dengang ville man på ingen måde ændre disse menneskers status fra flygtninge til indvandrere.

Så afslører Peter Olesen sig selv som et typisk ‘Gutmensch’ med dette spørgsmål:

Sig mig, ser de mennesker [her tænkes på diverse ‘Schlechtmenschen’] slet ikke tv eller læser fyldige reportager om flygtningenes grusomme færd og skæbner? Gør intet af den udstillede gru overhovedet indtryk?

Altså, Peter Olesen har ladet sig forføre af diverse reportager fra vore mediers side uden at stille de kritiske spørgsmål, som ellers fornuftige mennesker naturligt vil stille. Han sluger det hele råt. For han er nemlig et godt menneske, der gerne stiller sit sommerhus til rådighed for en flygtningefamilie.

Og for at få disse ‘Schlechtmenschen’ på andre tanker foreslår han, at man sender dem på en lidt speciel ‘studietur’: man bør lade dem følge en flygtning fra Libanon:

Lad dem først få en længere tur i en flygtningelejr i Libanon eller i et af de lande i Afrika, hvor flygtningene er samlet i desperat håb om at nå frem til en bedre verden. Lad dem bo der uden særvilkår, på samme maner som de reelle flygtninge og uden en limousine eller en helikopter til at bringe dem i sikkerhed, når noget truer.

Ak ja, djævelen ligger i detaljen. Før, da der var tale om de danske jøders flugt til Sverige, kunne han med fuld sandhed beskrive dem som ‘forfulgte og livstruede’. Men så megen sandhedskærlighed har han alligevel i sig, at han ikke tør skrive det om flygtningene i en flygtningelejr i Libanon. Her hedder det blot, at de har ‘et desperat håb om at nå frem til en bedre verden’. Dog mangler han det sidste ikke uvæsentlige stykke sandhedskærlighed, som kunne få ham til at drage den slutning, at de jo i så fald ikke opfylder konventionskravet om at være ‘personligt forfulgte’.

Og videre: hvor stor en sandhedskærlighed, han end har, så meget har han dog ikke, at han føler sig foranlediget til at føje til, at man naturligvis må udstyre dem med en god portion penge. Det har de nemlig stærkt brug for på den videre færd mod lille Danmark:

Lad dem også få en tur i en ussel gummibåd over Middelhavet på helt samme farlige vilkår som de andre i båden. Uden nødvendigvis at have pas og almindelige fornødenheder. Lad dem lande på den græske ø Lesbos og i sommerheden vandre 60 kilometer for at nå frem til et interimistisk indslusningssted uden mad og drikke. Og lad os se, hvordan de på lige vilkår med de andre når hjem til lille, trygge, men uimødekommende Danmark igen.

En gummibåd, hvor ussel den end er, er ikke gratis. Og på Lesbos får de dog i det mindste vand, hvordan i alverden skulle de ellers overleve? Det har jeg selv set på tv, og så må det jo være sandt. Og altså, rejsen til Danmark koster penge, det véd de, for det hele er iscenesat af menneskesmuglere, der har set en god forretning i at få mennesker smuglet til Danmark. Og de vil da sikkert godt for gode ord og betaling – ikke mindst det sidste – tage et par danske politikere eller tre med.

Men penge og menneskesmuglere nævnes ikke med et ord af Peter Olesen. Om det skyldes, at han ikke véd det, eller det skyldes, at han ikke vil vide det, nå ja, det vides ikke. Men i stedet for at sende den argumentresistente Peter Olesen på rejse som flygtning, vil jeg foreslå en anden kur mod hans sygdom: han skal afskrive denne artikel af Karen Jespersen, måske to eller tre gange. I hånden, naturligvis, vi er nødt til at bruge den sorte skoles metoder overfor en sådan hårdnakkethed (læs: argumentresistens).

Karen Jespersen skriver til at begynde med:

Kæmpestore gummibåde tæt pakket med mennesker lander på Grækenlands kyster. Mange af dem har købt rejsen af menneskesmuglere. Men ikke kun det. Menneskesmuglerne har også forsynet dem med oplysninger om de sociale ydelser i de forskellige europæiske lande. Det skriver EU’s grænseagentur, Frontex, i et dokument, som blev afsløret i går. (Jyllands-Posten).

Se, hun tør skrive det, Peter Olesen glemte eller overså eller ikke ville vide af: At flygtningene skal have penge med. Og hun tør også skrive, at måske kun få af dem er personligt forfulgt, som flygtningekonventionen ellers kræver, hvis de skal kaldes ‘flygtninge’ og behandles som flygtninge:

Mange kommer fra områder præget af uro og krig uden at være personligt forfulgt. Men der er også mange, som rejser fra lande, selv om der hverken er krig eller almindelig nød. Wall Street Journal har i en opsigtsvækkende artikel afsløret, at en betydelig del af asylansøgerne kommer fra Senegal, som er et forholdsvis trygt og demokratisk land.

Og hun tør skrive om de integrationsproblemer, der er med muslimer ud over hele Europa.

I Danmark, Sverige og andre steder har der været et voksende antal angreb mod myndigheder som politi, brandmænd og ambulancefolk. De er jævnligt blevet mødt med sten eller det, der er værre, når de har skullet ind i de indvandrertætte ghettoer præget af stærke parallelsamfund. I Sverige har brandmænd og ambulancefolk anmodet om at få skudsikre veste, når de arbejder i disse områder.

Det, der nu er problemet, er, hvad Peter Olesen mon vil sige, når han er færdig med den hjemmeopgave, jeg stillede ham. Vil man monstro kunne forstå, at det ikke er helt tosset, når man fra disse skrækkelige ‘Schlechtmenschens’ side prøver at bremse menneskesmuglernes virksomhed for at få overskud til at hjælpe flygtningene i nærområderne? Så kan man via FN udvælge de mest trængende til et midlertidigt ophold i Danmark. Vil han måske endda kunne indrømme os, at helt slette mennesker er vi ikke?

Jeg skal ikke anklage ham for at være et ‘Schlechtmensch’, men dog bemærke, at vi ved at følge hans metode: blot at lade de flygtninge komme ind, som tilfældigvis med menneskesmugleres hjælp udvælger os som bestemmelsessted, bærer os ad på en fuldstændig uansvarlig måde: de fattige, syge og plejekrævende kan få lov at hensmægte tilværelsen i en flygtningelejr i Jordan, de rige, derimod, der kan betale, hvad det koster, de kan få lov at komme op til os og få stillet lejlighed og forplejning og undervisning til rådighed. En sådan handlemåde er ikke et normalt ‘Gutmensch’ værdig og da slet ikke et godt, gammeldags socialdemokratisk ‘Gutmensch’, der altid har øje for de små og svages behov.

Der kan være god grund til at diskutere vor politik overfor indvandrere og flygtninge. Men når den ene side konsekvent ser bort fra relevante kendsgerninger for bedre at kunne fremstå som ‘Gutmenschen’, så skal debatten blive forkrampet.

Som man kan forstå på ovennævnte eksempel, er det, der gør debatten forkrampet, det forhold, at man hele tiden skal være på vagt overfor det, der ikke siges, eller det, der siges på en tilpas fordrejet måde.

Kun to små eksempler yderligere:

Morten Kjærum har den 25-7 i Berlingske, se her, en artikel, hvor han glæder sig en lille smule over EU-landenes forsøg på at fordele flygtningene. Han skriver så:

Derfor er den frivillige fordeling af de flygtninge, der kommer til Europa, et lille skridt i den rigtige retning. Hvis man ikke vil hjælpe dem i nabolandene, når de ikke længere kan opholde sig der, må man forsøge at hjælpe på et senere stadium i flugten. I forhold til flygtningene fra Syrien bliver det altså efter den farlige færd over Middelhavet.

Jamen, der er jo ikke tale om, at de rige syriske flygtninge flygter videre, fordi vi – altså vi europæere – ikke vil hjælpe dem i nabolandene. Der er heller ikke tale om, at de ikke kan opholde sig der, der er tale om, at de ikke vil opholde sig der længere; der er tale om, at de, fordi har penge, og fordi menneskesmuglerne tilbyder dem en illegal rute ind i EU, beslutter sig for at prøve lykken. Alligevel skriver Kjærum, som han gør. Ellers ville det blive for tydeligt, at de ikke længere er flygtninge, men kun migranter.

Det andet eksempel er Lisbeth Knudsens artikel om to serier, man har haft i Berlingske, én om østarbejdere, og én om syriske flygtninge, se her. Begge serierne viser, siger hun, at vi danskere godt kan være vor indsats bekendt, og at ingen af de to grupper svarer til de fortegnede billeder af dem, der ofte gives i medierne. Men hun undlader at pege på den principielle forskel på de to grupper. Østarbejderne har ifølge de EU-regler, som vi med åbne øjne er gået med til, ret til at være her, alene i kraft af, at de er rumænere, eller hvad de nu er. De syriske flygtninge, derimod, har hun med denne sammenstilling meget fikst fået forvandlet fra flygtninge til indvandrere. Hovedsagen for hende er ikke, om de nu også er personligt forfulgte, men om de kan og vil indgå positivt i den danske økonomi. Og det er jo typisk krav, man forventer opfyldt af indvandrere, ikke af flygtninge. For flygtninges vedkommende er det udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt de er forfulgte, eller altså ‘personligt forfulgte’, som der står i konventionen.

Også sådanne artikler er med til at forplumre debatten. Vi har i det hele taget været vidne til en glidning i begreberne, som uvægerlig vil medføre, at debatten gøres om ikke umulig, så i hvert fald uhyre vanskelig.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s