Overmennesker?

Er jeg en muslim-basher? Er jeg et menneske, der hele tiden skal komme med de mest mærkelige påstande om muslimer? Lider jeg af den moderne sygdom, der kaldes ‘islamofobi’? Eller hvad er der i vejen med mig?

Når jeg føler det nødvendigt at begynde med dette spørgsmål, skyldes det, at jeg denne gang vil forsøge mig med en forklaring på en muslimsk adfærd, som af mange vil blive betragtet som en tilsvining af muslimer og aldeles ikke som den alvorlige og – jeg tør næsten sige – videnskabelige tilgang til problemet: Hvordan tænker muslimer?

Men hvad andre end mener om min tilgang til muslimer, det er det, der for mig er hovedsagen: Hvordan tænker muslimer? Hvad anser de for væsentligt? Hvad kan forklare den ofte meget anderledes holdning til tingene, de har? Anderledes i forhold til vores, ja, men også anderledes i forhold til det, vi finder humant. Det er dette sidste, der gør, at mange hellere vil lukke øjnene for muslimers anderledeshed, eller forklare (læs: bortforklare) den med sociologiske eller psykologiske faktorer.

Det, der her giver mig anledning til at beskæftige mig med muslimers tankegang er en hændelse i en forstad til Stockholm. Svenska Dagbladet har interview’et en tillidsmand for ambulancepersonel, og han fortæller om, hvad der skete, da man var ved at hjælpe en person:

Det som hände då var att en sjukvårdare sa till en kille som stod bredvid: ”Du kan inte röka när vi har syrgas och en nödställd att ta hand om här” – och då small det. En serie hårda slag mot huvudet. Sedan blev situationen ännu mer skrämmande när det kom fler personer med bilar. Våra kolleger fick evakueras med hjälp av flera polispatruller. (Se her).

Tillidsmanden er gammel i tjenesten. Men han bliver ved med at forundres over den opførsel, han og hans redningsfolk mødes med i de svenske ghettoer. Indbyggerne må da vide, synes han, at der er noget der hedder ”Røde Kors” og ”Røde Halvmåne”. De må da være klar over, at disse organisationer hjælper nødstedte, uanset hvem de er. Hvorfor kan de så ikke lade sådanne mennesker udføre deres job?

Det er ikke nemt at forstå? Skyldes det direkte ondskab?

Ja, det kunne man som almindelig dansker (eller svensker) formode? Og det er måske derfor, at det er ret sjældent, at vore medier beretter om den slags hændelser.

Men lad os her lade moralske overvejelser ligge og nøjes med at se på de kulturelle forskelle.

Nicolai Sennels har i en bog, skrevet på baggrund af de erfaringer, han gjorde med sine undersøgelser af fængslede muslimer – han var fængselspsykolog – forklaret, at muslimer, helt anderledes end danskere, går op i, om de nyder respekt i andres øjne. Og ‘respekt’ er i deres øjne ikke, som i vores, noget, man må håbe på, at andre af sig selv yder én, nej, det er noget, som man tilkæmper sig med skælden-ud og vold, se her. I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke kan forsvare sin ære.

Det er ikke ondskab, det er kultursammenstød.

Én ting mere: Vi må have det med, at muslimer har en tendens til at ville opbygge deres eget minisamfund inden i vort samfund. Kun derved mener de, de kan gennemføre deres lov, shariaen, i fuld udstrækning. Og indenfor dette minisamfunds grænser er det muslimerne, der bestemmer, ikke svenskerne eller danskerne.

Der ligger i denne overbevisning om nødvendigheden af minisamfund en overbevisning om muslimers overhøjhed over ikke-muslimer lige under overfladen. Og i den hændelse, jeg beskrev, kommer begge overbevisninger til fuld udfoldelse, dels den, at en muslim skal forsvare sin ære, en ikke-muslim skal ikke komme og fortælle en muslim, hvad han må og ikke må, dels den, at her, i den del af samfundet, hvor der bor mange muslimer, her er det muslimerne, der bestemmer, og her skal ikke-muslimer kun i sjældne tilfælde tåles, ikke i nogen tilfælde bestemme.

Så til en anden hændelse, der måske viser noget af det samme, måske noget lidt andet.

I Sundsvall Tidning berettes om to syriske brødre, som er ankommet fra Syrien og har fået tag over hovedet, se her. På den tilhørende video fortæller de om deres situation på arabisk med svenske undertekster. Og mærkeligt nok, de har en del at klage over, et vindu, der ikke kan åbnes, ingenting at lave, ingen fra migrationsverket, der kommer for at byde dem velkommen og høre, hvordan de har det. Men de kan da spille fodbold, de kan gå på internettet, de får mad og drikke, de kan oven i købet tage bussen, hvis de kan få deres penge til at slå til, men trods det er de utilfredse. Det, de i Syrien havde hørt om Sverige, stemmer ikke.

Avpixlat, hvorigennem jeg har historien, er lidt ironisk i sin beskrivelse: ”vi svenskere må skamme os, hvor uacceptabelt dårligt brødrene her er blevet behandlet”, siger de her, men her er det to andre ting, jeg hæfter mig ved.

Først det, at brødrenes reaktion så tydeligt viser, at alt det, vi får at vide om flygtningene: at de flygter for at redde livet, at de har været igennem de værst tænkelige trængsler, før de kom til Norden, at de har været i en livstruende situation, på ingen måde passer på disse to flygtninge. Hvis de virkelig var flygtet fra en livstruende situation, så ville de fremfor alt glæde sig over, at de var kommet i sikkerhed og ikke mere behøvede at frygte for deres liv.

Men dernæst også det, at de på en mærkelig måde tager de sikre (og gode og rene og ordentlige) forhold, som svenskerne tilbyder dem, som en selvfølge. Hvorfor i alverden gør de det?

Ja, her er det, jeg vover at antyde – mere kan man ikke gøre ud fra de få kendsgerninger – at det har med den muslimske overlegenhedsfølelse at gøre. Vi får ikke at vide, hvor meget de har betalt diverse menneskesmuglere for at komme herop – det spørger journalisten ikke ind til – men det mærkelige i det, de hører i Syrien: at et fjernt land som Sverige skulle tilbyde dem sikkerhed og gode forhold, finder de mærkelig nok ikke mærkeligt.

Hvorfor? Mon fordi de tænker: ”Jamen, vi er jo muslimer, de er ikke-muslimer, og hvad er ikke-muslimerne sat i verden for andet end for at tjene muslimerne?”

Ja, det véd vi jo ikke. Men hvor stor en overraskelse det end er for os ikke-muslimer, så hører det med til den muslimske tro, at muslimer i Guds øjne er bedre end ikke-muslimer. Vi har den tese, blandt andet ud fra kristendommen, at ”hos Gud er der ikke personsanseelse” (Rom 2,11 gl. oversættelse), og denne opfattelse er groet ind under huden på os, både på ateister og stærkt troende kristne og på alle os midt imellem. Men muslimerne tænker i hierarkier, muslim/ikke-muslim, mand/kvinde.

Som sagt, dette er et forsøg på at trænge ind i en anderledes verden, muslimernes verden. Lad os ikke tale om ondskab, lad os i stedet prøve at forstå. Men at forstå vil også sige at forstå vanskelighederne ved den integration, som vi håber på skal finde sted.

For en sikkerheds skyld: Jeg siger ikke hermed, at alle muslimer har en overmenneske-overbevisning eller at alle muslimer handler ud fra en sådan. Se f.eks., hvad den svenske julebombemands kusine siger her:

Det er ufatteligt. Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor ville han slå uskyldige mennesker ihjel? Hvad ondt har Sverige gjort os? Det er dette land, der har taget imod os med åbne arme og hjulpet os.

Men vi føler vel alle, at det ikke er denne selvfølgelige taknemlighed, der behøver forklaring, snarere den selvfølgelighed, hvormed de to brødre i Sundsvall tager den svenske gæstfrihed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Overmennesker?

  1. Pingback: Monoteisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s