Tilgivelse

Ak ja, de små grå deroppe fungérer til tider overraskende langsomt. Eller: Den sædvanlige fromhedsforståelse har jeg altfor ofte svært ved helt at få udryddet.

Jeg har således for snart lang tid siden, nærmere bestemt, da jeg i 80erne skrev bogen Troen og kærligheden, prøvet at operere med en slags evangelisk etik som substitut for den sædvanlige etik. Jeg har fra da af i flere omgang forsøgt at fastholde, at det, det drejede sig om i kristen eller altså snarere evangelisk etik, var at få de forhold, hvori vi står, til at fungére. Når Jesus således hævder (Matt 5,28), at man begår ægteskabsbrud, hvis man kaster et lystent blik på en andens hustru, så er der ikke tale om – som almindelig antaget i luthersk teologi – at han vil stramme loven til det uoverholdelige, nej, der er tale om, at han vil have os til at handle klogt (jvfr Matt 7,24): Lever du i et lykkeligt ægteskab, så vær klar over, at der ikke skal mere til end et inviterende blik for at ødelægge din idyl.

Ligeledes med ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,39): Der stilles ikke et ideal op for os om at være eftergivende ud over al naturlighed, der hævdes blot, at det måske var en idé, at du opgav dit skarpe retfærdighedskrav, hvis du vil forsones med din næste. Også derved ville du handle klogt. Altså klogt, ikke ædelt eller høj-etisk eller supermoralsk.

Men på trods af alle disse overvejelser eller forsøg på at danne en evangelisk og anderledes etik sidder den oprindelige og alment anerkendte fromhed alligevel dybt i mig.

Jeg opdagede det (igen?) her forleden.

Jeg har længe gået med en stille undren over et bestemt sted hos Luther. Luther er ved at gennemgå ordet fra Matt 5,31f om skilsmisse. Her står der, at den eneste grund til skilsmisse er utugt. Og det tager Luther i første omgang som en rettesnor for øvrigheden: den kan kun bevilge skilsmisse til en kvinde, hvis manden har bedrevet hor. Men så føjer han til:

Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. (Se her).

Her ville heller ikke han tilråde, at man viser nåde. Og så føjer han til:

For at have forsyndet sig én gang kan nok tilgives, men med viden og vilje at synde på nåde og tilgivelse er ikke til at udholde. For som sagt, vi kan ikke tvinge nogen til igen at tage en offentlig hore eller ægteskabsbryder til sig, hvis han eller hun ikke vil eller ikke kan gøre det, fordi han væmmes. (Sammesteds).

Her er det, jeg spørger: Kan man ikke godt undre sig over, at Luther tilsyneladende helt har glemt Jesus-ordet fra Matt 18,21-22? Her spørger Peter, hvor ofte han skal tilgive sin bror, om syv gange er nok, og Jesus svarer: ‘ikke syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange’. Hvor bliver det ord af i Luthers råd til øvrigheden om bevilling af skilsmisse? Hos ham er det, efter hvad man kan se, nok til skilsmissebevilling, hvis manden blot én gang efter forsoningen med konen har besøgt en luder. Burde Luther ikke i det mindste overveje, om mon ikke tre eller fem eller syv gange var mere i overensstemmelse med evangeliet?

Det gør han imidlertid ikke. Og jeg kan da heller ikke nægte, at hans tankegang bærer præg af en yderst virkelighedsnær holdning til dagligdagens foreteelser, specielt til den almenmenneskelige forestilling om, hvordan tilgivelse finder sted. Så min undren har hidtil været lidt diffus.

Og det er først nu, det går op for mig, at skønt jeg har vidst, at byen hed Snerpe, vidste jeg ikke, hvor den snerpede hen.

De ord i bjergprædikenen, der vil være klogskabsråd, gode anvisninger til os om, hvordan vi kan få vort forhold til vor næste til at genetableres eller blomstre, dem gør vi i vor etiske iver til forkromede etiske fordringer, endda til tider til fordringer til øvrigheden. Og ligeledes her: Vi stiller det op for os selv og vor næste som et ideal, at vi er villige til at tilgive altid og hele tiden og lige så mange gange, det skal være. Og, føjer vi til, sådan må vi handle, for sådan handler Gud overfor os: hans tilgivelse er netop uendelig, han står netop altid parat til igen og igen at modtage os, når vi har syndet, han er den evigt kærlige. Det ideal, som vi et sted i vort sind godt véd, at vi ikke selv kan opfylde, det kan i hvert fald Gud opfylde.

Hvad vi ikke opdager i al denne flom af idealtænkning, og hvad jeg heller ikke før nu selv havde opdaget, er, at vi med dette kunstgreb forvandler Jesu ord til etiske fordringer, hvor de jo ellers blot vil være klogskabsråd. Ordet om at tilgive og tilgive og atter tilgive er måske blot et formaning til os om altid at have øje for tilgivelsens mulighed: måske det stadig er muligt ved tilgivelse at få forholdet til din næste til at helbredes! Måske det stadig kan lade sig gøre, om næsten angrer og du tilgiver, at få tilliden til igen at overvælde jer! Måske!

Nu er det værd at bemærke, at det korte ord om at tilgive op til syvoghalvfjerds gange er sat sammen med en lignelse, der stærkt modsiger tanken om den uendelige tilgivelse som et kristent ideal, nemlig lignelsen om den gældbundne tjener. I Præsteforeningens Blad for 2003, nr 44, har Kirsten Jørgensen en prædikenvejledning, hvori hun fortæller om en konfirmandindvending mod lignelsen om den gældbundne tjener. Hun skriver:

Fortællingen modsiger tilsyneladende sig selv og bryder sammen, som den kløgtige konfirmand ofte bemærker det: “Hvis du siger, at Gud tilgiver alt og altid og uendelig mange gange, hvorfor tilgiver han så ikke tjeneren igen til sidst?” Og konfirmanden har ret, lignelsen kollaberer”.

Her er det værd at sige: ”Hør den uskyldiges røst!” Det gør Kirsten Jørgensen jo også, blot er jeg ikke helt tilfreds med den forklaring, hun så kommer med, se evt. her. Jeg vil hellere forklare uoverensstemmelsen med, at vi meget let kommer til at forvandle Jesu formaninger til højstemte etiske idealer. Og som sagt kan selv jeg af og til forfalde til den uvane.

Men her er Luther god at frekventere. Han fastholder tilgivelsen som et fænomen i de nære forhold mellem mennesker. Og han véd godt, at kommer etikken eller lovtankegangen ind i disse forhold, så ødelægges de. For det første viser det sig derigennem, at øvrigheden kun kan formane den forurettede part til forsoning, man han ikke ‘tvinge nogen til igen at tage en offentlig hore eller ægteskabsbryder til sig’. For det andet kan forurettelsen være så stor, at man ækles ved den anden; man er ikke herre over sin tilgivelse; den kan komme eller fremkaldes af et angrende ord, men den kan også holdes borte af væmmelse.

Man kan kalde dette et udslag af, at Luther er yderst jordnær. Men man kan også sige, at Luther vil holde den borgerlige øvrighed i snor: Den skal ikke bevæge sig ind på barmhjertighedens område, men lade sig nøje med så vidt muligt at skabe retfærdighed. Man skal ikke styre land og rige med evangeliet, på det område er det loven, der skal gælde. Han siger i skriftet om lydighed mod øvrigheden:

Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne – hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt – prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår! (Se her).

Det vil sige: Han er godt klar over, at om så alle landets indbyggede sagde, at de var kristne, og at de havde ‘kristne værdier’ som ideal, det skal alligevel være loven og ikke evangeliet, der skal gælde. Det ville føre til misbrug, om man handlede anderledes.

Igennem mange år har jeg nu regnet med, at dette med at ændre Jesu ord, så de i stedet for klogskabsråd blev etiske idealer, kun var en teologisk spidsfindighed, noget, der ikke betød noget ud over i en teologisk diskussion mellem præster. Men på det seneste er jeg begyndt at fornemme, at talen om den altid tilgivende Gud har haft afsmittende virkning på vor samfundsforståelse. Ud fra en sådan forestilling drager mange kristne præster og teologer den konklusion, at når Gud er sådan, så skal også vi have den altid tilgivende holdning som ideal. Så længe man udlægger det om det aktuelle forhold til næsten, forholdet til ægtefælle og venner og bekendte, sker der ikke så meget ved det. For på det område er man straks parat til at suge Guds tilgivelse til sig, altså hans tilgivelse af, at vi ikke kan tilgive, som vi bør. Værre er det imidlertid, når man nuomstunder også fører denne altid tilgivende holdning over på vort forhold til f.eks. bådflygtningene. Så har man ikke nødig at komme med Guds tilgivelse af vor mangel på tilgivelse, for det er jo samfundet som sådant, der skal udvise en tilgivende eller barmhjertig holdning.

Og så går det galt. Så begynder man at ville styre samfundet med evangeliet. Og så ‘løser man de farlige rovdyrs lænker’, som Luther siger det. Og da man ikke vil erkende, at det er det, man gør, er man nødt til at beskrive alle bådflygtningene som stakler, der ganske uforskyldt er kommet i knibe og nu kun ønsker at opnå sikkerhed for sig og sine. Så store stakler er de, at man ikke drømmer om at anklage dem for noget, selv om de jo dog for en mere nøjeregnende betragtning har overtrådt de almindelige regler for opførsel til søs.

De første, der gjorde det, var de mennesker, der under vietnamkrigen havde samarbejdet med amerikanerne og nu frygtede det værste, efter at Vietcong havde jaget amerikanerne ud og selv taget magten (Se evt. her). Der er ikke noget at sige til, at disse menneske forsøgte at flygte ud af landet ved at bringe sig i havsnød på den skibsrute, der passerede et stykke udenfor kysten og på den måde få vestlige skibe til at tage dem med sig. Ingen tænkte på at anklage dem for denne overtrædelse af havets love, man forstod og accepterede, at de i den grad var forfulgte, at de var nødt til at bruge alle kneb for at slippe fri fra deres forfølgere.

Værre var det, da det blev almindeligt med at bruge den ”opfindelse”, som de vietnamesiske bådflygtninge havde gjort. Mange brugte den således til at komme fra Indonesien til Australien. Det gjorde også nogle flygtninge om bord på en synkefærdig plimsoller i 2001. De blev samlet op af det norske skib ”Tampa”. Og det var sådan set helt efter de normale havretsregler, bortset fra, at det ikke er tilladt at bringe sig i havsnød. Men disse samme regler siger så efterfølgende, at sådanne opsamlede skibbrudne skal afleveres i den første havn, det pågældende skib lægger til ved på dets normale færd. Det ville for ”Tampas” vedkommende sige den indonesiske havn Djakarta. Men da flygtningene blev klar over det, gjorde de brug af det faktum, at de var de fleste og tvang kaptajnen til at sejle til Australien.

Og se, dette var jo mytteri. Og mytteri er en forbrydelse, der normalt medfører strenge straffe. Men i tilfældet her var der ingen, der tænkte på at straffe flygtningene. For de var jo nogle stakler. I den avisdebat, der udspandt sig over det meste af verden i sagen, var der ingen, der drømte om at straffe disse mennesker. Man skænkede det ikke en tanke, at det her drejede sig om at finde ud af, hvordan man skal handle som øvrighed, ikke, hvordan man skal handle som enkeltindivid. Og her fandt alle de internationale debattører det selvfølgeligt, at australierne da burde være barmhjertige, ikke blot, så de undlod at straffe for mytteri – for det var der som sagt ingen, der anklagede de skibbrudne for – kun barmhjertige, så de lod de ‘arme’ mennesker kommer ind i Australien.

Man ville altså bruge evangeliet som ledetråd for, hvordan et land skal styres. Og så går det efter Luthers mening galt, så løsner man de farlige rovdyrs lænker, så de sønderflænger og sønderriver alle og enhver.

Dog sker det for bådflygtningenes vedkommende på en ret sofistikeret måde. De sønderflængende rovdyr har iklædt sig fåreham, og det er meget vanskeligt at se deres rovdyrtænder for al ulden. Og al den uld – ikke mindst den, de har i munden – bevirker, at ordene med snigende effektivitet kommer til at betyde noget andet, end hvad de naturligt betyder.

‘Flygtninge’ taler vi uden videre om. Og vel er de flygtet fra deres ellers faste boliger, men de er måske slet ikke flygtninge i konventionens forstand. For så skal de være personligt forfulgt. Denne ændring af begreberne er det medierne, der har indført. Andre ændringer står regeringer for.

Når f.eks. svenskerne har besluttet at give alle ‘syriske flygtninge’ permanent opholdstilladelse, så har de gjort det uden at skænke det en tanke, hvordan man skelner mellem syrere og ikke-syrere, eller hvordan man bestemmer, om flygtningene kommer direkte fra Syrien og altså med rette kan kaldes flygtninge, eller de kommer fra tredjeland og således ikke kan kaldes flygtninge fra Syrien. Håbløst naivt går man ud fra, at disse stakkels mennesker da naturligvis også er gode mennesker, der ikke kunne drømme om at lyve for de svenske myndigheder.

Den samme naivitet udviser man, når det drejer sig om at aldersbestemme de såkaldte ‘uledsagede flygtningebørn’. De fleste af disse flygtninge er drenge, nogle er halvvoksne mænd, befinder sig efter mange solemærker at dømme et stykke oppe i tyverne, men igen: man vover ikke at vise dem den mistillid, at man udsætter dem for en mere nøjagtig aldersbestemmelse. Så de bliver siddende i deres flygtningecentre – i hvert fald i Sverige – og kan senere få deres familier til landet.

Og bag alle disse sproglige ændringer ligger tanken om ‘kristne værdier’. Dem mener man har præget Europa hidtil, og dem er man bange for at bryde med med en altfor hård flygtningepolitik. Derfor lader man sig hellere udnytte, det mener man er udtryk for en kristen holdning. Ikke sandt, dette med at vende den anden kind til, dette med at tilgive og blive ved med at tilgive, det skulle jo dog gerne præge vort samfund, selv hvis det umuligt kan præge os som enkeltindivider. At man så risikerer at blive snydt af disse mange flygtninge, det er jo noget, man som god kristen må finde sig i.

Som sagt har jeg prøvet at gennemføre den tanke på de evangeliske Jesus-ord, at de ikke vil udgøre en højglanspoleret etik, men blot være nogle gode råd om, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil have livet til at lykkes, dvs. hvis man vil have de forhold, man står i, til at blomstre. Det samme hensyn til forholdet, i dette tilfælde til samfundet, mener jeg må præge os, når vi stilles overfor den udfordring til vore samfund, som de mange bådflygtninge repræsenterer. Vi har dels en pligt til at gennemskue al forløjetheden og dels en pligt til at søge at bibeholde den sammenhængskraft, der hidtil har præget vort samfund. Den første pligt er vi næsten ikke begyndt på at opfylde, den sidste i det mindste på den måde, at vi nu så småt begynder at tale om, at sammenhængskraften kan være truet af de mange indvandrere.

-Jamen, skal vi da ikke redde dem, der er ved at drukne på Middelhavet?

Jo, vel nok. Men at redde deres liv er ikke ensbetydende med at føre dem til Europa. Vi redder også deres liv, hvis vi fører dem tilbage til Libyen.

Men som man måske kan forstå: Det, jeg har villet med denne lille artikel, er at påpege, at den følelse af overstrømmende, men handlingsløs kærlighed, man har, når man opfatter ordet om tilgivelse og atter tilgivelse som et etisk ideal, den optræder med samme styrke overfor de mange flygtninge, der søger til vort land, men denne gang med den handling knyttet til sig, som hører øvrigheden til: lad os dog hjælpe dem, lad os dog være barmhjertige, lad os dog stole på de stakkels mennesker!

Og så ønsker man i virkeligheden, at øvrighedens handlinger skal styres af evangeliet, eller – som man plejer at sige – at øvrigheden skal opretholde ‘kristne værdier’. Imod Luthers anbefaling.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s