Koranvidenskab 2

Den græske kirkefader Johannes af Damaskus (ca. 650 til ca. 750) har skrevet et skrift om de forskellige kætterier, man kendte til på hans tid. Ét af dem er islam. Naturligt nok har det, han har skrevet om islam på et så tidligt tidspunkt af denne religions udviklingshistorie, vakt stor interesse. En engelsk oversættelse af hans beskrivelse af islam kan ses her.

Ikke mindst er Johannes’ beskrivelse af interesse for det, man kan kalde ‘vestlig koranvidenskab’, dvs. for en videnskab, der går til koranen (og til bibelen) som man går til ethvert andet oldtidsskrift, dvs.: man bruger alle historievidenskabens redskaber for at opklare koranens tilblivelse, for at forstå de mange mærkelige udsagn og for at opklare sammenhængen mellem koranen og det samfund, der brugte koranen som helligskrift.

Denne vestlige koranvidenskab har gjort opmærksom på, at de kilder, man plejer at stole på, når man skal beskrive , hvordan koranen blev til, er bemærkelsesværdig sene kilder. Dels har vi ikke ældre manuskripter til koranen selv end manuskripter fra omkring 710 e. Kr., knap hundrede år efter dens påståede tilblivelse, og dels er de skrifter, der fortæller om Muhammeds liv og om nedskriften af de ‘åbenbaringer’, man påstod han havde fået, først fra engang i 800-tallet; og det er altså halvandet til to hundrede år senere end Muhammeds liv og færden. Meget kan være sket i mellemtiden, mange ord kan være gået tabt og mange kan være føjet ind.

Og det er lidt ærgerligt med en sådan historierevision. Nu havde man lige vænnet sig til, hvordan det hang sammen med koranen og Muhammed, og så skal det hele måske laves om. Nu troede man lige, man havde fod på det hele, og så er alt det, man regnede for sikkert, måske i virkeligheden højst usikkert. Og værst af alt: det er meget vanskeligt (og højst irriterende) at man ikke længer kan regne med noget: kilder, man troede på som sikre, er måske slet ikke så gamle, som man regnede med, andre har fået tilføjelser af en senere hånd, atter andre er rene og skære fantasifostre; men hvad der er hvad, ja, det er jo det store spørgsmål.

På en hjemmeside, der hedder INARAH arbejder en del tyske forskere på at redegøre for, hvad da vestlig koranvidenskab kan fortælle. Én af dem, Karl-Heinz Ohlig, har i en afhandling søgt at påvise, hvordan betegnelsen muhammad i første omgang gik på Jesus, og først senere blev overført til arabernes profet, se her. Man har nemlig, forklarer han, fundet de fire bogstaver MHMD, der i en konsonantskrift som den arabiske udgør navnet ‘Muhammed’, på en række mønter fra 600- og 700-tallet, og disse mønter er også forsynet med det kristne symbol: korset. Og MHMD kan på syrisk betyde den prisede eller den elskede. Og det kan jo godt gå på Jesus. Det får så Ohlig til i næste omgang at hævde, at det også gælder for indskriften på Klippemoskéen i Jerusalem, at ordet Muhammed oprindelig blev forstået om Jesus. Klippemoskéen blev bygget i 693 af kaliffen ‘Abd al-Malik, og han var godt nok araber, men, siger Ohlig, dermed er ikke sagt, at han var muslim. Måske var begrebet ‘muslim’ slet ikke opfundet endnu. ‘Abd al-Maliks efterfølger, al-Walid, byggede så i 707 den næstældste moské i verden, Ummayade-moskéen i Damaskus. Også den vil Ohlig hævde oprindelig var et kristent bygningsværk, og det samme vil han mene om den moské, der i 756 blev bygget i Medina.

Og alt det lyder jo mærkeligt for den, der er vant til, at islam fremstod samtidig med Muhammed, at Muhammed døde i 632, og at Mekka fra begyndelsen af var islams hellige by fremfor nogen. Men det hænger sammen med, at disse vestlige forskere går omvendt til værks. Hvor den muslimske tradition regner med, at koranen var det første, på den blev så islams jordiske og politiske magt bygget, mener disse forskere, at arabernes jordiske og politiske magt var der først, og at denne magt så senere blev forsøgt underbygget med religiøse påstande, påstande om en profet, der ved hjælp af åbenbaringer fik til opgave at underlægge sig hele verden.

Ligesom Moses er lovgiveren i jødedommen, men ikke desto mindre af nutidens forskere regnes for en fiktiv figur, sådan mener man, at Muhammed vel fremstår som den store profet eller lovgiver i islam, men alligevel må regnes for en fiktiv person. Og ligesom Moses af traditionen har fået tillagt en mængde historier både om, hvordan han fik åbenbaringen på Sinai, og om, hvordan det gik ham før og senere, sådan har Muhammed af den muslimske tradition fået tillagt en række fortællinger, der har til hensigt at fastslå hans åbenbaringer som ægte åbenbaringer.

Omvendt har islam så til forskel fra jødedom og kristendom været nødt til at gøre meget ud af, hvordan da disse åbenbaringer er blevet overleveret og samlet i den koran, man har i dag. For mens Mosebøgernes lovbestemmelser fremtræder i lovform – de ti bud, f.eks., er nok udtryk for Guds vilje, men de tænkes trods det ikke at være udformet netop på den måde af Gud selv – så er det i alle koranordene Allah selv, der taler. Og de fortællinger, traditionen danner, må derfor også gøre rede for, hvordan åbenbaringsordene blev nedskrevet og samlet. Og det er, som jeg var inde på i Koranvidenskab 1, se her, en akilleshæl for islam.

Men når vi nu ikke har nogen muslimske kilder til Muhammeds historie fra 600- eller 700-tallet, så må vi jo søge i de kristne kilder, der måtte være. Det har Ohlig gjort. Han har gennemgået samtlige kristne kilder fra den tid, som handler om araberne. Og han konstaterer, at så at sige ingen af dem omhandler Muhammed eller den religion, vi kalder islam. Og han når så i afdeling to af sit skrift, under nummer 29, frem til Johannes af Damaskus, se her. Så bliver det spændende. For Johannes er ret grundig i sin beskrivelse af og polemik mod islam.

Om araberne skriver han:

Da de er afgudsdyrkere, tilbeder de den opgående stjerne og Afrodite (Venus), som de på deres eget sprog kalder ‘Xabar’, hvilket betyder stor. Og således var de store afgudsdyrkere indtil Heraklius’ tid [byzantinsk kejser, 610-641, rr]. Fra den tid og fremefter fremstod der en falsk profet for dem, som hed Mamed. Den mand havde gennembladet både det ny og det gamle testamente og havde ført samtaler med en ariansk munk. Og så grundlagde han sit eget kætteri.

I modsætning til mange af de andre vidner, Ohlig fører frem, fortæller han altså direkte om Muhammed. Det er naturligvis ikke noget bevis for, at Muhammed har eksisteret, kun et bevis på, at der i de muslimske miljøer, som Johannes boede iblandt, havde dannet sig en ret fast fortælling om en arabisk profet. Og nu har han fået et navn: Muhammed. Og han har også efterladt sig en bog, siger Johannes:

Så indyndede han sig for hedningerne med en tilsyneladende gudfrygtighed, hvorefter han prædikede, at en særlig bog var blevet skrevet for ham, nedsendt fra himlen. Derefter fastsatte han nogle regler, som man kun kan le af, ud fra hans bog og krævede, at de skulle ære dem.

Som sagt, Johannes er ret grundig. Han véd således en del om den bog, der blev nedsendt, altså koranen. Han skriver:

Han [altså Muhammed, rr] hævder, at der kun er én Gud, der har skabt universet, som hverken er født eller kan føde (sura 112). Han siger, at Kristus er Guds ord og hans ånd, men at han er en skabning og en tjener, og at han er født af Maria, Moses’ og Arons søster, uden sæd. For Guds ord, siger han, og ånden kom ind i Maria, og hun fødte Jesus, som blev profet og Guds tjener. Og han siger, at da jøderne imod loven ønskede at korsfæste ham, greb de hans skygge og korsfæstede den. Men Kristus selv, siger han, blev hverken korsfæstet eller døde. For Gud tog ham til sig, fordi han elskede ham.

Både formuleringen fra sura 112 om Gud og påstanden fra sura 4,156 om Jesu ikke-korsfæstelse kender han. Og i det følgende refererer han den samtale, Gud havde med Jesus – altså efter, hvad koranen fortæller – da han kom op i himlen, hvor Gud gik ham på klingen: Har du sagt, at du er min søn? Hvad Jesus naturligvis benægtede. Netop sådan står der i sura 5,116.

Nå, jeg skal ikke gennemgå hele Johannes’ omtale af islam. Kun to ting skal jeg nævne:

Johannes véd godt, at der findes forskellige suraer – han kalder dem ‘grafæ’, skrifter – og han véd også, at de har hver sit navn. Han nævner Koen (sura 2) og Bordet (sura 5), og de betegnelser svarer ganske til betegnelserne i nutidens koran. Men så nævner han en sura, der hedder Guds kamel, og den findes ikke i koranen. Og ikke sandt, så føler man næsten, at man er kommet ind i forfatterens værksted: måske har der på et tidspunkt været en sura med det navn, blot er den senere blevet fjernet eller har ikke vundet udbredelse. Med Johannes’ omtale her synes vi at være kommet ind midt i processen med at danne og udskille koranens indhold.

Dette svarer forøvrigt nogenlunde til det, jeg citerede Robert Spencer for i mit forrige indlæg om koranvidenskaben. Det manuskript, man har fundet i Birmingham, er måske ikke et manuskript fra koranen, men et til koranen, dvs., det er ikke en del af en hel koran, men en stump tekst, der foreslås optaget i koranen. Resultatet ser vi først senere: historien om syvsoverne fra Efesus, som står i Birmingham-manuskriptet, blev optaget, historien om Guds kamel, som Johannes åbenbart har regnet med til koranen, ikke.

Men ikke blot er vi kommet ind midt i processen med koranens samling, vi er også kommet ind i processen med at fortælle om Muhammed, om koranens overlevering og om islams første tid.

Her har vi efter Ohligs opfattelse at gøre med i hvert fald tre vigtige bygninger, som i kraft af, at deres indskrifter har navnet Muhammed i sig, går over fra Kristus-dyrkelse til Muhammed-dyrkelse. Men, hævder han, Mekka er holdt ganske udenfor. Selv så langt oppe i tiden som da Johannes skriver dette – og det er omkring 750, siger Ohlig – er Mekka ikke ‘opfundet’ endnu. Johannes går i polemik med muslimerne:

Dertil kommer, at de beskylder os for at være afgudsdyrkere, fordi vi tilbeder korset, som de foragter. Her siger vi til dem: ‘Hvordan kan de da være, at I gnider jer imod en sten, Chabataen, som I elsker og kysser? Så er der nogen, der siger, at ovenpå den havde Abraham samleje med Hagar. Andre siger, at han tøjrede sin kamel til den, da han gik op for at ofre Isak. Til dem siger vi: ‘eftersom skriften siger, at bjerget var bevokset og havde træer, som Abraham lavede et knippe af til brændofferet, og lagde det på Isaks ryg, og at han efterlod æslerne sammen med karlene, hvorfor så sige sådan noget vrøvl? For på det sted er der ikke skove af egetræer, ejheller rejser æsler derigennem’. Så bliver de flove, men ikke desto mindre hævder de, at det er Abrahams sten.

Når man læser dette med main-stream fortolkernes øjne, er stenen naturligvis Kabaen i Mekka, og det véd denne fortolkning at fortælle, at den har nogle fortællinger om Abraham knyttet til sig. ‘Ja, den er god med jer’, siger Ohlig, ‘nej, stenen er stenen i Klippemoskéen i Jerusalem. Det var ganske rigtigt, at ismaelitterne, som muslimerne hed i første omgang, havde et svagt punkt, hvad tilbedelse af sten angår, og det viste sig ikke mindst, da Klippemoskéen blev bygget, for dèr er der jo netop et stykke bart klippe i midten, anbragt, som om det er det hellige centrum. Det er først langt senere, at Kabaen i Mekka bliver stedet, som man knytter Abrahamfortællingerne til’.

Det har nu vistnok Ohlig ikke helt ret i. Hos en anden fortolker af Johannes’ beretning, John Ernest Merrill, se her, hedder det, at de kristne er ganske godt kendt med den muslimske tradition. ”De véd”, siger han, ”at Mekka er uden træer og brænde er sparsomt, og at man det sted ikke bruger æsler”. Hvad Søren, tænker jeg, nu har jeg siddet og oversat ud fra den græske grundtekst, godt hjulpet af den engelske oversættelse, altsammen fundet på nettet, og jeg har ikke opdaget argumentationen. Står der virkelig noget, der kan opfattes som et argument for, at stenen, som de kalder Abrahams sten, befinder sig i Mekka, og at derfor den muslimske gengivelse af historien om Isaks ofring er forkert? Det var ikke en kamel, Abraham havde med sig, men, som det gamle testamente påstår, et æsel (1 Mos 22,5). Og æsler bruger man ikke i Mekka. Så må man jo tilbage til det græske, og se, der står virkelig om æslerne, at de ikke ‘rejser derigennem’. Så måske der ligger et godt skjult argument dèr.

Og deraf kan vi altså slutte, at selv om Mekka måske havde været ude af billede i de muslimske traditioner igennem meget lang tid, så var de fortællinger, der knyttede sig til klippen i Jerusalem, på Johannes’ tid blevet overflyttet derfra og til Mekka.

Og så kan man forøvrigt lægge mærke til, at Johannes ikke viger tilbage fra både at argumentere imod muslimernes påstande og at gøre godt og grundigt grin med en række af dem. Det kunne vi godt tage ved lære af: muslimer er ikke gjort af glas, de er almindelige mennesker, der godt kan tåle både det ene og det andet.

Og man skal måske også lægge mærke til, at Johannes tilsyneladende ikke kender noget til de stærke opfordringer om at vende sig imod de kristne og jøderne, om ikke at blive venner med den slags mennesker, om at dræbe dem, hvor man kan komme af sted med det. Skyldes det mon, at den slags endnu ikke har fundet optagelse i koranen på hans tid, eller skyldes det, at de muslimer, han har talt med, ikke har givet ham del i disse koransteder? Det vides ikke. Men man kunne måske nok håbe på det første. I hvert fald levede Johannes, som før bemærket, i et land, der var underlagt en kalif, en araber, og altså et menneske, der om ikke på den tid, så i hvert fald senere, blev en religiøs leder, der tænktes at skulle rette sig efter islams forskrifter. Og alligevel havde Johannes tilsyneladende frihed til at argumentere imod muslimerne, ja til at gøre nar af dem. Bevares, det kan skyldes, at hans sprog var græsk, deres arabisk, men alligevel, en vis form for indbyrdes tolerance har der tilsyneladende været.

I hvert gør de iagttagelser, man kan gøre med Ohlig i hånden, at det bliver umuligt at give IS ret i, at det er dem, der repræsenterer den oprindelige, ægte islam, som Muhammed ville have den. Der er slet, slet ikke nok historisk autoritet knyttet til Muhammed-figuren; man kan ikke drage de historiske konklusioner, som IS drager. Men det vil de jo nok ikke give mig ret i.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Koranvidenskab 2

  1. Pingback: Damascus contra Cordoba | ricardtriis

  2. Pingback: Koranen – en omskrevet bibel? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s