Liv på andre kloder?

Det er det engelske magasin The Economist, der har foranlediget ovenstående spørgsmål. Bladet agter de følgende seks gange at tage forskellige spørgsmål frem om videnskabens opgaver og grænser, og denne gang begynder man altså med spørgsmålet om, hvorvidt der er liv andre steder i universet.

Klog af skade har man ikke spurgt om, hvorvidt der er intelligent liv på andre kloder, for så véd man jo nok, at folk vil sige: ”Skulle vi ikke begynde med at spørge, om der er intelligent liv på denne klode?” Men det mere brede spørgsmål om liv i det hele taget er da også spændende nok.

Artiklen selv er ikke online, men bladet har anbragt en video, hvor man kan se forskellige videnskabsfolk og filosoffer tage problemet op, se her.

Det, der får mig til at tage artiklen op til undersøgelse, er en lyst til at spørge om forholdet mellem journalistikken og videnskaben. Specielt når det spørgsmål behandles, kan man godt af og til få en fornemmelse af, at journalisten vinder over videnskabsmanden.

Fornylig kom det således frem, at man havde fundet en jordlignende planet omkring en stjerne ikke så langt borte fra jorden. Og af de avisartikler, der fremkom i den anledning, lød det, som om det så var næsten givet, at der var liv på denne planet. Det eneste, der kunne indikere noget i den retning, var, at planeten havde en afstand fra sin stjerne, der gav den en temperatur, så vand kunne forekomme i flydende form. Det er man vist efterhånden enige om, at skal en planet huse liv, skal der være en temperatur og et tryk, der muliggør forekomsten af flydende vand.

Jeg husker godt nok en bemærkning i en bog, jeg læste for snart længe siden, hvor forfatteren stillede sig det spørgsmål, om mon ikke andre væsker end lige vand kunne danne grundlag for en form for livsprocesser. ”Måske alkohol”, foreslog han, og føjede til: ”En behagelig tanke!” Og jeg skal da ikke kunne sige, om man har undersøgt alle andre tryk- og temperaturvarianter og overvejet muligheden for livslignende processer omkring andre atomer end kulstofatomet, men da jeg ikke har læst eller hørt noget om det, går jeg ud fra, at den betingelse er ret sikker: Skal der findes liv, må der forefindes flydende vand.

Og allerede det giver astronomerne nok at lave. Man higer og søger – nej, ikke i gamle bøger, men i universets mange galakser, med opladt øje i stjernehøje eller altså -hobe. Og så er det altså en sensation – for journalisterne, men vel egentlig ikke for videnskabsfolk – når man finder én enkelt planet, der muligvis indeholder vand. Videnskabsfolkene skulle jo være klogere, skulle kende lidt til den fuldstændig ukendte sandsynlighedsfaktor, der omgærder livets opståen her på denne planet. Men sædvanligvis bliver videnskabsfolkene lige så overstadige som journalisterne, hurra! Nu er vi tæt på! Nu er det lige før!

Nå, det hænger nok ikke sammen med deres videnskab, men mere med, at de skal gøre deres mæcener tilfredse, ellers får de måske ikke penge til fortsat forskning.

Ro på! Det er aldeles ikke ”lige før”! Godt nok er der omkring 150 mia galakser, hver indeholdende milliarder af stjerner. Så det gør ikke så meget, om man finder ud af, at sandsynligheden for at finde planeter med vand er meget lille. Der er jo nok stjerner at tage af endda.

Nej, dèr, hvor det rigtig kniber med regnestykket, dèr, hvor man ikke aner noget om sandsynligheden, det er i spørgsmålet om livets opståen – nå ja, også i spørgsmålet om menneskets og sprogets tilblivelse, men det beskæftiger The Economist sig ikke med, så det lader vi også ligge her.

Kendt er måske det forsøg, der blev gennemført i 1952, hvor det lykkedes i en kunstig atmosfære af vand, brint, ammoniak og metan under et bestemt tryk at få dannet aminosyrer; man mente, at jordens atmosfære engang havde haft nogenlunde det indhold, og tænkte sig, at lyn eventuelt kunne virke med til dannelsen af livets byggesten. Lynene efterlignede man med elektriske udladninger, og voila! – aminosyrer, nogle af livets basale bestanddele blev til.

Men siden er man ikke kommet meget længere. Der er tre ting, der skal finde sammen, for at liv kan opstå. Og det er meget svært at forestille sig, hvordan der kan være liv, hvis den ene komponent mangler. Der skal være et dna- eller rna-molekyle, der skal forefindes en ”cellefabrik”, et ribosom, som kan danne proteiner på rna’s befaling, og det hele skal omgives af en membran. Denne sidste ingrediens synes The Economist i første omgang at have overset, den kommer ind langt senere på en lidt tilfældig måde. Men det er jo ret bemærkelsesværdigt, at livet er opdelt i celler, og at alle livsformer opererer med et lille ”værksted”, afskærmet fra det øvrige miljø af en membran. Jeg véd ikke, om man kan tænke sig livsformer på andre planeter, der ikke på samme måde har en celle som grundstruktur, det er vist svært at forestille sig, for med til livets særegenheder hører jo, at rna- og dna-molekylerne kan dublere sig selv, at livets bestanddele altså kan vokse. Og kan noget vokse, der ikke har cellestruktur? Tja, en sky kan jo. Men vil vi finde ”livsskyer” på de andre planeter? Og gør vi det, vil vi så kalde det ”liv”? Sikkert ikke.

Men altså, noget af det, der indtil videre har skjult sig for forskernes blik, er livets opståen. Og så længe vi ikke har fundet nogen plausibel sandsynlighed for disse tre ingrediensers sammentræf og forvandling til celler, der kan vokse og dele sig, er vi på Herrens mark, når det drejer sig om at udfinde sandsynligheden for at finde liv på andre kloder.

Alligevel leder vi videre. Alligevel bliver videnskabsfolk lige så begejstrede som journalister, når en klode dukker op i beregningerne, som måske kan huse liv. Uanset at de jo om nogen burde være klar over den manglende sandsynlighedsberegning, der knytter sig til livets opståen. Man tænker måske, at det da godt kunne jo være, at sandsynligheden for livets opståen var meget større, end vi havde troet; og så finder vi måske liv på denne forholdsvis nærliggende stjerne, selv om det er den første jordlignende planet, vi hidtil har fundet.

Men det kan så sandelig også godt være, at sandsynligheden for livets opståen kun er én til fem milliarder, så vi altså skal finde fem milliarder jordlignende kloder, før vi finder én med liv på. Og selv om man som videnskabsmand eller -kvinde kender denne manglende viden, behøver man jo ikke ligefrem at være lyseslukker overfor journalisterne.

I sin tid læste jeg en artikel i et blad, der blev udgivet af den danske hegelianer J. L. Heiberg. Det hed Urania. Heri tog han i ét af numrene det spørgsmål frem, om der mon var liv på vor egen sols andre planeter. Og ud fra sin hegelske filosofi – Hegel var forlængst død, da dette skete, så han er ganske uskyldig – fandt han frem til, at det nærmest var en naturlov, at der måtte være civilisationer på de andre af solens planeter, nogenlunde lig den, der var på vor egen. (Forudsat igen, at man her kan tale om civilisationer!!).

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på J. L. Heiberg, når talen kommer på spørgsmålet om liv på andre kloder. Han tog jo så gruelig fejl. Han lod sine ønsker løber om hjørner med sine filosofiske forestillinger, og det kom der ikke noget godt ud af. Er vi mon i gang med det samme?

I hvert fald: Hvis det skulle ske, at vi får skrabt penge nok sammen til at kunne fabrikere en rum-undervandsbåd, hvis det kan lykkes at få den sendt til Jupiters måne Europa eller Saturns måne Enceladus, hvor man mener at have fundet vand et stykke nede under overfladen, og hvis man får held med at sende en undersøgelses-ubåd ned i dette vand, så ville det virkelig fryde mig, hvis man fandt liv, men det ville måske især fryde mig, hvis man fandt noget fuldkommen nyt, noget, som man ikke anede, om man i det hele taget skulle kalde ”liv”, noget, som måske slet ikke kunne hjælpe os med at finde ud af, hvordan livet her på kloden er opstået.

For så ville vi igen blive klar over det, som vi lidt for sjældent bliver klar over med vore videnskabelige opdagelser: at det hele er langt mere kompliceret, end vi tror.

Morale: Der er opdagelser nok at gøre også for fremtidens slægter.

P.S.: For en sikkerheds skyld. Der er dem, der mener, at gudstroen er en slags genvej, som man kan benytte sig af, når videnskaben ikke kan komme længere. Det er ikke meningen med denne artikel at fyre op under den slags tanker, jeg dyrker ikke den sport, der hedder ”theology of the gaps”, ”hullernes teologi”, blot ønsker jeg at slå lidt koldt vand i blodet på de meget begejstrede journalister (eller videnskabsfolk).

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Liv på andre kloder?

  1. Pingback: Teologiens og videnskabens grænser | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s