Den australske model

I Weekendavisen for den 14-8 er der en artikel om Australiens forhold til verdens flygtningeproblemer, som rammer ved siden af i den grad, at det er nødvendigt at give den nogle borgerlige ord med på vejen.

Den er skrevet af Markus Bernsen, og den tjener ham bestemt ikke til ære. Han har vist besøgt Australien, men han er bestemt ikke kommet med et åbent sind. Han har på ingen måde haft til hensigt at prøve at forstå, hvorfor Australien handler, som det gør. Han er derimod kommet, medbringende de fordomme, han har fra den danske flygtningedebat. Og så er det ikke nogen oplysende journalistik, han bedriver, så er det mere et indlæg i vor hjemlige debat, end det er en beskrivelse af, hvad der foregår i Australien.

Han taler f.eks. om et paradoks i australiernes forhold til flygtninge. På den ene side viser opinionsundersøgelser, at australierne er meget åbne overfor fremmede og betragter deres land som et indvandringsland. På den anden side viser lignende undersøgelser, at langt de fleste australiere har et meget anstrengt forhold til bådflygtningene og er særdeles tilfreds med, at regeringen har standset denne strøm af flygtninge. Det kalder han et paradoks. Men man har mistanke om, at han bruger denne betegnelse, fordi han så er fritaget for at finde eller acceptere den forklaring, der findes på utilfredsheden med bådflygtninge.

For der er jo intet paradokst i at ville åbne sit land for flygtninge gennem FN’s kvotesystem, men samtidig vende sig imod bådflygtningene. Det er ganske besynderligt, at Bernsen ikke kan se det, for han gengiver jo nogenlunde nøjagtigt australiernes begrundelse for at vende sig imod bådflygtninge: De snyder sig ind foran i køen, de bruger deres penge til at få en bedre chance for at komme til Australien end de fattige, der må vente i FN’s flygtningelejre. Det bryder australierne sig ikke om.

Jeg gætter på, at når Bernsen ikke kan se det rimelige i denne argumentation, skyldes det, at den minder om en tilsvarende argumentation fra den hjemlige debat. Blot findes denne argumentation på det, man kalder højrefløjen i dansk politik, og så kan man tilsyneladende som god journalist på Weekendavisen ikke gå ind på den. Jeg tænker på den argumentation, der går på, at det er bedre at hjælpe flygtningene i nærområderne, fremfor at give alle dem, der kommer i kraft af menneskesmuglernes arbejde, så gode forhold, at de fortsætter med at komme i en lind strøm.

Et andet argument, som Bernsen ikke kan se det rimelige i, er det, der går på, at Australien med sin politik har standset de mange drukneulykker, der før fandt sted på havet. Han omtaler det således:

Noget i den såkaldte ”stillehavsløsning” lader da også til at virke. I hvert fald skulle ingen flygtninge være omkommet på vej til kontinentet, siden søværnet begyndte at patruljere i farvandene og sende dem retur. Før døde hundreder hvert år.

Ikke sandt ”skulle ingen være omkommet”; Bernsen véd ikke rigtig, om han stoler på denne påstand. Så i stedet for at gå videre med denne glædelige nyhed, interview’er Bernsen alle dem, der er imod regeringens politik, så man altså, hvis de fik deres politik igennem, ville få drukneulykkerne tilbage. Gennem sådanne interviews kan han få sit såkaldte paradoks frem, han kan vende sig forarget imod dem, der ønsker at følge Australiens eksempel og oprette lejre til bådflygtningene. Og så skal vi høre om, hvor forfærdeligt det er at befinde sig i de australske lejre, hvor trøstesløse forhold flygtningene lever under dèr, indtil Bernsen slutter med en reportage fra ”Flygtningeugen” i Sydney, hvor det lykkes ham at finde alle de ‘rigtige’ meningers folk frem og lade dem få ordet.

Jamen, vi, der klager over de mange drukneulykker på Middelhavet, har vi da ikke i den australske model et eksempel til efterfølgelse? Hvis vi mener, vi er forpligtede overfor verdens flygtninge, er det så ikke bedre at aftage et bestemt, ret stort antal fra FN’s flygtningekvoter uden drukneulykker som ”collateral damage”, end at modtage et lige så stort antal som bådflygtninge med den risiko for drukneulykker, der uundgåeligt følger med?

Det skulle man jo tro. Men Bernsen og alle andre ”Gutmenschen” kan ikke få sig selv til at gribe til Australiens model eller ”stillehavsløsningen”, som han kalder den. Måske, fordi de ikke rigtig har forstået ”mekanismen” i flygtningestrømmen over Middelhavet.

Drukneulykker er jo en del af projektet. Drukneulykker skal finde sted fra tid til anden. Ligesom det er en del af projektet, at bådene er overfyldte, og at de ”tilfældigvis” kommer i havsnød, når redningen er i sigte. Det, det drejer sig om for menneskesmuglerne, er at få os europæere til at fremstå som ”barmhjertige samaritanere”. Og så kan det ikke nytte, at bådene overholder de almindelige søfartsregler, så må det se ud, som om de er i havsnød.

Australierne har også opdaget, at de, for hver flygtning de reddede fra druknedøden på havet, gav håb til mindst ti ventende flygtninge på landjorden om, at de kunne komme til Australien. Selve redningen og den efterfølgende adgang til Australien optrådte som ”motor” i flygtningestrømmen. Jo flere der blev reddet, des flere ville der komme i fremtiden. Skulle strømmen afbrydes, måtte derfor dens ”motor” standses, dvs., ingen bådflygtninge måtte komme til Australien.

Nøjagtig den samme ”mekanisme” gør sig gældende på Middelhavet. Her har vi endda set ”mekanismen” i sving igennem så lang tid, at det nu kan ses, at væksten i flygtningene er eksponentiel, dvs., der kommer flere og flere år for år. Og det vil sige – og det kan siges med beklagelse eller med hånlatter alt efter temperament – at der ikke er anden løsning på bådflygtningeproblemet end den australske model.

Desværre er holdningen hos de fleste europæiske journalister identisk med Bernsens. Og holdningen hos politikerne er tilsvarende. I hvert fald endnu.

Men når man læser Bernsens artikel igennem, måske endda to gange, forstår man ham egentlig ikke. Han kan referere én for at sige, at ”Australien stadig er et af de lande i OECD, som tager imod flest flygtninge”. Og lidt efter referere en anden for at hævde, at når det kommer til bådflygtninge, mener færre end hver femte, at de bør få permanent opholdstilladelse. Det er det, han kalder et paradoks, selv om det for en nogenlunde nøgtern betragtning er ret naturligt. Derefter citerer han ordstyreren ved Sydneys ”flygtningeuge”:

”Under flygtningeugen markerer vi, at Australien nu har budt velkommen til 800.000 flygtninge gennem årene. Og vi markerer samtidig, at der er en række ting, som slet ikke giver anledning til fejring”.

Bare man får fat i de ‘rigtige’ mennesker, kan man dreje sin artikel, som man vil. Men om vi bliver klogere på australiernes holdning, er vel tvivlsomt. Senere får han fat i en anden af de også i Australien eksisterende ”Gutmenschen”, som siger:

Men der er ingen national debat, ingen stiller sig op og foreslår en anden fortælling om de her folk, som jo i virkeligheden er på heroisk flugt fra undertrykkelse. De er jo flygtninge. Det, som Europa forsøger at håndtere, er en irregulær bølge af immigration, hvor der selvfølgelig er flygtninge imellem. Men i Australien er stort set alle i bådene jo flygtninge, som har ret til beskyttelse. Alligevel er debatten herovre helt anderledes.

Her savner man en journalist, der f.eks. kunne spørge, om virkelig flygtningene bliver undertrykt i Indonesien. Og må et sådant interview-offer lade virkeligheden gælde, må han jo svare, at det er de ikke. Den heroiske flugt fra undertrykkelse har måske fundet sted fra Afghanistan til Pakistan, men da ikke fra Indonesien til Australien. Af samme grund kan man spørge, om virkelig en såkaldt flygtning kan bære flygtningebetegnelsen med sig gennem en lang række lande med de krav, den giver ifølge konventionerne, indtil han når frem til det land, han har udset sig. Eller man kan spørge, om ikke enhver flygtning, der forlader en sikker flygtningelejr, derved mister sin status som flygtning og forvandler sig til migrant.

Han burde også have fået stillet det spørgsmål, hvordan han kan vide, at flygtningene til Europa er i mindretal, mens de er i flertal i strømmen til Australien. Og videre det deraf afledede spørgsmål, om det så ikke var Europa, der skulle bruge den australske model og ikke Australien. Hvis det altså virkelig forholdt sig sådan.

Men intet af det skal man forvente sig af Bernsen. Han udsøger sig omhyggelig de mennesker, han vil interview’e, og sørger for, at de svarer, som han ønsker sig. Dog er han ved at komme galt af sted til sidst. Han har talt ret nedsættende om de lejre, australierne har oprettet på nogle stillehavsøer. Til slut skriver han så:

”Ude i verden er der en dyb mistanke om, at vi er et land med et racisme-problem, og vores behandling af flygtninge forstærker kun den mistanke”, siger en juraprofessor fra Sydney Universitet. Senere går hun for langt, da hun hævder, at selv Jordans flygtningepolitik er mere menneskelig end den australske. To unge kvinder blandt publikum protesterer: ”Jeg har siddet i asylcenter i Jordan”, siger den ene, ”og det var fuldstændig forfærdelig – vi blev slået og behandlet som dyr!”

Der er et par sekunders pinlig tavshed, før professoren tager til genmæle:

”Australien har en lang og meget prisværdig historie med at tage imod flygtninge, så det gør mig bare meget trist, at flygtninge nu er blevet et beskidt ord. Vores stolte historie forfalder. Hvor er vi efterhånden henne?”

Man forstår, at Bernsen deler juraprofessorens suk og lader det passere videre til os arme læsere. Til det er der kun at sige – i hvert fald fra undertegnede læser: modtagelse nægtet!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s