Jøder og muslimer

Et brandattentat har fundet sted mod Islamisk Trossamfunds lokaler i Nordvestkvarteret i København. Det var søndag den 16. august ved middagstid, attentatet fandt sted. Berlingske har fundet to kommentarer frem, én fra Anna Mee Allerslev og én fra Pernille Skipper, se her. Begge er ret typiske venstrefløjskommentarer.

Allerslev lægger ikke fingrene imellem:

Når verden bliver så sort-hvid, at angreb mod andre grupper i samfundet bliver en acceptabel handling, så er det selve vores liberale demokrati, der er under angreb.

Det er nok at stramme den lige lovlig meget. Vi andre har længe gjort opmærksom på, at muslimske gruppers angreb på kunstnere og meningsdannere er et angreb på ytringsfriheden, og at ytringsfriheden er en forudsætning for vort liberale demokrati. Men fra Politiken og andre meningsdannere på den fløj har man gang på gang hørt, at ytringsfriheden er lige så fri og frank, som den altid har været.

Men selvfølgelig, der er én, der har ment, at et sådant angreb er en acceptabel handling, nemlig gerningsmanden. Men denne ene står jo i skærende modsætning til alle de mange, der deltog i vandalisme-optoget på Nørrebro forleden, arrangeret af en venstreorienteret gruppe: ”Reclaim the streets”. Denne vandalisme var der mange, der mente var acceptabel. Men på trods af brosten og molotov-cocktails mod politiet hørte man ikke dengang fra Allerslevs side, at der var tale om et angreb mod vort liberale demokrati.

Dertil kommer, at ingen i skrivende stund aner noget om, hvad motivet var. Nå ja, politiet har fundet en mand, som de mener har gjort det. Men hvem han er og hvorfor han gjorde det, vides endnu ikke. Var det en højrefløjsaktivist, hvis sådanne stadig findes? Var det en galning, som er ganske utilregnelig? Eller var det en muslim, der var blevet fornærmet på sine medmuslimer? Ingen véd det.

Men denne kollektive uvidenhed forhindrer ikke Allerslev i at udtrykke en ganske skråsikker viden om, hvad der lå bag:

Det er en trist udvikling, der ikke er isoleret til enkelte miljøer, men vokser på tværs af religiøse og kulturelle skel. Vi bliver nødt til at indse, at den konstante konfliktoptrappende retorik blandt både politikere og medier har konsekvenser.

Vi forstår nok, hvem adressaten for den ”konfliktoptrappende retorik” er. Det er alle os, der har noget imod islam, og derfor også noget imod visse muslimske grupper, fordi vi mener, at de ud fra islams grundbog, koranen, tillader sig at bruge vold for at få deres ønsker gennemført, og fordi vi efterhånden har set en del tilfælde, hvor muslimske enkeltindivider har rettet sig efter det, der står i grundbogen. Sidst i februar i år. Og det har vi efterhånden forstået, at nogen her i landet mener, at dette at gøre opmærksom på disse potentielle terrorister i sig selv er terrorismefremkaldende. At en sådan opfattelse umuliggør enhver nogenlunde ordentlig, demokratisk diskussion, er ret klart. Men det ser de gode mennesker ikke.

Pernille Skipper spiller den samme melodi:

Det er en forfærdelig hadforbrydelse. Heldigvis kom ingen til skade, men mange mennesker og børn har i dag været i fare – med al sandsynlighed, fordi nogen ikke bryder sig om deres religion. Det skal vi alle tage afstand fra, og vi skal råbe af vores lungers fulde kraft, at det ikke hører hjemme i et demokratisk samfund

Nu holder jeg ikke øje med Pernille Skippers udtalelser, men så vidt jeg har observeret, er det første gang, hun skruer så meget op for retorikken, at vi skal ”råbe af vore lungers fulde kraft”. Og bevares, et sådant brandattentat tager vi da alle afstand fra, men vi skal måske skåne vore lunger, til vi med større bestemthed véd, hvem der står bag. Vi mindes alle dem, der tog afstand og vendte sig imod Sverigedemokraternes ordvalg, da der udbrød brand i en moské i Sverige; det viste sig senere, at det var en frituregryde, der var ophav til branden. Og det er jo lidt vanskeligt at gøre en sådan størrelse højre- eller venstreorienteret.

Skipper fortsætter:

Jeg håber meget, at vi hører lige så mange oprørte stemmer fra det politiske spektrum og civilsamfundet i dag, som vi berettiget har hørt de gange, andre minoriteter er blevet angrebet i vores samfund. Alle må stå side om side og tage tydeligt afstand.

Jo, jo, vi skal da nok gøre, som Skipper siger. Vi kan allerede nu forberede os på at tage afstand. Men vi skal ikke desto mindre lægge mærke til, at sammenligningen med angreb på andre minoriteter halter ikke så lidt. Det kan ses, når man bliver opmærksom på, hvem det er, der opfordres til at tage afstand. I januar og februar, med terroraktionerne i henholdsvis Paris og København, var det fra de muslimske samfund, at vi gerne ville høre en klar afstandtagen. Men nu er der jo ingen, der drømmer om at bede de jødiske samfund tage speciel afstand fra handlingen. For vi har hørt om kommunistiske terrorister, vi har hørt om baskiske terrorister, og igennem de seneste år også om muslimske terrorister. Men vi har endnu aldrig hørt om jødiske terrorister.

Så mens det i Paris og København især var de muslimske samfund, hvis afstandtagen vi agtede på, så er det på ingen måde det jødiske samfund, hvis reaktion vi efterspørger, men derimod den danske højrefløj, hvis en sådan findes.

Ligeledes: Politiet har efter terroren i februar med fuld berettigelse sat jødiske institutioner under bevogtning. Men ingen finder det fornødent efter dette brandattentat at sætte samtlige muslimske institutioner under bevogtning. Hvis Allerslev havde ret i, at det var højrefløjens retorik, der var skyld i attentatet, så kunne man forvente ganske mange angreb på muslimske institutioner. Men det har hun gudskelov ikke ret i. Og ingen forventer derfor angreb på muslimske institutioner. Og ingen, end ikke PET, drømmer om at forvente, at jøder bliver radikaliserede og foretager angreb på muslimer.

Der er heller ingen grund til at gå en eventuel højrefløjs institutioner igennem for at prøve at dæmme op for en igangværende radikalisering. For der er ingen radikalisering i gang i disse miljøer. Derimod er der al mulig grund til at gå de muslimske miljøer igennem med tættekam for at forhindre, at unge muslimer bliver radikaliseret. Man husker nok, at terroristen fra attentatet mod synagogen i Krystalgade i København havde frekventeret en moské fredagen før angrebet og dèr hørt en anti-jødisk prædiken, se evt. min gennemgang af det muslimske jødehad her.

Problemet er, at der i den muslimske tradition, dvs. både i koranen og i haditterne, findes et ubegrundet had mod jøderne. Og at bede en muslim om at tage afstand fra noget, der står i koranen, er næsten umuligt. Måske det nytter bedre at bede ham om at se på, hvordan de muslimske herskere i middelalderen lod jøderne beholde deres tro og deres religiøse handlinger, endda i den grad, at jøderne fandt et fristed i det muslimske Sarajevo, da de blev jaget ud af det kristne Spanien.

Nu har vi så et demokratisk samfund, hvor ingen parter står over de andre parter, men alle har lige ret til at være her, blot fordi de er mennesker. Og selvfølgelig skal muslimhad forkastes i lige så høj grad som jødehad. Men vi kan altså godt tillade os at gøre opmærksom på forskellen: jødehad findes blandt muslimer, muslimhad findes ikke omvendt blandt jøder, men blandt almindelige danskere, hvis det i det hele taget forekommer, for gør det det, er det begge steder uhyre sjældent.

Derfor: de to debattører forudsætter en symmetri mellem jøder og muslimer, som ikke findes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s