Teologiens og videnskabens grænser

Et kendt teologisk drillespørgsmål lyder nogenlunde som følger:

Gud er almægtig, ikke sandt. Han kan skabe lige, hvad han vil. Han er også utrolig stærk. Han kan løfte ligegyldig hvor stor en sten der er tale om. Og så kommer det uskyldige drillespørgsmål: Kan Gud skabe en sten, der er så stor, at han ikke kan løfte den?

Vi lader den stå et øjeblik.

Jeg mener at kunne huske, at Grundtvig i ét af sine skrifter har opereret med en tilsvarende problemstilling. Dengang så han sig nødsaget til at hævde, at tanken om Guds almagtskræfter kun kunne anvendes på det, man kunne kalde fysiske umuligheder, ikke på det, man må kalde logiske umuligheder. Jeg husker ikke, hvilket problem det var, Grundtvig var i gang med at undersøge. Det er for så vidt også ligegyldigt. Hovedsagen her er, at man med den slags drillespørgsmål går udenfor det, der er teologiens grænser. Man slipper forbindelsen med virkeligheden, kaster sig ud i de rene tankeeksperimenter og ender med at stille spørgsmål, som der ikke findes noget svar på.

Slipper forbindelsen med virkeligheden”? Hold nu op! Det er da noget, teologien har gjort forlængst. Det gjorde den, allerede da den begyndte at tale om og operere med en uvirkelig fantasistørrelse ved navn ”Gud”. Dèr har vi den grundlæggende fejltagelse. Her skipper man forbindelsen til virkeligheden. Hvad teologien derfor i det hele taget foretager sig, er så virkelighedsfjernt som noget.

Det er nu ikke sandt. Men det er sandt nok, at dette at give sig til at diskutere, om Gud er til eller ej, er at gå ud over teologiens grænser. Den påstand, at Gud er til, taget som en ren påstand, stiller sig udenfor virkelighedens prøve, man kan aldrig ved at sammenholde påstanden med virkeligheden få den afkræftet eller bekræftet. Men med andre af teologiens påstande har det sig ikke på den måde. De lader sig virkelig sammenholde med virkeligheden og bedømme derudfra.

Det gælder således påstanden om, at Gud har skabt verden, f.eks. således som den fremsættes i den første skabelsesberetning, 1 Mos 1,1 til 1 Mos 2,4. Det væsentligste i den beretning er ikke rækkefølgen, hvori det hele er blevet til, det er i stedet det refrain, der bringes efter hver dags skabelse: ”Og Gud så, at det var godt!” Det er det, der ligger i påstanden om, at Gud har skabt verden: livet er godt på forhånd, du har at leve det, så du modtager hver dag som en gave. Det er den virkelighedens prøve, som skabelsestroen bør udsættes for.

Men selvfølgelig er denne virkelighedsprøve anderledes end den virkelighedsprøve, videnskabelige sætninger udsættes for og bedømmes efter. De videnskabelige sætninger hævder noget om den fysiske virkelighed, der omgiver menneskene, og de udsættes for virkelighedens prøve, når de peger hen på forsøg eller iagttagelser, der kan bekræfte eller falsificere dem. Teologiens sætninger, derimod, vil verificeres eller falsificeres af det enkelte menneske i hans eller hendes livssituation. Eller man burde måske snarere sige, at de uvægerlig bliver verificerede i de kristne samfund, og at enkeltmennesket drages ind i denne verificering, så det føles naturligt at leve livet ud fra skabelsestroens livsforståelse. Blot føles det ofte så naturligt, at man slet ikke tænker over det, og ikke kan forestille sig, at det kunne forholde sig anderledes.

Lad mig komme med to eksempler på dette:

De fleste mennesker i vore dages Danmark betragter det som en selvfølge, at dette at gifte sig og få børn er noget godt, er en slags livsopfyldelse. Og det er da også sandt: sådan er det i vort samfund. Men det er bestemt ikke sådan i alle menneskelige samfund. Når imidlertid vi her i landet har taget den overbevisning til os, kan man godt tillade sig at sige, at det skyldes, at et flertal af os, bevidst eller ubevidst, giver den første skabelsesberetning ret. Heri skildres det nemlig, hvordan Gud skabte mennesket som mand og kvinde (1 Mos 1,27).

Endvidere: Det betragtes her i landet som en selvfølge, at vi mennesker har lov at spise kød. Heller ikke det er så stor en selvfølge, at alle kulturer er enige i det synspunkt. Og jeg skal ikke hævde, at hver enkelt af os spiser kød, fordi han har læst bibelen og forstået, at der dèr gives os tilladelse til det. Men man kan vel nok sige, at vor landbrugskultur og vor kristne arv har indgået en overenskomst om, at det skal være tilladt at holde dyr med henblik på slagtning. Havde vi levet i en muslimsk kultur, havde vi således ikke holdt svin og spist svinekød.

Andre dele af skabelsesberetningen kunne drages frem, men dette må være nok til, at man kan forstå, at den virkelighedsprøve, disse myter skal udsættes for, er af en anden art end den virkelighedsprøve, de videnskabelige påstande udsættes for, og videre forstå, at vil man udbrede gudsforestillingen ud over det, sådanne myter bruge forestillingen til, så går man ud over teologiens grænse.

Når jeg her fremdrager disse grænseforestillinger, skyldes det en artikel i The Economist. I sidste uge handlede en tilsvarende artikel om livets opståen og muligheden for liv på andre planeter. Det skrev jeg om her. I denne uge tager man det spørgsmål op, om det skal hedde univers eller multivers, altså om den verden, vi kender, og hvis lovmæssigheder vi undersøger på kryds og på tværs, er den eneste verden, eller der kan tænkes andre verdener ud over denne: er der kun én verden, et univers, eller er der mange multiverser.

Man kan, som sidste gang, se en video om spørgsmålet, se her.

Nu har jeg læst artiklen igennem indtil flere gange, men jeg kan ikke komme udenom, at jeg betragter de forskellige multivers-teorier som forsøg på at tænke ud over videnskabens grænse, ligesom mange jo har tænkt ud over teologiens grænse i deres gudsforestillinger. Man har nemlig i disse teorier forladt forbindelsen med virkeligheden. Man befinder sig i nogle tankesystemer, hvor muligheden for verification eller falsification er forsvundet. Man kan tænke sig lige, hvad man vil.

Artiklen citerer en dr. Max Tegmark fra MIT. Han opererer med tre stadig ”vildere” teorier om mangeverdener.

Den første går blot ud på, at man tænker sig universet uendeligt. Det univers, vi kender, har en grænse, ikke en grænse i sig selv, men en grænse for vor udforskning af det. Da der fra dette univers blev til og til nu er gået sådan cirka 13,8 milliarder år, skulle man tro, at denne grænse ligger i en afstand af 13,8 milliarder lysår, for lys afgivet af en stjerne længere borte end 13,8 milliarder lysår ville ikke have fået tid nok til at kunne nå frem til os. Nu udvider universet sig imidlertid, og derfor er vores ”erkendelsesgrænse” faktisk så stor som hele 42 milliarder lysår.

Og så kan man altså tænke sig til, mener man, at der udenfor denne erkendelsesgrænse ligger utallige andre universer, hvis eksistens vi bare aldrig vil kunne blive klar over, ligesom man fra disse universers side aldrig ville kunne erkende vort univers, for hvert univers har sin egen erkendelsesgrænse, nogle større nogle mindre.

Næste skridt ud imod det ”vilde” består i, at man forestiller sig, at disse ydre og fuldstændig ukendte universer har andre fysiske konstanter end vort eget, trygge univers. I et skema i artiklen opererer man med den elektromagnetiske kraft ud af x-aksen og den stærke nucleare kraft ud af y-aksen. Hvis man i sine forskellige ligninger giver disse kræfter andre værdier, kan man finde frem til, hvad der er muligt og hvad ikke i andre tænkte universer med andre tænkte fysiske konstanter. Skemaet fortæller det: der er områder i skemaet, hvor kulstof ikke kan dannes, andre, hvor brint ikke kan blive til, andre, hvor kemiske processer ikke finder sted, og atter andre, hvor stjerner ikke kan skinne. Og så altså også, et lillebitte smørhul af et område, hvor alt dette kan forekomme. Hvor er vi heldige, vil man sige, at leve i et univers, hvor netop kulstof kan blive til, hvor stjerner kan skinne, hvor kemiske processer kan finde sted! Og det er jo sandt nok – det er det, man har kaldt det antropiske princip – men vi behøver ikke have ondt af de andre universer, for der er ingen dèr, man kan have ondt af, intet liv, ingen mennesker, ingen intelligente væsener.

Tredie skridt opgiver jeg at beskrive, det går over min forstand og langt ind i præstens. Men ser man videoen igennem, vil man se, at der for hver begivenhed, hvor to muligheder forekommer, skabes to universer, blot således, at en iagttager i hvert af de to universer vil se det, som om hans univers er det eneste, der eksisterer. I løbet af ingen tid er på videoen skærmen fyldt med universer, og naturligvis, for at de kan være der allesammen, må de bliver mindre og mindre. Det spiller en rolle, når man kun har en højst begrænset skærmplads til rådighed, men det spiller jo ingen rolle i det multivers, hvor der er uendelig med plads.

Er nu dette videnskab eller er det tanker fra videnskabens overdrev?

Jeg er, som man måske kan forstå, mest tilbøjelig til at mene det sidste. For den virkelighedens prøve, som al videnskab skal gennemgå, har man her opgivet. Jeg kan også sige, at matematik og fysik igennem naturvidenskabens historie pænt har fulgtes ad, men at matematikken i disse multiversteorier har slået sig løs fra den kendte fysik og nu galopperer rundt i sit eget tomme rum.

Det er dog muligt, at man ikke helt skal kimse af disse løbske matematik-ridt. Man kan ikke helt udelukke, at der ad sådanne fantasi-veje kan dukke nye frugtbare tanker op. Foreløbig slipper jeg her tøjlerne og begiver mig tilbage til det for mig mere velkendte teologiske univers.

Her hedder det i prologen til Johannes-evangeliet:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. (Joh 1,1).

Det er det kristne gudsbillede, der afbildes her. Gud er bundet af sit ord, ja han er ordet selv, al hans handling afspejler det, der er det inderste i ordet, i sproget, eller – med det græske ord – i logos.

Indenfor islam er Gud ikke bundet af sit ord. Indenfor islam forekommer der et begreb, der kaldes ”abrogation”, ophævelse. Og dette begreb har de muslimske lærde været nødt til at operere med, fordi de ikke kan undgå at lægge mærke til de mange modsigelser, der findes i koranen. Ved abrogation får de disse modsigelser til at forsvinde, dvs., man forklarer dem ud fra sura 2,106, hvor det hedder:

Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Gud er i stand til alt?

Og ikke sandt, her står det sort på hvidt: Gud er i stand til alt, Gud er ikke bundet, heller ikke af den åbenbaring, han tidligere har givet.

Jeg har andetsteds søgt at aftegne forskellen mellem kristen og muslimsk gudsforståelse, se her. Dette forsøg ender med påstanden om, at for muslimen er den inderste kraft, der bevæger mennesket, angsten for døden, mens det for den kristne er angsten for at være i uoverensstemmelse med sproget. Jeg skal ikke her forsøge at gå nærmere ind på denne gådetale, blot henvise eventuelle nysgerrige til at undersøge sagen ved hjælp af ovennævnte link. Her er det nødvendigt og også tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at når spørgsmålet stilles op på den måde, anbringes det på sin rette plads. Hvilken gudsforståelse der er den rette, afgøres af den virkelighedsprøve, de to påstande må udsættes for. Og den virkelighedsprøve finder sted dels i samfundets selvfølgeligheder og dels i den enkeltes livsafgørelser. Er det sandt, at du er et sandt menneske, også om du bøjer dig og din overbevisning ind efter magtkrav, eller er det sandt, at du mister dig selv, hvis du giver efter for magten, når det drejer sig om din inderste sandhedsafgørelse?

Vi her i de kristne samfund vil jo naturligt nok mene, at det er forkert at ville tvinge noget menneske, hvad angår livsanskuelse. At komme til tro – på kristendommen, på islam, på en hvilkensomhelst sekt – må være en fri sag. Og vi vil i hvert fald vende os imod den muslimske praksis med at slå det menneske ihjel, der konverterer bort fra islam. Om det er nok til at erklære, at de muslimske trossætninger ikke består virkelighedens prøve, lad det blot her stå hen i det uvisse. Men en prøve er der og den prøve skal bestås.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Teologiens og videnskabens grænser

  1. Morten - - - siger:

    Der ligger ikke nødvendigvis et paradoks deri, at Gud kan skabe en sten, som han ikke selv kan løfte. Det svarer bare til at stille spørgsmålet: Kan Gud afvikle sin egen afmagt? Svaret kan jo godt være Ja og være en del af definitionen af almagt. Det svar er der for så vidt ikke noget “undergravende” i. I forhold til Guds natur er det jo naturligvis blot en spekulation.

    Så længe Gud ikke gør dét – eller skaber en opgave, han ikke kan løse, en sten han ikke kan løfte – er Gud almægtig.

    Men bevares, det er da interessant nok at grunde over spørgsmål som: Kan Gud begrænse sig selv? Hvordan kan Gud stole på sin egen selvopfattelse? O. s. v. Ork, der kan stilles talrige spørgsmål, ved grubleren.

    – – –

  2. ricardtriis siger:

    @ Morten!
    Tak for dit svar.
    Du har muligvis ret. Der er noget her, jeg ikke helt har tænkt igennem. Jeg mindes en historie, som Henrik Benzon engang læste i radioen – hvem forfatteren var, har jeg glemt – den beskrev Guds ensomhed, fordi alle englene altid lod ham vinde i skak. Først, da Gud fik skabt mennesket, fik han sig en modstander, der virkelig var opsat på at vinde. Hvad der så videre skete, husker jeg ikke. Men altså: Har Gud ved at skabe et menneske, der på én eller anden måde er et frit væsen, afgivet noget af sin almagt?
    Muligvis.
    Man kan vist også stille dette spørgsmål til evolutionsbiologien. Som tiden er gået, har det ene område efter det andet udskilt sig fra det grundlæggende område: fysikken. Kemien først, dernæst biokemien, biologien, den biologiske udviklingslære med genetik og geologi og meget andet tilknyttet sig, menneskets tilblivelse, herunder sprogets opkomst, osv., osv. Vi mennesker er så løbet bag efter denne udvikling og har dannet os en række videnskaber, der hver gang har måttet udvikle nye redskaber og teknikker for at kunne bemestre også denne del af udviklingen. Men ved hvert nyt trin, videnskaben har måttet tage, har man taget årsagssætningen med sig. Først med menneskets udvikling er det spørgsmål dukket op: har mon den naturlovsbestemte udvikling kunnet frembringe ikke-naturlovsbestemte individer?
    Altså teologiens problem dukker op på videnskabens område.
    Sjovt, ikke!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s