Dette lille indlæg skal handle om en mærkelig forskel mellem Damaskus i 740 og Cordoba i 855. Forskellen kan skyldes en tilfældighed, men den kan også skyldes, at det først var på ét eller andet tidspunkt i slutningen af 700-tallet, at de arabiske herskere knyttede den muslimske religion til sig og begyndte at herske ud fra dennes teologi.
Som jeg har fortalt i et par tidligere indlæg, er den almindelige, muslimske historie om koranens tilblivelse under ”angreb” fra en række vestlige forskere. Én af dem, Karl-Heinz Ohlig, har jeg tidligere haft under min lup, se her. Her skal han så holde for igen. Grunden til det er, at han ikke har blik for den forskel, jeg her vil gøre opmærksom på. Og den er naturligvis også, at jeg betragter den forskel som væsentlig.
Sagen er den, at den græske kirkefader, Johannes Damasceneren, der døde omkring 750, som tidligere nævnt har skrevet et værk ”Mod kætterne”, hvori han under nummer 100 nævner det muslimske kætteri, se en engelsk oversættelse af dette afsnit her. Det, der i denne henseende skal bides mærke i, er, at han tilsyneladende har ført en række samtaler med forskellige muslimer. Han er kommet med indvendinger imod noget, de påstår, og han fortæller så, hvad de har haft at sige til denne indvending. Omvendt gør han også rede for deres indvendinger imod punkter i den kristne teologi og fortæller, hvad han har at svare dertil. Naturligvis er denne samtale formet, så det er den kristne part, der ”vinder”, men det er ikke det, der her skal fremhæves. Det er kun det forhold, at Johannes tilsyneladende uden fare for sit liv og helbred har kunnet føre samtaler med muslimske teologer.
Naturligvis kan man også tænke sig, at dette, at han udformer sin omtale af det muslimske kætteri som en slags samtale med diverse muslimer, kun er et retorisk trick, der skal gøre hans beskrivelse mere interessant. Men det gør i sammenhængen her ikke den store forskel. For det, jeg her vil påpege, er blot, at der tilsyneladende ikke på hans tid fandt nogen forfølgelse af de kristne sted, og at Johannes åbenbart kunne skrive, som han gjorde, oven i købet medtage en ret grundig hån imod muslimernes profet, uden at miste hovedet af den grund.
På det punkt forholdt det sig helt anderledes i det spanske Cordoba hundrede år senere. En kristen præst, Eulogius, har skrevet en beretning om en række kristne, der i perioden 851-859 blev halshugget af de muslimske myndigheder i den daværende hovedstad for det muslimske Spanien, Cordoba. Omkring et halvt hundrede mennesker blev det til. Alle måtte de lade livet for det muslimske sværd.
Allerede i samtiden var der uenighed om, hvorvidt disse mennesker var ægte martyrer. Man hævdede imod dem, at de selv opsøgte martyriet ved offentligt at tale ilde om Muhammed. Eulogius forsvarede deres martyrstatus, men åbenbart ret forgæves; hans skrift blev i hvert fald næsten glemt, indtil man tilfældigt fandt det engang i 1500-tallet. En nutidig forsker, Kenneth Baxter Wolf, har her fremsat den formodning, at de mange martyrer, som ganske rigtigt selv fremprovokerede deres henrettelse, havde den hensigt med den mærkelige handling, at de ville sikre sig en plads i paradiset. Der var nemlig i den daværende kirke, siger Baxter Wolf, en meget streng bodspraksis. Den betød, at hvis man blot én gang havde modtaget bodens sakramente, blev man resten af livet anset for en bodssøgende, og det betød, at man gik til fortabelsen, hvis man igen begik en synd. Det har at gøre med en tolkning af Hebr. 6,4. For at undgå en sådan skæbne fik altså nogen den idé, at de ved at blive martyrer kunne komme direkte i himlen og slippe for al bekymring om deres frelse.
Det er muligvis denne opfattelse, der har fået en anden person fra det tidligere nævnte studiefællesskab, INARAH, Johannes Thomas, til i sin gennemgang af de tidlige spanske vidnesbyrd om islam, se her, tilsyneladende at undlade at betragte martyrerne fra Cordoba som ægte martyrer.
Det er imidlertid forkert. Vi er i midten af 800-tallet så langt fremme i den historiske udvikling, at der er skabt en forbindelse mellem den arabiske øvrighed og den muslimske tro, sådan at øvrigheden med sin magt er med til at beskytte den muslimske tro. Og tanken her er altså, at det har den muligvis ikke været på samme måde hundrede år tidligere i Damaskus.
Én af martyrerne, præsten Perfectus, kan på ingen måde siges at have provokeret den muslimske øvrighed. Eulogius beretter, at han direkte bliver udspurgt af nogle muslimer om sin tro. Og så hedder det:
Han tog så fat på med uld i mund at sige noget om Kristi magt og bekendte, at han var Gud, velsignet over alt i evighed, og sagde så højt: “Jeres spåmand, hvordan han anses af katolikker vover jeg ikke at fortælle jer, for jeg tvivler ikke på, at I derved vil blive meget alvorligt sårede; men hvis vi kan indgå en venskabspagt og hvis I vil give mig jeres ord på, at I ikke efterstræber mig, vil jeg sige, med hvilket evangelisk vidnesbyrd han betegnes eller med hvilken ærbødighed han dyrkes af de kristne”. De gav ham bedragerisk deres ord og tvang ham til, drevet af angst, at fortælle, hvad man regnede Muhammed for blandt de fromme. Hertil svarede den kloge præst på arabisk dem, at han var en falsk profet og en falsk læremester, fordi han havde forført mange, og ud fra evangeliet sagde han: “Mange falske profeter skal komme i mit navn og lede mange vild, og de skal komme med store tegn og undere, så at de om muligt fører endog de udvalgte vild”. Herudfra er blandt dem jeres profet den værste, besat af den gamle fjendes blændværk, forlokket af dæmoners bedrag, hengivet til onde menneskers bespottelser; han ødelægger mange tvivlrådiges hjerter med sin dødelige gift og giver dem den evige fortabelses snarer i vold. Således er der ingen særlig viden der passer til deres tro på deres fyrste Satan, eftersom han selv kommer til at lide helvedes allerhårdeste pinsler og I også følger efter ham og han regner det for en uudslukkelig brand, der er antændt. For hvordan skulle det menneske regnes for en profet, eller hvordan skulle han undgå at straffes med den himmelske forbandelse, han, som forblændet af en barbarisk ret tog Zainab, sin slægtning Zaids hustru, som sin pryd, ligesom hingst og hoppe, i hvilke der ikke er forstand, og knyttede sig sammen med hende på skøgemanér, og hævdede, at det var bestemt efter en engels befaling? (Se her).
Muhammeds affære med Zaids hustru, Zainab, omtaler Johannes af Damascus også. Det gør han på denne måde:
Mamed havde en bekendt ved navn Zaid, hans hustru var meget smuk, og Mamed begærede hende. Da de engang sad sammen, sagde Mamed: ‘Hør du, Gud har befalet mig at tage din hustru’. Han svarede: ‘Du er apostel, gør, som Gud har sagt til dig, tag min hustru’. Eller han sagde snarere til ham – for at begynde historien forfra: ‘Gud har befalet mig, at du skal skille dig fra din hustru’. Og han skilte sig fra hende. Da der så var gået nogle dage, sagde han: ‘Jamen, Gud har befalet det, for at jeg kunne få hende’. Så tog han hende og bedrev hor med hende og opstillede denne lov: ‘Den, der vil skille sig fra sin hustru, hvis han efter at have skilt sig fra hende vil vende tilbage til hende, skal en anden gifte sig med hende. For det er ikke tilladt at tage hende, hvis hun ikke er blevet gift med en anden. Hvis en bror har skilt sig fra sin hustru, så kan hans bror, hvis han vil, gifte sig med hende’.
Johannes mener, at denne affære var årsag til, at Muhammed opstillede den regel, at man ikke uden videre kan vende tilbage til den kvinde, man har skilt sig fra, først må en anden have været gift med hende. Dette svarer til sura 2,230.
Hans formulering er også lidt famlende. Det er det såmænd ikke noget at sige til. Det, der står i koranen, og som måske ikke var færdigredigeret på Johannes’ tid, er ret kryptisk. Jeg har beskrevet det nøjere her. Og indrømmet, det er en ganske besynderlig historie, som man godt kan møde med en passende forargelse. Hvilket jo altså både Johannes og Perfectus gjorde.
Lad os høre, hvad der videre hændte Perfectus:
Men ved denne lejlighed gennemførte Guds tjener sine nødvendige ærinder og vendte efter at have fuldført dem tilbage til sin celle, hvor han i nogen grad var sikker. Men der skete så det, efter ikke særlig lang tid, da han igen var nødt til at gå i byen i et ærinde, at han tilfældigt traf på dem, med hvem han tidligere var raget uklar. Da nu hans modstandere så ham komme et stykke borte, forrådte de det evige løfte, de havde aflagt overfor ham til en åbenlys brand og for at hævne sig på deres spåmand, opfordrede de de omkringstående på følgende måde: “Se, dèr har vi ham, som tidligere i et frækt vredesopvækkende vanvid fremførte forbandelser imod vores spåmand — må Gud være ham nådig og frelse ham! — som ingen af jer vil kunne tåle, hvis I havde hørt dem”. Men den slags velsignelser brugte de altid om ham: ‘Zalla Allah Halla Anabi Ua Zallen’, det vil på latin sige: “Gud være nådig imod profeten og frelse ham”. Og således, som sværmende bier, stod hele denne rasende fortabelsens hob op imod ham, greb ham og førte ham med al mulig hast frem for dommeren …. (?) og fremførte følgende vidnesbyrd imod ham: “Ham her, kære dommer, som vi har ført frem for din ærværdige domstol, om ham har vi erfaret, at han har forbandet vores profet og vendt sig imod hans skikke. Men hvilken dom der vil kunne tvinge den slags frækhed og holde den slags vanvid tilbage, det vil du, kloge dommer, bedst vide”. Da overgav dommeren den kommende Guds martyr til det uretfærdige tugthus, lagde ham i jern og tvang ham til at bære de ubærlige lænker, men udskød henrettelsen til den dag, da de [var færdige med at] dyrke påskefesten hos sig med deres profane riter. (Se her).
To ting kan man lægge mærke til her. Den fromme vane, muslimer også i vore dage bruger, med hver gang de nævner Muhammeds navn at bede Gud velsigne ham, den har gamle aner. Nøjagtig den samme tradition, fortæller Eulogius, havde man på hans tid. Det andet er, at ramadanen her kaldes ”påske”. Det er i nogen grad brænde til Inarah-teologernes bål. For det kunne tyde på, at man indenfor kristenheden endnu ikke rigtig havde afgjort med sig selv, om man skulle betragte islam som en helt ny religion eller ”kun” som en kættersk afdeling af kristendommen. Og det sidste er just, hvad disse teologer hævder, forøvrigt med støtte i Johannes Damasceneren.
Blot vil jeg altså mene, at man måske ud fra forskellen på Johannes Damascenerens og Perfectus’ vilkår, når de diskuterer med muslimer, kan drage den slutning, at det først er i slutningen af 700-tallet, at de arabiske fyrster har tiltaget sig kalif-titlen og i forbindelse dermed betragtet sig som profetens efterfølgere.
Men om det også betyder, at koranens jihad-ord ikke går tilbage til Muhammed, er ikke godt at vide. Ohlig refererer en vis Jakob fra begyndelsen af 600-tallet. Han refererer en broder, der har spurgt en lærd kristen, om den profet, der nu huserer i området, kan være en ægte profet. Hertil svarer profeten, at han må være en falsk profet. For profeter kommer ikke med våben og sværd, se Ohlig her.
Nå, dette var endnu en flyvetanke om koranens tilblivelse. Men jeg vil nu mene, at det er ret afgørende at finde ud af, hvornår jihad-tanken kom ind i billedet. Og det giver Inarah-teologerne ikke rigtig noget svar på.
ricardtriis 