Barmhjertighed contra retfærdighed

Spørgsmålet om, hvorvidt vort europæiske demokrati kan klare den nuværende udfordring med de mange migranter, der strømmer ind over grænserne, skal her behandles fra en lidt anden vinkel end den sædvanlige.

Spørgsmålet er, om et demokrati, her det europæiske eller de europæiske, formår at fastholde grænsen mellem retfærdighed og barmhjertighed. Spørgsmålet er, om vore demokratier kan fastholde den lutherske skelnen mellem det gejstlige regimente og det verdslige regimente. Spørgsmålet er, om man, som diskussionen pågår her i Europa, kan fastholde, at der er og må være forskel på statens og den enkeltes reaktion på de nødssituationer, der opstår ved Europas grænser.

Vi kan iagttage, at hverken medier eller politikere, som de er flest, gør nogetsomhelst forsøg på at fastholde retfærdigheden som det princip, der må handles efter. Alle prøver i stedet at handle ud fra barmhjertigheden. Det har man gjort gennem lang tid. Og nu hævner det sig.

På det norske Human Rights Service’s hjemmeside er der en gennemgang af en artikel, som Human Rights Service’s leder, Hege Storhaug, skrev omkring år 2000 om, hvordan pakistanere kom ind i Norge i 1970erne, se her. De kom på turistvisum, fortæller hun, og da de ikke havde penge til at forsørge sig selv, trådte forskellige godhjertede mennesker til, i og udenfor det offentlig system. Man fiflede tilpas med reglerne, så de kunne få lov at blive og få lov til at arbejde, for det var jo nogle stakler, man havde for sig. Overskriften er talende: ”Gode formål – gale følger?”

Hvilket viser, at dette, at staten tilsidesætter sin retfærdighedspligt og udøver barmhjertighed på borgernes vegne, er en ganske gammel foreteelse.

Og nu i vore dage, nu har man uhyre svært ved at komme ud af den klemme, man har anbragt sig i. Der er jo ét problem, man ikke har taget under overvejelse midt i al sin barmhjertighed, nemlig dette: Hvilket billede af situationen skaber man i modtagernes hoved?

Der er ingen tvivl om, at der i mange afrikaneres hoved er skabt et billede af, at Europa er et godt sted at være. Og det billede lader sig ikke viske ud af nok så mange annoncer i diverse dagblade. Mennesker kommunikerer i vore dage med hinanden på en helt anden måde end tidligere. Og det er givet, at mennesker i Afrika stoler på de afrikanere, der er nået frem til det forjættede land, Europa, og ikke blot fortæller, hvilke gode vilkår de lever under, men også beviser, at det er gode vilkår, ved at sende penge tilbage til forældre og slægtninge i oprindelseslandet. Det ønske om at få del i disse goder, der på den måde opstår i hovederne på de fleste afrikanere, er på det nærmeste uudsletteligt.

Et tilsvarende billede er skabt i hovederne på folk i Mellemøsten. Men hverken det ene eller det andet sted nytter det noget med den slags billeder. Det er med dem som med de billeder, talløse film har skabt i vores hoveder af livet blandt de rige i Amerika: vi kan drømme om en sådan tilværelse, vi kan synes, det er morsomt og betagende og spændende, men vi véd jo godt, at vi aldrig kommer til at opleve en sådan verden indefra.

Derfor har det afgørende betydning med de billeder, der skabes i både mellemøstlige og afrikanske hoveder i kraft af de migrationsstrømme, vi har set igennem de seneste år. Det er jo en anden slags billeder. Og disse billeder fortæller, at drømmene om en europæisk tilværelse ikke er uopfyldelige, der er mulighed for at ombytte en tilværelse i et fattigt land uden fremtid med en tilværelse i Europa. Og det er disse mange billeder i disse mange menneskers hoveder, der er et farligt sprængstof. Det er disse mange menneskers ønsker om livsopfyldelse i Europa, der nu udgør en dødelig fare for de europæiske samfund.

Men meget få gør sig klart, at disse billeder er skabt af os europæere, og skabt, fordi vi har villet være barmhjertige i stedet for retfærdige.

Det er gået stille og umærkeligt for sig. I begyndelsen, da antallet var lille, syntes jo ingen, at det betød noget særligt, at migranterne opførte sig, så de overtrådte alle regler om god opførsel til søs: man bragte sig selv i havsnød, man overfyldte bådene, man sejlede ofte ud i alt for hårdt vejr med alt for dårlige fartøjer. Men det så europæerne stort på. For der var jo tale om stakler, der både var i nød, før de tog til havs, og i nød, da de var kommet til havs.

Havde retfærdigheden skullet gælde, skulle nogen være draget til ansvar for disse overtrædelser. Men dels havde jo de egentlig ansvarlige, menneskesmuglerne, forputtet sig, og dels havde man ikke, hverken i medierne eller blandt politikerne, lyst til at stille retfærdighedsspørgsmål til migranterne. De skulle rigtignok omfavnes af den europæiske barmhjertighed og ikke mødes med noget retfærdighedskrav om at blive stillet til ansvar, mente man.

Jovist, men hvorfor overhører man Luthers advarsel, når han siger, at der ikke kommer noget godt samfund ud af det, hvis man vil styre samfundet med evangeliet?

Vi ser jo nu, at han har ret. Ikke blot, fordi vores barmhjertighed, altså den statslige, den officielle barmhjertighed, bliver misbrugt efter alle kunstens regler af menneskesmuglerne. Også fordi denne barmhjertighed i hovederne på befolkningerne i Mellemøsten og Afrika lynhurtigt forvandler sig fra noget, man da er behørigt taknemlig over, til noget, man har krav på, noget, man kan regne med.

I Uffe Dreesens reportage for TV2 forleden så vi det, se her. En ung mand – velbarberet, hvordan han så er blevet det efter 3 dage i regnen – var meget forarget: hvor er hjælpen, vi fryser, vi har ikke tag over hovedet. Dreesen kunne supplere med, at de arme mennesker først have tilbragt tre dage under en bagende sol, dernæst to dage i øsende regnvejr. Det lød næsten, som om også disse vejrforhold var vores skyld, i hvert fald var det noget, vi burde tage højde for, hvem ”vi” så end er. Og for at gøre reportagen til en fuldendt snøftreportage berettede han, at han og fotografen udover at være våde af regnen, også havde våde kinder af de tårer, de måtte fælde over de mange sørgelige skæbner, de så. Hvilket afslører, hvilke tanker Dreesen har til hensigt at anbringe inde i vores hoveder.

Men ikke ét spørgsmål stillede han til migranterne om, hvorfor de havde bragt sig selv i denne vanskelige situation, hvorfor de havde ladet sig overtale til at tage ud på det, der nu synes at være en dødssejler. Det er jo ikke nogen naturkatastrofe, vi er vidne til. Vi har med mennesker at gøre, som med viden og vilje er taget af sted for at komme et bestemt sted hen, og som så vil hjælpes af os europæere ved at give sig ud for at være kommet uforskyldt i nød. For ikke sandt, vi plejer jo at hjælpe mange andre med vore skattepenge, så det er tæt på, at disse mennesker har krav på at blive hjulpet. Men de er jo ikke kommet uforskyldt i nød, de har selv bragt sig i en umulig situation.

Dagens overskrift: ”Jeg ved godt, vi kommer her og skaber en masse ulejlighed, men vi er mennesker, ikke dyr” (Jyllands-Posten, ikke online). Sagt af en migrant. Det er det rene vrøvl, men gengives af den vestlige journalist som en opfordring til os om at ”åbne vore hjerter”. Jamen, hvis de er mennesker, hvorfor kan de så ikke forstå, at de må rette sig efter politiets og grænsevagternes anvisninger? Hvorfor mener de så, at de selv kan benytte sig af magtmetoder – flere hundrede stormede på én gang imod grænsen, så de altfor få soldater slet ikke kunne hamle op med dem – mens de vender sig imod den lovlige øvrigheds magtanvendelse?

I gamle dage vidste man jo godt, at man ikke sådan lige kan rejse til et fremmed land for at søge lykken dèr. Men i kraft af alle de barmhjertighedsgerninger, diverse stater har udøvet overfor migranter, har barmhjertigheden forvandlet sig til en rettighed. ”Tænker ingen på vore menneskerettigheder?”, kunne en af migranterne udbryde. Og en anden kunne næsten ”true” med at tage tilbage til Syrien. Underforstået: så kunne vi europæere stå tilbage med følelsen af ikke at kunne slå til.

Men én ting er de forventninger, der kan skabes i hovedet på folk i Mellemøsten og Afrika gennem det, der sker på Middelhavet. Noget andet er de følelser og opfattelser, som diverse journalister skaber i hovedet på deres europæiske medborgere. Hvis vi ville, kunne vi sådan set godt håndtére forventningerne hos vore mellemøstlige medmennesker. Men journalisterne gør i almindelighed, hvad de kan, for at vi ikke skal ville netop det. Det vil sige: de bliver ved og bliver ved med at påberåbe sig en politik baseret på barmhjertighed og glemmer ganske retfærdigheden.

Og det er noget, der virker. Ralf Pittelkow på Den korte Avis mener, at hele journalistskaren er en samling venstreorienterede individer. Det er der nok noget om. Men i tilfældet her er det ikke blot journalistens eventuelle venstredrejethed, der gør udslaget, det er lige så meget fornemmelsen for, at hvis man vinkler sagen som en enkeltsag, hvis man undersøger, hvordan et afslag virker på den enkelte flygtning, hvis man får ham eller hende til at stå med tårer i øjnene og forklare, hvordan hele deres tilværelse nu ligger i grus på grund af det afslag, de har fået, så får man godt Tv eller gode artikler i medierne. ”Følelsesporno” kalder man det, når det går over gevind. Men det virker, det giver seere, det giver læsere.

Det rejser følgende spørgsmål: Kan politikerne overfor dette pres fra medierne fastholde retfærdighedssynspunktet? Kan de blive ved med at hævde, at ”med lov skal land bygges”, for nu at citere Jyske Lov, når de hele tiden modarbejdes af medierne? Eller: Kan demokratiet blive ved med at bestå, når det selvsamme demokrati gennem reaktionerne på de mange migranter har skabt et barmhjertighedsideal både hos folket og hos medierne, som udelukker normal øvrighedsopførsel?

Noget af det, der kan give et vist håb, er det forhold, at folket i dette spørgsmål er langt foran både politikere og medier. Den brede befolkning ønsker ikke at blive udskiftet med fremmede, så de ad åre bliver fremmede i deres eget land. Det svenske folk har udvist en engleagtig tålmodighed overfor dets ledere, men synes nu at have fået nok. Trods en medieverden, der har gjort alt for at opdrage folket, blandt andet ved at bekæmpe det eneste indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterne, har folket alligevel givet dette parti dets stemme. Her fornylig endda i en meningsmåling gjort det til det største parti.

Hvordan går det til?

Ja, det sker i kraft af de alternative medier. Men det sker også i kraft af migranterne selv, den opførsel, de lægger for dagen, de handlinger, de begår.

Tag det, der foregå med de uledsagede flygtningebørn! Dem kommer der masser af til Sverige. For menneskesmuglerne har opdaget, at vel har svenskerne som alle andre ordentlige folk love og regler desangående, de ser blot gang på gang igennem fingre med dem. Sådan noget som gennem en lægeundersøgelse at fastslå, om den alder, ‘børnene’ opgiver – de påstår jo altid, at de er under 18 år – nu også er korrekt, nej, man nænner da ikke at mistænke de arme stakler for den slags løgn. Og at vise disse unge en sådan misforstået forståelse bliver så fluks udnyttet af menneskesmuglerne.

Eller tag bestemmelsen om, at Sverige ville give øjeblikkelig permanent opholdstilladelse til alle flygtninge fra Syrien. Udmærket! Især udmærket, hvis man kunne kontrollere, om nu også de, der påstod, de var fra Syrien, virkelig var det. Men den slags går man ikke i dybden med. De stakkels mennesker er jo traumatiserede. Igen: dette udnyttes på det skammeligste af menneskesmuglerne.

Eller tag de flygtninge, der skulle flyttes fra Malmø til Østersund i Mellemsverige. Ikke om de ville finde sig i denne flytning! Så de protesterede og blev siddende i bussen. Det hører naturligvis den almindelige svensker om, og det får ham til at stille sig selv det spørgsmål, om nu også disse flygtninge er så stakkels, som man vil gøre dem til.

Og nu sidst: Dobbeltmordet i Ikea, hvor en flygtning fra Eritrea, der stod for udvisning, ikke til sit hjemland, men såmænd bare til Italien, fik lov at gå frit omkring, indtil udvisning kunne finde sted, og så begik dette mord. Ikke mindst mediernes og politikernes forsøg på at snakke udenom i denne sag har øget Sverigedemokraternes stemmeandel i meningsmålingerne.

Men medierne, også de danske, prøver hele tiden at servere nyhederne på en måde, så folk ikke skal få ”forkerte tanker”. Det er således ikke main-stream-medierne, der viderebringer følgende oplysning, men et alternativt medie som Avpixlat, se her. Her berettes det, at Røde Kors ville uddele nødhjælp til migranterne ved den græsk-makedonske grænse, men at pakkerne blev afvist af migranterne; pakkerne var ikke halal. Også det får almindelige mennesker til at sige, at helt så udmarvede som fremstillet er migranterne dog vist alligevel ikke.

Det er selvfølgelig heller ikke så rart for disse main-stream-medier at skulle fortælle, at mange migranter, så snart de er nået ind i Makedonien, tager en taxa til grænsen til Serbien. En taxa? Det dyreste befordringsmiddel? Kan det virkelig passe? Ja, fortæller journalisten, de har jo betalt tusinder af euro til menneskesmuglerne, og så betyder et par hundrede euro til en taxa ikke så meget. Nej, måske ikke. Men billedet af migranterne som stakler blegner noget med den oplysning. Derfor gemmes den lidt af vejen. Vi skal ikke forvente forsideoverskrifter med den slags oplysninger.

Så der er meget lang vej, før vi kan få vore øvrigheder til at fungére som øvrigheder, det vil sige, få dem til at behandle også migranter efter retfærdighedens målestok, ikke efter barmhjertighedens.

Vi anser det f.eks. for vores pligt at hjælpe de migranter, der er sejlet ud fra Libyens kyst i synkefærdige plimsollere. Og sandt nok, de skal da reddes fra druknedøden, hvis de er ved at gå til. Men at redde dem fra druknedøden er én ting, at lade den komme ind i Europa noget helt andet. Hvis vi sejler dem tilbage til Libyen, har vi også reddet dem fra druknedøden. Blot skal vi naturligvis være klar over, at vi skal møde sådanne migranter med en overtallig styrke. For de er blevet så besatte af tanken om at komme til Europa, og de har betalt menneskesmuglerne så mange penge for overfarten, at de er i stand til temmelig meget for at få deres vilje igennem.

Men bare at få vore øvrigheder til at gennemføre en sådan foranstaltning, er, som det ser ud for øjeblikket, en komplet umulig opgave. Hvad man ellers har af forslag til, hvordan migrantstrømmene kan ophøre, bygger mest på ønskedrømme og har i hvert fald ikke taget hensyn til de yderst forståelige drømme, migranterne har. For de lader sig kun holde tilbage af kontant handling.

Et demokrati må som andre styreformer underordne sig de regler, der gælder for menneskelivet, herunder den regel, som er formuleret i Jyske Lov, at ”med lov skal land bygges”, og som Luther har taget op med sit skel mellem gejstligt og verdsligt regimente. Det skel ser man ud til fuldstændig at have ”glemt” i den demokratiske diskussion i vore lande. Her vil man ikke bygge på ”lov”, men på barmhjertighed.

Hvor længe kan det blive ved med at gå? Tja, det vil fremtiden vise.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s