Samaritanitis

I dag er det 13. søndag efter trinitatis. Så skal der prædikes over lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Og præsten i den kirke, jeg frekventerede, holdt sig ikke tilbage. Der var sket så meget i den forløbne uge, at hun syntes, hun måtte give den hele armen. Og så meget ”arm” gav hun den da, at hun prøvede at få os til at forstå, at vi havde et medansvar for drukneulykkerne på Middelhavet og for lastbilkvælningsdøden i Østrig. Jeg véd nu ikke, om hun fik os til at gå med til det. Og det var også, som om hun afsvækkede lignelsens betydning til sidst, hvor hun hævdede, at den barmhjertige samaritaner i virkeligheden var Jesus: han havde betalt for at få os helbredt.

Den drejning af lignelsen har jeg hørt før. Og den er efter min bedste overbevisning forkert.

Mere rigtig var en overvejelse, hun kom med undervejs: hvis samaritaneren den ene uge efter den anden traf på en overfalden og hjalp ham, så måtte han af etiske grunde henvende sig til øvrigheden for at få den til at gribe ind overfor et sådant røveruvæsen.

Men medansvar for drukne- og lastbilulykker? Jo, måske har vi det, men i så fald ikke på den måde, hun tror. Hun tror, vi har medansvar, fordi vi har gjort for lidt, jeg, at vi har det, fordi vi har gjort for meget.

Vi har hjulpet menneskesmuglerne, og vi hjælper dem stadig, når vi tager imod migranter, som om de er flygtninge. Menneskesmuglerne er jo afhængige af, at der i hovederne på flygtninge i flygtningelejre i Tyrkiet og Jordan findes forestillinger om, at man kan få et bedre liv i Europa. Disse forestillinger fodrer vi gevaldigt på med hver migrant, vi redder på Middelhavet, og med hver, vi modtager, som om han var flygtning. Det er vort ansvar, at der dannes sådanne forestillinger i hovedet på alle disse mennesker, og at disse forestillinger får dem til at give sig selv med liv og ejendom i hænderne på menneskesmuglere.

Og det er nu min påstand, at når vi handler, som vi gør, vi danskere og europæere, hænger det sammen med, at vi lider af en sygdom, der hedder ‘samaritanitis’. Vi afspiller for vort indre øje lignelsen om den barmhjertige samaritaner – med os selv i rollen som samaritaneren, naturligvis – og ud fra den lignelse bedømmer vi, hvad næstekærlighed er. Og da nu alle disse migranter jo kommer og banker på vor dør – ja, altså vort lands død – så må vi naturligvis ud fra lignelsen handle sådan, at vi tager dem indenfor og passer og plejer dem. Det forekommer de fleste ganske indlysende. Og vil nogen hævde, at vi ikke skal hjælpe disse mennesker, fordi vi har nok at gøre med at integrere de muslimer, vi allerede har modtaget, så bliver vi betragtet som identiske med den præst og den levit, der så den overfaldne, men gik forbi. Eller vi betragtes som mennesker, der – som man så poetisk sagde for en ti-tyve år siden – vil fodre vores indre svinehund.

Allerede med det udtryk gik debatten i baglås. Den blev i den grad præget af moralske forestillinger, hvor vi modstandere af alt for stor indvandring blev gjort til de umoralske, at det var umuligt at komme ud af disse skyttegravsstillinger. Og det bliver naturligvis ikke bedre af, at jeg nu er nået frem til at betegne mine modstandere i denne debat som ‘samaritanister’, dvs., farisæere, der kun ser på den ydre gerning, ikke på, hvilke konsekvenser den har. Det gjorde jeg første gang for godt et halvt år siden, se her, og den betegnelse tager jeg frem igen i dagens anledning. Og indrømmet, med den betegnelse gør jeg det samme som mine modstandere: jeg ser ikke på sagen, men på et påstået bagvedliggende, delvis uerkendt motiv, nemlig det, at man vil kunne fremhæve sig selv og nedvurdére andre.

Men selv om man således måske vil sige, at jeg med denne betegnelse i lige så høj grad låser debatten fast som mine modstandere, gør jeg det ikke desto mindre for om muligt at låse den noget op. Man kan nemlig sige, at deres ‘samaritanisme’ forhindrer dem i at se visse kendsgerninger i øjnene. Og denne blindhed afslører dem, men ikke mig.

Men der er andre ting, der virker stærkere end mine ord. Derom senere.

Med betegnelsen ‘samaritanist’ vil jeg påvise, at mine modstandere ganske usagligt gør alle migranter til stakler. Det gjorde jeg i ret stor stil i det førnævnte blogindlæg, og det vil jeg gøre her med et par opdateringer.

Den første stammer fra Peter Olesen. Han skriver med mellemrum en klumme i Kristeligt Dagblad og har én gang skrevet om flygtningeproblemet. Den fik 1500 likes og det har givet ham så meget blod på tanden, at han den 28-8 gentager succes’en, se her.

Allerede i overskriften røber han sig: ”Man flygter ikke for sjov, men for sit liv”. Så er modsætningen sat op. Men det er jo ikke den sande modsætning. Der er ingen, der flygter for sjov, ganske rigtigt, men der er mange, der flygter, fordi deres situation, hvor de er, forekommer dem håbløs. De flygter ikke for at redde deres liv, men for kunne forbedre deres liv. Men denne skelnen mellem migranter og flygtninge kan Peter Olesen ikke bruge. Hvorfor ikke? Fordi disse mennesker skal være stakler, hvis han skal være barmhjertig samaritaner. Han lider af samaritanitis.

Det dukker op igen lidt senere. Her skriver han:

Mens vi lå på standen en dag, kom et højttalende par gående forbi og sagde, efter at have nærstuderet den forladte grå flygtningebåd på dansk: ”De rejser jo med fly nu om dage. Og har penge på lommen. Og så er de krævende, når de kommer frem.”

Jeg skammede mig da over at være landsmand med det kvindfolk, der i sin store visdom og formentlig i velstand udtalte ordene. Hun var i øvrigt udstyret med en såkaldt Amager-nummerplade tatoveret hen over lænden (tatovering over bagdelen, red.) Jeg håber, vi var de eneste, der forstod.

Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og ligesindede stadig mener, at folk flygter for sjov og for deres fornøjelses skyld, så skam jer! Ikke så lidt endda.

Som sagt er der ingen, der mener, at disse mennesker flygter for sjov, hverken kvinden med amagernummerpladen eller Inger Støjberg. Men det er vist også nok til at holde Peter Olesens forargelse i kog blot at mene, de ikke skal have asyl herhjemme. (Se hvad en amagernummerplade er her).

Den 29-8 havde Kjeld Holm en klumme, hvor han søgte at relativere begrebet sammenhængskraft, se her. Og ak ja, man merkt Absicht und man wird verstimmt. Hensigten er åbenlyst den at gøde jorden for modtagelsen af flere indvandrere. Det går ud over den folkelige sammenhængskraft, siger vi indvandringsmodstandere. Såmænd gør det ej, lyder det fra Holm, og forøvrigt, hvad er sammenhængskraft? Betyder det noget? Han slutter med følgende svada:

Men andre ord, sammenhængskraften er et fænomen, den enkelte er ansvarlig for og skal turde forme. Det er ikke givet på forhånd og kan derfor heller ikke blive en uimodsagt ideologi.

Det er vel også det, kristendommen går ud på, og kirken skal forkynde, at man ikke kan danne menigheder om sine egne meninger, heller ikke om, hvor godt vi hænger sammen.

Det er ikke helt let at finde ud af, hvad han mener. Men det gør heller ikke noget. For relativeringen af sammenhængskraften er gennemført af ham. Og så har han nået sit mål.

Nu har der imidlertid her den 25-8 været et interview i Jyllands-Posten med Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm, og han kaster grus i maskineriet for diverse ‘samaritanister’. Han siger bl.a.:

Vi har en historisk ubalance mellem det kæmpehøje flygtningetal og migranter og så verdens kapacitet til at give dem beskyttelse og hjælp. Vi risikerer, at modsætningerne mellem flygtninge og migranter på den ene side og lokalbefolkningerne på den anden går helt skævt og eskalerer, og i mine øjne står vi over for et decideret ragnarok-scenarium.

Jamen, hvad er nu det? Skal vi virkelig høre den slags fra Andreas Kamm? Kjeld Holm kunne i sin tid sige om de folkevandringer, der i 500-700 forårsagede store lidelser i Romerriget, at, ja, Romerriget gik under, men det var jo ikke verdens undergang, se her. Men det mener Andreas Kamm ikke. Det hedder senere i interview’et:

Men svaret er ikke, at »Europa importerer overskudsbefolkningerne«, lyder det.

»Vi kan ikke være forpligtet til at ødelægge vores eget samfund. Vi må stoppe før det, hvis vi overhovedet kan,« siger han [Andreas Kamm, rr].

Og for at det ikke skal være løgn, følger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl i Kamms fodspor. Han siger:

Der er ingen tvivl om, at der er et stigende skel mellem det antal migranter og flygtninge, befolkningerne i Europa synes, de kan håndtere, og det antal, der rent faktisk er. Hvis vi ikke får begrænset antallet, så bliver der uoverstigelige problemer. Og de bliver værre end det, vi kender til i dag. (Se her).

Er også Anders Ladekarl blevet omvendt? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og helt omvendt er han da heller ikke blevet. Senere i interview’et hedder det:

Det her er i virkeligheden et udtryk for, at hele det europæiske samarbejde på flygtningeområdet er kollapset.

Ligegyldigt hvor mange kilometer pigtråd der bliver lagt ud, eller hvor meget militær der bliver sat ind, så hjælper det ikke. Flygtningene finder blot andre veje ind i Europa.

Det var Spanien for et års tid siden. For nogle måneder siden var det Italien. Så blev det Grækenland, og nu er det Ungarn. Når der bliver lukket et hul, finder flygtningene et nyt,« siger Anders Ladekarl, som frygter, at situationen ender med at komme helt ud af kontrol.

»På et eller andet tidspunkt bliver Europa nødt til at finde løsninger, som begrænser migrations- og flygtningestrømmene og gør os i stand til at håndtere den strøm, der så kommer, i fællesskab. Ellers bliver det næste, at der bliver skudt efter flygtningene, når de står ved grænsen til Østrig, Polen eller et helt tredje land. Og ingen ønsker vel, at vi kommer dertil.

Som man kan se, dukker her det kendte argument op, at vi ikke kan standse flygtningestrømmen (og de kaldes stadig ”flygtninge”). Har Ladekarl da ikke lagt mærke til, at migrantstrømmen via Spanien er tørret meget ind. Dels i kraft af pigtråd omkring de små spanske enklaver på Afrikas nordkyst, dels i kraft af aftaler, som Spanien har indgået med Senegal og Marokko.

Det kunne Grækenland vel også gøre med Tyrkiet, hvis Grækenland da vil. Men naturligvis, Italien kan nok ikke gøre det med Libyen, i hvert fald ikke i fuldt omfang. Men noget kunne man nu nok opnå. Så at vi ikke kan bremse migrantstrømmen, det passer simpelthen ikke.

Og den løsning, Ladekarl foreslår, er da heller ikke meget værd:

Vi er nødt til at tage meget drastiske metoder i anvendelse. Vi bliver nødt til at lave en marshall-plan (amerikansk hjælpeplan til Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, red.) til de lande i nærområderne, som huser millioner af flygtninge.

Der skal ikke bare en massiv og øget hjælp til de flygtninge, der er i lejrene i Tyrkiet og Libanon, men også til de samfund, som huser dem.

En sådan ”marshall-plan” vil jo være tiår om at få virkning. Og i mellemtiden vil migranter strømme ind i Europa, hvis vi ikke bremser med pigtråd og andre drastiske metoder.

Nu den 29-8 havde Lars K. Christensen et indlæg i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Selvfølgelig kan Danmark tage flere flygtninge”, se her.

Han irriteres over Andreas Kamm og Anders Ladekarl. Hvorfor kommer de med disse udmeldinger lige nu? Selv mener han, at vi godt kan tage imod flere, end vi gør nu. Og så følger en række oplysninger om, hvor mange migranter de forskellige lande tager imod pr. indbygger. Norge tager tre gange så mange, og Sverige fem gange så mange pr. indbygger som vi. Og, føjer han til, vist uden at tænke sig om: ”Er Sverige et land i ragnarok?” Vi er mange, der efter det, vi hører, vil mene netop det om Sverige.

Men til sidst fremdrager han med stor moralsk patos landene i nærområderne:

De lande, der for alvor huser store mængder flygtninge fra krigene i Mellemøsten, er landene i nærområderne: Tyrkiet, Jordan og frem for alt Libanon, som huser 232 flygtninge pr. 1000 indbyggere – eller 72 gange så mange som Danmark, relativt set. Og så tager vi bare højde for befolkningsstørrelsen, ikke forskellen i rigdom mellem landene.

Skal vi sige til befolkningerne i de lande, hvoraf de fleste er langt fattigere end den gennemsnitlige dansker: Beklager, I må klare jer selv, for hvis vi giver yderligere en hånd med, så skaber det bare for meget uro her hos os?

Javist, sådan er tallene. Men, kære Lars K. Christensen, betyder det så, at du mener, vi skal sørge for flytransport fra Beirut til Danmark, indtil der er en mere ligelig fordeling? Måske ikke. Men hvorfor i grunden ikke. Det, vi siger for øjeblikket igennem det, vi gør, er jo: ”Beklager, I må tage jer af de fattigste flygtninge, de rige tager vi!” Er det bedre?

Indlægget slutter således:

Sagen er jo, at der ikke findes et fast og én gang givet tal for, hvor mange flygtninge et land kan tage imod. Hvis et lands befolkning selv føler sig tryg, og hvis der er forståelse og sympati for de flygtende, så kan man rumme rigtig mange. Men hvis der bliver pisket en stemning op af frygt og usikkerhed, og hvis de, der flygter, bliver mistænkeliggjort, så kan selv en enkelt flygtning være én for meget.

Derfor betyder det meget, hvordan der bliver talt om udfordringen. Desværre har højrefløjen – og på visse punkter også Socialdemokraterne – været vældig gode til at sætte den dagsorden, der har gjort ”færre”, ”væk” og ”nej” til de mest brugte ord i dansk flygtningepolitik.

Så gode at selv nødhjælpsorganisationerne åbenbart nu er trængt i defensiven og føler sig kaldet til nærmest at undskylde det, som de selv burde stå for. Så på en måde forstår jeg måske alligevel godt Kamm, Ladekarl og de andre. Men jeg synes godt nok, det er trist at se på.

Når jeg mener, dette er et eksempel på ‘samaritanitis’, skyldes det, at denne sygdom får mennesker til at se bort fra en række ellers indlysende kendsgerninger. Det er en kendsgerning, at de fremmede, vi har modtaget, ikke har opført sig eksemplarisk. Danskerne og de danske medier pisker ikke noget stemning op af frygt, det sørger de indvandrede og deres efterkommere så udmærket for. Hvorfor tør Lars K. Christensen og de andre på hans hold ikke omtale det og forholde sig til det? Svar: Fordi sygdommen ‘samaritanitis’ får dem til at lukke øjnene for de eventuelle fejl eller mindre gode egenskaber ved migranterne. Når disse ”Gutmenschen” skal være barmhjertige samaritanere, så skal for enhver pris genstandene for deres barmhjertighed presses ind i rollen som uskyldige stakler.

Måske man nu vil sige: Hold dog op med at snakke udenom! Indrøm, at næstekærlighed er, hvad lignelsen opfordrer til! Og indrøm, at du med din holdning til flygtninge går stik imod det, der lignelsens hensigt!

Jeg er derfor nødt til at slutte med at vende en sådan anklage om. Det er ikke mig, der går imod næstekærlighedsbudet, det er alle disse ”Gutmenschen”. Og det er sygdommen ‘samaritanitis’, der gør, at de ikke kan se det.

Vi har igennem lang tid villet være åh så gode. Vi har villet være barmhjertige overfor alle, der bankede på vor dør. Og vore sygdomsbefængte øjne har været lukkede for de uheldige langtidsvirkninger af vore handlinger. Dem er det, der viser sig nu.

Spanierne har været nogenlunde realistiske. De har set, at EU ikke kan hjælpe dem, og de har selv taget affære med bilaterale aftaler.

Grækerne har indtil for nylig patruljeret i Det ægæiske Hav over mod den tyrkiske grænse og sendt en række både tilbage. Det synes de at have ophørt med, og det opdager diverse menneskesmuglere med det samme, så det nu vælter ind med migranter. Og ja, grækerne skal vi jo også være gode ved, de står i en vanskelig situation med deres store gæld, og så ser vi igennem fingre med deres manglende bevogtning.

Og det kan vi jo gøre så meget lettere, som italienerne igennem lang tid har gjort det samme. Deres kystbevogtningstjeneste er ligesom den græske forvandlet til en kystredningstjeneste. Danmark har ‘hjulpet’ italienerne med et observationsfly, så vi kan få øje på de ‘skibbrudne’ helt nede ved Libyens kyst og bede ‘kystvagten’ komme til undsætning.

Det er fuldstændig skørt. Og det er totalt uetisk, det er imod alt, hvad der hedder næstekærlighed. Det kan aldrig blive næstekærlighed på den måde at gå menneskesmuglerne til hånde.

Disse mennesker spiller jo et kynisk spil på Middelhavet. Flygtningene skal lade, som om de er i havsnød. Og italienerne skal lade, som om de redder dem fra den visse død. Det skal helst se nogenlunde realistisk ud. Derfor sker der af og til ulykker. Og fordi vi med al vor godgørenhed spiller med på dette spil, er vi medskyldige i deres død.

Hvis vi vil befri os for den skyld, er vi nødt til både med magt at bremse strømmene af både til Grækenland og Italien og skære drastisk ned på antallet af opholdstilladelser, så vi kan omlægge trafikken til FN-kvoteflygtninge. Kun på den måde kan vi ødelægge menneskesmuglernes forretning.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s