Neokolonialisme

I det forrige indlæg her på bloggen prøvede jeg at forklare den europæiske elites mærkelige holdning med ordet ‘samaritanitis’. I dag skal det forsøges med ordet ‘neokolonialisme’.

Den iagttagelse, der ligger til grund for denne nomenklatur, handler både om de mennesker, der er indvandret i vort land, og om dem, der er på vej. I begge tilfælde er der tale om, at eliten betragter de fremmede, ikke blot som eksotiske væsener, der har noget spændende, fremmedartet og til dels uforklarligt over sig, men også som mennesker, der ikke fuldt ud er mennesker, som mennesker, man ikke kan tildele et ansvar, som mennesker, der i virkeligheden er børn, og som derfor må ‘opdrages’ af os, indtil de i nogen grad kan blive som os.

I forhold til vore hjemlige muslimer har vi anvendt den betragtningsmåde, at vi undskylder dem på alle mulige måder, helst på måder, der kan tildele os skylden for, at de gør, som de gør. Vi har derfor haft en betydelig berøringsangst overfor de overtrædelser, de gør sig skyldige i, og bag den angst ligger en fortælling om, at vi i virkeligheden ikke har modtaget dem på en god måde, en fortælling, der gør muslimerne til ofre for vores racisme.

Noget af det kan henføres til, at muslimer er særdeles letkrænkelige. Men temmelig meget af det kan nu også henføres til, at vi ikke kan betragte dem som andet end stakler. Vi spiller hele tiden dramaet om den barmhjertige samaritaner, og da vi med stor selvfølgelighed indtager rollen som samaritaneren, skal muslimen pinedød indtage rollen som stakkels røveroffer, hvad enten han vil eller ej. Eller – og det er så det nye billede i dag: Vi spiller rollen som dem med den højtudviklede kultur, og vi har derfor en forpligtelse til at drage alle andre folkeslag op til vores niveau, og for at kunne indtage denne rolle, må den fremmede betragtes som kulturelt underlegen, naturligvis uden at vi på nogen måde siger det.

Derfor undskylder vi dem, derfor ser vi igennem fingre med mange overtrædelser, derfor får de lov til at sætte deres præg på samfundet langt ud over det, som deres antal berettiger til.

Den samme holdning indtager vi overfor muslimerne i udlandet. Vi ser med en blanding af bekymring, medynk og foragt på de muslimske lande. Og vi har meget svært ved at komme frem til en betragtning af dem som ansvarlige mennesker. Og det er muligvis derfor, vi bøjer de regler, vi selv har opstillet.

Vi har opstillet en regel om, at ethvert menneske, der sætter foden på europæisk jord, herunder på et europæisk skib, og siger ‘asyl’, har ret til at få sin sag behandlet i det pågældende land. Den regel har vi ikke gjort nogetsomhelst for at få ændret, skønt netop den bliver udnyttet af menneskesmuglere på det groveste.

Hvorfor ikke?

Fordi vi ikke kan finde nogen at stille til ansvar for de overfyldte, synkefærdige både, migranterne ankommer i. Og migranterne selv, nej uha da, de er jo uskyldige, forfulgte mennesker, det er ikke for sjov, de begiver sig ud på en sådan farlig færd, som vi plejer at sige.

Kun i ét tilfælde blev der grebet ind med straffeforanstaltninger: Det var, da et muslimsk flertal i en båd smed kristne overbord. Man blev enige om at bede til Gud, men de, der bad på kristen manér, ud med dem! Det var alligevel for meget for italienerne, så de forsøgte at finde de skyldige og straffe dem.

Så har vi krævet af grækerne, at de skulle spare. Og de har sparet, i hvert fald på deres kystbevogtningstjeneste. Den græske flåde patruljerer ikke mere i Ægæerhavet, opbringer ikke mere både fra Tyrkiet og sender dem tilbage, hvad enten det nu skyldes sparekrav eller manglende vilje. Og så vrimler det over det smalle farvand med både, synkefærdige som de større skibe ved Italien og overfyldte som dem.

Men frem til de mere aktuelle begivenheder!

Sidste gang bragte jeg et citat om den lille dreng, der blev fundet druknet med hovedet i vandskorpen, og hvis billede har fremkaldt stærke følelser overalt, hvor det er dukket op. Forståeligt nok. Christian Skaug, som bragte citatet, var forsigtig med at bebrejde faderen noget, for han havde jo lige mistet sine to sønner og sin hustru. Det samme er en anden kommentator, Nina Hjerpset-Øslie, se her. Men hun bringer dog oplysninger, som gør det komplet umuligt at bebrejde vestlige lande noget i forbindelse med dette dødsfald. Oplysningerne har hun fra Wall Street Journal, som skriver:

Mr. Kurdi brought his family to Turkey three years ago after fleeing fighting first in Damascus, where he worked as a barber, then in Aleppo, then Kobani. His Facebook page shows pictures of the family in Istanbul crossing the Bosporus and feeding pigeons next to the famous Yeni Cami, or new mosque.

From his hospital bed on Wednesday, Mr. Kurdi told a Syrian radio station that he had worked on construction sites for 50 Turkish lira (roughly $17) a day, but it wasn’t enough to live on. He said they depended on his sister, Tima Kurdi, who lived in Canada, for help paying the rent.

Ms. Kurdi, speaking Thursday in a Vancouver suburb, said that their father, still in Syria, had suggested Abdullah go to Europe to get his damaged teeth fixed and find a way to help his family leave Turkey. She said she began wiring her brother money three weeks ago, in €1,000 ($1,100) amounts, to help pay for the trip.

Og se, nu er det jo langt vanskeligere at gøre det, vi plejer at gøre, når der sker drukneulykker på Middelhavet: at give vores strenge regler skylden. Hvis vi skal have skylden for noget, skal det da gå på, at vi ved at lade hånt om vore strenge regler giver håb til mennesker som Abdullah Kurdi, så det for ham og hans far forekommer at være en mulighed at betro sit liv til menneskesmuglere. Sådan tænker imidlertid ingen.

Men ingen tænker heller på, at det dog i grunden må være hans skyld. Selvfølgelig befinder han sig i en utilfredsstillende situation, som så mange andre syriske flygtninge. Men hvis vi nu tør gå ud fra, at han er et ansvarligt menneske, der selv må tage ansvar for, hvad han gør, kan vi så komme uden om, at skylden i hvert fald ikke er vor, men langt snarere hans (eller hans fars, om man vil)? Om man vil bebrejde Tyrkiet noget, er vel en smagssag, det land har vist nok at gøre med de mange syriske flygtninge.

Og det må vist desværre siges at være ret typisk for vore medier, at de undlader at bringe disse supplerende oplysninger om den lille drengs død.

Sådan gør de hele vejen op gennem Balkan til Budapest og Østrig i dag.

At Grækenland ikke registrerer migranterne, men blot sørger for, at de ekspederes videre til Makedonien, får vi ikke at vide. Vi ser blot billeder af lange rækker af ophidsede mennesker, der presser på for at komme igennem en grænse uden visum eller andre papirer.

Og fra Makedonien ser vi i sjældne tilfælde billeder af taxaer, der kører migranterne til den serbiske grænse. Ingen reporter undrer sig over, at migranterne har råd til det.

Men værst er det dog, når der skal rapporteres fra Ungarn. Så står reporteren pludselig i et dilemma: skal han bringe en klynk-reportage, der skaffer læsere, eller skal han lade de ungarske myndigheder komme lidt til orde?

Det ser ud til, at de fleste – i hvert fald på billedsiden – vælger det første. Vi ser en enkelt handicappet person, vi ser kvinder med børn (de er jo altid gode at fremkalde medynk med), vi ser store flokke af mennesker. Og af og til dukker der billeder op af mennesker, der opfører sig som en stor pøbel, mennesker, der véd, at de er de fleste, og at der ikke vil blive skudt på dem, og som derfor mener, de har ret til at modsætte sig myndighedernes påbud. Og så føler man sig da også tvunget til at fortælle, at disse mange mennesker er ophidsede, fordi de ungarske myndigheder vil registrere dem. Det nægter de, og så kan de ikke komme videre, siger myndighederne.

Hvilket er fuldstændig sandt ifølge Schengen-reglerne.

Men tror man, pressen har respekt for det? Nej, overhovedet ikke. Man holder i den grad med migranterne, at man slet ikke nævner dette forhold. Og da det bliver nævnt i et interview, Berlingske har med den ungarske ambassadør i Danmark, se her, gør man nærmest nar af det. Under overskriften ”Ungarn trækker Schengen-kortet” hedder det:

Helt overordnet forsvarer den ungarske regering sit omstridte hegn ved at spille EU-kortet: Ungarn er beliggende ved EUs ydre grænse, og hegnet bevogter derfor de 26 europæiske lande, der er med i Schengen-aftalen om fri bevægelighed og ophævelse af grænsekontrol.

»Det er ikke bare et ungarsk hegn. Det er også et EU-hegn, fordi Ungarn ligesom eksempelvis Italien og Spanien har en del af EUs ydre grænse. Den bevogter vi i henhold til Schengen-aftalen. Mange siger nu, at Schengen har slået fejl, men Ungarn er ligesom de andre medlemmer stadig bundet af aftalen, og derfor er hegnet ikke bare et hegn for Ungarn, men et hegn der beskytter en meget vigtig institution i EU – nemlig Schengen,« påpeger ambassadøren.

Men ak, alle de anstrengelser, Ungarn har gjort sig for at overholde Schengen-reglerne, har været fuldstændig forgæves. Den tyske og den østrigske kansler er faldet de ungarske myndigheder i ryggen, se her. Man har sagt, at man vil åbne sine grænser for migranterne, som man dog her kalder flygtninge:

»På grund af nødsituationen ved den ungarske grænse, er Tyskland og Østrig blevet enige om at tillade de flygtende at fortsætte rejsen ind i deres lande,« skriver Faymann [den østrigske kansler].

Pænt sagt, ikke! Men han siger intet om, at migranterne efter reglerne skal lade sig registrere i Ungarn, og han siger intet om, at han ”vil tillade de flygtende at fortsætte rejsen” uden registrering. Dette ”uden registrering”, der er det afgørende, udelades af ham og medierne spørger ikke ind til det. Det må man selv regne ud.

Med dette tiltag har man dels åbnet en ladeport ind til Tyskland for de mange migranter, der venter i Tyrkiet, Libanon og Jordan, og dels gjort de ungarske myndigheder til grin. Desuden har man ret eftertrykkelig vist, at er man et stort land, betyder de fælles regler intet, i hvert fald ikke, når man kan udvise noget, man tror er humanitet, ved at bryde dem.

Altså: Vi har med en række mennesker at gøre, som ikke vil rette sig efter myndighedernes regler. I meget høj grad er de organiserede, de holder i hvert fald via deres mobiltelefoner nøje øje med, hvad der sker rundt omkring, også med, hvad andre migranter foretager sig. Derfor kan de beslutte at gå til fods mod Østrig ud på de ungarske veje og motorveje samtidig. For – mener de – er de tilstrækkelig mange, kan myndighederne ikke gøre dem noget. Hvilket de jo tilsyneladende har ret i. Ikke fordi de ungarske myndigheder ikke kunne gøre noget, men fordi de ikke kan gøre noget uden at bruge deres magt. Og en sådan magtanvendelse synes ‘mor’, alias Angela Merkel, ikke om. Så det lader man helst være med.

Nå, det skal siges til Berlingskes ros, at de bringer et interview med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Han får dog nogenlunde bragt orden i forholdene, blandt andet ved, som Berlingskes leder forleden dag, at se positivt på udtrykket ”Fort Europa”. Han siger:

Selvfølgelig skal der være et Fort Europa. Det siger sig selv. Hvis ikke vi har de ydre grænser som en sikkerhed for illegal indvandring og migration, så er ideen med Schengen-samarbejdet forsvundet, og så er vi jo inden for Schengen nødt til at etablere vores egen grænsebevogtning.

Og lidt senere siger han:

Man vender mange ting på hovedet i den her debat. Man gør det at forsvare sine grænser til noget dubiøst, nærmest ondt eller kriminelt. For 15-20 år siden var det en selvfølgelighed, at man forsvarede sine grænser og sit land. Det er meget svært at følge med i den her nye tendens. Så langt er jeg i hvert fald ikke nået i min personlige udvikling.

Måske man vil indvende: ”Jamen, er det at holde flygtninge ude identisk med at forsvare sit land?”

Mit svar er Ja. Som Andreas Kamm siger: ”Vi kan ikke være forpligtet til at ødelægge vort eget land”. Vi må altså genvinde kontrollen over, hvem der kommer ind. Og ‘genvinde’, det vil sige, ‘genvinde den fra menneskesmuglerne’.

Og vil man fortsætte sine indvendinger: ”Jamen, vil det kristne budskab da ikke forvente af os, at vi åbner vore hjerter og vore tegnebøger og vort land for de fremmede?”, så er svaret: Nej, det vil det ikke. Vi skal ganske rigtigt give Gud det, der er hans, men vi skal i lige så høj grad give kejseren, hvad hans er.

Derom mere senere.

Den korte Avis udkommer ekstraordinært lørdag den 5. september og har en kommentar til situationen her.

Deadline bragte her den 5. december kl. 22.30 en klynk-reportage om billedet af den døde dreng. Deltagerne var omhyggeligt udvalgte, så der ikke kom nogen debat om indvandring ud af det.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Neokolonialisme

  1. Pingback: Det er altid vores skyld | ricardtriis

  2. Pingback: Retur | ricardtriis

  3. Pingback: Kamm’s sindelagsetik | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s