Syndernes forladelse – punktum?

To indlæg fra teologer er der kommet her fornylig. Begge omhandlende den sværm af migranter, der vælter ind over Europas grænser. Men begge er karakteriserede ved ikke at turde give nogen kristen formaning om, hvad der skal gøres i denne situation. Begge tror, man som kristen forkynder kan nøjes med at lukke noget varm luft ud om, at vi er syndere, og derefter slutte med at tilsige os alle syndernes forladelse.

Værst er vist Kathrine Lilleørs blogindlæg, se her. Hun spørger, om vi bliver kyniske af de mange billeder, vi ser af mennesker i overfyldte gummibåde. Og hun svarer, at vi for at kunne fungére nogenlunde normalt i en dansk hverdag er nødt til at gøre os kyniske. Det gjorde vore forfædre, der havde de fattige helt inde på livet i dagligdagen. De vidste, at de gjorde sig hårde, men de lukkede øjnene og kiggede væk. Og skammede sig selvfølgelig behørigt over det. Og vi i dag må gøre det samme:

Så lad os da gøre det lidt, vi kan. For de heldige blandt jordens milliarder, vi i Danmark vælger at gøre det for. Lad os i fællesskab vedgå vores kynisme. Stå ved, at den er uskøn, og derfor ikke er noget at gøre en dyd ud af. Tværtimod.

Men en vis grad af hårdhjertethed må til, skal du og jeg overleve dette liv. Skal overleve de andres kynisme og hårde hjerter.

Det bliver lidt uklart, hvori vor kynisme består, når vi dog hjælper det lidt, vi formår. Er det kynisme, at vi ikke hjælper mere? Er det kynisme, at vi i mange af døgnets timer ser bort fra de andres nød og nøjes med at glæde os over vor egen lykke? Jeg véd ikke, hvad hun mener. Og jeg er heller ikke klar over, hvorfor hun pludselig vender hele tankegangen om, så det nu er os, der skal overleve de andres kynisme.

Men hun slutter da smukt med at henvise til Jesus:

Der var kun en, der levede et helt liv uden kynisme. Han insisterede på et blødt hjerte. Aldrig slog han igen. Derfor korsfæstede de ham til sidst.

Men hvad det kommer os ved, vi med vores kynisme (hvis vi nu har en sådan), det kan jeg ikke se. Ja, bevares, jeg kender alle flosklerne, med syndernes forladelse og alt det dèr, men er det virkelig alt, hvad kristendommen kan sige os, at vi ikke skal tro, vi er noget, at vi bare har værsgo at bekende vor kynisme og så ellers modtage vore synders forladelse, fordi vi ikke gør nok, og fordi vi heller ikke har i sinde at gøre nok?

Sørine Gotfredsen har også noget kristeligt at sige sin samtid, se her. Så vidt jeg kan læse hende, har hun en lille høne, hun skal have plukket med Klaus Rothstein. Forleden i Deadline hævdede han, at han og hans ligesindede da altid havde sagt, at vi ikke kunne modtage flygtninge i ubegrænset antal. Det mente Sørine Gotfredsen var forkert, og det argumenterer hun imod her. Og det er måske rigtig nok, at det er forkert.

Men når hun lægger det ind i et multikulturelt menneskesyn og mener, at dette menneskesyn nu er slidt op, og når hun stiller dette menneskesyn op imod det kristne menneskesyn og hævder, at

striden i mange år [har] stået mellem dem, der vil værne om Europas kristne identitet og dem, der ønsker en multikulturel fremtid, og mens nogen sikkert finder det omsonst sådan lidt nidkært at gøre værdidebattens regnskab op, tror jeg, at vi netop ad den vej kan blive klogere,

så forekommer det mig at blive alt for tamt, når hun slutter med at sige:

For vi er nødt til at genopdage et mere realistisk syn på menneskenaturen og indse, hvor dybt vi for eksempel her på stedet formes af sprog, kristen kultur og en folkelighed, som ingen kan forklare, men som kan føles hver dag. Vi skal begribe, at et menneske er sat i en given sammenhæng, og jo mere denne udfordres af noget andet, desto mere kan man blive drevet til at værne om den.

Det kan vel være sandt nok, at det kan være en væsentlig ting at genopdage, hvordan vort samfund er gennemsyret af kristendom, men har hun virkelig ikke mere at sige om, hvad en kristen må gøre, hvis vort lands kristendom bliver udfordret af f.eks. islam, end at han eller hun kan ”blive drevet til at værne om den”. Det lyder næsten, som om hun vil undskylde overfor de multikulturelle, dem, hvis menneskesyn er slidt op, at hun tillader sig at værne om sin kristendom, for det må de jo forstå; det kan man ”blive drevet til”.

Men hvordan? Hvordan dog værne om sin kristendom, for ikke at tale om at værne om sit lands kristendom?

Ja, man kunne ønske, at Sørine Gotfredsen var begyndt med det, hun slutter med: med spørgsmålet om, hvordan vi her på stedet er blevet formet af kristendommen. Vi kan føle det hver dag, siger hun, men fortæller os desværre ikke noget om, hvad det er, vi kan føle det på.

Lad mig prøve at råde bod på denne mangel!

Jeg vil mene, at Luther på en måde vendte sig imod Jesus. Selv vil jeg vende mig imod Luther, dog også kun ‘på en måde’. Men tilsammen skulle der komme noget både fromt og fornuftigt ud af det.

Der er en del Jesus-ord i evangelierne, der lader ane, at Jesus var asket, at han gik ind for at leve i ejendomsløshed. Så Lukas er ikke helt gal på den, når han i begyndelsen af Apostlenes Gerninger fortæller om, hvordan ingen i den ældste kristne menighed kaldte noget af det, han ejede, for sit eget, men alle havde alting fælles. Hvis dette ejendomsfællesskab har eksisteret og ikke blot er en from tilbagedatering fra Lukas’ side, så er det i hvert fald på Paulus’ tid ophørt. Hos ham bibeholdes de økonomiske kræfter, hver enkelt beholder sin ejendom for sig, men man samler ind til de fattige i Jerusalem.

Luther led af den augustinske syge, dvs., han var overbevist om, at vore tre drifter var af det onde. Vi har en drift efter at ville sikre os mad og drikke og husly for morgendagen, og den drift er en del af vor arvesynd. Vi kan ikke slippe af med den. Ligeledes har vi en drift efter at opnå anerkendelse fra andre. Den fører med sig, at vi vil kæmpe efter at komme højt på strå i samfundet. Også den drift er af det onde og er uudryddelig. Og så har vi en drift efter samvær med et menneske af det andet køn. En fæl drift efter Luthers mening, som man ikke kan udrydde (hvorfor han anbefalede, at man gik ud af klostret, hvis man mærkede, at kønsdriften tog ved én).

Men Gud har skaffet midler imod alle disse tre drifter i Luthers opfattelse. Han har indrettet økonomiske kræfter i samfundet, og disse kræfter kan i nogen grad holde styr på vor drift efter sikkerhed. Han har indrettet samfundene med en øvrighed, der holder styr på borgerne ved hjælp af lov og ret, og selv om det bedste ville være, at vi slet ikke havde brug for nogen til at sørge for retfærdighed imellem den ene og den anden, så er vi nødt til at have denne øvrighedsordning, ja, den er en Guds gave til os, for den giver os fred i vore samfund. Og endelig har Gud indstiftet ægteskabet; derigennem holder han i nogen grad styr på den ellers ustyrlige kønsdrift.

Med disse tanker går Luther vistnok imod tanker hos Jesus om askese og ejendomsfællesskab. Jeg véd ikke, om man skal lægge mere i det end dette, at de to lever på vidt forskellige tider i historieforløbet og i vidt forskellige samfund. Jeg kunne godt fristes til at føje til, at Luther også lever på en tid, hvor man har gjort nogle erfaringer med hensyn til, hvordan samfund kan styres, erfaringer, som Jesus ikke taler ud fra. Der er skabt samfund, der kalder sig kristne, og det har kunnet friste nogen til at se bort fra retfærdigheden og holde sig til barmhjertigheden.

Dog må man sige, at i en blot lidt større sammenhæng er der ingen uoverensstemmelse mellem Jesus og Luther, for Jesus ville ikke være en ny Moses, han ville ikke give en ny lov, blot skarpere end den gamle, han ville i stedet gøre os modne til selv at finde ud af det. Han har i Joh 15,15 sagt, at vi ikke er slaver, der ikke forstår, han har fortalt en lignelse om et rige, der fra et uanseligt sennepsfrø vokser op til et mægtigt træ, og han har i Joh 16,13 lært, at sandhedens ånd skal undervise disciplene i hele sandheden, som om de ikke havde fået hele sandheden at vide igennem hans forkyndelse.

Alt dette viser, at Jesus anså den menighed, der blev sat ind i verden gennem ham, for et frø med udviklingspotentiale. Og de tanker, Luther har gjort sig, er altså at betragte som en videreudvikling af Jesu tale.

Ligeledes er det, jeg nu siger, at betragte som en videreudvikling af Luthers tanker:

For ægteskabet er jo ikke, som Luther mente det, blot til for at holde kønsdriften i ave, nej, det er virkelig blevet til som en skabelsesorden, der gav fortrolighed og samhørighed mulighed for at vokse dybt ind i den enkeltes bevidsthed. Og de økonomiske kræfter skal tilsvarende ikke blot opfattes som en nødløsning, der skal holde de værste uretfærdigheder fra døren, nej selv om de desværre kun er ufuldkomment forstået af os, så ligger der dog noget gudgivent i selv tesen om udbud og efterspørgsel.

Og endelig – og det er det væsentligste her – er øvrighedens bundethed til loven ikke noget andenrangs i kristendommen, nej, retfærdighedstankegangen er givet os til at styre land og rige med. Ikke, at vi har forstået den fuldt ud, ikke, at vi altid retter os efter den, men den påhviler os som både et krav og en klogskabshandling.

Det vil sige, at det direkte er imod kristendommen, imod selve Guds ordning, hvis vi vil bilde os ind, at de styrende kan erstatte retfærdighed med barmhjertighed. Det er Gud selv, der har givet os en fornemmelse for, hvad retfærdighed er, og handler vi ud fra den, retter vi os efter hans vilje.

Og selvfølgelig: retfærdigheden kræver, at øvrigheden reagerer mod lovovertræderne, også de lovovertrædere, der maser ind over grænserne uden at ville vise pas eller visum. Man bør sanktionere overfor dem, så man får dem til at ophøre med disse lovovertrædelser. Og gør man det ikke, er det ikke, som i hvert fald Kathrine Lilleør synes at mene, en rigtig eller en ikke-kynisk handling, men så er der tale om, at vi sidder et krav fra Gud overhørig. Ikke et krav, der går ud på, at vi skal være kyniske, men et krav om sanktioner mod overtrædere.

Desforuden er det også en klogskabsregel. Sanktionerer øvrigheden overfor lovovertræderne, får vi sendt et signal til andre, der kunne tænke sig at forcere vore grænser: det vil ikke være klogt af dem at forsøge på noget sådant. Omvendt vil det være dumt at undlade enhver reaktion, sådan som vi gør i disse dage.

Altså, der er ikke tale om kynisme, når vi vil have vore regler overholdt. Der er heller ikke tale om, at vi skal undskylde, at vi giver os til at forsvare vore grænser. Der er tale om, at øvrigheden efter den kristne opfattelse, skal opstille regler og love og reagere på passende vis på overtrædelser af samme. Og der er ikke tale om, at vi behøver undskylde fra kristen side, at vi ”drives til” at værne om vort samfund. Det er noget, vi gør på Guds befaling, for at bibeholde det rige og gode samfund, han har givet os.

Der er ikke tale om, at vi er nødt til at være kyniske, eller at vi blot kan drysse syndernes forladelse i bredt mål ud over vort ufuldkomne samfund, og så lade det være med det. Nej, vi må lade den selvfølgelighed gælde, at grænser findes, og at de ikke uden videre kan overskrides.

Nogen kalder en sådan selvfølgelighed ‘lederskab’. Og går man ind for den terminologi, må man så sandelig sige, at Europa mangler lederskab. For vi eller altså nogle af vore ledere lader hånt om alle overtrædelser af regler, vi selv har fastlagt, skammer dem ud, der vil holde sig til reglerne, f.eks. Ungarn, og lukker portene op for migranter, flygtninge og terrorister i en uskøn blanding.

Den slags lederskab er et ledt lederskab.

 

 

 

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s