De tyske flygtninge I

I en artikel i Jyllands-Posten refererer historikeren Henrik Jensen de mange forsøg, der er gjort på at drage paralleller til den nuværende flygtningekrise, se her. Herbert Pundik har i Politiken sammenlignet med Kinas 300 mill mennesker, der ”flygtede” fra land til by; hvad klager vi så over? I i New York Times drager man paralleller til jødeforfølgelserne i 30’erne og til Holocaust. Det får Henrik Jensen til at udbryde, at man bør omgås historiske paralleller med varsomhed. Hvilket man kun kan give ham ret i.

Og jeg skal derfor omgås den parallel, som jeg synes er mest iøjnefaldende: tyske flygtninges ‘invasion’ af Danmark i krigens sidste måneder, med en vis varsomhed. Men det er nu alligevel muligt at finde en række paralleller mellem den nuværende flygtningekrise og den daværende ditto. Jeg har forøvrigt tidligere været inde på et par af disse paralleller, se her. Det romertal ét, jeg har anbragt i overskriften, antyder, at jeg, hvis jeg ellers gider, senere vil prøve at finde flere paralleller end de to, jeg vil nævne i dag.

Her skal det dreje sig om selve betegnelsen ”flygtninge” og om billeders enorme påvirkningskraft.

I krigens sidste måneder trængte de sovjetiske styrker ind på tysk område i Østprøjsen. Der er ting, der tyder på, at man, dvs. Stalin, i forvejen havde bestemt, at Østprøjsen skulle tømmes for tyskere. En by, Nemersdorf, op mod grænsen til Sovjetunionen, blev i november 44 erobret af sovjetrusserne, beboerne dræbt, mange efter at være blevet voldtaget, og byen siden tilladt generobret af tyskerne. Det afstedkom en vældig forargelse i tysk presse. Man viste billeder af de dræbte og mente vist derigennem at kunne opildne tyskerne til endnu mere indædt modstand. Det gjorde man måske også. Men man opildnede dem også til flugt foran de fremrykkende sovjetiske styrker. Hele landsbyer blev tømt, man drog af sted til fods og pr. hestevogn, medbringende det af sit habengut, man kunne, og håbede på at kunne få beskyttelse i den vestlige del af Tyskland.

Der findes på nettet mange beretninger om de forfærdelige forhold, de arme flygtninge måtte udholde undervejs. Store flokke af flygtninge måtte således midt under vinterens strenge frost begive sig ud over det tilfrosne ”Frisches Haff” for nå over til halvøen ”Frische Nehrung”, hvorfra de kunne gå videre til Danzig og Gotenhafen. Ikke blot måtte de se hele hestevogne med passagerer gå ned i vågerne i isen, de måtte også se mange af deres medflygtninge blive dræbt af de russiske jagerfly, der angreb kolonnerne.

Og selv om den tyske værnemagt hjalp, så godt de kunne, også med beskyttelse mod sovjethæren, og selv om den tyske marine satte alle kræfter ind på at redde så mange som muligt over Østersøen, fra Danzig-bugten vestpå, så måtte jo også den til sidst give op. Men inden da var det lykkedes marinen at fragte godt 2 mill flygtninge over Østersøen.

Skal man tillade sig en enkelt sammenligning, nemlig en sammenligning med nutidens flugt over Middelhavet, så foregik datidens flugt helt anderledes sikkert og regulært. Godt nok blev skibene proppet med flygtningene, langt flere, end der var redningsveste til, men kaptajn og besætning var trænede folk, de forlod ikke skibene, men førte dem sikkert frem til bestemmelsesstederne. Middelhavsflugten i vore dage er helt anderledes risikabel. For her skal man overlæsse bådene, så man bringer sig i havsnød og derved tvinger europæerne til at redde sig.

Karakteristisk er det da også, at de forlis, der forekom på Østersøen, skyldtes russiske ubådes torpedoer, ikke dårligt sømandsskab.

Nu sendte man imidlertid ikke blot de mange skibe over Østersøen til de mere vestlige tyske havne, man sendte dem også til danske havne, især til København. De danske myndigheder var sat ud af spillet i august 43, så vi kunne ikke modsætte os modtagelsen af de mange fremmede; det var den tyske værnemagt, der tog sig af indkvartering og forplejning af de mange flygtninge, hele 250.000 blev det til, inden krigsafslutningen lukkede for den trafik.

Og værnemagten beslaglagde alle mulige og umulige bygninger til dette formål, nedlagte fabriksbygninger, skoler, højskoler, forsamlingshuse, alt, hvad der var af offentlige bygninger blev taget ibrug. Og man formelig proppede flygtninge ind i disse bygninger. Fra København blev de sendt til provinsen, hvor belægningen med flygtninge derfor blev lige så stor. Dog blev syge flygtninge først behandlet på nogle dertil indrettede flygtningesygehuse; det var tyske militærlæger og læger, der var ankommet med flygtningestrømmen, der tog sig den opgave på. Senere kunne så disse syge genforenes med deres familie i en flygtningelejr ude i landet.

Den 5. maj skulle jo så de danske myndigheder overtage ansvaret for disse mange forlægninger. Det skabte en del forvirring i begyndelsen. Men man tog opgaven på sig, fik f.eks. gennemført en vaccination mod tyfus i lejrene, denne sygdom var der enkelte udbrud af. Værre var det dog, at man den 24. juli 1945 fik besked fra den engelske besættelsesmagt om, at man skulle beholde de tyske flygtninge på dansk jord indtil videre. Det gav travlhed hos danskerne. Ville man have sine skoler tilbage, ville man igen kunne føre et nogenlunde normalt samfundsliv, så måtte flygtningene indkvarteres anderledes. Man fik derfor stablet en række store flygtningelejre på benene, især i Jylland. Man brugte i høj grad de tyske militærforlægninger, der nu blev tomme. Og hvad der kom til at mangle, klarede man med nyindkøbte barakker fra Sverige, f.eks. blev den store Kløvermarkslejr bygget af nye svenske barakker. Op mod 17.000 flygtningene boede der i disse barakker. Men én af forskellene på dengang og nu er, at alle lejre var omhegnet af pigtråd og bevogtet af dansk bevæbnet mandskab.

Det skyldtes ikke, at vi danskere var onde mennesker. Det skyldtes, at ved München-forliget i 1938 var Tjekkoslovakiet blevet tvunget til at afgive de områder, der var beboet af etniske tyskere, til Tyskland. Vi anede ikke, hvordan Tyskland i fremtiden ville komme til at se ud, men vi ville ikke risikere at komme til at lide Tjekkoslovakiets skæbne overfor et fremtidigt Tyskland. Derfor sagde vi i FN og herhjemme, at vi ikke ville tillade de tyske flygtninge at blive indoptaget i det danske folkelegeme. Og derfor forhindrede vi det med sådanne drastiske metoder.

Men traumerne har nutidens flygtninge fælles med datidens. I datiden gjorde man ganske vist ikke noget særligt ud af dem, det er endda uvist, om man i det hele taget kendte begrebet, men de var der. De kommer indirekte frem. Det er der to ganske rørende beviser på i en dagbog, som én af de tyske flygtninge har skrevet. Det er en gymnasielektor fra Königsberg, dr. Walter Franz, der har skrevet den. Den ligger på tysk og dansk her. Han fortæller om sit ophold på Hagendorfs kollegium, hvor han var, indtil han kom ud på Kløvermarken:

En sommeraften går jeg gennem mandsafdelingens gang. Da kommer der to små piger imod mig, hånd i hånd, grædende: “Onkel, det brænder hos os!” — “Ak, hvor kan det dog brænde”. — “Jo, det brænder”. — “Nå, så kom, det må vi lige kikke nærmere på”. Villigt traver de efter mig hen til deres værelse. Hvad ser jeg dèr? Bag en tyk sky går solen ned og får den til at gløde rødt. “Børn, det er jo solen. Den går ned, og det er den, der gør skyerne så røde”. Men de bliver kun halvvejs beroliget, og den ene spørger ængsteligt og forsagt: “Onkel, kommer russerne?” (Se her).

At russerne kommer, at de igen skal gennem disse forfærdelige oplevelser, det er, hvad de to piger frygter.

Det andet eksempel står lige foran: Her hører Franz børnene synge de sange, som også han kender fra sin barndom:

Men børnene synger. Under ledelse af en mager sygeplejerske, der selv endnu er halvt barn, danser de runddans, selvom den ene dreng mangler den halve fod, selvom den lille Monika fik et skud fra en flyver igennem håndleddet og hendes mor døde i København, selvom Siegfried kun kender sit fornavn, ellers intet, ikke véd, hvor han kom fra eller om hans forældre lever endnu. De synger “lys og klar som en stjerne” og synes at have glemt det helvede, de gik igennem. Men når danskerne bekendtgør deres glæde over de andres sejr nætter igennem med fyrværkeri, så farer de op af søvnen og tror, at de igen befinder sig på flugt på Nehrung i de uhyggeligt mørke, ildgennemglødede nætter. (Se her).

Men så til forskellene!

En flygtning dengang var et menneske, der havde lagt sin skæbne i andre menneskers hænder, indtil han igen kunne komme hjem. Han havde ingen rettigheder, men måtte affinde sig med det, den danske stat ville tilbyde ham. De fleste af de tyske flygtninge var utilfredse med, at de var kommet til Danmark og ikke til Tyskland. Men derved var intet at gøre. Godt nok er der eksempler på flygtninge, der i besættelsestidens sidste måneder prøvede at spille herrefolk. De krævede at blive ekspederet først i bagerbutikkerne, så de hurtigt kunne komme tilbage med de elskede flødekager, til ret stor irritation for danskerne. Men det ophørte jo efter den 5. maj. Og jo mere lejrene i Jylland blev udbygget, des mere ophørte også enhver kontakt med den danske befolkning.

Det betyder ikke, at der var tilfredshed med tilværelsen i flygtningelejrene. Således gennemførte 800-1000 kvinder i Oksbøllejren i juni 1947 en demonstration foran det tyske borgmesterkontor. Men af den protest, der blev afleveret, fremgår det, at de var utilfredse med ikke at kunne komme tilbage til Tyskland, se her. Danskerne skyndte sig at viderebringe protesten til besættelsesmyndighederne i Tyskland. Men det hjalp vist ikke stort.

I dag er flygtninge mennesker med rettigheder. Begrebet er desuden udvidet, så også de mennesker, der flygter fra en flygtningelejr, kaldes flygtninge og gives rettigheder som en flygtning. På den måde går det til, at de ti tusinder af mennesker, der rejser gennem det ene sikre land efter det andet, stadigvæk kaldes flygtninge, når de arriverer på vores dørtrin. Og hvad mere er: de mener, at de har bestemte rettigheder, f.eks. retten til selv at vælge, hvilket europæisk land de vil være flygtning i. Rettighedstænkningen har altså smittet af på flygtningene selv. Det kan være årsagen til, at to syriske flygtninge har givet sig til at sultestrejke foran Hørsholm rådhus: de mener, de boligforhold, de har fået anvist, er for små, når deres koner kommer op til dem i kraft af familiesammenføring, se her. Og her.

Skal vi til at kalde disse flygtninge for ”såkaldte flygtninge”? Eller skal vi mere neutralt kalde dem ”migranter”?

Berlingske bringer tre interviews med nogle af flygtningene, deriblandt tre syrere, der har været 12 dage undervejs fra Syrien, se her. De synes at være godt ved muffen. Under flugten har de betalt 300 euro for at blive transporteret fra Budapest til et sted i Tyskland. Fra Hamburg tog de så tog til København, heldigvis, siger de, uden at blive standset af den danske stikprøvekontrol. Én af dem forklarer hvorfor:

»Jeg er sikker på, at Danmark er et dejligt land. Menneskene er hundrede gange smukkere end i Tyskland og alt ser fredeligt ud,« siger Hussein:

»Men i Sverige kan vi få permanent ophold og mulighed for statsborgerskab. Der kan vi arbejde, så vi kan genopbygge vores liv. Vi vil bare gerne have stabilitet,« siger han.

Danmark giver kun syrere midlertidig opholdstilladelse, hvilket blandt andet betyder, at de ikke må rejse tilbage og besøge familien i for eksempel flygtningelejrene i Jordan.

Det er naturligvis en pæn karakteristik at få af Hussein, at vi er meget smukkere end tyskerne. Og det er også muligt, at de krigstraumer, man måtte bære rundt på, helbredes bedst ved at opbygge sig en ny tilværelse, eventuelt i et nyt land, komme i arbejde og få børnene undervist, osv. Alligevel er det, som om flygtningebegrebet er udvidet langt ud over det rimelige, hvis man efter tildeling af permanent opholdstilladelse kan besøge familien i den flygtningelejr, man er flygtet fra. Igen: Er man flygtning, hvis man flygter fra en flygtningelejr?

Så til det andet, man kan lære ved en sammenligning mellem nutidens og datidens flygtningesituation: billeders enorme overbevisningskraft.

I forbindelse med offentliggørelsen af et billede af den lille kurdiske dreng, Aylan Kurdi, der druknede og blev fundet på en tyrkisk strand, liggende med ansigtet i vandet, blev en del andre billeder nævnt, billeder, som man mente havde ramt så dybt ned i menneskers følelsesliv, at de måske havde ændret historiens gang. Billedet af pigen, der flygter efter et napalmangreb i Vietnam, mener man således kan have været med til at få den krig afsluttet.

Her byder historien med de tyske flygtninge i Danmark på en tilsvarende virkning af et billede, eller rettere sagt: et helt sæt af billeder.

Henrik Havrehed fortæller i sin disputats Tyske Flygtninge i Danmark 1945-49 om den meget ophidsede debat, der udspandt sig i de danske aviser i sommeren 45 om netop tyskerne i diverse flygtningelejre. Han skriver på side 71f:

Den skarpeste analyse af danskernes holdning til tyskerne og de tyske flygtninge fremkom i en kronik af Karl Nielsen på et så tidligt tidspunkt som den 25.8.1945. »Den historiker, der om nogle årtier vil beskæftige sig med Danmark umiddelbart efter befrielsen, vil ikke tro sine egne øjne, når han ser, hvor dybt danskerne fornægtede det menneskelige i disse fredens første måneder.«

Og som eksempel på den overdrevent nationale, ikke menneskelige indstilling, der gjorde sig gældende, citerede Karl Nielsen et læserbrevs sålydende indledning i »Information«: »Hr. redaktør. En klog englænder har sagt, at man skal ikke lade sig vildlede af den rent biologiske lighed mellem en tysker og et menneske.« Var tyskerne da en afart af mennesker? Måske? »Information«s læserbrevskribenter brugte ord som »krapyl«, »udyr« og »pak« om dem.

Det nationale, hadet, foragten og distancen til tyskerne havde helt overtaget i forhold til det menneskelige. Danmark havde feber og handlede og talte i vildelse i sommeren 1945.

Meget andet kunne man citere fra denne debat, og det er bestemt ikke pæne ord, der bliver brugt. Og hvis nogen forsøger at tage tyskerne i forsvar, de er dog også mennesker, bliver de skammet ud som dårlige danskere, der sikkert har været værnemagere under krigen.

Havrehed undskylder debatten med, at Danmark talte i vildelse her i sommeren 45.

Men jeg synes, den bedste forklaring, der er fremkommet, er den, Arne Gammelgaard er kommet med. Han er én af de bedste kendere af de tyske flygtninges historie, og han tænker sig, at noget af det, der har fået danskerne til at blive helt ude af sig selv af had mod tyskerne, er de billeder, der i løbet af foråret 45 dukkede op i aviser og ugeblade: billeder fra koncentrationslejrene af de fuldstændig afpillede mennesker, af mennesker, der kunne gå, kunne stå oprejst, kunne bevæge sig og endda tale, men var de rene tændstikmænd at se på.

Jeg husker selv, hvordan vi under krigen talte om koncentrationslejrene, hvordan vi i tankerne prøvede at forestille os, hvordan vores farbror, der var blevet sendt i koncentrationslejr, måtte have det. Alt, hvad vi forestillede os, var holdt i ord: forfærdeligt, skrækkeligt, umenneskeligt, osv., intet billede havde vi derfra. Det var umuligt at forestille sig på forhånd, at én slags mennesker: tyskerne, kunne behandle en anden slags mennesker: jøder, danskere, nordmænd, franskmænd, osv., på en så umenneskelig måde. Billederne overgik alt, hvad vi havde kunnet forestille os.

Så det vil jeg mene, man må give Gammelgaard ret i: det kan godt være, at der fremkom nogle forfærdelige udtryk om tyskerne den sommer, men det har formentlig været de på den tid offentliggjorte billeder fra koncentrationslejrene, der har bevirket det. De kan jo tale helt anderledes til vore følelser end ord kan. I hvert fald, når det er sådanne billeder.

Jeg har gjort lidt nøjere rede for sagen her.

Det er i den forbindelse værd at nævne, at en engelsk jøde, Victor Gollancz, har skrevet en del bøger om englændernes forhold til tyskerne. Bl.a. hævder han, at tyskerne var Hitlers første ofre, det var tyske socialdemokrater og kommunister, der som de første blev anbragt i hans koncentrationslejre, nogle af dem overlevede endda krigen. Det beskrev han i en bog, der i efteråret 1945 udkom på dansk med modstandsbevægelsens hjælp. ”Buchenwald i ny belysning” hed den. Det kan ses, hvis man læser lidt videre i ovennævnte link.

Men altså: Foreløbig disse to sammenligninger, én med en snæver og en vid forståelse af begrebet ‘flygtning’, og én med en fælles erkendelse af billeders enorme indflydelse på opinionen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til De tyske flygtninge I

  1. Pingback: De tyske flygtninge II | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s