De tyske flygtninge II

Som tidligere nævnt, se her, kom der i de sidste måneder af Anden Verdenskrig omkring 250.000 tyske flygtninge til Danmark. De fleste af den var etniske tyskere, og de blev indkvarteret i bevogtede lejre. En del var såkaldte displaced persons, f.eks. baltere, der var fulgt med flygtningestrømmen foran de sovjetiske hære og således endt i Danmark. De blev anbragt i lejre uden bevogtning, og de havde lov til at søge arbejde blandt danskerne, hvis de kunne finde noget.

Men hvordan lykkedes det egentlig at holde alle disse mennesker indespærret i så mange år, for visse flygtninges vedkommende helt frem til februar 1949?

Det spørgsmål kan det være interessant nok at undersøge i forbindelse med den nuværende flygtningekrise. For ét af de forslag, der er kommet fra kommissionen, går ud på, at der skal oprettes nogle såkaldte ”hotspots”, hvor man fra EU’s side kan foretage en registrering og sortering. Berlingske refererer således:

EUs migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, sagde mandag, at hegn og mure skal undgås for enhver pris. Oprettelsen af “hotspots” i Grækenland og Italien, hvor EUs grænseagentur Frontex og EUs asylstøttekontor EASO skal hjælpe med at sikre registrering af alle ankomne med fingeraftryk, skal accelereres. På den måde skal rene økonomiske migranter hurtig identificeres og adskilles fra asylansøgere med behov for international beskyttelse. Ved registreringen bliver Italien og Grækenland dermed første asylland for tusinder af flygtninge, og de to lande kræver derfor en omfordeling af asylansøgere – populært kaldet flygtningekvoter – hvis alle skal registreres. Og den omfordeling er der ikke enighed om. (Se her).

Jeg véd ikke, om det er tilsigtet eller en tilfældighed, at dette med disse hotspots står lige efter migrationskommissærens bemærkning om, at man for enhver pris skal undgå mure og hegn. Men vi kan vel allerede nu indse, at skal man sikre sig registrering af alle nyankomne migranter, skal man sortere dem fra, der ‘kun’ er økonomiske migranter, og skal man tildele hver enkelt et land, som de kan få opholdstilladelse i, så må der en vis form for tvang til. Og så er jo spørgsmålet, om man kan undgå hegn eller mure.

De erfaringer, Danmark har gjort i de sidste dage, er jo ikke for gode. Det ser ud til, at migranterne har deres egen vilje og nok selv skal bestemme, hvilket land de vil søge asyl i, og hvilket de vil tage ophold i. Får de det ikke, som de vil have det, så nægter de at efterkomme politiets ordrer, foretager direkte provokative lovovertrædelser, som f.eks. at gå på motorvejen, og flygter fra politiet, når lejlighed gives.

Man skal nok ikke forvente, at de migranter, der i fremtiden ankommer til Grækenland eller Italien, er mere medgørlige. Og det vil sige, at hvis man vil gå over fra den nuværende ordning – som ikke er en ordning, men en praksis, der har udviklet sig – hvor en migrant selv kan vælge opholdsland, og hen til en ordning, hvor migranten får tildelt et land, som han eller hun bare skal tage imod, så må man forvente en vis modstand.

Og så stilles vi – og ”vi” betyder her: de europæiske myndigheder – overfor det spørgsmål: Kan vi fortsætte som hidtil med at nøjes med ”soft power”, eller bliver vi på ét eller andet tidspunkt nødt til at gribe vil magtanvendelse?

Nu kan man ikke sige, at man overfor de tyske flygtninge i de mange forlægninger fra 1945-49 anvendte ”soft power”. Man havde flygtningene indespærret bag pigtråd, man havde bevæbnede vagter placeret udenfor, statens magtanvendelse var sandelig ganske synlig. Alligevel er der en lære at drage for os i dag, der hellere ser dialogen anvendt end den rå magt.

Man kan næsten sige, at forholdene er omvendt proportionale. Dengang var de indespærrede i alt væsentligt kvinder, børn og gamle mennesker, altså i sig selv meget lidt oprørske mennesker. Overfor dem anvendte man de allerstærkeste magtmidler: indespærring, bevæbnede vagter, patruljering ved hegnet både dag og nat. I dag har vi i migrantstrømmene med et flertal af mandspersoner at gøre, isprængt nogle kvinder med børn. Og overfor dem anvender man dialogens metode.

Men på trods af disse omvendte forhold er der nu alligevel en del lighedspunkter. Sagen var dengang den, at man kun nødig anvendte sine våben. Vi havde lige overstået en krig, og man var træt af død og ødelæggelse. Dertil kom, at de mennesker, man skulle bevogte, var kvinder, og kvinder skyder man måske til, men næsten aldrig på. Mange af de forhold, der udviklede sig til ægteskaber mellem en dansk mand og en tysk kvinde, tog sin begyndelse som et forhold mellem en bevogter og den bevogtede. Man havde, som det er blevet bemærket, sat ræve til at vogte gæs.

Og i betragtning af de mange lejre og i betragtning af det lange tidsrum, i hvilket bevogtningen fandt sted, er det bemærkelsesværdig få, der er blevet dræbt af vagterne. Der har uden tvivl udviklet sig en vis tilbageholdenhed hos vagtmandskabet.

For man kan ikke sige, at alle flygtningene pænt fandt sig i at være indespærret. Én af flygtningene, Walter Franz, har skrevet dagbog om sine oplevelser i Kløvermarkslejren ved København, og han fortæller:

En tysk lejrpolitibetjent, der skulle bevogte den gunstige del af hegnet ved skolebyen, fortalte mig, at han, hvis han ville, hver nat kunne tjene 10 kroner, hvis han hentede de piger ud fra barakkerne, som deres danske venner udenfor pigtråden bad om. For tyske matroser fra “timeterbassinet” var pigtråden ingen hindring, hvis de ville hen til deres kæreste. De kom om natten ind i lejren uden at blive opdaget og beskudt og kom om morgenen ud igen. (Se her).

Og en anden flygtning, Maria Pohlmann, der kom til Danmark som 18-årig, fortæller om sine oplevelse i Allesø. Hendes beretning er blevet optaget i Fynsk Årbog 1994. Blandt andet fortæller hun om sine to mindre brødre, der havde fundet et hul i hegnet og benyttede det ret ofte til at hente frugt fra nærliggende tomme gårde, og også ved en lejlighed stjal en faldskærm, som dog ikke bragte dem megen lykke. For selv om stoffet var udmærket til at sy kjoler af, vovede ingen at gøre det, da tyveriet jo så ville blive afsløret.

Så vel var der hegn omkring, oven i købet pigtrådshegn, men da det blev bevogtet på en ”human” måde, opdagede flygtningene det og handlede derefter, dvs., de havde ikke nogen absolut respekt for hegnet. Men da de heller ikke havde nogen grund til at komme udenfor hegnet, blev de som regel indenfor.

Dog gik der i Vestjylland frasagn om, at hvis en gymnastikforening ville afholde bal i forsamlingshuset og manglede nogle individer af kvindekøn, så kunne man ringe til et nummer på en mand i nærheden af Oksbøllejren; han kunne altid skaffe en ung flygtningepige eller to. Og svarende dertil havde man i lejren et arbejdshold, der ikke bestilte andet end at gå pigtrådshegnet igennem hver morgen og lappe tegnene på nattens udskejelser.

Man er også nødt til at nævne, at man ofte administrerede forskellige udgangstilladelser på en ret large måde. Nogle steder, f.eks. i lejren ved Gl. Rye, kunne man ikke besøge sygehuset 500 m fra lejrens udgang uden at have en vagtperson i hælene på sig. Andre steder, f.eks. i Aalborg, brugte samtlige store flygtningelejre rundt om byen det flygtningesygehus, der lå i midtbyen, og skulle man til undersøgelse eller skulle man besøge nogen dèr, fik man lov til ”at gå i byen” på egen hånd, og man gik jo ikke altid den lige vej. Den føromtalte Walter Franz var gymnasielærer og blev sat til at undervise gymnasieelever blandt flygtningene i Kløvermarken. Og han fik rigelig med udgangstilladelser til at besøge Københavns Centralbibliotek. Det har givet anledning til en meget interessant beskrivelse af det indre København, anno 1947, se her. Meget spændende læsestof, når man ikke gider læse mere om flygtninge.

Men det gider vi jo godt lidt endnu, ikke!

Vi skal i hvert fald lige have berørt forholdet til medierne, det, der dengang hed ‘pressen’.

I februar 1946 angreb Poul Henningsen flygtningeadministrationen og beskrev i meget negative vendinger forholdene i Kløvermarkslejren. Han skrev bl.a.:

Der er kun 10 vandhaner i det frie, 1 for hver 1.200 personer. Der er 1 retirade for hver 50, afstand fra barak til retirade 100 m. Arealerne ligger lavt, en del står under vand. Ingen natpotter til syge og børn, mødrene sætter de små på tomme konservesdåser, og de skærer sig. Beklædningen er elendig, man ser børn uden fodtøj og undertøj. Opvarmningen er elendig, brændselet er vådt, flygtningene brænder de retiradedøre, de kan stjæle, og de sender børnene ind under barakkerne efter bundbrædder for at fyre med dem. Indsamlinger blandt danskere af nyttige ting (fra pulterkammeret) er forbudt. Alle lider under lediggang, og ugeavisen (»Deutsche Nachrichten«) anses for at være kommunistisk. (Citeret i Havreheds disputats, side 78).

Allerede den 5. marts samme år arrangerede formanden for flygtningeadministrationen, Johannes Kjærbøl, en pressekonference med efterfølgende besøg i Kløvermarkslejren. Det tilfredsstillede dog ikke Poul Henningsen, der i et nyt angreb hævdede, at besøget var nøje tilrettelagt, så man ikke så det ubekvemme. Desuden anklagede han administrationen for bevidst at have givet urigtige oplysninger og for at have forbudt de ansatte at tale med pressen. Kun det sidste kunne der måske være noget om. I en instruks den 21-2 46 skriver Kjærbøl:

På dertil given foranledning skal jeg anmode Dem om at ville påse, at ingen indenfor Deres område i flygtningeadministrationen ansat offentligt udtaler sig eller skriver om administrationen vedrørende de tyske flygtninge, uden at jeg forinden har haft lejlighed til at gøre mig bekendt med manuskriptet. Jeg går ud fra, at personalet instrueres i overensstemmelse hermed. Sign. Johs. Kjærbøl. (Havrehed, side 79f).

Men både denne anklage og de øvrige, som Poul Henningsen var fremkommet med, blev erklæret ubeføjede af retten, da Kjærbøl senere følte sig tvunget til at anlægge injuriesag mod Poul Henningsen.

En anden del af mediebilledet udgjordes af en række damer fra det højere borgerskab, der ville foretage indsamlinger af forskellige ting fra danskernes gemmer til flygtningene. De blev noget fortørnede over, at Kjærbøl afviste deres gode vilje, og de forsøgte ad forskellige veje at få deres vilje igennem. Uden held. (Havrehed, side 316f).

Kjærbøl har i sine erindringer omtalt de ting, man i flygtningeadministrationen var mest bange for. Det var epidemier, storbrande og lejrkuller, der udviklede sig til deciderede oprør. Alle tre ting undgik man. Men det sidste var også ét af skrækscenarierne: man ville yderst nødig tvinges til at skyde ind i en flok tyske flygtninge.

Og hvor efterlader det så os, når vi skal til at ‘oversætte’ disse erfaringer til vor tid?

Tja, det skrækscenarie, der var Kjærbøls, er også vort: Vi vil nødig anvende vold overfor dem, vi kalder flygtninge. Vi søger at klare tingene med dialog. Dels fordi pressen jo hele tiden var i hælene på politiet og dels fordi politibetjentene ikke er meget for at uddele knippelsuppe til kvinder med børn på armen.

Vi mangler så imidlertid det, de havde dengang: et klart og forståeligt lovkodeks at gå frem efter. Der er i forløbet fra de første flygtninge ankom til Rødby, og til de fik lov at rejse videre til Sverige, udstedt modstridende ordrer, taget modstridende hensyn, og det har ødelagt meget for den fælles forståelse, der burde kunne etableres mellem flygtninge og politi.

I det hele taget: det gælder om for politiet at behandle enhver situation ”mit Gefühl”, med fingerspidsfornemmelse. Det kan bare ikke lade sig gøre, hvis lovgrundlaget er uklart. Og det er det. F.eks. er Sverige og Danmark uenige om, hvorvidt Danmark af reglerne er tvunget til at standse alle flygtningene og registrere dem, hvad enten de vil eller ej. Det er lidt svært at finde ud af, hvad der egentlig gælder. I Deadline blev teksten udlagt af en klog jurist, oven i købet blev det gjort så godt, at man i hele tyve minutter derefter havde en fornemmelse af, at man havde forstået det. Alligevel vovede denne kloge jurist ikke at stille sig op som dommer og fortælle os, om det var os eller svenskerne, der havde ret.

Men hvad man i hvert fald kan lære af situationen dengang, er, at når man med yderst medgørlige kvinder, børn og gamle mennesker nærede frygt for hysteriske optøjer, som man ikke kunne styre, hvor meget mere skal man så ikke i dag, hvor en eventuel ustyrlig mængde hovedsagelig udgøres af mænd, og hvor kvinder med børn hele tiden skubbes foran for at antyde nød og elendighed, være bange for uheldige scener! Hvor meget vanskeligere vil det så ikke være nu at få flygtningene til at gøre det, man ønsker, især jo, hvis dette går imod deres egne ønsker!

Det forlyder, at Ungarn vil sætte hæren ind for at bevogte det grænsehegn, man har opstillet ved grænsen til Serbien. Men hvilke magtmidler skal denne hær udstyres med. Tåregas? Vandkanoner? Håndjern? Skal grænseoverløberne sættes i futtog? Skal de straffes?

Dertil kommer, at man jo i vore dage stilles overfor en høj grad af organisation fra flygtningenes side. Mobiltelefonen udgør en væsentlig forskel mellem dengang og nu. Og ved hjælp af den kan flygtningene samordne deres bevægelser. De kan f.eks. optræde i en stor flok og på én gang gennembryde politiets afspærringer. De kan aftale et mødested med folk udenfor, f.eks. danskere med muslimsk baggrund, og så, når mødestedet er nær, bryde bort fra politiets kontrol og køres bort af hjælpere. Sådan som det skete i denne uge. Først aftalte man at gå ud på motorvejen. Hvorfor ikke en almindelig vej? Formentlig for at skabe opmærksomhed, subsidiært for at vise danskerne, hvem der bestemmer. At så mange på én gang marcherer af sted, kræver en vis organisation. Dernæst havde man aftalt med hjælpere at mødes med den ved Rødekro-afkørslen.

Og hvad flygtningene selv ikke kan få gennemført overfor ordenshåndhæverne, det kan medierne gøre. De ånder politiet i nakken. Og derved forhindres politiet i at bruge deres voldsmonopol, selv om alt i denne uge tydede på, at de havde besluttet at ville være meget tilbageholdende.

Men med disse erfaringer in mente, både dem fra 45-49 og dem i afvigte uge, må man med fuld kanonstyrke skyde det forslag fra kommissionen ned, der går ud på at samle flygtningene i store lejre i Grækenland og Italien for dèr at kunne registrere dem og senere sende dem rundt til EU’s lande efter en bestemt fordelingsnøgle. Der hører alt for megen tvang med i det forslag. Det siger kommissionen naturligvis ikke. Den regner med, at flygtninge da er pæne og ordentlige mennesker, der retter sig efter de anvisninger, de får. Og det bliver den ved med at regne med, selv om erfaringerne fra de sidste uger siger noget helt andet.

Gunnar Willum, Jyllands-Postens korrespondent, der har fulgtes med nogle af flygtningene, fortæller på en video-forbindelse fra Ungarn, at flygtningene består af middelklasse-mennesker, der på forhånd har gjort sig klart, hvor de vil hen, se her. Ingen af dem, mener han, vil lade sig tvinge til at flytte til f.eks. Estland, og tager vi de nylige erfaringer til efterretning og blander vi dem op med den frygt for opstand i lejrene, der heldigvis ikke blev virkeliggjort blandt de tyske flygtninge i Danmark i sin tid, så vil det være klogt på forhånd at opgive ethvert forslag om lejre, tvungen registrering og obligatorisk landetildeling.

Men hvad så? En sådan ”registreringslejr” og en tilsvarende tvangsudsendelse til ikke-ønskede lande er jo en forudsætning for den fordelingsnøgle, man diskuterer så heftigt?

Sikkert. Men hvad kan det nytte, når man ikke tager misteltenen, alias jordklodens virkelige beboere, i ed? Og selv om de kaldes flygtninge, selv om vi regner dem for stakler, selv om vi på alle måder, sande og falske, søger at opvække medlidenhed med dem, de mennesker, vi taler om, er væsener med en egenvilje, og de vil gøre ganske meget, også ubehagelige ting, for at få den gennemført.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til De tyske flygtninge II

  1. Pingback: Ordglidning og ‘laden som om’ | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s