En eksperts fejl

I den om sig gribende flygtningedebat får man efterhånden en temmelig stor mistro til diverse ekspertudsagn.

Under valgkampen var der ingen ende på alle de eksperter, der kunne forklare, at dette at sænke ydelserne til asylansøgerne ikke ville få nogen betydning for tilstrømningen af migranter. Og hvad ser vi så nu? Vi ser, at hver gang en migrant på gennemrejse bliver spurgt, hvorfor han ikke søger asyl i Danmark, svarer han, at han har hørt, at Danmark er et dårligt land for asylansøgere. Altså: en eklatant brøler fra ekspertside!

Nu hører vi så, at vi bliver gjort til en flygtningemagnet, hvis vi nægter at gå med i EU’s fordelingsnøgle og derfor ikke kan være med i Dublin-forordningen. Jo, for når migranterne er blevet afvist i et ”Dublin-land”, kan de stadig søge asyl hos os. Og vi kan ikke sende dem tilbage til et ”Dublin-land”. Men er denne analyse nu korrekt? Vi har jo ikke helt glemt, hvordan eksperterne for ganske nylig tog så gruelig fejl. Eksperterne regner tilsyneladende med, at vi stadig helt og fuldt skal være med i Schengen-samarbejdet. Men de glemmer at fortælle, at en sådan flygtningemagnetstatus, som i sig selv forekommer meget usandsynlig med de lave ydelser, vi giver, meget let kan forhindres derved, at vi melder os ud af Schengen og gennemfører en ”gammeldags” grænsekontrol.

En lignende glemsomhed er der tale om i den ekspertfejltagelse, jeg her skal fortælle om.

Eksperten, der er tale om, hedder Søren Jessen-Petersen og har et udmærket cv til lejligheden. Han har i en artikel i Jyllands-Posten kaldt krisehåndteringen katastrofalt dårlig, se her. Han har selv været ansat i UNHCR og dèr været med til at håndtere flygtningekrisen i forbindelse med afslutningen på Vietnamkrigen og krisen i forbindelse med Jugoslaviens implosion.

Om den første flygtningekrises opkomst og håndteringen af den hedder det i artiklen:

Da de sidste amerikanere ved Vietnamkrigens afslutning i 1975 forlod landet, fulgte en række af deres vietnamesiske allierede trop. Omkring to millioner vietnamesere flygtede fra især den sydlige del af landet i perioden 1975-1995. Omkring 800.000 af dem flygtede via overfyldte og synkefærdige både.

“Da man stod overfor den her humanitære opgave, arbejdede verdenssamfundet sammen med UNHCR. Landene i regionen, Thailand, Indonesien og Malaysia, accepterede efter en del pres at stille op som modtagecentre, hvilket blev finansieret af lande udenfor regionen, da landene i regionen ikke selv kunne klare det.” siger Søren Jessen-Petersen.

1979 blev det største flygtningeår med 400.000 flygtninge, heraf cirka 200.000 bådflygtninge. Samme år fik UNHCR stablet et internationalt program på benene, hvor der blev givet økonomisk og materiel støtte til de modtagelejre, der var blevet oprettet i nabolandene.

“Landene udenfor regionen gik ind i et internationalt samarbejde, som betød, at landene sendte delegerede til disse lejre og screenede bådflygtningene med henblik på at tilbyde genbosættelse,” siger han.

Senere fortælles der om arbejdet med flygtningene fra Bosnien, men vi lader det være nok med Vietnam-flygtningene. For dette er efter Søren Jessen-Petersens mening et idealtilfælde. Og når man nu har en sådan gennemprøvet model, hvorfor skal vi så opleve en smagløs indbyrdes konkurrence i at lave de største forhindringer, spørger han.

Svaret ligger lige for. Forskellen mellem Vietnam-situationen og den nuværende situation er ganske enkel og til at se for enhver, der vil se. Alligevel ser Jessen-Petersen det ikke, på trods af den ekspertstatus, som han har.

Lad os sammenligne de to situationer.

I Vietnam flygtede man fra forfølgelse, ikke fra krigshandlinger. Mange flygtede som bådflygtninge, idet de sejlede ud til den internationale sejlrute og lod sig bjerge af forbipasserende handelsskibe. Derefter blev de anbragt i nærområdet i modtagelejre. Og i de lejre kunne de så prøve at enes med et eventuelt modtagerland om genbosættelse.

I dag foregår det helt anderledes. Her flygter man fra et Syrien i krig. Man opnår sikkerhed, men ikke fremtidsudsigter i modtagelejre i nærområdet. Men den screening, der foregik med Vietnam-flygtningene, har aldrig vundet gehør i modtagerlandene. For den proces er blevet kortsluttet af menneskesmuglerne. Inden en sådan screening kunne komme på plads, har disse overtalt de rigeste i modtagelejrene til at tage deres skæbne i egen hånd og ved at foregive havsnød tvinge Europa til at tage imod dem. Og siden har modtagerlandene haft nok at gøre med at tage vare på disse selvinviterede mennesker.

Så den ideal-model, som Søren Jessen-Petersen henviser til, er umulig at bruge overfor ”vore” flygtninge.

Forresten holder han sig ikke for god til at undlade at fortælle en ret væsentlig ting om Vietnam-flygtningene. På et tidspunkt, nemlig i juni 1989, besluttede man, at det fremover ikke var enhver bådflygtning, der automatisk skulle tildeles flygtningestatus, og at de, der ikke fik en sådan tildelt, skulle repatrieres, dvs., sendes tilbage til Vietnam mod, at Vietnam lovede at undlade diskrimination, chikane eller forfølgelse. Men, og det fortæller Jessen-Petersen ikke noget om, denne repatriering kunne finde sted frivilligt eller tvungent, se her. Det vil sikkert ikke kunne lade sig gøre i dag. I dag er vi jo åh så gode. Til gengæld virkede planen. I 1989 var der 70.000 flygtninge, i 1992 kun 42.

Men det væsentligste er, at dette at fordele flygtningene mellem udvalgte modtagerlande er noget helt andet i dag end dengang. Dengang stod modtagerlandene frit, de kunne screene flygtningene i modtagelejrene, der var et gæst-vært forhold mellem flygtning og modtagerland. I dag har modtagerlandene ladet sig lokke til at tage imod et stort antal mennesker, der er flygtet, ikke fra krig og ødelæggelse, men fra modtagelejrene i nærområdet. Man drømmer ikke om at sende dem tilbage til disse lejre for dèr at kunne gennemføre en screening, nej, man agter at tvinge både migranter og modtagerlande; for det er ikke et gæst-vært forhold, man opretter, det er et forhold mellem mennesker, der har krav på en vis behandling, og lande, der har pligt til at yde denne behandling.

Mærkeligt, at Jessen-Petersen ikke kan se denne forskel. Men det skyldes nok, at Søren Jessen-Petersen ikke er ekspert, han er politiker. Han bibringer os de kendsgerninger, der får os til at synes, som han synes, og ikke andre.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til En eksperts fejl

  1. Pingback: Lovkampen | ricardtriis

  2. Pingback: En skæv fremstilling | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s