Beskyttelse mod islamisering

Den tredje september i år blev Angela Merkel efter en højtidelig tildeling af en æresdoktortitel i Bern i Schweiz spurgt, hvordan hun ville beskytte Europa mod islamisering, når dog så mange mennesker kommer hertil med denne baggrund.

Henryk Broder, den kendte islamkritiker, har i en artikel i Die Welt gengivet hele hendes svar og efterfølgende tilladt sig at gennemgå det ret kritisk, se her.

Allerede overskriften tyder på en vis kritisk holdning hos Broder: ”Ist die mächtigste Frau der Welt überfordert?”, hvilket betyder så meget som: ”Er verdens mægtigste kvinde udfordret over evne?” Dermed udtrykker Broder sine tvivl om, hvorvidt Angela Merkel forstår, hvori udfordringen fra islam består.

Den tvivl tror jeg, han har ret i. Men man er nok nødt til at føje til, at Angela Merkels måde at tænke over kristendom og islam på er en tænkemåde, der er udbredt blandt de fleste kristne i både Danmark og Tyskland. Merkel nævner den bekymring, der præger os, og fortsætter:

Og hvis jeg savner noget, så betyder det ikke, at jeg bebrejder nogen, at han bekender sig til sin muslimske tro, men at vi dog også skulle have mod til at sige, at vi er kristne, at vi skulle have mod til at sige, at vi her vil træde ind i en dialog.

Hertil siger Broder, at der ikke blot kommer mange flygtninge fra Mellemøsten, men at de også medbringer Mellemøsten i deres bagage. Han fortsætter:

Dette gør ikke kansleren bekymret; hun føler sig ikke ramt. Hun ser snarere en ”chance for, at vi beskæftiger os med vore egne rødder og lærer lidt mere om dem”. Hun ønsker, billedlig talt, at kirkeklokkerne lyder noget højere for ikke at blive overdøvet af muezzinens råb. Korset imod halvmånen. Lad den bedste vinde!

Jeg må indrømme, at denne ”dialogholdning” også i begyndelsen var min holdning. Og jeg var overbevist om – og er det da sådan set stadig – at kom det til en åndelig konfrontation mellem islam og kristendommen, så skulle kristendommen nok klare sig.

Men ak, både kristne og muslimer forhindrer, at det kommer til en sådan dialogisk konfrontation.

De kristnes dialogforhindring kommer frem hos Merkel dèr, hvor hun til sidst siger:

Iøvrigt er den europæiske historie så fuld af dramatiske og gyselige modsætninger, at vi skal være meget forsigtige med straks at beklage os, når der sker noget slemt andre steder. Vi må gå imod det, vi må forsøge at bekæmpe det, men jeg må sige, at vi overhovedet ikke har nogen grund til noget særligt hovmod.

Og den dialogforhindring fra de kristnes side kender jeg kun altfor godt. Jeg har mange gange her på bloggen fremhævet den første og vigtigste læresætning, der synes at herske, når man vil tale om muslimer: Ikke ét ondt ord om islam. Og med den grundsætning sat foran al dialog med muslimer er det lidt svært at få sin ærlige mening frem. Hvis man gør det alligevel, bliver man straks beskyldt for at være islamhader.

Det er denne forsigtige holdning hos Merkel, hvor man endelig ikke må mene om sig selv, at man er noget, og måske heller ikke mene, at den religion, man tilslutter sig, er noget – en holdning, som næsten ophæver det positive, hun lige har sagt om kristendommen – det er denne holdning, der fra kristen side ødelægger al dialog mellem islam og kristendom.

Men dertil kommer den ødelæggelse af dialogen, som stammer fra islam. Broder har rigtigt set én af forskellene mellem vore samfund og de muslimske. Han skriver:

For et menneskes samfundsmæssige værdi afhænger i mange lande – anderledes end i Mecklenburg-Vorpommern – ikke af dets præstationer, men af dets stilling i magthierarkiet. Enhver, der kender én eller er i familie med én, der på sin side omgås én, der er tjener for en minister, om det så kun er som bud, har mere anseelse end en taxachauffør, der har aflagt eksamen i faraonernes selvforståelse.

Selve dette fænomen betyder uhyre meget. For det betyder, at hvor vi i en dialog lægger mærke til argumentet, dèr lægges der i muslimske lande mærke til, hvem det er, der taler. Vi kommunikerer sorgløst med vore muslimske landsmænd og tror, at de tænker som vi, og opfatter vore ord direkte, som vi opfatter dem. Men nej, det behøver slet ikke være tilfældet, ja er det vel oftest ikke.

Men jeg ville hellere angribe Merkels opfattelse – som jo altså er lig med langt de fleste almindelige kristne menneskers opfattelse – på et lidt andet sted. Hun siger også:

Vi har en debat om, hvorvidt islam hører hjemme i Tyskland. Hvis man har fire millioner muslimer, så er det min mening, at man ikke behøver strides om, hvorvidt muslimer hører hjemme i Tyskland, men islam ikke, eller om islam også hører hjemme i Tyskland. Men så er der denne bekymring, og jeg må sige Dem ganske ærligt, at vi dog har alle muligheder og alle friheder til at bekende os til vores religion, så vidt vi udøver den og tror på den.

Det er nok indiskutabelt, at muslimer hører hjemme i Tyskland, men det er bestemt højst tvivlsomt, om islam gør det. Når man kan mene det – som Merkel synes at gøre – hænger det sammen med, at man tror, at islam er ligesom kristendommen: en personlig overbevisning. Men islam er meget mere. Islam medbringer sin egen statsforståelse, sin egen opfattelse af, hvordan et land skal styres. Og den opfattelse er ikke lig med vores og dermed ikke lig den tyske grundlovs.

Den kristne statsforståelse – og lad os for nemheds skyld kalde vor vesterlandske statsforståelse kristen – går ud fra, at alle er lige for loven. Det gør den muslimske ikke. I det gamle Spanien var der i hver by tre enklaver, en muslimsk, en kristen og en jødisk. Den muslimske blev ledet af en imam og styret efter shariaen, den kristne af en biskop og styret efter kristen tradition, den jødiske af en rabbiner og styret efter toraen. Dette system fortsatte, da kristne konger havde overtaget magten. Og her var alle altså ikke lige for loven, de havde hver sin.

Imamer i Tyskland har foreslået, at muslimer i Tyskland skal have de samme ordninger, som gjaldt for muslimer under kristne konger i det gamle Spanien. Og det er typisk for deres statsforståelse. Hvad ville det nemlig betyde? Det ville betyde, at de kunne have deres egne enklaver, hvor shariaen var gældende lov, hvor de muslimske ægteskabsregler og ikke de verdslige gjaldt, hvor flerkoneri var tilladt, hvor muslimske påklædningsregler skulle følges.

Som man kan forstå, er dette en ret præcis beskrivelse af den måde, vore ghettoer er organiseret på.

Men inden man farer i flint over det, er det tilrådeligt, at man gør sig klart, at dette er et udslag af den muslimske fromhed, ikke af noget muslimsk magtbegær.

Muslimerne mener nemlig, at mennesket ikke er i stand til at styre sig selv; derfor skal der være en skrap kontrol med menneskets handlinger.

Vi ser det i den muslimske holdning til forholdet mellem de to køn. Manden kan ikke styre sin seksualitet, mener man. Derfor er man nødt til med særlige samfundsregler at holde den i ave. Kvinderne skal være tilpas ærbart klædte, så de ikke frister manden. De må ikke bruge parfume, så de kan vække ‘uheldige’ følelser hos forbipasserende mænd på gaden. I det hele taget skal kønnene helst ikke omgås hinanden, men holdes hver for sig. Det lyder i vore øren som udslag af kvindeforagt, men dèr tager vi fejl. Det er udslag af den særlige muslimske fromhed, der vil sætte alle sejl til for skabe omgivelser, der ikke frister nogen mand over evne; når han nu ikke kan styre sig selv.

Vi vil omvendt mene, at en mand under sin opvækst udmærket kan lære at styre sig, at hans kønsdrift kan holdes i ave af ham selv. Vi mener, at kønsdriften styres bedst med størst mulig frihed for de unge og med en opdragelse til ligeværd mellem mænd og kvinder, så man fra begyndelsen lærer, at disse sære væsener af et andet køn end én selv dog er mennesker, man kan tale med dem, og – forunderligt – de svarer nogenlunde fornuftigt. Vi, men ikke muslimerne, anser det for naturligt, at kønnene omgås hinanden, at de unge fester sammen, danser sammen, og på den måde lærer hinanden at kende.

Det samme ses i statsforståelsen. Mennesket kan ikke selv finde ud af, hvordan staten skal styres. Derfor må de guddommelige love fra Muhammeds åbenbaring, koranen, gennemtvinges, om det så skal være imod flertalles opfattelse. For det er jo ikke flertallet i sig selv, der har den rette guddommelige overbevisning, det er koranen, det er shariaen, naturligvis udlagt på passende måde. Vi vil indrette samfund, hvor undersåtterne i størst muligt omfang forstår lovene, for når vi selv forstår dem, vil vi også overholde dem af os selv. Muslimerne bryder sig pokker om, hvorvidt undersåtterne forstår eller ej, shariaen skal blot adlydes, og vil man ikke, skal man tvinges til det. Vore samfund, oven i købet i den demokratiske udgave, vi nu er nået frem til, bliver derfor tillidssamfund, hvor man stoler på myndighederne, for man forstår jo i nogen grad lovgivningen og har erfaret, at myndighederne går frem på en rationel måde. Det giver store besparelser på sikkerhedskontoen. Muslimerne, derimod, har indrettet sig med hierarkiske samfund, hvor det gælder om at kende sin plads, og hvor det gælder om for øvrigheden at udøve sin magt. Og igen: Også her gør det ‘fromme’ synspunkt sig gældende, at mennesket jo ikke af sig selv véd, hvad den gode statsstyrelse skal gøre.

Det er den muslimske kæp i hjulet på al dialog mellem kristne og muslimer. Vi, de kristne, tror, at man da må kunne tale om alting, at valpladsen for striden mellem kristendom og islam, er samtalen, dialogen. Men for muslimerne er vi kristne på forhånd opfattet som mennesker, der er på vildspor. Går de ind i en samtale, gør de det for at reklamere for deres religion, ikke for selv at påvirkes af samtalen. For når man har en åbenbaring fra guddommen selv, kan man pr. definition ikke blive klogere, og da slet ikke gennem samtale med vantro som os.

Det betyder ikke, at muslimer ikke bliver påvirket af at leve i et kristent samfund. Det gør de, endda i høj grad. Men den påvirkning, som de fornemmer, får dem blot til i hvert fald i første omgang – og vi er ikke nået længere end til første omgang – at blive endnu mere stålsatte i deres muslimske overbevisning og at ty til det middel, de plejer at bruge overfor deres egne, der er udtilbens: vold.

Og derfor må man desværre nok give Broder ret i hans noget negative bedømmelse af sin kansler: Når hun skal tage stilling til islams rolle i samfundet, svigter hendes evne. Man kunne så håbe med ham på, at ”der skulle vel nok i hendes omgivelser være én eller anden, der véd noget om islam og kan oplyse hende”. Det synes dog ikke at være tilfældet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s