Hegn virker

I det interview med Angela Merkel, som blev omtalt i det forrige indlæg, siger hun ud over det tidligere citerede:

Angst har aldrig været en god rådgiver.

Denne ”livsvisdom” får af Henryk Broder disse ord med på vejen:

Påstanden om, at angst ikke skulle være en god rådgiver, er ligeså forkert som forsikringen om, at ”hvor der er vilje, er der vej”. Se her.

Det er denne sidste ”livsvisdom”, der her skal nedgøres.

Denne sætning eller noget, der ligner, har nemlig været brugt af multikulturalisterne til gang på gang som den største selvfølgelighed at hævde, at vi endelig ikke må tro, vi kan holde de fremmede ude. Ligegyldigt hvor store hegn vi sætter op, ligegyldigt hvor tilsyneladende effektive bevogtninger vi sætter i værk, det nytter ikke noget, de, der vil over, kommer over.

Det er unægtelig en noget opgivende holdning at have til Europas grænsebevogtning. Men den ligger unægtelig i fin forlængelse af den spottende tone, man fra den side ofte har, når man taler om ”Fort Europa”. At man så samtidig fra den side også taler om, at ”vi kan jo ikke huse alverden” og at ”der er naturligvis grænser for, hvor mange vi kan tage imod, det er klart”, det viser blot de selvmodsigelser, man roder sig ind i. Disse selvmodsigelser bliver man dog aldrig stillet til regnskab for af medierne.

Men lad mig så her da prøve at gennemhulle forestillingen om det gennemhullede hegn om ”Fort Europa”. Jeg vil gøre det ud fra en kronik i Berlingske, se her, skrevet af Politikens Afrika-korrespondent, Jesper Strudsholm.

Strudsholm fortæller meget indgående om hegnet mellem Mozambique og Sydafrika. Hegnet er udstyret med snubletråde og pigtråd og for hver kilometer er der anbragt en tre-mands vagtstation. Alligevel lykkes det for nogle at komme igennem. Alligevel har hegnet ikke fået unge mænd fra Mozambique til at opgive at forsøge at forcere det. Han fortæller senere, at det ikke blot hænger sammen med den store indkomstforskel mellem borgerne i de to lande, men også med de rosenrøde beretninger, allerede ankomne mozambikanere sender tilbage til deres fæller i Mozambique.

Vi stod der ved hegnet, fordi vi vidste, at det alt sammen ikke nytter. Migranterne kommer alligevel, og vi skulle ikke vente længe, før en 18-årig dreng sprang over pigtråden og lige ind i armene på en korporal fra den sydafrikanske hær.

Den gode journalist overser, at han afslører sig selv med sådanne bemærkninger: han kommer åbenlyst ikke for at afdække virkeligheden for os, men for at bevise sin tese om, at hegn ikke virker. Nå, han var jo også på det tidspunkt korrespondent for Politiken, det forklarer måske sagen.

Så fortæller han om den drøm, der driver en sådan dreng, og fortsætter:

Det var denne drøm, ja drift, der interesserede os den morgen ved hegnet. For vi anede allerede dengang, at vi kiggede på en lille skitse til et globalt billede, der i disse dage males på et langt større lærred i Europa.

Det simple budskab i billedet af drengen på hegnet var, at selv de højeste barrierer aldrig kan matche den dybeste desperation.

Når han fortæller om disse oplevelser for ni år siden netop i dag, skyldes det altså, at denne efter hans mening realistiske iagttagelse skal være et indspark i debatten: vi kan lige så godt opgive det, de kommer ind alligevel.

Men lad os se på det! Har han ret?

Af og til siger man for at fremhæve det nyttesløse ved diverse forsøg på grænsebevogtning, at lukker man det ene sted, søger migranterne blot andre steder hen.

Spanien har således fået et vist samarbejde i stand med Marokko, så det land hjælper med til at fange eventuelle migranter. Men sandt nok, der er stadig folk, der forsøger at komme over hegnet ved både Ceuta og Melilla, de to små spanske enklaver på Afrikas nordkyst, men det er jo ikke helt uvæsentligt, om det er let eller vanskeligt at komme over hegnet. Er det let og kommer der derfor mange over, vil det være et signal til de mange i venteposition bagved, at nu gælder det. Er det vanskeligt og kommer der derfor ingen eller kun få over, vil signalet gå på, at de hellere må vente lidt endnu.

Og da det nu er blevet ret vanskeligt at komme over Middelhavet ved Spanien, øges blot presset mod Italien og Grækenland, siger man.

Og joh, det lyder troligt nok.

Men læg alligevel mærke til et par ting.

For det første, at det jo ikke er helt ligegyldigt, om der kommer få eller mange. Det kan måske være rigtigt nok, at man ikke med hegn og anden grænsebevogtning kan lukke en grænse fuldstændig til, men det er nu altså af ret stor betydning, om der kommer to eller tre droppende pr uge, eller det vælter ind med flere tusinde. Det, der har skabt den store ravage i de politiske kredse i Europa, er jo ikke problemet i sig selv, men det stærkt stigende antal.

Så dette at konstatere, at man aldrig kan lukke 100%, er i bedste fald misvisende, i værste fald direkte vildledende for debatten. Og man kan godt have medierne mistænkt for netop at ville vildlede.

Det ses også af en anden iagttagelse: Der er ting i den nuværende situation, som det ville være naturligt for en journalist at søge at udrede, men som ingen prøver at få rede på. Vi har således længe måttet lægge ører til diverse beretninger om stakkels flygtninge, som bliver reddet af heltemodige italienske søfolk. Men ingen journalister har mig bekendt fået mistanke om urent trav, dvs. bestikkelse blandt italienske flådeofficerer. Og denne redaktion har kun en forholdsvis afdanket ”journalist” på pinden og kan ikke få råd til at grave dybere i sagen. Men i et tidligere blogindlæg blev dog en betænkelig sag nævnt. Sagen fortjener at blive beskrevet i sin helhed igen:

I The Guardian er der et interview med en mere succesfuld menneskesmugler, se her. Han besejler en meget kortere rute fra Libyen til en olieplatform ved Boura, 70 mil fra Libyens kyst. Og han har tilsyneladende fået en vis aftale med den italienske flåde. Dem ringer han til, når hans skib, lastet med flygtninge, er nået frem i nærheden af olieplatformen. De kommer så og flytter flygtningene over på deres krigsskib. Og hvis nu smuglerens mandskab var blevet ombord, ville italienerne være nødt til at tage dem med og anklage og straffe dem for menneskesmugling. Derfor har de forladt skibet i gummibåde, så snart flådefartøjet nærmer sig. Og når flygtningeskibet er tømt, kan de gå om bord igen og sejle det tilbage til Libyen efter en ny ladning flygtninge. (Se her).

Det forekommer mig ikke utænkeligt, at der går penge fra menneskesmugleren til den italienske kystvagt. Det er der blot ingen, der har taget sig for at undersøge, ja, der synes ikke at være nogen, der overhovedet har tænkt den tanke, bortset fra ”Den gamle Redakteur”. Alle er så optaget af at få en klynk-historie i kassen, at man overser alt det, man ellers som journalist skulle bore i.

Et andet eksempel på noget, som ingen journalist har boret i, er den mærkelige stigning i antallet af migrationer over Ægæerhavet.

Jeg spurgte for knap en måned siden, om det var Grækenland eller Tyrkiet, der havde droppet grænsebevogtningen, siden der nu pludselig kom mange flere ad ruten over Ægæerhavet, se her. Som relevant belæg for spørgsmålet henviste jeg til en flygtningeberetning fra Politiken den 18-10 2014, se her. Af denne beretning fremgik tre ting: 1) Flygtningen flygtede for at få et bedre liv. 2) Han blev pågrebet af det tyrkiske politi og måtte skrive under på ikke at ville prøve at flygte igen; politiet sagde til ham og dem, han flygtede sammen med, at det var sikkert at opholde sig i Tyrkiet: »I er vore brødre. Hold jer fra smuglerne, og lad være med at risikere jeres liv«. 3) Båden, de kom ombord på i næste forsøg, var en yacht; de måtte holde sig under dæk, ”da der var risiko for, at den græske kystvagt ville få øje på os”.

Man kan altså af denne beretning forstå, at både det tyrkiske politi og den græske kystvagt var i funktion. Det står i åbenlys kontrast til i dag, hvor migranterne ankommer i gummibåde ved højlys dag, hvoraf man kan slutte, at ingen, hverken på den tyrkiske eller den græske side, lægger migranterne nogen hindring i vejen.

Men denne ændring i bevogtningsforholdene interesserer ingen, skønt det jo må være den, der har sat gang i den mægtige strøm af migranter gennem Balkan-ruten. Morale: Det er løgn, når det påstås, at bevogtning eller ej, migranterne kommer frem.

Til sidst: Kristeligt Dagblad giver i dag den samme løgn til bedste. Naturligvis under påberåbelse af diverse forskere, se her. Allerede overskriften på forsiden lyver ved ikke at fortælle hele sandheden:

Pigtråd standser ikke flygtninge, men gør flugten farligere.

Havde man føjet til: ”Og antallet af flygtninge mindre”, så ville det have været i orden. Men nu!

Sandt nok, det er livsfarligt at bevæge sig igennem de minefelter, der stadig ligger ved grænsen til Kroatien, og man gør da også, hvad man kan for at oplyse om dem, selv om det stadig er uvist, om flygtningene (eller altså migranterne) tror på sådanne oplysninger.

Avisen citerer Kathrine Kuschminder fra Maastricht-universitetet i Holland. Hun har skrevet en bog: Illegal Migration Routes to Europe, så hun skulle jo vide, hvad hun taler om. Hun siger:

Mennesker, der ikke har noget at vende tilbage til, vil blive ved med at søge efter et trygt sted. Det kan grænsekontrol ikke forhindre.

Og det er nok sandt: Nogle vil blive ved med at søge efter et trygt sted. Men mon dog ikke langt de fleste vil tænke som folk gør flest: Er det besværet værd? Og hverken avisen eller forskeren overvejer, hvorfor mon de mennesker, der slås foran hegnet mellem Serbien og Ungarn, skulle søge efter et trygt sted, når de dog ikke bliver forfulgt i Serbien, fordi Serbien er et trygt sted.

Hans Lucht, der også er forsker, mener, at hegnet måske kommer til at påvirke migrantantallet til Ungarn, men ikke til Europa som helhed. Og sådan må man vel tænke, når man ikke har fantasi til at forestille sig, at den øgede strøm kunne hænge sammen med en lempeligere grænsebevogtning. Han siger:

Flugtruterne bliver farligere, mere besværlige og dyrere for flygtningene, men de vil fortsætte med at komme.

Og igen: Løgn er det, når han ikke fortsætter med at sige: ”men i ringere antal”.

Til gengæld er Lucht i stand til at finde en forklaring på, at flygtningestrømmen er øget – altså en anden forklaring end min:

Der er et stort pres på EU, fordi forholdene i flygtningelejrene absolut ikke er gode. Lejrene er ved at løbe tør for forsyninger, og de mangler penge. FN har kun fået en tredjedel af de penge, man har brug for. Det er stærkt betænkeligt, når det er nærområderne, EU har satset på.

Med den forklaring kan han nemlig give EU skylden. Og det er jo populært i mange kredse.

Og Kroatiens premierminister vil åbenbart som nyt medlem af EU være mere EU’sk end de andre EU-lande, og da han har lært, hvad det drejer sig om, aflirer han en rigtig EU-lektie:

Jeg bryder mig ikke om Budapests politik. Jeg anser den som skadelig og farlig. Ikke, fordi jeg tror, at de mure, der er blevet rejst, vil standse nogen, men de sender et gyseligt budskab. Et hegn i Europa i det 21. århundrede er ikke en løsning, men en trussel.

Et hegn er ingen løsning”. Tja, hvad er så en løsning? Dialog? At tale pænt til folk?

Men altså, han er som så mange andre, oven i købet eksperter og forskere, overbevist om, at det ikke vil standse nogen. Nej, det vil måske ikke lukke grænsen hermetisk til. Men ligesom den manglende grænsebevogtning i Ægæerhavet har øget strømmen, vil en genoptagelse af bevogtningen naturligvis mindske den.

Elementært, dr. Watson!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s