Historiske paralleller

Det er stadigvæk migrationen til Europa, det drejer sig om. Og begge de to eksempler, jeg vil bruge, har jeg taget fra Weekendavisen den 18-9 2015; ingen af artiklerne er desværre online.

Den første er den værste. Det undrer mig, at den ellers alvorlige avis vil sætte sådan noget makværk på forsiden. Hos den professor, der interview’es – han hedder Michael Ignatieff, og er ansat ved Harvard universitetet i Boston – har det moralske synspunkt ganske taget over, så han mener, han kan tillade sig at fordreje kendsgerningerne uhyggelig meget. Og interview’eren giver ham lov til det, kommer med nogle spagfærdige spørgsmål ind i mellem, men lader ham ellers uden modsigelse fremsige sine moralske teser.

Den moralisering, han kommer med, centrerer sig om det spørgsmål: Hvem er vi? Han forklarer:

Det er et definerende øjeblik, vi lever i, ikke blot for Danmark, men for alle vestlige samfund. Det egentlige spørgsmål handler ikke om flygtningene, men er: Hvem er vi? Angela Merkel, jeres nabo, har sagt det: Vi er et folk, der hilser flygtninge velkommen. Hun forstod instinktivt, at dette er et spørgsmål om national identitet. Danmark står over for den samme udfordring. Enhver, der holder af jeres land – og jeg nærer stor kærlighed til Danmark – ved, hvad der skete i 1943, da danske fiskere og folk med god vilje reddede jøderne. I må træffe en beslutning om, hvorvidt I er dét Danmark eller et helt andet Danmark. Folk udefra, som jeg, kan ikke blande sig, men må respektere den beslutning, I kommer frem til. Men det er det, det handler om: national identitet.

Så altså, kære Danmark, I må se at få jer selv til at byde flygtningene velkommen. Ellers er det et helt andet Danmark, der dukker frem, end det, der viste sig i oktober 1943.

Vi skal altså efterabe Angela Merkel. Og Ignatieff glemmer så lige i farten, at Tyskland senere, da det blev klart, hvilken flodbølge af migranter der var sat i gang ved dette angeliske ”velkommen!”, lukkede sine grænser til Østrig og til Tjekkiet. For han mener vel ikke, at vi også skal efterabe denne lukning.

Og så dette med jødeaktionen i 1943. Uden videre mener Ignatieff, at man kan sammenligne de to situationer. Men interview’eren er åbenbart ikke klar over, at historikeren Sofie Lene Bak bliver interview’et på næste side i samme avis. Havde han været det, ville han måske have stillet nogle kritiske spørgsmål til Ignatieffs sammenligning. For Sofie Lene Bak siger om sammenligningen mellem dagens situation og situationen i 43:

Det er jo en vild sammenligning, for hvad var det, der skete i oktober 1943? Der var planer om at sende alle danske jøder i kz-lejre, hvilket dog i høj grad blev forpurret af flere årsager. Flygtningetransporterne blev organiseret af illegale danske grupper, de tyske myndigheder i Danmark kiggede i høj grad den anden vej, og så sejlede mange fiskere jøderne over Sundet – ofte til en ganske pæn betaling. Hvad sker der i dag? Danskerne kører til Rødby og køber chips og cola til flygtningene. De bliver kørt til den dansk-svenske grænse, hvoraf nogle bliver sejlet over Sundet. Men der er på ingen måde tale om flygtninge, der risikerer at komme i kz-lejre, så sammenligningen banaliserer jødernes skæbne under Anden Verdenskrig.

Lad os bare opsummere og komplettere de to situationer:

Dengang var det en del af vort folk, som en fremmed myndighed ville slå ihjel, men som civile danskere hjalp over til Sverige. I dag er de mennesker, der beder om vor hjælp, fremmede mennesker med en helt anderledes kultur, og den myndighed, der er tilbageholdende med hjælp, er en myndighed, vi selv har valgt. Dengang var den skæbne, der ventede jøderne, uvis; man vidste, der var tale om kz-lejre, men frygtede en langt værre skæbne. Nu er den skæbne, der venter migranterne, i værste fald tilbagesendelse til de flygtningelejre, de kom fra; ikke nogen god skæbne, men langt borte fra det, jøderne i sin tid måtte forvente sig. Dengang var jøderne flygtninge: de tog glad og gerne til takke med al den hjælp, danskerne kunne tilbyde dem, de stillede ikke krav om særlige overnatningsmuligheder, de var glade, hvis blot de kunne blive hjulpet til Sverige. Nu stiller migranterne krav: de vil ikke blot redde livet, de vil frem til et land efter eget ønske; derfor vil de ikke registreres af deres hjælpere; derfor rejser de igennem det ene sikre land efter det andet, de er først tilfredse, når de får deres vilje. Oven i købet er der visse af dem, der fortsætter med deres krav, når de er trygt installeret i det nye land: internet, større boliger, ikke så langt borte fra de store byer, osv.

Og Sverige, modtagerlandet! Hvis vi nu skal sammenligne Danmark i dag med Sverige dengang – der er jo i begge tilfælde tale om lande, der modtager flygtninge – hvad så? Så ser vi et Sverige, der dengang gennem radioen bekendtgjorde for jøderne i Danmark, at de ville blive budt velkommen i Sverige, mens vi i dagens Danmark indrykker annoncer om de skærpede forholde for at få flygtningene til at gå udenom Danmark. Ikke så godt, vel?

Nej, men tag lige to forhold med i betragtning: Det var ganske sikkert, at flygtningene ville vende hjem igen. Det ophold, svenskerne tilbød jøderne, vidste alle var midlertidigt. Og de mennesker, der fik tilbuddet, havde alle steder vist sig villige til at indordne sig under værtslandes love og regler, ingen bøvl med dem. Hvor anderledes er det ikke med dagens muslimske migranter! Hidtil har deres trosfæller voldt os store vanskeligheder, ghetto-dannelser, større kriminalitet, osv. Og fordi de hidtidige migranter er forblevet i landet, tyder alt på, at de, der kommer nu i meget større skarer, også vil forblive i landet.

Det, vi i dag skal tage stilling til, er altså noget helt andet end det, Sverige dengang skulle tage stilling til.

Og så er det jo også sandt, at vi banaliserer jødernes skæbne under Anden Verdenskrig, hvis vi drager den sammenligning. Selv hvis man går ind for, at vi skal gøre som Tyskland: åbne alle porte på vid gab, burde man dog af respekt for jøderne afstå fra sammenligningen.

Men mærkeligt nok: Den Sofie Lene Bak, der artiklen igennem advarer mod at bruge historien i dagens diskussion – man skal altid bruge historien på dens egne præmisser – hun falder selv igennem lidt senere.

Bo Lidegaard er i en artikel i Politiken ved at finde historiske paralleller til dagens migrantsituation. Her kommer han frem til den enorme influx af tyske flygtninge i krigens sidste måneder og siger, se her.

I krigens sidste uger og måneder strømmede samtidig tyske flygtninge fra Østpreussen, Pommern og de baltiske lande til det endnu besatte Danmark. Flere end 250.000 blev det til, og selv om de var mildt sagt uvelkomne, tog vi imod dem og behandlede dem i overensstemmelse med datidens humanitære standarder.

Altså: Vi tog godt imod dengang, hvorfor så ikke i dag? Dog ”glemmer” han i farten den største forskel mellem dengang og nu: De tyske flygtninge blev indlogeret bag pigtråd med bevæbnede vagter, og de blev forsørget under den udtrykkelige forudsætning, at de hurtigst muligt skulle tilbage til Tyskland. Dog er det ikke det, Sofie Lene Bak anker over. Hun siger:

Sagen er, at vi behandlede flygtningene i Danmark rigtig dårligt. De danske myndigheder ville ikke vide af de 250.000 tyske flygtninge, der var kommet i den sidste krigstid. Stort set alle tyske spædbørn døde, og danske læger nægtede i mange tilfælde at yde lægehjælp.

Altså: Den historiske parallel duer ikke, fordi vi i modsætning til, hvad Bo Lidegaard mener, behandlede de tyske flygtninge rigtig dårligt. Underforstået: man kan ikke bruge historien, som Lidegaard bruger den.

Men ak, i sin skildring af de tyske flygtninge løber hun med halv vind. Hun følger tilsyneladende temmelig ukritisk den kritik af den hidtidige historieskrivning om de tyske flygtninge i Danmark, som Kirsten Lylloff har fremsat i 1999.

Lad os se på tingene én efter én:

De danske myndigheder ville ikke vide af de 250.000 flygtninge”. Vide af og vide af. Da de fik besked af englænderne om, at vi skulle beholde flygtningene i Danmark i hvert fald vinteren over – det skete den 24. juli 1945 – så blev myndighederne jo nødt til at ”vide af” flygtningene. Og inden da fik man altså både taget sig af flygtningene i de lejre, værnemagten havde anbragt dem i, og sørget for at få flygtningene tyfus-vaccineret. Og så tog man ellers fat på at indtage de tyske militærforlægninger rundt om i landet og ændre dem til flygtningelejre. Desuden købte man en række barakker i Sverige og byggede hele byer af dem. Midlertidige, naturligvis, det var forudsætningen hele vejen igennem. Så hvis Sofie Bak mener, at myndighederne ikke ville ”vide af” flygtningene som kommende statsborgere i Danmark, så er det fuldstændig korrekt. Vi sagde flere gange i FN, at vi ikke ville tillade, at de tyske flygtninge blev optaget i det danske folkelegeme. Men det lå på ingen måde i kortene, at de skulle det. Og flygtningene selv ønskede kun af komme tilbage til Tyskland.

Stort set alle tyske spædbørn døde”, hedder det så. Den udtalelse studsede jeg lidt over. Det siger de tal, jeg hidtil har regnet med, ikke. Men Kirsten Lylloff, der i 1999 fik en artikel optaget i Historisk Tidsskrift, hævder i en kronik i Politiken den 23. maj 1999, at

I København angav lederen af sanitetstjenesten, at antallet af fødte og døde børn under et år fra maj til december 1945 var næsten lige store, hvilket også kan siges som at dødeligheden for spædbørn var næsten 100 procent.

Jeg véd ikke, om man kan beregne dødeligheden på den måde. I en artikel i Ugeskrift for Læger for 28-2 2000, hvor Lylloff undersøgte børnenes dødsattester, opgør hun resultatet således:

3.000 børn under et år, 2.000 børn på et år og 2.000 børn mellem to og fire år døde. De fleste dødsfald indtraf omkring kapitulationstidspunktet, men mange døde også i månederne efter kapitulationen. Spædbørnsdødeligheden var meget høj gennem hele året 1945. Spædbørnene døde af sygdomme med relation til mangelfuld ernæring, mens jo ældre børnene var på dødstidspunktet, jo mere dominerede infektionssygdomme som fx pneumoni, morbilli, difteri og gastroenteritis.

Ser man på tallene for de enkelte måneder, topper april med 2279, maj ligger også højt med 1466, men derefter falder dødsfaldene ret drastisk, så der i december måned døde 80, altsammen børn under 5 år.

Den høje dødelighed nævnes også i artiklen fra lægeskriftet:

Den høje spædbørnsdødelighed blandt flygtningene, den nærmede sig i 1945 til 100% og den fortsatte året ud, må ses som udtryk for massivt omsorgssvigt for specielt denne aldersgruppe. Ernæringsforstyrrelser (Ernährungsstörung) er suverænt den hyppigste dødsårsag.

Som sagt kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvordan spædbørnsdødeligheden beregnes. Af en tabel fra den omtalte artikel fremgår det, at der i 1945 er blevet født 1512 børn af tyske flygtninge. Og hvis 3000 børn under ét år er døde, rækker det vel ikke med en dødelighed på 100%. Hvis vi tager april, så døde der 784 børn under 1 år, mens der blev født 94. Og tager vi december, døde der 73 børn under 1 år, mens der blev født 210. Kan man lære andet af det, end at forholdene bedredes, efterhånden som flygtningene kom ud af den kaotiske flugtsituation og ind under ordnede forhold?

Danske læger nægtede i mange tilfælde at yde lægehjælp”. Det var såmænd ikke kun i mange tilfælde, det blev nægtet over en bank i de forhandlinger, der fandt sted mellem Den danske Lægeforening og de tyske myndigheder i marts 45. At der så er en del eksempler på læger, der ydede lægehjælp på trods af det negative resultat af forhandlingerne, det skal da nævnes i samme åndedrag. Og frem til besættelsens ophør var der ingen danske læger involveret i behandlingen af de tyske flygtninge. Derefter blev der ved hver lejr ansat en dansk tilsynsførende læge.

Når der ikke var danske læger til at behandle flygtningene, skyldtes det, at tyskerne kunne selv. Dels var der en del militærlæger i landet – landet var en slags rekreationscenter for sårede soldater – dels fulgte der læger med flygtningestrømmen, og de – og de sygeplejersker, der fulgte med – blev straks sat i arbejde ved de forskellige flygtningesygehuse, som værnemagten oprettede.

Disse flygtningesygehuse tager Lylloff i sine artikler ikke det mindste hensyn til. Hun er blevet forarget over Den danske Lægeforenings nej, og dette nej kæder hun sammen med de mange dødsfald blandt flygtningene, specielt blandt børnene. Efter at have beskrevet nej’et, hedder det i Politiken-artiklen:

Dermed var de tyske flygtninge overladt til de kaotiske forhold på de tyske lazaretter, hvor kapaciteten i forvejen var fuldt optaget af de sårede soldater. Dette kostede i tusindvis af tyske flygtninge livet.

Nej, såmænd gjorde det ej. Lylloff skal absolut have givet de danske læger ansvar for de mange børnedødsfald og derved er hun nødsaget til kraftigt at undervurdére den tyske organisationsevne. Så når hun skriver, at

danskerne og ikke mindst de danske læger i virkeligheden så passivt til, mens tyskere og især tyske spædbørn døde i tusindvis.

så er det direkte forkert. De danske læger havde nok at gøre med de patienter, der lå på de danske sygehuse. Og værnemagten ville da bestemt ikke, så længe den havde noget at skulle have sagt, have fundet sig i en sådan passivitet fra danske lægers side, hvis tyske spædbørn døde i tusindvis. Den kunne jo sagtens have beordret danske læger til at arbejde på de tyske flygtningesygehuse.

Sjovt nok leverer Lylloff selv det bedste bevis på, at der var tyske læger til stede, også når børn døde. I artiklen fra Ugeskrift for Læger overvejer hun dødsattesternes validitet, og når til følgende konklusion:

Materialet, dødsattesterne, er ikke af normal dansk standard, men det er det eneste materiale, vi har. Hovedparten af dødsattesterne er dog utvivlsomt udfyldt af kapable tyske læger, og tendensen i dødsårsagerne er så klar, at selv om nogle af attesterne er udfyldt af ikke kvalificerede personer, kan det på grund af det store talmateriale alligevel anvendes til at vise et formentligt korrekt billede.

Dette er en ganske besynderlig overvejelse. Lylloff er i færd med at undersøge dødsårsagerne. Dem skal hun bruge for at kunne fastholde, at mange dødsfald skyldtes helbredelige sygdomme, som, hvis de var blevet behandlet af de danske læger, ville kunne helbredes. Men ak, det blev de ikke, for de danske læger sagde nej til at behandle, stod passivt på sidelinjen og så til. Og så leverer hun uden at være klar over det det klareste bevis på, at de danske læger er uskyldige i disse dødsfald. Hovedparten af attesterne er udfyldt af ”kapable tyske læger”. Der har altså været læger til stede ved disse dødsfald, tyske læger, og disse læger har ikke blot skrevet dødsattester, de har også leveret fuldt forsvar lægelig behandling, de var jo, siger Lylloff, ”kapable”.

Ikke desto mindre har Lylloffs tese om de danske lægers medskyld i dødsfaldene fået lov at stå forholdsvis uanfægtet. Jeg har her fremkommet med nogle overvejelser over, hvordan det kan gå til, at hun selv kommer til at levere beviset for, at hun tager fejl.

Så alt i alt: Bo Lidegaard har ret: vi var såmænd ikke så slemme dengang. Men når han overser forskellen fra dengang: at vi i dag skal modtage migranterne som medborgere, mens vi dengang skulle modtage dem som flygtninge, der rejste tilbage til Tyskland, kommer han uforvarende til at bære ved til Dansk Folkepartis bål: De foreslår jo nu, at de migranter, der ankommer til os og ønsker beskyttelse som flygtninge, skal bo i særlige statslejre, hvor de ikke skal forsøges integreret i det danske samfund, nøjagtig som politikerne dengang en bloc satte hælene imod, da nogen foreslog, at flygtningene skulle ud af lejrene og hjælpe til i landbruget, se her. Og det er jo egentlig en lidt besynderlig rolle for Bo Lidegaard at spille.

Så pas på, Bo Lidegaard! Det kan også være farligt at drage historiske paralleller.

Men altså: da vore erfaringer med muslimske landsmænd ikke er de bedste, er der ikke noget at sige til, at vi ikke straks springer til og byder velkommen. Flere problemer med muslimers integration er ikke lige, hvad vi har brug for.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Historiske paralleller

  1. Pingback: Falske historieparalleller | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s