Ikke en rævehale

Det skal gå galt, når Kristeligt Dagblad giver en række teologer og prædikanter nogle bibelsteder at skrive om med særlig henblik på den nuværende flygtningesituation. Bladet gør opmærksom på det ved den første kronik af den art, den af Svend Andersen den 16-9 2015, se her. Her hedder det:

Kristeligt Dagblad har bedt en række teologer om at reflektere over den europæiske flygtningekrise med udgangspunkt i udvalgte citater fra Matthæusevangeliet. Det drejer sig helt præcist om Matthæus-evangeliet, kapitel 6, vers 1-6; Matthæus- evangeliet kapitel 11, vers 28-30 og Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 42-46.

Faktisk er der tale om, at avisen lokker de arme teologer i en fælde. Men da avisen selv sikkert ikke aner, at der er tale om en fælde, er den måske undskyldt.

Sagen er, at ”den europæiske flygtningekrise” er en krise, der skal løses med politiske værktøjer. Og næsten ligegyldigt, hvad teologerne siger, vil det blive sat ind i den sammenhæng, avisen har stillet op: det bliver uvægerligt opfattet som kristendommens råd til vore politikere. Bevares, alle de teologer, der hidtil har afleveret deres ”stil” til læreren, har svaret pænt og rigtigt, at budet om næstekærlighed hører med til kristendommen, og at det er naturligt og selvfølgeligt for en kristen at yde nødhjælp til de trængende. Det drejer sig foruden om Svend Andersen, om Jørgen Seiersgaard, se her, og Henrik Stubkjær, se her. Og alle tre sørger også for at bemærke, at der ikke fra kristendommens side kan gives anvisninger eller gode råd til politikerne om, hvad de skal gøre. De søger meget prisværdigt at modarbejde det svar, som avisen med sin opfordring lægger op til.

Forgæves!

Som situationen er i dag, bliver deres svar uvægerlig opfattet som et politisk svar. Situationen råber jo på et politisk svar, og kommer nogen med et indspark fra kristen side, opfattes det uvægerlig som et svar på den politiske krise. At vi skal yde nødhjælp, véd vi alle, det har ingen nødig at fortælle os.

Svend Andersen er den, der er gået længst ind i Kristeligt Dagblads fælde. Se bare, hvad han skriver til sidst:

Der findes naturligvis ikke nogen kristen flygtningepolitik. Hverken Bibelen, Luther eller nogen anden teologisk autoritet kan give konkrete anvisninger for et yderst komplekst nutidigt politisk problem.

Alligevel er det tankevækkende, at Angela Merkel er leder af et såkaldt kristeligt parti. Og at Lars Løkke Rasmussen har ladet indskrive i sit regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land. De to regeringsledere tolker dog tydeligvis deres påberåbelse af kristendommen yderst forskelligt. Den tyske præstedatter Angela Merkel ved, at næstekærligheden også omfatter den fremmede.

Nej, nej, vi må sandelig ikke tro, at kristendommen kan komme med svar på tidens politiske problemer, hvor kan dog nogen tro, at en teologisk professor kan lide af den misforståelse! Og umiddelbart efter er den teologiske professor alligevel i stand til at give højere kristelig karaktér til Angela Merkel end til Lars Løkke Rasmussen. Forunderligt, ikke?

Sagen bliver ikke mindre prekær af, at det, der får Svend Andersen til at mene, at Angela Merkel handler mere kristeligt end Lars Løkke Rasmussen, formentlig er den mest ukristelige udtalelse, hun er kommet med her i migrantkrisen, den, hvor hun sammen med den østrigske kansler meldte ud, at migranterne i Ungarn roligt kunne komme til Tyskland, herfra ville de ikke blive sendt tilbage til Ungarn.

Denne udtalelse blev katastrofal. Den førte med sig, at migrantstrømmen voksede med mange tusinde. Alle i Mellemøsten, der følte, at de ikke havde nogen fremtid dèr, ville nu til Tyskland. De opfattede Merkels udmelding som en invitation. Og det så de bekræftet af alle de ”Gutmenschen”, der modtog migranterne på München banegård. Så nu var det bare med at komme af sted.

Hvilket altsammen resulterede i, at Tysklands indenrigsminister så sig nødsaget til at lukke grænsen til Østrig. ”Midlertidigt!”, forsikrede han, men sagen var, at modtagesystemet var ved at bryde sammen. Det burde Tyskland jo egentlig selv have lidt under, for det var dem, der forstærkede stormløbet på EU, men nej, de lod aben gå videre, først til Ungarn, så til Serbien, derefter Kroatien og Slovenien. Og nu må vel så Østrig til at finde sengetæpperne frem. Og i alle Balkanlandene venter tusinder på at komme frem, foruden dem, der har pakket kufferten i Tyrkiet.

Altsammen foranlediget af grækernes ophør med grænsebevogtning og siden af Merkels udmelding.

Uklog, ja. Letsindig, ja. Men ligefrem ukristelig? Er det dog ikke at tage munden for fuld? For kristendommen vil jo ikke komme med politiske budskaber, var det ikke det, vi var enige om?

Det var det, de tre teologer var enige om. For de havde fået en bestemt stil for: Fortæl, hvilke tanker du gør dig om den nuværende flygtningekrise, set ud fra disse tre skriftsteder! Den svarede de pligtskyldigst på. Havde de nu fået nogle andre skriftsteder for, så ville besvarelsen måske være faldet anderledes ud.

Hvad med Jesu ord om at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er (Mark 12,17)? Eller hvad med Paulus’ udlægning af Jesus, Rom 13,1-4:

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.

Myndighederne bærer ikke sværdet for ingenting, hedder det. Oven i købet handler de på Guds befaling, når de bruger sværdet til at skaffe orden. Det skriftord kunne man godt bruge, når man hører, hvordan de ungarske politifolk bliver skældt ud, fordi de bekæmper de migranter, der kaster med sten imod dem for at tiltvinge sig adgang til ungarsk territorium. Det ville i så fald være medierne, der skulle have et sådant skriftord i hovedet. Men det skal man nok ikke forvente sig af nogen kirkefolk eller teologer. For migranterne har formået at skabe en aura af uskyldighed og forhutlethed omkring sig, som umuliggør, at de kan gøre noget forkert, nej undskyld: umuliggør, at noget af det forkerte, de gør, af de vestlige medier kan opfattes som forkert.

Og nogen kunne måske også have bedt dem om at reflektere over Luthers ord om, at Gud har givet myndigheden et sværd, ikke en rævehale. En kommentator hævder, at man dengang brugte rævehaler som støvekoste. Meningen er i hvert fald klar nok: Det kan ikke nytte, hvis myndigheden vil være blødsøden overfor folk, der ikke lader sig styre. Her må der sættes hårdt ind.

To steder bruger Luther ordet ”rævehale”. Første gang er i det skrift, han udgav i 1525 ”Sendebrev om det hårde skrift mod bønderne”. Han havde fået bebrejdelser, fordi han i ”det hårde skrift mod bønderne” havde skrevet, at nu, hvor alle forsøg på fredsforhandlinger med de oprørske bønder var endt uden resultat, nu måtte fyrsterne slå bønderne ned ”som gale hunde”. Men det er ikke meget undskylderi, der kommer fra Luther i dette skrift. Han mener, at bønderne må have lært noget af begivenhederne. Og han mener også, at fyrsterne må have lært noget.

For herskerne var det, der er sket, også nyttigt. De kunne herved lære, hvad der ligger i pøbelen, og hvor langt man kan stole på den. Sådan at de kan lære for fremtiden at regere ret, at holde styr på land og veje. Der var jo intet styre og ingen orden mere, alt stod åbent og ledigt. Ligeledes var der heller ikke mere nogen frygt eller angst i folk, enhver gjorde lige, hvad han ville. Ingen ville give noget fra sig, og dog ville enhver svire og drikke, være lapset og gå ledig omkring, som var de allesammen herrer. Æslet skal have pisk, og pøbelen skal regeres med magt. Det vidste Gud godt. Derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale i hånden, men et sværd. (Se her).

Senere bruger han ordet i sit skrift fra 1526: ”Kan soldater også have Guds nåde?” Her argumenterer han imod en pacifistisk holdning. Her hedder det:

Prøv selv at tænke det igennem: hvis man anerkender, at krigsførelse i sig selv strider imod retfærdigheden, så bliver vi derefter også nødt til at anerkende, at en mængde andet strider imod retfærdigheden. For hvis det er uberettiget at bruge sværdet i kamp, så er det også uberettiget at bruge det til at straffe forbryderne eller til at opretholde freden med. Så måtte kort sagt alt, hvad sværdet gør, stride imod retfærdigheden. For er en retmæssig krigsførelse andet end et middel til at afstraffe forbryderne og at opretholde freden? Når man straffer en tyv, morder eller ægteskabsbryder, er det en afstraffelse af en enkelt forbryder. Men hvis man fører en retmæssig krig, så straffer man på en gang en hel mængde forbrydere, som laver lige så mange ulykker, som de er mange til. Hvis nu én anvendelse af sværdet er ret og rigtig, så er også enhver anden ret og rigtig. Det er jo et sværd og ikke en rævehale, og det kaldes Guds vredesstraf (Rom.13). (Se her).

Begge gange er det nok Rom 13,4, han har i tankerne. Men begge gange er det også den naturlige lov, han argumenterer ud fra. Altså: Enhver burde kunne se, at man er nødt til at have en øvrighed, der straffer forbryderne; ellers ville de jo få overtaget. Og enhver kan også se, at bliver et land angrebet, må det have ret til at forsvare sig. Men den naturlige lov er Guds lov. Hvilket imidlertid ikke betyder, at teologer har større indsigt i den end andre, heller ikke en teolog ved navn Martin Luther. Ganske vist holder Luther sig ikke tilbage fra at give fyrsterne gode råd under bondeoprøret i 1525. Men han er sig meget bevidst, at hans råd netop ‘kun’ er råd, ikke befalinger på Guds vegne, ikke autoritære udlægninger af den hellige skrift.

Jo, på ét punkt er der tale om mere end et råd. Hvis fyrsterne – eller bønderne for den sags skyld – vil mene, at de handler efter evangeliet, når de handler politisk, så bliver de mødt med Luthers teologiske piskeslag: Det bliver ikke noget godt styre, hvis man vil regere efter evangeliet.

Situationerne dengang og nu er naturligvis vidt forskellige. Og dog, hvis herskerne dengang af det skete kunne lære, at de altså er nødt til at bruge magt af og til, og at det af og til kan gå sådan, at det hele bliver værre, hvis de ikke bruger magt, så kan vore dages herskere faktisk lære nøjagtig det samme.

Det hele er jo begyndt med, at man undlod at sende bådflygtningene fra Libyen tilbage til Libyen. Man handlede givetvis af barmhjertighed, men øvrigheder skal ikke altid handle af barmhjertighed. I hvert fald: menneskesmuglere lærte lynhurtigt, hvordan de kunne få deres kunder ind i Europa. Skibbrudne bliver altid ført til Europa, hvor de så kan søge asyl. Derfor drejede det sig om at gøre sine kunder skibbrudne. Og det er menneskesmuglerne ad åre blevet eksperter i.

Dernæst skete der det, at de øvrige Dublin-lande affandt sig med, at Italien undlod at registrere de migranter, der ankom til landet. En overgang ankom der én gang om ugen et fly fra Milano, som man i Kastrup lufthavn kaldte ”Somalier-ekspressen”. Det var altid fuldt af migranter fra Somalia, og de var aldrig blevet registreret i Italien; italienerne havde nemlig ladet det være frivilligt, om man ville registreres i Italien. Det samme gjorde så i en vis forstand de danske myndigheder. Før de blev registreret i lufthavnen, fik de en billet til Sandholm med besked på at melde sig dèr. Hvilket resulterede i, at kun få meldte sig i Sandholm, de fleste rejste videre til Sverige.

Så undlod grækerne at bevogte deres grænse i Ægæerhavet. Og så var det, at den nuværende bølge væltede ind i EU. Grækerne kunne ikke registrere, sagde de, makedonerne og serberne heller ikke. I begyndelsen prøvede vel makedonerne at holde de mange mennesker ude, men snart gav de efter for presset, og nu gør de ikke flere forsøg på at vogte grænsen. De véd jo, at disse mennesker ikke vil blive i deres land.

Og som sagt har tyskerne nu fået kolde fødder, de lukker deres grænse, ja, der er meldinger om, at den tyske regering agter at stramme vilkårene, bl.a. nedsætte bidragene, sikre sig, at man kan sende ikke-anerkendte asylansøgere tilbage, og straffe dem, der kommer med forkerte oplysninger eller falske papirer, se her. De prøver med andre ord at rulle Merkels ”kristelige” invitation tilbage. Og det er klogt gjort. Men det er også kristeligt gjort. For hvis Merkels invitation blev begrundet med noget, der har med evangeliet at gøre, er den ikke blot uheldig og ulykkebringende, den er også ukristelig.

Men det er mærkelige ting, vi er vidne til. Ikke fra migranternes side, det er såmænd meget forståeligt, at de opfører sig, som de gør. De har et mål: de vil til Tyskland eller Sverige, og de gør det, de kan gøre ustraffet for at nå det mål. Nej, det mærkelige ligger i mediernes næsten fuldstændig uændrede billede af migranterne som stakkels mennesker, man må have medlidenhed med. De kan gøre, hvad det skal være, den medlidenhed sidder uafviskeligt i mediebilledet, den har de som ledesnor i deres beretninger.

Derfor kan ingen grænsebevogtning godkendes af medierne, derfor forties migranternes stenkast, mens det ungarske politis tåregas og vandkanoner fremhæves, derfor fotograferer man kun nødtvungent de 60% af migranterne, der er unge mænd, i stedet zoomer man ind på kvinder med børn; derfor skal politiet være tilstede i meget stort tal, for medierne tolerere ikke, at der røres et hår på de ‘stakkels flygtninge’.

Og først og fremmest: derfor kaldes migranterne konsekvent flygtninge. Medierne vil udnytte det positive, der ligger i begrebet ”flygtning”.

Ikke blot skal altså øvrighederne selv lære igen at være øvrigheder, medierne skal også lære, at det er godt, at øvrighederne handler som øvrigheder. Begge dele ser ud til at være besværlige læreprocesser.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Ikke en rævehale

  1. Pingback: Attentatet i Paris | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s