Menneskelig kapital

Der er tre kloge mennesker, jeg i dag vil holde mig til. Det er 1) Jeremy Bentham, engelsk oplysningsfilosof, omtalt af Peter Singer i Information, se her. 2) Vaclav Klaus; han har skrevet en artikel i Die Welt, se her, med et godt referat på engelsk her. 3) Gert Tinggaard Svendsen; hans bog Tillid i serien Tænkepauser.

Vi begynder med Jeremy Bentham. Han har i begyndelsen af 1800-tallet opregnet en del typiske fejlslutninger. De blev samlet i en bog, Book of Fallacies, som dog først er blevet udgivet fornylig. Singer gengiver nogle af disse fejlslutninger, bl.a.

1) bekræftelsesbias (når vi foretrækker og husker informationer, der understøtter snarere end modsiger vores overbevisninger),

2) overmodseffekt (når vi overvurderer, hvor virkelighedstro vores antagelser er)

3) tilbøjeligheden til hellere at reagere på et enkelt menneskes konkret synlige lidelser end på lidelser for et stort antal mennesker, vi kun har abstrakt og statistisk viden om.

4) menneskeretsfejlslutningen. Når folk argumenterer imod en påtænkt foranstaltning med den begrundelse, at den overtræder ’menneskerettighederne’, påberåber de sig ifølge Bentham vage abstraktioner, der hindrer os i at se nøgternt på foranstaltningens mulige konkrete nytteværdi. (Min nummerering).

Den tredje fejlslutning ser vi til overflod i funktion i migrantdebatten. Oven i købet diskuterer vi ikke sagen selv, men diskussionen om sagen, jf. diskussion om den døde dreng på Tyrkiets kyst, hvor spørgsmålet ikke var, om de konklusioner, de fleste drog af billedet, var korrekte eller ej, men om det var betimeligt at vise et sådant billede. Men ellers er det fortrinsvist de to første fejlslutninger, vi får brug for, når vi nu går i gang med Klaus’ artikel.

Den har på tysk overskriften ”Merkel gør Europa en bjørnetjeneste”. ”Bjørnetjeneste” hedder på tysk ”Bärendienst” og sandt er det, at det næsten ikke er til at bære. Men godt, at i det mindste nogen gør vrøvl.

Først siger han nu, at diskussionen fejlagtigt bygger på begrebet ‘flygtning’, hvor begrebet ‘migrant’ var i større overensstemmelse med virkeligheden, for ikke ligeud at sige, at der er tale om økonomisk motiverede migranter.

Men allerede i næste afsnit vender han sig – formentlig uden at vide det – imod modstanderne ud fra Benthams 2. fejlslutning, den med den stærkt overdrevne tiltro til egne antagelser. Han skriver:

Socialvidenskaberne lærer os (i dette tilfælde endog i sjælden samklang med den sunde menneskeforstand), at en nødvendig betingelse for en gnidningsfri og produktiv funktion og for den nødvendige stabilitet i ethvert samfund er den indre sammenhængskraft i samfundet. Den økonomiske videnskab taler her om ”menneskelig og social kapital” uden hvilken en sundt fungerende stat ikke er mulig.

Den nuværende debat om indvandringen ignorerer disse elementære fakta. Ideologer ser ikke noget problem heri, for de er omtåget af multikulturalismens ideologi. De tror, at det er muligt at ‘udfylde’ de enkelte samfund i Europas forskellige stater med migranter helt uden problemer.

Ikke sandt, det er tydeligt fejlslutning 2, han her angriber med held. Han fortsætter:

Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at disse politikere slet ikke beskæftiger sig med den opgave at standse den nuværende migrationsbølge. De beskæftiger sig udelukkende med på én eller anden måde at håndtere den – med penge, med åbne arme, med indkvartering og, især, med løfte om et nyt og bedre liv.

Så langt så godt. Herefter følger hos Klaus en lille digression, som jeg ikke kan give ham ret i. Han mener at kunne følge en tysk teoretiker, Jiri Weigl, i at antage, at der ligger en hemmelig dagsorden om folkeudskiftning bag vore politikeres holdninger. Den tror jeg ikke på. Og jeg tror forresten heller ikke særlig meget på den med den multikulturelle ideologi. Jeg tror mere på den teori om en overførsel af racisme-tankegangen fra USA til Europa, som jeg diverterede mine læsere med i det forrige indlæg.

Men Klaus er ikke færdig. Han giver os endnu et eksempel på, at politikere overvurderer, hvor virkelighedstro deres antagelse er. De mener, siger han, at indvandringen ganske vist i en overgangsperiode vil have nogle kedelige konsekvenser, men at den på langt sigt vil være positiv. Men det siger Klaus er en fatal fejltagelse:

Den antagelse hos disse politikere, fremfor alt hr. Gauck og fru Merkel, at der ud af migranterne straks vil fremkomme motiveret, intelligent, uddannet arbejdskraft, der kan indsættes med det samme og erstatte de tyske arbejdere i pensionsalderen, er simpelthen latterlig. Den står i stærk modstrid med alle de erfaringer, som Tyskland hidtil har gjort med sine indvandrere og gæstearbejdere.

Og minsandten, om så ikke Vaclav Klaus mener, at politikerne ligefrem tror på, at det er muligt at skabe et nyt menneske. Det bliver der skam lagt mærke til her på bloggen, for det var jo netop, hvad jeg mistænkte vore politikere for i sidste indlæg. Klaus bruger dog ikke som jeg eksemplet med det nye kommunistiske menneske eller det ædle muslimske menneske, men siger i stedet:

Det er derfor også muligt, at disse fortalere for den massive indvandring tror på genopdragelsens, manipulationens og indoktrineringens magt, at de drømmer om skabelsen af et nyt menneske, som ganske i traditionen fra Aldous Huxleys geniale bog ”Fagre nye verden” kan formes helt og holdent efter deres forestillinger.

Klaus fortsætter:

Det er en næsten barnlig forestilling. Wolfgang Kasper, der oprindelig var tysker, men har boet et halvt århundrede i Australien, siger om dette: ”Der er naturligvis undtagelser, men de fleste af dagens migranter vil komme til at gennemgå en langsom proces med den kulturelle tilpasning, der tager flere generationer”. Kasper henviser til den kendsgerning, at andengenerationsindvandrerne afviser at integreres i det europæiske samfund, og endog ofte afviser hele det vestlige værdifællesskab. Hvis sådanne tendenser vinder, truer processen med den ”kulturelle tilpasning” med at forløbe med omvendt fortegn.

Wolfgang Kasper er økonom, og disse iagttagelser er altså gjort af en økonom og ikke en sociolog. Men almindelig sund fornuft synes at måtte give ham ret. Også det med andengenerationsindvandrerne. For det er én reaktion på den vanskelige situation, disse unge mennesker ofte stilles i: de bliver endnu mere arabiske, endnu mere muslimske end deres forældre. Og så kan vi fra værtslandets side kikke i vejviseren efter integrationen og dermed også efter den arbejdskraft, der skal forsøde tilværelsen for os gamle europæere i vores alderdom.

Vi skal også lige have slutningen af Vaclav Klaus’ artikel med:

Migranterne følger de ansvarsløse europæiske politikeres lokketoner uden at kende til de risici og trusler, som venter på dem – og på deres børn og pårørende – på deres rute, selv om de hundreder af døde i Middelhavet bevidner det på sørgelig måde.

De følger alle løftet om, at det er muligt at kunne leve i Europa. Politikere som Angela Merkel og Joachim Gauck bestyrker dem deri med deres ord. Måske tror disse politikere, at deres indbydelse er en positiv human gestus. Det er den ikke. Den er det modsatte. Den er en bjørnetjeneste for Europa. Jeg nærer en dyb bekymring for den europæiske civilisations fremtid. Det er intet mindre end det, det drejer sig om.

Og så til Gert Tinggaard Svendsens bog Tillid. Han kom som økonom ud for et spørgsmål fra sine amerikanske kolleger: Hvordan kan de skandinaviske lande klare sig så godt økonomisk med de høje skatter, de har; det er jo imod al almindelig økonomisk teori? Men først giver han os lige to scenarier:

Læsø er indbegrebet af dansk hygge og vel nok det mest fredfyldte sted, vi endnu har været. Alt kan vi lade ligge uden at spekulere det mindste på tyveri, hærværk eller andre ubehageligheder. Vi behøver ikke at gemme værdigenstande og kan efterlade hvad som helst i ulåste telte og biler. Aftalen om at bo på campingpladsen er kommet i stand over telefonen og er baseret på ord. Der var ingen formularer, som skulle udfyldes på forhånd, og ingen kreditkortnumre, der skulle sendes krypteret over internettet. Vi skal først betale for opholdet, når vi tager af sted. I princippet kunne vi stikke af her tidligt om mor­genen uden at betale, men den tanke falder hverken os eller nogen af alle de andre på campingpladsen ind.

Og så det andet scenarium:

Umiddelbart efter ferien skal jeg til en konference i Sydafrika. Jeg tager direkte fra den fredfyldte sommerferie på Læsø til Sydafrikas næststørste by, Durban.

Så snart jeg står ud af flyveren, kan jeg mærke, at no­get er radikalt anderledes. Der er bevæbnede vagter over det hele, og alle mennesker klamrer sig til deres tasker og andre ejendele. Lynhurtigt i løbet af den første dag må jeg justere mit syn på andre mennesker – for ikke at få et me­get kort og hektisk liv. I receptionen får jeg instrukser om ikke at åbne døren til mit hotelværelse, når nogen banker på. I stedet må jeg gemme alle synlige værdigenstande og spørge, hvem der er bag døren. Derpå skal jeg ringe til receptionen og tjekke, om de kan sige god for vedkom­mende, og først når det er bekræftet, skal jeg åbne døren. Jeg opdager, at jeg begynder at overveje, om jeg vil blive overfaldet eller ej, når jeg går imod et fremmed menneske på gangene uden for mit hotelværelse.

Disse to scenarier kunne han nu bruge på mange måder. F.eks. til at blive forarget over volden i Sydafrika. F.eks. til at glæde sig over, hvor godt vi har det i Danmark. Men han bruger dem – lidt overraskende – til at svare på ovennævnte økonomiske spørgsmål. Det tog nogen tid for ham at nå frem til svaret, fortæller han. Han måtte først igennem et gruppearbejde for økonomer, hvor de behandlede spørgsmål om den sociale kapital og dens eventuelt gavnlige virkning i udviklingslandene, men så dæmrede det omsider for ham:

Den tanke, der voksede frem, var, at vi i de skandinavi­ske lande har en særegen beholdning af tillid sammenlig­net med andre lande og udviklingslandene i særdeleshed. Hele velfærdssystemet beror jo egentlig på tilliden til, at de fleste andre, og ikke kun en selv, bidrager til de fælles goder. Desuden skal borgerne også kunne stole på, at de offentlige institutioner fungerer, og at skatteindtægterne investeres og omfordeles som lovet. Myndighederne skal rent faktisk levere varen og give ’smæk for skillingen’.

Der står mange andre spændende ting i Tinggaard Svendsens bog. Blandt andet prøver han at få os til at forstå, at alle de sikkerhedsforanstaltninger, de har i Durban, jo koster store summer, og at det i sig selv gør det dyrere at investere i landet, og at alle de retssager, de fører i USA imod hinanden, hvis de ikke får deres forretningsaftaler efterlevet til punkt og prikke, jo også er en fordyrende omstændighed ved forretningslivet. Men hvad der her skal gøres opmærksom på, er blot dette, at den tillid, der præger de skandinaviske lande og som altså har store positive økonomiske konsekvenser, er truet af den altfor store indvandring. Det er Vaclav Klaus’ pointe. Eller pointen er, at vore naive politikere, der vil være så gode på vores vegne, ikke véd, at de udsætter det land, de er sat til at styre, for et stort eksperiment, som efter al sandsynlighed vil mislykkes: Vil de store masser, der nu strømmer ind i landene, kunne komme til at bidrage positivt til landet, eller vil de danne parallelsamfund, der ødelægger tilliden borgerne imellem – hvilket er sørgeligt nok – men også fører til økonomisk forarmelse, fordi flere politifolk, flere sikkerhedsforanstaltninger, flere tryghedsskabende tiltag koster penge?

Og kunne vi så endda få en åben diskussion om disse forhold, men det er, som om mange politikere benytter sig af fejlslutning 2 i altfor høj grad. Og derfor er det svært at få stukker nogle modargumenter ind. Men Vaclav Klaus er jo ikke hr. hvemsomhelst. Så måske der er håb om, at han kan vinde nogen forståelse for sit synspunkt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Menneskelig kapital

  1. Pingback: Magt må der til | ricardtriis

  2. Pingback: Tillidssamfundet | ricardtriis

  3. Pingback: Utålmodige unionsbyggere | ricardtriis

  4. Pingback: Fagidioter | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s