Ordglidning og ‘laden som om’

Så blev regeringscheferne enige om det, man kalder ‘flygtningekrisen’, men som måske burde hedde ‘migrantkrisen’. Men man kan godt spekulere på, om vi ikke er så langt ude i ordglideriet og skuespilleriet, at man har behov for en særlig ordbog for at kunne forstå, hvad der virkelig skete i nat.

Først kan man notere sig, at Jyllands-Postens netudgave, der jo forandres dagen igennem, godt nok havde nyheden om afgørelsen i Bruxelles på sin forside ved dagens begyndelse, men senere tog den bort. Og det er også lidt besynderligt, at Berlingske, som godt nok stadig har nyheden på forsiden, se her, lægger mest vægt på, at de europæiske ledere nu taler pænt til hinanden. Hvad de blev enige om med deres pæne tone, kommer tilsyneladende i anden række.

Som sædvanlig med den slags aftaler, skal man lægge mindst lige så meget mærke til, hvad der ikke står, som hvad der står. Tv2 har samlet 8 punkter fra aftalen, se her. Og umiddelbart betragtet ser det jo udmærket ud. Man vil øge bistanden til FN’s arbejde med flygtningelejre i nærområderne. Man vil også støtte Syriens nabolande, herunder Tyrkiet. Og så vil man have en øget dialog med Tyrkiet, ligesom man vil hjælpe både Balkanlandene og lande i Afrika. Så først kommer et punkt med at styrke de ydre grænser. Og så, som punkt 7, hjælp til Grækenland og Italien med at registrere migranterne. Endelig skal man også finde penge til en EU-nødfond.

Men den pæne tone, som regeringslederne anlagde overfor hinanden ved topmødet, har åbenbart bevirket, at der ikke på det sted lød nogen kritik af Angela Merkel, fordi hun uden at spørge andre næsten direkte indbød samtlige syrere til bosætte sig i Tyskland. En sådan kritik har imidlertid lydt ret højlydt i de tyske medier, fortæller Heidi Dachs i Kristeligt Dagblad, se her. Her hedder det bl.a.:

Den ellers så sagligt argumenterende kansler har senest ageret usædvanligt følelsesladet. En af hendes mest citerede udtalelser er: ”Hvis vi nu skal begynde at undskylde for, at vi i nødsituationer viser et venligt ansigt, så er det her ikke mit land.”

Dette udsagn får i magasinet Der Spiegel journalist Jakob Augstein til at skrive, at kansleren hermed stiller befolkningen tillidsspørgsmålet: Ønsker dette land fortsat at være Merkels land?

Lidt senere skriver Heidi Dachs:

En af de skarpeste udtalelser kommer fra CDU-forbundsdagsmedlemmet Veronika Bellmann, der i erhvervsavisen Handelsblatt kalder Merkels flygtningepolitik for en statslig falliterklæring. Hun er især vred over, at kansleren i begyndelsen af denne måned besluttede at åbne grænserne for tusindvis af flygtninge uden at have sikret sig partiets eller parlamentets opbakning først.

Det er ikke svært at se en forbindelse mellem Merkels erklæring og den øgede migrantstrøm. En sådan forbindelse nægter imidlertid den ellers i andre forhold ret fornuftige Erik Meier Carlsen at se i samme nummer af Kristeligt Dagblad, se her. Han mener, at politikere gør klogt i at være mere ydmyge med hensyn til, hvad de kan bestemme og hvad ikke. Han skriver:

I realiteten har politikerne kun meget begrænset kontrol. Samfundet og den omgivende verden udvikler sig i komplekse processer, som ingen mennesker kan styre. Det bliver tydeligt, når en finanskrise pludselig slår voldsomt igennem og tvinger politikere til desperate indgreb for at redde banker og økonomi. Eller når indvandringen til Europa løber ud af kontrol, og flygtningestrømme krydser grænser, og Dublin- og Schengen-aftaler går i opløsning.

Her er Erik Meier Carlsen langt ude på overdrevet. Og debatten i Tyskland modbeviser ham effektivt. Det er ikke i kraft af uafvendelige naturlove, at ”flygtningestrømme krydser grænser”, det skyldes højst menneskelige faktorer, f.eks. en udtalelse af kansler Merkel og en ændring i de græske bevogtningsforhold, og disse faktorer kan der gøres noget ved, selv om det unægtelig er lettere at åbne for en flygtningestrøm end at lukke for den.

Men i EU-regi var altså kritikken af Angela Merkel begrænset. Det samme var kritikken af Viktor Orban, den ungarske premierminister. Man talte pænt til hinanden. Men det var sikkert ikke det, der afholdt deltagerne fra at kritisere grækerne og italienerne for deres manglende grænsekontrol. Man er forlængst ophørt med kritik i den retning. Ja, Viktor Orban forsøgte sig på en venlig måde før mødet med en forespørgsel til grækerne, om ikke de andre EU-lande skulle hjælpe landet med grænsebevogtningen. Men det blev af Tsipras taget køligt imod, for grænsebevogtning er et nationalt anliggende. Men undskyld, det er jo så tydeligt et EU-anliggende, når migranterne, som Grækenland ikke kan holde ude, fortsætter ud af Grækenland.

Dog, det eneste, der skjult antydede, at det stod skidt til med grænsebevogtningen i Grækenland, var forslaget om øget dialog med Tyrkiet. Man har tidligere antydet, at landet burde gøre mere for at forhindre migranterne i at rejse over til de græske øer. Men hvorfor man ikke vover at sige til Grækenland, at også dets side af grænsen skal bevogtes bedre, det er uklart, selv om det jo unægtelig var mere naturligt at tale med Grækenland om bevogtningen end med Tyrkiet. Ligesom det stadig er uklart, hvorfor Italien skal roses for at have reddet menneskeliv på Middelhavet, når resultatet er, at disse reddede menneskeliv straks forvandler sig til migranter i EU.

Vi har oplevet en vældig glidning i ordenes betydning igennem de senere år. ‘Migrant’ er blevet til ‘asylansøger’, der igen forvandler sig til ‘flygtning’, næsten uden at man lægger mærke til det. Og efterhånden er det accepteret, at en ‘flygtning’ er lig med en ‘indvandrer’, så det, Lars Løkke i dag diskuterer på Marienborg med udvalgte repræsentanter for indflydelsesrige organisationer, uden videre er integration, ikke tilbagesendelse af ikke-godkendte flygtninge, som om det er en selvfølge, at de migranter, der ankommer til Danmark, er indvandrere, der skal have et ja til deres ansøgning om asyl.

Og vi har igennem lang tid observeret, at man fra officiel EU-side lod, som om grænsebevogtning var grænsebevogtning, lod som om Frontex var en organisation til forhindring af uautoriseret grænseovergang, lod som om Italien bevogtede Schengens ydre grænser, når de samlede skibbrudne migranter op nede ved Libyens kyst. Da italienerne nedlagde deres grænsebevogtningsprogram, Mare nostrum, og EU’s program Triton tog over, hed det sig, at Triton ikke ville operere udenfor Italiens sømilegrænse. Men gomorren, inden længe hørte vi om redningsoperationer, der fandt sted tæt ved Libyens kyst. Og naturligvis blev de reddede sejlet til Italien.

Hvad er det for et mummespil, man bedriver med os? Det er jo soleklart, at menneskesmuglerne trækker Italien og de andre nationer, der er med i Triton, rundt ved næsen. Men ikke, om man ser det! Nej, man er i fuld gang med at redde menneskeliv, menneskeliv, som aldrig ville være have haft behov for at blive reddet, hvis man havde sejlet de forrige mennesker, man reddede, tilbage til udgangspunktet, Libyen.

Og når nu man fastslår, at man vil styrke grænsekontrollen, hvad mener man så egentlig? Da jeg for nogle indlæg siden gennemgik Junckers State of the Union tale, skrev jeg:

Juncker nævner også Frontex’ grænsebevogtning. ”Vi har tredoblet vores tilstedeværelse på havet”, hedder det. Men utrolig afslørende fortsætter han:

”Vi har reddet ikke færre end 122.000 menneskeliv, siden vi gjorde det. Ethvert liv, der går tabt, er ét for mange, men mange flere er blevet reddet end det ellers ville være tilfældet, en stigning på 250%.”

Ikke sandt, man troede lige, at han ville fortælle lidt om, hvilken utrolig effektiv grænsebevogtning vi havde fået i kraft af denne tredobling, og så fortæller han i stedet om, hvor mange menneskeliv der er blevet reddet. Som om det var det samme. Og som om grænsebevogtning og redningstjeneste er ét og det samme. (Se her).

Kan man dog ikke se det: For hvert menneskeliv, man redder og tager med til Europa, lægger man den overbevisning ind i ti andre menneskers hjerne: Det kan altså lade sig gøre at komme til Europa.

Det er stadigvæk komplet umuligt for mig at forstå, hvordan ‘grænsebevogtning’ og ‘redningstjeneste’ kan komme til at betyde det samme.

Det er i det hele taget ret svært at forstå, hvordan kommissionen tænker. Hvorfor har man f.eks. haft så kissejavtravlt med at få vedtaget nogle kvoter, som flygtningene skal fordeles efter? Man har jo accepteret, at de ydre grænser står åbne, og kvoter giver vel ingen mening, før man véd, hvor mange flygtninge der skal fordeles, og det tal, det endelige tal, kan man først finde størrelsen på, når de ydre grænser er lukket.

Med aftalen natten mellem onsdag og torsdag har man så besluttet engang i november at oprette nogle hotspots i Italien og Grækenland, som skal være modtagecentre for alle flygtninge ind i EU. Men som jeg før har nævnt, se her, har man tilsyneladende ikke gjort sig klart, at man – meget mod sin vilje – givetvis bliver nødt til at anvende magt mod migranterne, for at det skal kunne lykkes at få sådanne centre til at fungere. Det letteste er måske at få de italienske centre til at virke. For her har man dog en vis samling på migranterne, når de føres i land på italienske skibe, så det skulle være muligt med tilstrækkelig store politistyrker at tvinge dem hen til centrene. Det er straks værre i Grækenland. For her kommer migranterne i meget mindre klumper og har formentlig lettere ved at snige sig udenom centrene.

Dernæst kommer den tvang, der skal udøves for at få migranterne til at acceptere de lande, de har fået anvist som modtageland.

Og endelig skal der vist anvendes en del politimagt for at få styr på de mange, der af gammel vane siver op gennem Balkanlandene uden at lade sig registrere. De skal jo efter planen tilbage til Grækenland og registreres. Altså tvinges tilbage. Ligeledes skal jo de afviste tvinges ud af EU. Og forøvrigt: hvor hurtigt vil denne udvisning finde sted? Sker det, efter at de har fået afgørelsen prøvet ved to instanser? Hvor mange falske lægeerklæringer kan de nå at indhente på den tid? Hvor mange børn har de fået undervejs? Ja, jeg spørger, for vore erfaringer med udvisninger her fra landet er jo ikke for gode. Der er advokater, der har følt sig som gode mennesker ved at trække sager i langdrag.

Skal vi også dèr ind i et mummespil, hvor man fra øvrighedernes side vælger, hvad man vil se og hvad man ikke vil se?

Ordnung muss sein”, siger tyskerne. Og noget af de eneste positive ved situationen er da, at tyskerne har lukket grænsen til Østrig for at kunne få tid til at skabe en vis orden. For selv om de gerne vil være Angela Merkels land, vil de vist også meget nødig give slip på det krav om orden, der ligger dybt i dem.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Ordglidning og ‘laden som om’

  1. Pingback: En bitte vantro hyrdedreng | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s