Falske historieparalleller

Der er mange, der vil bruge historien nuomstunder. De danske jøders flugt til Sverige er der mange, der har brugt for at kunne levere en etisk anklage mod vore dages danskere. Den parallel gjorde jeg op med for nogen tid siden, se her. Nu er det så et par andre paralleller, jeg vil gøre op med.

Den første er hentet fra Kristeligt Dagblads fredagsudgave, se her. Det drejer sig om et interview med forfatteren Stig Dalager i anledning af en ny bog, han har skrevet om den svenske diplomat Raolf Wallenberg. Det er sikkert en udmærket bog, og det, han skriver deri, er sikkert også historisk rigtigt. Men sammenligningen, han drager mellem Wallenbergs tid og virke og vor tid med dens migrantproblemer, er det bestemt ikke.

Det lykkede Wallenberg i krigens sidste måneder at redde mange tusinde jøder fra den direkte udryddelse, selv om tyskerne havde planlagt at udrydde alle jøderne i Ungarn. Herom hedder det om Dalager:

Dalager ser en tydelig parallel mellem flygtningesituationen i Europa for over 70 år siden og den, vi oplever i dag. Det handler om, hvordan vi behandler folk på flugt fra krig og forfølgelse, og der er det officielle Danmark ikke det bedste eksempel, mener forfatteren, der synes, vi kan lære meget af Wallenberg, der endte sit liv i en sovjetisk fangelejr.

Overskriften på artiklen er: ”Vi har glemt storsindet i flygtningedebatten”. Og det synes at være Dalagers mening, at man for at få det rette storsind frem hos os andre kan tillade sig hvad som helst i retning af historiske unøjagtigheder.

Men først synes jeg, det er værd at mindes Sofie Lene Baks ord om de mange, der ”bruger” jødeforfølgelserne under Hitlerstyret til at røre vor nutidige samvittighed. Hun siger, som også citeret i det ovennævnte indlæg, at man ”banaliserer jødernes skæbne under Anden Verdenskrig” med disse paralleller.

Dertil kommer en lidt letsindig omgang med kristne trossætninger:

Fra lænestolen i sin lejlighed i det nordvestlige København og en pibe i mundvigen nævner Dalager en udveksling [ordveksling?, rr] i bogen mellem Wallenberg og en katolsk pater. Svenskeren fortæller, at han ikke er så sikker på, at han har en egentlig gudstro, men at han har en tro på mennesket. Og hvis mennesket er skabt i Guds billede, sagde han videre, så må der være en krystal af kærlighed indbygget i det. Og det er denne krystal, som Dalager også appellerer til i den aktuelle situation, hvor Danmark skal håndtere flygtninge fra hovedsageligt borgerkrigen i Syrien.

Det kan godt være, at der i hvert menneske er indbygget en krystal af kærlighed. Men mon ikke den snarere aktiveres derved, at der vises kærlighed imod mennesket, end derved, at man ser en løftet pegefinger? Men når man er en så stor etiker, at man kan foreskrive andre, hvad de bør gøre, hvorfor er det så nødvendigt at overdrive virkeligheden? Hvorfra véd han, at flygtningene er flygtninge, og hvorfra véd han, at de hovedsagelig stammer fra Syrien? Tyskerne har mig bekendt fundet ud af, at kun omkring halvdelen af dem, der udgiver sig for at være fra Syrien, virkelig er fra Syrien.

Den etiske opsang fortsætter:

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har fat i noget, når hun taler om et værdiernes Europa, som vi definerer i disse år. Hvad nytter det at sidde og vente på en løsning, indtil vi har mistet vores sjæl? Hvad er det for en civilisation, vi gerne vil opbygge? Det handler om grundlæggende værdier, vi orienterer os efter. Vi står i en afgørende historisk situation, der tegner vores fremtid, og håndterer vi det med storsind og empati eller med den danske afvisningsfront, vi ser udspille sig politisk?

Det er det sædvanlige. De, der bevæger sig op i de høje etiske luftlag, har mistet evnen til at sætte sig ind i tankegangen hos os, der ikke ser en invasion af fremmede som den store lykke. Lad mig prøve at forklare det: Det kan godt være, at han siger, at han vil opbygge en civilisation, der åbner sig for alle fremmede og tager sig af den nødstedte, men det, der bliver resultatet, hvis han får magt, som han har agt, er en civilisation præget af stærke kampe mellem de tilflyttede muslimer og de indfødte danskere. Vi har allerede set første akt, og den opfordrer os ikke til at gå videre med anden akt.

Det andet eksempel på misbrug af historien stammer fra en kronik i Berlingske af Egon Clausen, se her. Egon Clausen mener, som det fremgår af overskriften ”Vi har prøvet det før”, at speciel sydslesvigerne tidligere har været udsat for en flygtningeinvasion, der siger spar to til den, vi oplever for tiden. Han tænker her på situationen lige efter Anden Verdenskrig, hvor Tyskland blev oversvømmet af flygtninge fra østområderne. Det er ikke mindst situationen i Slesvig-Holsten, han har for øje:

I Sydslesvig boede der på det tidspunkt godt halvanden million indbyggere. Antallet af flygtninge var på 800.000, og befolkningstallet voksede med 71 procent. Hvis Danmark i dag skulle tage imod lige så mange procent, skulle vi rumme 3,9 millioner flygtninge.

Flygtningene blev indkvarteret på skoler, i hastigt opførte skure og i folks private hjem, hvor de fik ret til at benytte stuer og værelser samt køkkengrej, sengelinned, sanitære installationer og andet fornødent. Denne tvungne indkvartering fandt sted i et land, der i forvejen var ruineret af krig og præget af mangel på alle fornødenheder, så det kan ikke undre, at den vakte voldsomme følelser – ikke mindst i dansksindede kredse.

Ikke sandt, befolkningstallet voksede med 71%, og så klager vi over, at vort befolkningstal skal vokse med 1% (hvis det går højt)!

Han fortsætter med at beskrive modstanden mod de mange flygtninge, de mange ukvemsord, der blev anvendt. Men så hedder det:

Hvad flygtningene og de hjemstavnsfordrevne angik, blev de også en positiv kraft, der var med til at skabe det Tyskland, vi kender i dag. Der findes endda forskere, der mener, at tilstrømningen af flygtninge kan ses som en moderniseringsproces – omend af de hårde. Den tyske kulturforsker Ulrich Tolksdorf har således inddelt flygtningenes møde med den hjemmehørende befolkning i seks faser, hvor de sidste to faser består i »akkulturation«. Det vil sige optagelse i den hjemmehørende befolknings kultur efterfulgt af en fuldstændig assimilation, hvor man er blevet et fuldgyldigt medlem af befolkningen, og hvor rester af den gamle kulturelle identitet kun bevares på enkelte områder med ren symbolsk betydning som f. eks. folkedans.

Således endte det godt. Det land, der blev løbet over ende af millioner af flygtninge, gik ikke under, men blev beriget ved det.

Og parallellen er klar: ”Fat mod, folkens! Det går ikke så slemt, som præsten prædiker! Det er muligt at få de fremmede ikke blot integrerede, ikke blot assimilerede, men endog akkulturerede.”

Man har hørt denne lektie før: Vi tror, at de fremmede er en byrde, men de vil formentlig gå hen og blive en berigelse.

Blot forekommer det altså mig at være én lang og stor løgnehistorie.

For det første: De flygtninge, der kom til Sydslesvig, var ikke fremmede, men tyskere. Vel var Tyskland så stort et land, at der i de enkelte områder herskede (og hersker) vidt forskellige traditioner. Men de havde dog samme sprog. Og de havde samme religion: kristendom. Vi i dag, derimod, er helt anderledes stillet. De migranter, der kommer og vil bo hos os, er ikke kristne, men muslimer, har ingen demokratisk tradition, har en helt anden kultur, hvor skam og ære betyder meget mere end hos os, osv. Og hvorfor skulle vi tro, at integrationen – og mere end integration taler vi jo ikke om – skulle lykkes med de ‘nye’ migranter, når det ikke er lykkedes med de tidligere?

For det andet: Tyskland havde lidt nederlag. Byer var bombet sønder og sammen. Folk boede som de bedst kunne finde lejlighed til det. Det var ”Stunde Null”, der var tale om. Der var en befrielse, også hos de slagne, over, at der nu ikke blev skudt mere, blodbadet var forbi. Det gav en vilje til at bygge op; derfor forstod man godt, at man måtte finde sig i flygtningene. Dertil kom, at en del tyskere, i hvert fald blandt dem, der var havnet i flygtningelejrene i Danmark, ville genopbygge Tyskland, ikke blot for deres egen skyld, men også for at kunne sone alle de misgerninger, de havde begået imod andre folkeslag. (Se enkelte eksempler på det her og her).

For det tredje: Tyskland var besat. Vel var det tyske embedsmænd, der fordelte flygtninge til de forskellige ubeskadigede huse, dvs. husene på landet, men bag dem stod besættelsesmagten, i Sydslesvigs tilfælde: englænderne.

For det fjerde: Det er løgn, at de mange flygtninge blev en positiv kraft. Det var de økonomiske kræfter, der blev retvendt i 1948; det var dem, der skabte det kendte ”Wirtschaftwunder”; og dette ville have haft samme virkning, også om der ingen østflygtninge havde været. Når der først kom gang i økonomien i 1948, skyldes det ikke mindst den såkaldte ”Morgenthau-plan”. Ifølge den skulle tyskerne forhindres i at kunne opruste; deres sværindustri skulle knækkes, der skulle kun være let og uskadelig industri i landet, foruden landbrug, naturligvis. Dette medførte nærmest hungersnød i Tyskland, så de vestallierede var nødt til at tilføre fødevarer til deres besættelseszoner. Englænderne måtte indføre brødrationer i England for at kunne klare situationen, i USA kaldte en senator Tyskland for ”Verdens største pensionat”. Den politik blev der først ændret på, da USA og Sovjetunionen kom i modsætningsforhold og den kolde krig tog sin begyndelse. Og efter sigende var det den senere tyske økonomiminister, Ludwig Erhard, der lidt bag om ryggen på de vestallierede fik fastsat kursen på den nye valuta, D-marken, så lavt, at Tyskland nu kunne eksportere og derved selv tjene til sit eget brød. Man kan se lidt mere om Morgenthau-planen her.

Dette vældige økonomiske opsving i Tyskland dengang står i grel modsætning til den afmatning, der i vore dage stadig hersker i Europa, også i Tyskland, efter finanskrisen. Med store flokke af arbejdsløse er det ikke lige sagen at skulle indoptage så mange migranter, som der nu er tale om, på arbejdsmarkedet. Men det er udfordringen i dag, hvis alle disse migranter skal modtages og tænkes at blive borgere her.

Disse to eksempler på misbrug af historien er samtidig eksempler på en afsporet debat. Og bevares, jeg kan da godt se, at det i nogen grad er den skæve udvikling, der har fundet sted, som har bestemt debatten. Vi diskuterer ikke, hvor mange flygtninge vi skal tage imod, for vi er ikke selv herrer over, hvem der melder sig hos os, og denne mangel på kontrol med antallet fordrejer diskussionen, så den ene part slår den anden i hovedet: ”Vi må da kunne tage nogle flere! Se, hvordan de strømmer til!”

Hvis vi nu fra begyndelsen havde sendt bådflygtningene tilbage, hvor de kom fra, og i stedet modtaget et stort antal kvoteflygtninge, så ville vi for det første have klaret problemerne meget mere socialt retfærdigt, idet vi jo kunne udvælge de fattige og syge til at komme til Europa i stedet for som nu kun at modtage de rige, og vi ville for det andet undgå alle de katastrofer, som bådflygtninge-trafikken uvægerlig medfører, og endelig ville vi for det tredje kunne få råd til at hjælpe meget mere i nærområderne, forudsat at vi ‘frivilligt’ ville bruge lige så mange penge på flygtningene, som vi nu bruger på dem, fordi de med deres tilstedeværelse på vort dørtrin ”tvinger” os at hjælpe dem, altså vi kunne helt anderledes frit diskutere, hvor vore penge gjorde størst gavn: hos flygtninge herhjemme eller hos flygtninge i nærområderne.

Men det er klart: Når man bliver ved med at bruge den slags overdrevne historiske eksempler, så har det lange udsigter med at få en nogenlunde fornuftig debat i gang om, hvordan vi skal tackle migrantstrømmen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s