Forskel på religioner?

Gennem de første mange år i bloguniverset oplevede jeg gang på gang, at det var meget svært at være islamkritiker. Hvis man på sin blog kom til at give udtryk for noget, der ikke satte islam i et godt lys, kunne man være sikker på, at blive mødt med al mulig kritik. ‘Kritik’ skal her ikke forstås som modargumenter, men som mere eller mindre pæne skældsord, eller som krav om tilsvarende kritik af kristendommen, altsammen fabrikeret ikke af muslimer, men af velmenende kristne.

Det var ganske mærkeligt. Så snart man havde sagt noget mindre pænt om islam, skulle man også sige noget mindre pænt om kristendommen. Det var ligegyldigt, om det var sandt eller ej, man skulle for enhver pris dele sol og vind lige.

Det er en svær opgave, der hermed gives enhver, der gerne vil viderebringe nogenlunde sande historiske oplysninger. For hvad nu, hvis kristendom og islam virkelig er forskellige! Hvad nu, hvis de er forskellige i den grad, at det værdisæt, de bedømmer hinanden efter, er vidt forskellige! Så bliver opgaven jo fuldstændig umulig. Man vil aldrig kunne bibringe et kristent publikum opfattelse af islams sande væsen, for et sådant væsen – hvis man kunne finde frem til det – vil jo altid blive bedømt efter kristne kriterier, altså bedømt negativt. Det kan aldrig så meget være islams sande væsen, man har fundet frem til, kristendommen skal forsynes med tilsvarende negative træk, hvad enten det er historisk korrekt eller ej.

Noget af det genoplevede jeg fornylig, da jeg blev præsenteret for en genfortælling af en libanesisk film ”Hvad gør vi nu?” med en libanesisk skuespillerinde og manuskriptforfatter Nadine Labaki som hovedaktør.

Filmen, der er fra 2012, foregår i en libanesisk landsby, hvor kristne og muslimer igennem lang tid havde levet fredeligt side om side. Nogle unge får så den idé at installere et tv på et offentligt sted i byen. Og byen erfarer nu, hvordan forholdet mellem kristne og muslimer ser ud andre steder i verden, hvor det jo er præget af store modsætninger. Efterhånden som man ser disse modsætninger ude i verden, dukker de samme modsætninger op i landsbyen. Man begynder i det små at chikanere hinanden. Men da der så sker noget voldsomt, beslutter byens kvinder at tage affære. De vil på tværs af det religiøse skel prøve at genoprette den fred mellem grupperne, som de havde tidligere. Og dertil udnytter de den kvindelist, der ifølge ordsproget er uden ende.

De inviterer en kvindelig russisk skuespillertrup til byen for at opildne andre drifter hos mændene en krigsdriften. De gennemfører også mange andre mærkelige ting for at få dæmpet mændenes gemytter. Og det sidste, de gør, er at bytte religion, så de muslimske kvinder bærer halskæder med kors og de kristne kvinder går med slør. Så først begynder mændene at fatte det, kvinderne (og tilskuerne) forlængst har fattet, at man er menneske og medborger, før man er kristen eller muslim.

En dansk anmelder, se her, skriver:

“Hvad gør vi nu?” er en fin film af og for kvinder om mænds sommetider stædige væsener. Men det er også en film om mennesker generelt og om, hvad det egentlig er, vi slås og skændes om, når der er andre, vi ikke kan lide, bare fordi de har en anden smag, en anden mening eller en anden tro. Der ligger ganske enkelt en hamrende naiv, men samtidigt sympatisk overbevisning bag “Hvad gør vi nu?”. En overbevisning om, at vi alle kan enes på trods af tro og religiøse anskuelser. Eller noget som helst andet for den sags skyld.

Det med det naive, endda det ‘hamrende naive’, skal anmelderen nok have ret i. Og en anden anmelder har ret i, at filmen ikke skal forstås naturalistisk, men symbolsk: der er tale om, at landsbyen er Libanon selv, som risikerer at gå ind i en ny borgerkrig. Og dette, at kvinderne bytter religion, er højst usandsynligt, men hører alligevel med til filmens budskab, hedder det. De andre påfund, som kvinderne kommer med, giver filmen et let præg, så den kommer til lige så meget at være en komedie som en tragedie.

Det, der slog mig ved den beskrivelse af filmen, jeg mødte, var, at instruktøren her synes at have brug for det samme ‘trick’, som mine tidligere modstandere her på bloggen ville have mig til at gennemføre: Man skal altid kritisere kristendommen lige så meget, som man kritiserer islam. Filmens instruktør gør det på den måde, at hun lade chikanerierne ikke blot være chikanerier fra muslimernes side, men også fra de kristnes side. Som om de to religioner var nogenlunde lige krigeriske. Som om kristendom og islam sagde det samme nedsættende om medlemmer af andre religionssamfund.

Men sådan forholder det sig jo ikke. Der er forskel på de to religioner.

Man skulle jo synes, at i hvert fald indbyggerne i Libanon nok skulle vide det.

Det er ikke så lang tid siden, jeg fandt en video på nettet, hvor en kvinde fra Libanon blev interview’et. Hun havde skrevet en bog om det, der var sket i Libanon, og både i bogen og interview’et var budskabet en advarsel til os europæere: I Libanon havde de prøvet, hvordan det var at modtage et stort kontingent muslimer som medlemmer af samfundet. Tidligere havde de måttet modtage palæstinensiske flygtninge, nu modtager de syriske flygtninge i stort tal, allesammen muslimer. Og, sagde hun, et stort indtag af muslimer vil uvægerlig forandre et land til det værre. Se på Libanon: Før var det en frihedens oase i en arabisk ørken, med et frit universitet, med frie forhold for filmskabere og litterater, med fri omgang mellem mænd og kvinder. For over halvdelen af Libanons befolkning var kristne.

Men nu. Nu, hvor muslimer er rykket ind i stort tal. Nu er alt anderledes. For de drømmer ikke om at respektere det lands traditioner, der modtager dem. De medbringer deres egne idéer om, hvordan lande skal styres. Og efter disse idéer og ikke efter de førhen gældende traditioner mener de, Libanon skal styres.

Og det er så den første unøjgtighed i filmen: Der er i Libanon ikke blot tale om en fast bestand af henholdsvis kristne og muslimer, som ved at se på, hvordan muslimer og kristne ikke kan enes andre steder, selv blive chikanerende. Der er tale om, at en betydeligt tilvandring af muslimer ændrer landet.

Dertil kommer så den unøjagtighed, der ligger i filmens budskab: at indbyggerne er medborgere, før de er muslimer eller kristne. Det forkyndes som en selvfølgelighed, som både muslimer og kristne i landsbyen er kommet bort fra, eller rettere: som mændene i landsbyen er kommet bort fra, men kvinderne har bibeholdt og nu med deres list vil have gennemført. Men det er jo i virkeligheden en kristen trossætning. Det er om den kristne Gud, det hedder, at der hos ham ikke er personsanseelse, som den gamle oversættelse sagde det. Det er i den kristne menighed, at slaven er lige så meget værd som den frie, kvinden som manden, grækeren som jøden, som Paulus siger Gal 3,28.

Det er ikke islam, der har sådanne lighedsidealer. Tværtimod. Indenfor islam er manden mere værd end kvinden. Hans vidnesbyrd i en retssal gælder det dobbelte af en kvindes. Og en muslim er mere værd end en ikke-muslim. Når derfor filmens budskab er, som det er, er det en fremhævelse af det kristne menneskesyn på bekostning af det muslimske. Men det er ikke noget, vi kristne skal glæde os over. For dette menneskesyn fremstilles som hævet over de to religioner, og når også muslimer fremstilles som mennesker, der kæmper for dette lighedssynspunkt, i hvert fald de muslimske kvinder, så tilsløres det sande muslimske menneskesyn, ligesom det forbliver en hemmelighed, at kristendommen går ind for, ja, måske er ophav til lighedssynspunktet.

Og den historiske løgn kan ingen være tjent med.

Lektor og Libanonekspert Sune Haugbølle siger om filmen:

Filmen fremmer den ide, at det ikke er religionen, der er problemet, det er sekterianismen – at folk samler sig i afgrænsede fællesskaber og laver et skel mellem ’os’ og ’dem’.

Kunstnere som Nadine Labaki forsøger at vise, at disse opdelinger er kunstige, der findes ikke egentlige skel mellem folk, og det er lige meget, om man er kristen eller muslim. De lever sammen og skal blot blive opmærksomme på, at libanesisk kultur per definition er sameksistens. (Se her).

Dette er naivt. Ligeså naivt, som når alvorlige og formentlig dygtige sociologer herhjemme forsikrer os om, at det er sociale faktorer, der er skyld i, at muslimer klumper sig sammen i ghettoer, det har intet med deres religion at gøre. Eller når de hævder, at radikaliseringen af muslimer skyldes vor dårlige behandling af dem, det skyldes ikke islam, for islam er i sig selv en fredens religion, som blot bliver misbrugt af en lille gruppe ekstremister.

Det kunne være en rar ting, om vi kunne komme så vidt i debatten om muslimer og islam, at vi fik mod til at se forskellen mellem islam og kristendom, herunder mod til at se det, vi som vesterlændinge må opfatte som mindre gode ting ved islam, f.eks. kravet om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim, og kravet om, at en frafalden muslim skal dræbes. Min tanke er ikke, at vi skal fare ud med alle mulige forbandelser, så snart vi hører om disse forhold, men at vi skal gøre os klart, at disse bestemmelser ligger i logisk forlængelse af det muslimske menneskesyn, og at dette menneskesyn derfor er forskelligt fra vores.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s