Demokrati og religion

Fornylig læste jeg en artikel om Mongoliet. Desværre kan jeg ikke finde den igen. Det var også kun en enkelt bemærkning i den, som jeg bed mærke i, den nemlig, at dette, at buddhismen var udbredt i Mongoliet, måske var en medvirkende årsag til, at landet har haft held til at udvikle et rimeligt fasttømret demokrati.

Det satte mig i gang med at overveje, hvordan egentlig de tre religionsstiftere, Buddha, Jesus og Muhammed, var nået frem til deres religiøse grundopfattelse. Og her viste sig en afgørende forskel mellem to første og den sidste.

Buddha nåede frem til oplysningen. Og hvordan gjorde han det? Jo, fortælles der, han satte sig under det hellige lotustræ og tog det løfte af sig selv, at han ikke ville forlade sin meditationsstilling, før han havde nået oplysningen. Og så fortælles der videre, hvordan han gennemgik årsagskæden fra den ene ende til den anden og tilbage igen, hvordan han forklarede sig, at mennesket var under ‘maya’s, bedragets, indflydelse, men ved meditationens og den rolige eftertankes hjælp slap fri; hvordan mennesket led af livstørst og først, når alt begær efter liv var udslukt, kunne indgå i nirvana; hvordan det menneske, der var sluppet fri af livstørstens fangarme, måtte gribes af medlidenhed med sine medmennesker og derfor vælge foreløbig at forblive i sit legeme og forkynde friheden for dem.

Men det er altsammen noget, Buddha selv forstår. Det er ikke noget, der kommer til ham som en tvang udefra. Det er, som når der går et lys op for et menneske: det er mennesket selv, der gennemfører alle tankebevægelserne, og dog er det, som om disse bevægelser har deres eget liv. Man kan ikke sige, at mennesket beslutter sig til at nå oplysningen, eller at mennesket med sin viljeskraft kan føre den igennem. Men det er heller ikke på nogen måde en erkendelse, der tvinger sig igennem; erkendelsen kommer kun i stand med mennesket selv som subjekt.

Og dette, at en overbevisning kun kan blive ægte, om den kommer i stand i den fuldkomneste frihed, er jo også demokratiets kendemærke. På baggrund af det menneskesyn kan der gennemføres fuld ytringsfrihed, for grundtanken bag dette politiske tiltag er jo, at mennesket må overbevises i frihed, hvis det skal være en sand overbevisning, det når frem til.

På samme måde nåede Jesus frem til den overbevisning, der bandt ham, i fuldkommen frihed. Han blev fristet af djævelen, hedder det hos Matthæus og Lukas. Han blev fristet til at bruge sin undergørende kraft til eget formål, ‘sig, at stenene her skal blive til brød’, fristede djævelen (Matt 4,3), og: ‘Hvis du er Guds søn, så kast dig ned [fra templets tinde]’, lød det senere. Men ingen af de to fristelser gav Jesus efter for. Og heller ikke den tredje faldt han for, den, der bestod i, at djævelen viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde, at alt dette skulle blive hans, hvis han ville kaste sig ned og tilbede djævelen.

Og kort før sin død, i Getsemane have, fristedes han igen, og da holdt det hårdere for ham at stå imod. Han blev grebet af dødsangst, og Lukas fortæller, at der kom en engel til ham og trøstede ham, og at hans sved faldt til jorden som bloddråber. Men han kom igennem sin angst, og kunne senere holde ud igennem både forhør, piskning, korsbæring og korsfæstelse. Kun til sidst lød det forfærdelige angstråb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Men igennem disse begivenheder var Gud vel nær som trøst, men ikke som én, der befaler. Sin lidelse tog Jesus på sig helt frivilligt.

Og derfor, fordi Jesus selv nåede frem til sin menneskeopfattelse helt og fuldt ad frivillighedens vej, derfor er der heller ingen tvang for den, der vil være Jesu discipel. Endog den ‘tvang’, der består i, at man søger at overbevise et andet menneske med edsaflæggelse, skal Jesu disciple afholde sig fra at bruge, jf. Matt 5,33-37. Det skal være sproget selv, dets logik, dets strukturer, der griber mennesket, så det lader sig overbevise. Er det sandt, at man får tilmålt med det mål, man måler med? (Matt 7,2) Svarer det andet menneske virkelig med tillid, hvis det mødes med tillid? Det er der ingen stat, der kan yde garanti for, det er der ingen helligskrift, der kan understøtte, det står der som den rene og skære påstand, og du får kun vished om det ved selv, for egen regning og risiko, at handle efter det.

Så både den måde, Jesus selv blev overbevist på, og den måde, hans disciple overbeviser andre på, er præget af frihed; al tvang er i den henseende en uting.

Men sådan er det ikke med islam.

Både er det sådan, at Muhammed selv blev tvunget til at modtage åbenbaringens ord, hvad enten han forstod dem eller ej, og sådan, at Muhammed ikke undser sig for at tvinge andre til at antage den muslimske tro.

Det første kan illustreres igennem det faktum, at alle koranens ord tænkes talt af Allah selv. Det er profetord, der er tale om, svarende til de gammeltestamentlige profeters ord: ”Så siger Herren: Jeg vil sende … osv.” Profeten lader uden videre de ord, der er ‘kommet til ham’, stå i første person éntal (eller flertal, den såkaldte pluralis majestatis). Det samme gør Muhammed i koranen, bortset fra, at han udelader dette ”Så siger Allah”, for det er hele tiden forudsat. Ordene er direkte åbenbaringsord, om Muhammed forstår eller ej, er ikke sagen, om tilhørerne forstår eller ej, er heller ikke relevant, hvad det drejer sig om, er at adlyde.

Det kan også illustreres gennem en tankegang, nogle har forsøgt sig med. Man vil bevise koranens guddommelighed ved at hævde, at visse af de ord, der er åbenbaret for Muhammed, f.eks. ord om planeter, og ord om fosterudviklingen hos mennesket, i vore dage viser sig at være videnskabeligt korrekte. Og, siger man, dette viser sig på trods af, at Muhammed selv jo ikke havde den viden om planeter eller fosterudvikling, som vi har. Jeg har i sin tid imødegået denne opfattelse på religion.dk, se her.

Og endelig vil jeg illustrere islams magtafhængighed med en historie fra den ældste Muhammed-biografi, Ibn Ishaqs. Jeg har brugt argumentet før, se her, så jeg nøjes med at citere:

At islam er en magtens religion, kan i første række ses af den ældste biografi af Muhammed, skrevet af Ibn Ishaq, se her. Her fortælles det, hvordan Abu Sufyan blev ført frem for Muhammed, efter at han havde lidt nederlag til ham. ”Er det stadig ikke klart for dig, at der ikke er nogen anden gud end Allah”, spørger Muhammed. Abu Sufyan svarer: ”Hvis der havde været nogen anden, skulle han have bevist sin eksistens og hjulpet mig”. Muhammed siger så: ”Er det stadig ikke klart for dig, at jeg er Allahs sendebud?” Dertil svarede Abu Sufyan: ”Derom har jeg stadig mine tvivl”. Så greb én af Muhammeds tilhængere ordet: ”Vé over dig! Bekend dig til islam og sig: ‘Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet’, inden jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og aflagde bekendelse til islam. Men altså, ikke via overbevisning og forståelse, men via et magtbud.

Det vil sige: der er en indre sammenhæng i islam. Muhammed selv måtte bøje sig for Guds magtkrav ved åbenbaringsbegivenheden: det skulle være, som Gud ville det, ganske uafhængigt af, hvad Muhammed mente eller troede. Og derfor mente Muhammed sig også berettiget til at kræve en lignende lydighed af sine tilhængere. Og det gjorde han.

Et sådant magtkrav har fulgt islam op igennem hele dens historie. I vore dage sidder det stadigvæk i muslimerne, at de bør gennemføre islams regler med magt, når de har mulighed for det. De vil både tvinge hinanden ind under den rette forståelse af islam, og de vil tvinge os andre til at rette ind, ikke sådan, at også vi skal overholde diverse muslimske regler, men sådan, at vi ikke fornærmer hverken muslimerne eller deres profet.

Imidlertid er et sådant magtkrav imod sprogets indbyggede logik. Den, der udøver magt, vil altid forsøge at legitimere sin magtudøvelse. Og igennem mange århundreder har islam legitimeret kaliffens magtudøvelse ved at henvise til shariaen, altså til en lov, ganske svarende til den legitimation, som enhver fyrste bruger. Forskellen var blot, at den muslimske lov tænktes at være uforanderlig, idet muslimerne påstod, at der var tale om Guds lov, mens alle andre samfund holdt sig til de love, der var vokset frem af traditionen. Og selv om det i begyndelsen så ud til, at dette at have en guddommelig lov var bedre end at have en kun menneskelig lov, så har det i tidens løb vist sig at være en hæmsko for udviklingen med denne uforanderlige, guddommelige lov: udviklingen er gået i stå hos muslimerne, mens den er accelereret kraftigt hos os andre. Og helt slemt er det da blevet for muslimerne, efter at de demokratiske tanker har vundet indpas i deres lande.

Det er jo det, der er vore samfunds styrke: hvor muslimerne tænkes at adlyde, hvad enten de forstår eller ej, altså alene ud fra den magts størrelse, der står bag, tænkes vi demokrater at adlyde, fordi vi forstår; og forstår vi ikke, har vi frihed til at gøre vrøvl, så lovene eventuelt kan gøres mere hensigtsmæssige; ytringsfriheden er nemlig en del af vort demokratiske isenkram. Men vil muslimer foreslå deres sharia ændret, er det Guds egne befalinger, de vil ændre, og det er blasfemi. Der er derfor en vis logik i, at man igennem de mange århundreder har straffet en sådan blasfemi med døden. Men omvendt er der ikke megen logik i, at man nu vil pynte alle de muslimske samfund med demokratiske fjer, så man afholder valg og opretter lovgivende organer. Og specielt kommer det da til at mangle logik, når man ikke vover at lade ytringsfriheden gælde i fuld udstrækning.

Dette er ikke en ny fejl i de muslimske samfund. Der har været mange muslimske filosoffer, som har prøvet at argumentere for en rationel samfundsopbygning. Men de har ikke kunnet få ligningen til at gå op. For det er et forkert menneskesyn, der mener, at sandheden skal tvinges ind på mennesker. Det er et menneskesyn, der så at sige ikke har opdaget, at et menneske kan lade, som om det mener noget, uden virkelig at mene det. Og det er klart: Hvis man får skabt sig nogle samfund af lutter efterplaprere, så går al rationalitet fløjten.

Det er måske det, der gør, at muslimer er så letkrænkelige: de har inderst inde en tvivl om, hvorvidt shariaen nu også er fra Gud. Eller: de er kun sikre, når de lever i samfund, hvor ingen har lov til at udtrykke tvivl.

Desværre har denne letkrænkelighed indgået en næsten opløselig kemisk forbindelse med den ‘hensyntagen’, som mange i vort samfund mener, vi skal møde muslimerne med, den hensyntagen, at vi ikke argumenterer imod deres tro. Det er en falsk hensyntagen. For den vridemaskine, som de kristne teologer har måttet igennem af indvendinger mod troen, hvorved de er blevet styrket betydeligt, den slipper muslimerne på den måde for at blive udsat for. Og det vil i det lange løb være skadeligt for deres religion.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s