Hvad nu, hvis …

Så fejrer vi 10-års jubilæum for Muhammed-tegningerne, ak ja. Kan der siges noget nyt i den anledning?

Måske ikke, men i det mindste kan man prøve at luge lidt ud i alle de mange erklæringer, der fremkommer. Det kan man bl.a. gøre ved hjælp af en overvejelse, Salman Rushdie kom med for nogle år siden. Dengang refererede jeg hans tankegang som følger:

I et interview med Salman Rushdie som Deadline i går (18-9) bragte uddrag af, se her, har han nogle overvejelser over, hvad vi i vesten skal gøre. Han skelner mellem et ”før” og et ”efter”, det vil sige: før og efter volden eller voldsopfordringen. I det første halve år efter at hans bog ”De sataniske vers” var udgivet, skabte den en del debat. Og det er helt i orden, sagde han, det er endda i nogle tilfælde ligefrem litteraturens opgave at skabe debat. Og i en sådan debat kan man give udtryk for, hvad man mener om bogen, og hvorfor man måske ikke synes særlig godt om den. Men så snart Ajatollahens mordopfordring, fatwaen, kom, ændredes billedet totalt. Nu var det, der skulle forsvares, ikke længere bogens kvalitet, nu var det ytringsfriheden, man skulle gå ind for, nu var det volden, der blev anvendt imod bogen, man skulle vende sig imod, nu var det det urimelige i, at nogen ville myrde for at lukke munden på en forfatter, der skulle fremholdes. (Se her).

Det forekommer mig at være en rigtig iagttagelse. Når den ene part bruger vold, er spørgsmålet ikke længer det pågældende værks kvalitet, men den vold, der anvendes. Denne vold eller denne trussel om vold er et angreb på ytringsfriheden. Og spørgsmålet er: Hvordan kommer vi den trussel til livs?

Jeg mener at kunne huske, at nogen i tilfældet Salman Rushdie foreslog, at alle i en måned eller så skulle bære en badge, hvorpå der stod ”I am Rushdie”. Meningen var naturligvis at forvirre den eventuelle morder ved at sige til ham, at skal Rushdie slås ihjel, så er jeg lige så skyldig som han.

Den tanke er taget op af Marie Krarup, der på sin blog på Berlingske skriver:

Et forslag ville være, at vi udnævner den 30. september til at være ytringsfrihedsdag i fremtiden. På denne dag bør alle aviser, forlag og enkeltpersoner tegne eller trykke et billede af Muhammed. Hvis vi gør det, vil det være umuligt for islamisterne at true nogen – for alle vil være implicerede, undtagen de selv. Og det er trods alt uoverkommeligt for selv den vildeste islamist at overfalde hele Danmarks befolkning.

På den måde kan vi erobre ytringsfriheden tilbage igen! (Se her).

Netop ved at fastsætte en bestemt dag til denne happening fratager vi modstanderne det argument, der siger, at vi ikke må fornærme muslimerne. For vi gør det jo ikke for at fornærme muslimerne, men for at få dem til at afstå fra at bruge vold som argument. Det kunne understreges ved at opfordre dem til at bruge en bestemt dag, f.eks. den 25. december, til at offentliggøre karikaturer af Jesus alle de steder, hvor de kan komme af sted med det, ved at indrykke annoncer i aviserne og på offentlige transportmidler, ved at hænge plakater op på deres husmure, osv. På den måde fortæller man muslimerne så tydeligt, man kan, at det i en sådan ‘kappestrid’ drejer sig om at afstå fra vold og ‘nøjes’ med at besvare tegning med modtegning.

Da i sin tid (dvs. engang i 2011) en amerikansk præst havde afbrændt en koran, opstod der i Afghanistan tumult efter en fredagsbøn og imamen må have været ret kraftig i sin fordømmelse af den amerikanske præsts handling, for den muslimske pøbel foer ud og slog 24 mennesker ihjel, heriblandt mange FN-ansatte. Jeg foreslog dengang, at den danske kirke i stedet for på kristenhedens vegne at bede om undskyld for koranafbrændingen – ja det var der faktisk én, der foreslog – skulle afbrænde 24 koraner:

Derfor: hvorfor ikke i stedet lave en happening foran landets hovedkirke! Hvorfor ikke samle alle landets notabiliteter til en højtidelig mindestund for de omkomne! Her kunne man så nævne deres navne og for hvert navn kaste en koran på et til formålet antændt bål. Det bedste ville naturligvis være, om man kunne få nogle af vore hjemlige muslimer med på idéen. De kunne gøre det som en slags bodshandling på alle muslimers vegne. Man skal naturligvis prøve at samle så autentiske beretninger om hver enkelts død som muligt, og man skal i den forbindelse huske at få de dræbte afghanske vagters forsøg på forsvar for FN-personalet med i sin redegørelse. Så vidt jeg har forstået, ville de beløbe sig til 24 koraner. Det ville kirken nok kunne få råd til. (Se her).

Skulle man vise sig ekstra imødekommende overfor muslimerne, kunne kirken afsende 24 bibler til Islamisk Trossamfund til behagelig afbrænding, hvis det måtte ønskes. Vi plejer godt nok ikke fra kirkens side at handle efter det kendte gammeltestamentlige ord ”Øje for øje og tand for tand”, men da vi véd, at muslimerne har et sådant ord i deres koran (sura 5,45) dog så vidt man kan se uden den afstandtagen fra princippet, som Jesus foretager (jf Matt 5,38ff), tillader vi os at gøre opmærksom på, at der altså står ”Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og for sår”, hvilket vel må skulle oversættes til ”bog for bog” og ikke ”liv for bog”. Og vil de absolut hævne sig på vores koranafbrænding, bør det efter deres egen skrift, koranen, ske med bibelafbrænding, ikke med mord. Ikke sandt, en amerikansk præst afbrænder en koran. Muslimerne hævner sig med drab på 24 mennesker. Vi afbrænder 24 koraner. Vil de danske muslimer så hævne sig, bør det være med afbrænding af 24 bibler og ikke med drab af 24 mennesker.

I dagens anledning har Information et interview med Kåre Bluitgen, manden, der på en måde startede hele balladen, fordi han ikke kunne finde en tegner, der kunne illustrere en bog om Muhammed, hvilket så førte til, at Jyllands-Posten ville prøve graden af selvcensur ved at bringe nogle tegninger af Muhammed. Han bliver til sidst spurgt, om de debatter, han har deltaget i med muslimer, har bragt resultater, og han svarer:

Jeg har deltaget i mange gode debatter. Jeg har diskuteret med Mona Sheik f.eks. Især husker jeg dog et møde med Hizb ut-Tahrir-folk, arrangeret af Sherin Khankan. Jeg skal gerne indrømme, at mine opponenter og jeg ikke kom spor tættere på hinanden. Ingen af os ville flytte sig. Rigtig morsomt var det, da Sherin spurgte ud i forsamlingen: ’Hvad er straffen for hor i Koranen?’ – Og jeg var den eneste med det rigtige svar, selv om jeg var eneste ikkemuslim til stede. Så jo, jeg har diskuteret med modstandere og stiller altid op, når jeg bliver inviteret. Det kan godt være, at vi ikke bliver enige. Men indirekte kan den slags møder bringe os nærmere. De beviser, at det kan lade sig gøre at tale fredeligt sammen. Det har værdi at mødes og se hinanden i øjnene som mennesker. At blive enige om at være civiliseret uenige er et kæmpestort fremskridt. Så er vi allerede kommet langt væk fra Islamisk Stat, ikke? (Se her).

Lad mig slutte med et citat fra Jens-Martin Eriksens kronik i dagens Jyllands-Posten, se her. Han har temmelig meget imod ‘de multikulturelle’ som han kalder ‘de anstændige’. Han beskriver deres opfattelse her:

Det vigtige er at skabe kulturbeskyttelse, så alle tabuer og skikke fra førmoderne samfund kan fortsætte som hidtil. Det “fremmer integrationen”. De anstændige synes ikke at være indstillet på overhovedet at udfordre disse principper eller overveje deres modsætningsforhold til demokratiet. Det kan virke, som om de er begejstret af en bevægelse, en strøm i tiden, som man må følge for at forstå, hvordan mennesker med forskellig baggrund overhovedet skal kunne omgås, med vendingen om, at ”kulturerne skal sameksistere”. I denne forståelsesramme er individer blevet til kulturrepræsentanter. Dog med det forbehold, at alle etniske, danske og europæiske individer stadigvæk er individer, der kan forstå andre kulturer og forandre sig selv og deres syn på verden. Indvandrere er bare “kulturrepræsentanter”, der ligner hinanden og ikke kan leve uden at være fuldstændigt i pagt med deres forfædres kultur. Déri ligger de anstændiges uerkendte paternalistiske racisme.

At de ‘anstændige’ i al deres hensynsfuldhed netop handler ud fra paternalistisk racisme, det er en rammende beskrivelse; at de, der gør sig al umage for ikke at skelne mellem ”dem” og ”os”, netop ender med selv at opstille et sådant skel, er værd at gøre sig klart, også i denne sammenhæng.

Jo, for når de ‘anstændige’ ikke vil afbilde Muhammed, skønt det hører med til vores kultur, at man sætter billeder på det, man skriver om, skyldes det jo, at de ikke mener, muslimerne er eller kan blive lige så oplyste som os; de vil aldrig kunne nå frem til at tage afslappet på en sådan satire; de vil altid reagere som børn med vold, når de ikke får deres vilje: denne ‘racistiske’ opfattelse ligger bag al deres hensyntagen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvad nu, hvis …

  1. Pingback: Vilkårlig tekstfortolkning? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s