Magt må der til

Det er mig stadig uforståeligt, at så mange ellers fornuftige folk går til flygtningeproblemet på en fuldstændig urealistisk måde.

I et interview i Politiken, se her, fremhæver Mikael Jalving 68-generationen som en del af ondets rod. Man har i pædagogikken opgivet at håndhæve lærerens magt. Eftersidning eller andre straffe er blevet noget, man foragter. Det hele skal ordnes ved at man får børn til at forstå, forstå, at de må gøre det, de egentlig ikke vil, forstå, at de skal tage hensyn, forstå, at de skal lære noget i skolen. Og bevares, han kan have nogen ret i en sådan beskrivelse. Og det er måske også rigtigt, at en sådan efterladende holdning har grebet om sig, så man nu i samfundets større cirkler ser den samme ulyst til at gribe til magtanvendelse.

Men der kan vist også være tale om det, jeg her på bloggen har kaldt ‘samaritanitis’, en sygelig tilstand, der består i, at man fordrejer kendsgerningerne, så man får migranterne gjort til stakkels mennesker, der trænger til hjælp, så man selv kan indtage rollen som den barmhjertige samaritaner, der hjælper staklerne.

Lad mig prøve at vise det ud fra en tale, som den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, holdt ved et møde i Mainz i den 40. interkulturelle uge, se her. Gauck er givetvis i denne tale i overensstemmelse med store dele af det tyske folk, det er ikke størrelsen af den tilslutning, sådanne tanker får, jeg her er ude efter, det er kun rigtigheden af dem, den logiske sammenhæng i dem, jeg jagter.

Først skitserer Gauck den baggrund, han tænker ud fra. Han taler for mennesker, der er samlet i anledning af den interkulturelle uge, og det kunne give anledning til at sige noget om det arbejde, der er udført herudfra:

Men jeg vil gerne i stedet for tale om det tema, som bevæger os alle i disse uger, om modtagelsen af flygtninge, altså om noget, som ikke lader nogen kold, noget, der angår os alle – og jeg er sikker på: også angår jer deltagere i den interkulturelle uge.

Uden videre omtaler han de mennesker, der strømmer ind i Tyskland, som ‘flygtninge’ og uden videre lader han forstå, at ‘alle’ – altså alle de mennesker, der tænker som han – lader sig bevæge af det, de ser.

‘Vi’ bliver berørt af de billeder, vi ser, fra Ungarn, fra Balkan, fra Grækenland, fra Italien, fra Tyrkiet, fra Syrien:

Vi aner, at vi har med en epokal begivenhed at gøre, hvis målestok og rækkevidde vi stadig har svært ved at fatte. Vi aner, at toget af flygtninge, der fremfor alt har Tyskland som det mål, de sætter deres håb til, vil forandre vort land. Hvordan? Ja, det er op til os.

‘Flygtningene’, som de stadig kaldes, vil forandre Tyskland. Ja, det er da så sandt, som det er sagt. Men at det er op til tyskerne, hvordan det kommer til at ske, det er noget, man kun kan tro på, når man har den koloniale tankegang siddende i sig, den tankegang, der siger, at ‘de andre’ ikke er ansvarlige mennesker, i hvert fald ikke så ansvarlige som tyskerne. Som vi også siger det herhjemme: Det er vort ansvar, at integrationen lykkes, det afhænger af, hvor imødekommende en holdning, vi møder migranterne med. At flygtningene måske kommer med en kultur, der gør det meget vanskeligt at integreres i et andet land, afvisende eller imødekommende, det er en tankegang, der ligger os fjern.

Men nu rejser Gauck det spørgsmål: Hvordan skal vi reagere overfor denne flygtningestrøm?

For eksempel advarer en række europæiske stater imod, at retlige standarder skulle blive udvandet af beslutninger, der træffes med hjertet.

Det kan være Vaclav Klaus’ advarsel, Gauck her tænker på, se her. Men den bekymring optager ikke Gauck. Kort efter hedder det:

Ligegyldigt, hvem jeg i disse dage taler med, om det er med almindelige mennesker eller med embedsfolk, om jeg besøger flygtningeboliger eller politiske forsamlinger, overalt er mennesker ligesom jeg dybt påvirkede af den beredvillighed til at hjælpe og det engagement, som mange tusinde hjælpere, frivillige og ansatte, opviser, også hos kommuner og delstater … stillet overfor denne udfordring er dette fuldstændig nyt. Der er noget, der har forandret sig i vort samfund og det må vi nu engang have lov til roligt at glæde os over.

På den måde har Gauck opridset baggrunden for det følgende, og man ser, at han – måske ubevidst – arbejder ud fra den baggrundsforståelse, som lignelsen om den barmhjertige samaritaner opstiller. Det tyske folk har virkelig i denne situation optrådt som den barmhjertige samaritaner.

Derefter optræder hos Gauck en vis bekymring: Har virkelig det tyske folk æsler nok til alle de overfaldne? Nå nej, ligheden med Jesu lignelse ligger jo for ham kun i det ubevidste, så han spørger:

Hvordan kan Tyskland i fremtiden forblive åben for flygtninge, hvis mange flere kommer til udover de mange, der allerede er her?

Det er et dilemma:

Vi vil hjælpe. Vort hjerte er stort. Men vore muligheder, ja, de er endelige.

At tyskernes hjerte er stort, skyldes deres historie. De har selv været flygtninge, og de føler, at de har gjort så meget ondt under nazismen, at de har meget at gøre bod for.

Gauck fortsætter: Migration har der altid været. Nogle gange, fordi mennesker vil have et bedre liv, andre gange, fordi de er drevet på flugt af borgerkrig og forfølgelse, noget, som vi egentlig burde bekæmpe, men som vi ikke altid kan bekæmpe. Og her har Tyskland altså sin egen historie. Tyskerne har selv nydt godt af asylretten. Gauck nævner tyskere, der flygtede for nazismen, deriblandt Willy Brandt, der flygtede til Norge, fordi han var socialdemokrat, og dem forfulgte Hitler. Han kunne også have nævnt Hans J. Reinowski, der flygtede til Danmark, senere til Sverige, men efter befrielsen blev redaktør af avisen Deutsche Nachrichten, der blev uddelt i de danske lejre for de tyske flygtning, se evt. lidt om hans levnedsløb her, gå ned til ‘levnedsbeskrivelser’. Gauck fortsætter:

Bundesrepublikken ville i sine første år egentlig kun høre så lidt som muligt om deres erfaring. Men efterhånden, efter lange kampe og smertefulde læreprocesser, er den blevet vævet ind i vort lands politiske DNA. Denne historie har præget os. Den klinger med, når vi i dag giver flygtninge beskyttelse, når vil tilbyder asyl til politisk forfulgte.

Ærlig talt, dette lyder noget verdensfjernt. Men det er følelser, det drejer sig om, og de har ikke altid sans for proportionerne. Gauck fortsætter med at fortælle om den glæde, han følte, da jøder, der var blevet fordrevet fra den tidligere Sovjetunion, søgte tilflugt i Tyskland, i det land, de tidligere havde måttet flygte fra. Og bestemt, jeg under enhver tysker, at han eller hun igen kan komme til at føle en vis stolthed over at tilhøre dette folk. Men tåler denne ret lille strøm af jøder sammenligning med den tsunami, der nu vælder ind over Tyskland?

Den slags spørgsmål griber forstyrrende ind i Gaucks tankegang. Han er stadig i gang med at afbilde tyskerne som den barmhjertige samaritaner. Og det er det første alvorlige symptom på sygdommen samaritanitis. Et andet og lige så alvorligt symptom er tilbøjeligheden til at se bort fra alle kendsgerninger, når modtagerne af tyskernes hjælp skal afbildes om stakler. Kun når de er virkelig forkomne mennesker, er der jo tale om ægte hjælp. Og da ingen af dem, der ankommer, er forfulgte, ingen i nød, ingen med beskyttelsesbehov, må virkeligheden laves om.

Det bliver den allerede i ovennævnte citat. Denne hjælpetrang hos tyskerne klinger med, når de giver flygtningene beskyttelse, hedder det. Jamen, de mennesker, der kommer til Tyskland, trængte måske til beskyttelses i Syrien, men da ikke i Tyrkiet, i Grækenland, i Makedonien, osv., frem til Tyskland. Men de skal altså med vold og magt trænge til beskyttelse, for at tyskernes gerning rigtig kan tage sig ud. Og ”politisk forfulgte”? Ja, i Syrien, måske, men ikke på vejen op mod Tyskland.

Og ligesom vore myndigheder gør Gauck det, at han vil behandle flygtninge som indvandrere. Det hele blandes sammen. Han skriver:

Opgaven er nu: at lære den tysk hurtigere og mere intensivt. At uddanne, omskole og igangsætte med arbejde mere hurtigt de flygtninge, der bliver her. At optage dem hurtigere i foreninger og organisationer. Simpelthen hurtigere at lade dem mærke, at de hører til, at vi sammen med dem udgør et fællesskab.

Sådan gør jo også vi: Dette er også vores opskrift på behandling af flygtningene. Selv om det ikke hidtil er lykkedes med en sådan integration, mener man åbenbart, at det da må kunne lykkes, når vi denne gang gør det hurtigere.

Og hvorfor vil det lykkes? Jo, siger Gauck, de længes jo efter et land med frihed og fred.

Menneskene er jo netop flygtet af den grund, at de selv i undertrykkelse og krig har længtes meget efter en politisk ordning, som giver den enkelte udfoldelsesmuligheder og giver de mange fred, ret og retfærdighed.

Det er en smuk tanke, men er den sand? Har de mennesker, der hidtil er kommet fra disse lande, ikke også haft en sådan længsel i sig? Alligevel er det ikke lykkedes at integrere dem. Hvorfor skulle det så lykkes med disse mange flere, der nu oversvømmer Tyskland? Ja, det ‘forklarer’ Gauck i den følgende sætning:

Disse mennesker kommer hurtigt til at forstå, at denne republiks største skat er dens forfatning, dens grundlov. Den grundlov, som beskytter ethvert individs ret og værdighed, som sikrer folkesuverænitet og magtdeling, og danner grundlag for den tolerance og åbenhed, som også tillader fremmede at føle sig hjemme.

Igen: Smukke ord, men hvis det er tilfældet, hvorfor har indvandrerne fra de forrige årtier så ikke lært at føle sig hjemme? Hvorfor skal de stadig have deres parabolantenne rettet mod Mellemøsten? Hvorfor skal de absolut bo i ghettoer, hvor de ikke behøver at integrere sig? Hvorfor er dét Tyskland, hvor de føler sig hjemme, netop de områder af landet, hvor tyskere ikke er velkomne?

Men Gauck véd godt, at enkelte af indvandrerne tager konflikter fra deres hjemlande med sig til Tyskland.

Fundamentalister, antisemitter, og andre ideologer, som er ligeglade med vore love og bekæmper vor frihedsordning. Til dem siger jeg: Vi kan i dette land ikke have nogen religiøs fanatisme. Såkaldte gudskrigere skal vide: retsstaten tolererer ingen voldsanvendelse. Den vil konsekvent forfølge gerningsmændene.

Det samme gentager han i den direkte henvendelse til de nye indvandrere, han kommer med til sidst:

Fremfor alt, vær klar over én ting: vi lever her i et rettens og frihedens land, et land med menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene. Det land kan også blive Deres.

Man plejer at sige, at det i opdragelsen ikke drejer sig om, hvad forældrene siger, men om, hvad de gør. Gauck siger, at vi lever efter retten. Men flygtningene, indvandrerne, migranterne har jo oplevet det modsatte. De har nægtet at lade sig registrere, som loven påbød. Der skete dem ikke noget. De har krydset grænser helt imod de sædvanlige regler. De blev ikke straffet. De har på grænsen mellem Ungarn og Serbien angrebet ungarske soldater med sten. De europæiske medier ”holdt med” migranterne. Kort sagt, de har erfaret, at retssystemet ikke fungérer.

Hvorfor skulle de så pludselig, fordi Gauck siger det, give sig til at rette sig efter de tyske myndigheder? Man forstår godt, at indenrigsminister Thomas de Maizière klager over migranternes opførsel, se her: De forlader deres indkvarteringer, de har bemærkelsesværdigt nok penge til at køre i taxa fra den ene ende af Tyskland til den anden, de bliver vrede, fordi maden ikke smager dem. Nej, siger han, her gælder den regel: den, der kommer til Tyskland, må lade sig føre derhen, hvor han skal anbringes, og anerkende retsordenen. Og det lyder jo godt og rigtigt, og måske også en smule stramtandet.

Men spørgsmålet er ikke, hvad Thomas de Maizière siger, men hvad de tyske myndigheder gør. Henter de de flygtende flygtninge tilbage til den lejr, de kom fra? Tvinger de registreringsproceduren igennem? Sørger de for at straffe de mennesker, der slås med andre migranter i indkvarteringerne, evt. med udvisning?

Eller man skal måske snarere, ihukommende mediernes reaktion på ungarernes forsvar for deres grænse, spørge: Får de tyske myndigheder lov af medierne til at bruge den magt, som enhver myndighed må bruge, når alle forsøg på overtalelse er sluppet op?

På samme måde med de smukke tanker om oprettelse af registreringscentre i Grækenland og Italien og senere udsendelse af migranterne til samtlige EU-lande: Det kommer kun til at virke, hvis EU’s myndigheder vover eller får lov til at sætte magt bag deres krav. Det har man hidtil ikke været villig til. Men måske det store antal kan få politikerne til at tænke anderledes.

Men hvad Joachim Gauck angår: Det er et svært anfald af samaritanitis, han lider under. Som så mange andre politikere og mediefolk. Blot ser der ikke ud til at være nogen sygdomserkendelse til stede.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Magt må der til

  1. Pingback: Samaritaneren igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s