Evangelium til de folkevalgte

Hvad har evangeliet at sige til de folkevalgte?

Det har vel været det, der oprindelig var tanken med den tradition, der siger, at folketingsåret indledes med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.

Og det har sikkert også været den bagvedliggende tanke hos biskoppen i Haderslev, Marianne Christiansen, da hun den 6. oktober 2015 holdt åbningsgudstjenesten for folketinget. Men det slap hun nu temmelig dårligt fra. Det viste sig, at hun – også hun – lider af den her på bloggen efterhånden ret kendte sygdom samaritanitis. Hun brugte sin prædiken til at opfordre folketingets medlemmer til ikke at frygte de fremmede, men handle i kærlighed og godhed, se her.

Hun begyndte ellers meget godt med at lade menigheden synge DDS nr 710: ”Kærlighed til fædrelandet/ er den sande odelsret”. Her skulle man synes, at der blev lagt afstand til al tale om multikulturalisme. Men prædikenen afslørede, at det ikke var den tanke hos Grundtvig, hun var ude efter, men den, der forekommer i 5. vers: ”Derfor, Danmark! Frygt kun ikke! Frygt er ej af kærlighed”. Her henviser hun til 1 Joh 4,17f: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.” Og derefter går hun videre med f.eks. at spørge:

Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer?

På dette spørgsmål lader hun Jesus svare:

Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.

Godt nok er den kærlighed, Grundtvig taler om, fædrelandskærligheden, og godt nok er den, Johannes har i sigte, kærligheden til menighedens andre medlemmer, men hvorfor hænge sig i bagateller! Dette er jo, synes Marianne Christiansen, et udmærket udgangspunkt for at tale om den kærlighed og godhed, der kræves udvist af os overfor den flygtningestrøm, der overvælder os.

Men først kommer hun lige med en indvending imod Marie Krarup og andre tidehvervsfolk:

En anden grund til, at kærligheden er kommet i miskredit, er nok, at vi har delt verden op i den realistiske verden, hvor det kun er tal og vold og magt, der styrer, og så reserveret kærligheden til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller.

Det er jo sandt nok, at Marie Krarup ikke mener, man kan bruge næstekærlighedsbuddet i den politiske verden. Hendes tankegang vil jeg ikke her komme ind på, men blot bemærke, at Marianne Christiansen stiller problemet forkert op. Skellet mellem den personlige verden og den politiske verden kan ikke betegnes på den måde, at man siger, at der i den ”virkelige verden” skal herske ”tal og vold og magt”, og at ”kærligheden er reserveret til de nære forhold”. Gør man det – og det er jo, hvad Marianne Christiansen gør her – får man ikke plads til det, der efter Luthers og Grundtvigs opfattelse er en politikers opgave.

Forresten er der noget, der tyder på, at det får heller ikke Marie Krarup plads til. Se hendes indvending mod åbningsprædikenen her. Når hun ikke gør det, skyldes det efter min mening, at hun ikke anerkender eksistensen af ”den naturlige lov”, altså det forhold, at vi alle har en fornemmelse for, hvad der er retfærdigt og hvad ikke.

Det er nemlig den fornemmelse, vore politikere skal lade sig lede af, ikke fornemmelsen for, hvor stor en del af folket der lader sig gribe af de forskellige ”snøft-historier”, som medierne disker op med for at få os til at have medlidenhed med migranterne.

Grundtvig siger det i ovennævnte salme, vers 2: ”Ja, i kærlighedens rige/ ret og magt går hånd i hånd”. Det, en politiker skal bruge den politiske magt til, er at skabe retfærdighed. Det er jo, hvad Marianne Christiansen overser, når hun lader ”den virkelige verden” med ”tal og vold og magt” være det eneste alternativ til ”kærligheden i de nære forhold”. Det er ikke det sande alternativ. Det sande alternativ er et samfundsliv, hvor ”ret og magt går hånd i hånd”, et samfundsliv, som kan danne en tryg ramme om et familieliv, hvor kærligheden kan udfolde sig, og et samfundsliv, hvor fædrelandskærligheden kan gro frem.

Hvad hendes forståelse af Luthers toregimentelære angår, ser det ud til, at hun har misforstået den ret grundigt. Se f.eks., hvordan den sidste sætning i nedenstående citat ganske krast modsiger den første:

For Luther er både det verdslige og det åndelige regimente under den samme Gud, som er Gud for alle, og i begge regimenter lever vi i kaldet til kærlighed; men hvor der er fuldstændig frihed i det åndelige regimente for tro og tanke, så er der i det ydre liv regler og love og om nødvendigt straf for at skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred, selvom vi ikke er perfekte.

Det er jo rigtigt, at der i ”det ydre liv”, dvs. i samfundslivet, er regler og love og straf. For vi er ikke perfekte, og sådanne regler og love og sådanne straffe er nødvendige for at opretholde den ydre fred. Men hvor kommer kærligheden ind i dette ydre liv? Hvordan kan det hedde, at vi er ”kaldet til kærlighed” også i det verdslige regimente eller i det ydre liv? Dèr er det dog langt klarere at sige, at vi er kaldet til retfærdighed, eller at den kærlighed, vi dèr skal give udtryk for, er en kærlighed, der udtrykker sig i retfærdige og rimelige love; hvadenten vi tænker på fædrelandskærligheden eller kærligheden til den fremmede, i samfundslivet, fra øvrighedens side, må kærligheden altid give sig udtryk i love, der kræves overholdt, og straf til den, der ikke overholder dem.

Lad mig præcisere: Marianne Christiansens samaritanitis viser sig ikke deri, at hun opfordrer os til indlevelse og forståelse for dem, der i dag indtager den overfaldnes rolle, men deri, at hun opfordrer vore folkevalgte lovgivere til at gøre dette ganske uformidlet, uden at tænke på love og regler og straf. Hun siger:

Den vej, Jesus er, er ikke så meget en vej til Gud, som den er Guds vej ind i verden og gennem verden. Den vej bringer os altid til at sætte os i den andens sted. Altid at bytte plads og se, at den anden kunne have været mig, så fremmed, som han end er; hendes barn kunne have været mit barn, og hvad ville jeg så gøre?

Det menneske, der ligger i grøften, er også mig, ja dybest set er det altid dér, Gud er: i grøften, i dybet, hos det menneske, der ikke er andet end et udsat nøgent menneske. Den vej, at Gud blev menneske, kalder os til at være mennesker, og netop i den nøgne udsatte menneskelighed opdage, at vi er fælles.

Javist, den, der ligger i grøften, kunne have været mig, dybest set er det altid dèr, Gud er: i grøften. Og det kan være en udmærket formaning til enkeltmennesket. Men når man tænker på, at talen er holdt til vore lovgivere, og at de har til opgave at ”skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred”, så går det netop ikke an at lade denne formaning stå ganske uformidlet; det må nøjere præciseres, hvordan denne medfølelse må omsættes i lovgivning og hvordan denne lovgivning må følges op af sanktioner, hvis den ikke overholdes.

Desværre har Anders Ellebæk Madsen altfor megen ret, når han i en leder den 6-10 skriver, se her:

Med en formulering fra statsministeren gælder det i Europa lige nu om ”at holde hovedet koldt og hjertet varmt”. I praksis var det på denne dag staten, der holdt hovedet koldt og var realistisk, mens kirken holdt hjertet varmt og stillede menneskelige fordringer.

Det er noget vrøvl. Man kan virkelig ikke fordele fornuft og følelse på den måde, at det er staten, der har fornuften, mens kirken står for følelsen. Det skulle så sandelig gerne være sådan, at lovgivningen bliver præget af medmenneskelighed, og kirken skulle virkelig have formanet til, at kærligheden for lovgivernes vedkommende burde vise sig i ret og rimelighed i lovgivningen. Men man må sige, at det er vrøvl, der er kraftigt inspireret af åbningsprædikenen.

Det betyder ikke, at man ikke i en prædiken må omtale flygtningesituationen. Og det betyder heller ikke, at man ikke kan formane til kærlighed og medmenneskelighed. Men skal det blive ret og rimelighed, der kommer ud af lovgivningsprocessen og regeringens tiltag, så må man stille krav til større præcision i debatten: Vi véd jo udmærket, at flygtningene ikke alle er forfulgte, mange, måske endda de fleste, er økonomiske migranter. De ligger altså ikke alle ”i grøften”. Derfor er det en vanskelig, men yderst påkrævet opgave for de folkevalgte at finde ud af, hvordan man skelner den ene gruppe fra den anden. Ellers bliver det ikke rimelighed, der kommer til at herske.

Ligeledes må de folkevalgte lytte til Grundtvigs ord i salmen: ”Frygt ej for, hvad verden kalder/ sin nødvendighed af stål”; det vil i denne situation sige: ”Frygt ikke for, at migrantstrømmen er uafvendelig! I har den opgave at sørge for – med Marianne Christiansens ord – at ”skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred”, herunder fred mellem de tilflyttere, I lader komme ind i landet og dem, der boede her først. Skal det lykkes, skal I ikke lytte til Marianne Christiansens temmelig overfladiske bemærkninger om, at migranterne måske bringer os ”en virkelighed, hvor vi pludselig kan få nye venner, mennesker, der kommer uventet til os, med en hjælp og en fremtid, som vi endnu ikke kender”, nej, så drejer det sig om at være realistiske, indrømme, hvor lidt der hidtil er nået i det, vi kalder ‘integration’, og afpasse tilstrømningen herefter”.

Endelig: Det nytter ikke noget at lade som ingenting overfor den kendsgerning, at mange af dem, der uvægerlig vil blive nye indbyggere i landet, er muslimer. Overfor dem har vi en særlig opgave. De har en tilbøjelighed til at sætte deres egen medbragte lovgivning, shariaen, over vores danske, sekulære lovgivning. Gudskelov er der en del af dem, der har formået at regne sig for dansker først og så muslim. Men ikke alle. Så overfor den del af de nytilkomne må vi fastholde Grundtvigs ord i salmen: ”Kærlighed til fædrelandet/ er den sande odelsret”, dvs., retten til at bo i dette land stammer fra den kærlighed, man har til det. Ikke, at vi fra dag ét skal forvente, at de holder lige så meget af Danmark, som vi gør, men at vi skal vise dem, at en sådan kærlighed ligger bag ved det, vi gør, og at vi vil ønske for dem og opfordre dem til at slutte op om denne kærlighed til det fædreland, der nu også er deres.

Dog, intet af det lød til os gennem Marianne Christiansens prædiken. Man skulle høre forbi temmelig meget og omtolke lige så meget, før man som lovgiver kunne blive opbygget. Og det er ganske mærkeligt. Den erkendelse, hun har af, at vi alle er syndere, retter hun kun mod os danskere. Og selv det gør hun på en overfladisk måde. Er det en del af vores syndighed, at vi er bange for de fremmede, at vi ikke bryder os om dem som naboer, at vi ikke har tilstrækkelig overbærenhed og imødekommenhed overfor dem? Oh, så må vi tage os selv i nakken og se at blive bedre. Er det en del af den menneskelige syndighed, at mange af migranterne snyder: giver sig ud for at være syrere, skønt de ikke er det, kaster deres papirer bort, for ikke at kunne sendes tilbage til landet, de kom fra, eller at de nægter at lade sig registrere, oh, så må vi finde os i det, så må vi bøje de regler, vi har opstillet, for – ikke sandt – her er der ikke tale om syndighed, men om at migranterne er stakler.

Hvorfor kan hun dog ikke på god luthersk vis se syndigheden i øjnene og tage højde for den, dels ved for fredens skyld at begrænse indvandringen, og dels ved for sandhedens skyld at tjekke indvandrerne ordentligt?

Hos hende bliver dette, at vi er syndere, blot en tilladelse til at lade det hele sejle, som det hidtil har gjort. Og det er altså for dårligt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Evangelium til de folkevalgte

  1. Pingback: Missions- og martyrteologi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s