Luthersk fornuft

Der er grund til at følge op på et par bemærkninger, jeg kom med i min kritik af Marianne Christiansens prædiken ved folketingets åbning.

Der kan nemlig siges ikke så lidt mere om, hvordan vi skal håndtere den lutherske tale om det uperfekte menneske. Om dette uperfekte menneske sagde Marianne Christiansen:

Vi kan aldrig blive perfekte og helt gode og kærlige, fordi vi også altid er egoister – også. Men af Guds nåde er vi samtidig noget andet: retfærdiggjorte, det vil sige elskede og godkendte, og derfor er vi frie til at elske og gøre godt af bare fornøjelse og glæde over at være til og være Guds børn sammen med alle de andre ufuldkomne mennesker på denne lille blå og grønne planet.

Ikke mindst jer, ærede folkevalgte, er der grund til at minde om det: Syndere og retfærdige på en gang. Fuldkommen gode og kærlige kan vi ikke blive, men vi er frie til at gøre det gode, at gøre kærlighedens gerninger over for hinanden, ikke for at blære os eller være urealistiske, men fordi det er den eneste realistiske vej ud af frygten og lidelsen. På det nære som på det store plan. (Se her).

Vi er nogle værre egoister, vi mennesker. Men gennem retfærdiggørelsen er vi frie til at elske og gøre godt. Vi bliver vel ikke fuldkommen gode og kærlige, men kan dog alligevel gøre kærlighedens gerninger overfor hinanden. Og det er noget, vi gør, fordi det er den eneste vej ud af frygten og lidelsen.

Det er en meget overfladisk og derfor forkert gengivelse af den syndsforståelse hos Luther, som han lægger til grund for sine epokegørende tanker om de to regimenter, det verdslige og det gejstlige.

Luther stod i et opgør med det katolske munkevæsen. Man kunne forestille sig, at han derfor tog afstand fra Augustins tanker om menneskets drifter som identisk med arvesynden. Det gjorde han dog ikke. Men han drog helt andre konsekvenser deraf.

Mennesket har tre drifter, kønsdriften, driften efter mad og drikke eller legemlige behageligheder i det hele taget og driften efter social anerkendelse eller fællesskab med flokken. Augustin mente, at alt dette var udtryk for menneskets syndighed, og han gennemgår i tiende bog af sine Bekendelser sin egen kamp mod disse drifter. I kapitel 30 i denne bog fortæller han, hvordan Gud har hjulpet ham til at kunne leve i cølibat, allerede inden han blev præst, og fortsætter så:

Men endnu lever der i min erindring, som jeg har talt så meget om, billeder af sådan noget, som vanen har indpræget der, og de bryder ind i mine tanker. Når jeg er vågen, har de ingen magt; men i søvne får de mig ikke blot til at føle nydelse, men også til at give efter og til noget, der ligner virkelighed. Så stor magt har de forføreriske billeder over min sjæl og mit kød, at de falske syner får mig til at gøre i søvne, hvad de ikke formår i vågen tilstand. Er jeg da ikke mig selv, herre, min Gud?

Driften efter mad og drikke søger Augustin at bekæmpe på denne måde:

Så meget har du lært mig, at jeg er nået til at indtage min mad som medicin. Men når jeg går over fra sultens pine til mæthedens hvile, ligger begæret på lur efter mig i selve overgangen. Den overgang er i sig selv en lyst, og der er ingen anden vej end den, som nødvendighed tvinger mig til at gå.

Som sagt deler Luther det negative syn på mennesket og dets drifter, som Augustin her giver udtryk for (se evt. Luthers prædiken til dagen for Marias undfangelse her). Men i modsætning til Augustin mener han ikke, at mennesket kan nå frem til at leve uden at være bestemt af sine drifter. Dets eneste livsmulighed er derfor at leve på Guds tilgivelse. I syndefaldet blev mennesket lagt ind under disse syndige drifter. Men Gud reagerede på syndefaldet. Det gjorde han på to måder. Dels med ordet om syndernes forladelse, så det mennesker, der var i sine drifters vold, alligevel kunne leve og ånde frit, og dels med at indstifte visse ordninger, så der dog blev sat en grænse for drifternes skadelige virkning.

Gennem den gode ordning fra Gud, som ægteskabet er, kan således den syndige kønsdrift holdes i ave, mener Luther. Alle forestillinger om, at mennesket kan leve et mere helligt og gudvelbehageligt liv ved at leve i cølibat og altså undlade at give efter for kønsdriften, mener Luther er menneskets anmassende forsøg på selvretfærdiggørelse. Nej, man skal rette sig efter Paulus’ formaning i 1 Kor 7,9, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. Det vil sige: Mærker man, at kønsdriften gør sig gældende, skal man gifte sig og ikke bilde sig ind, at man er klogere end den Gud, der i sin godhed har opstillet ægteskabet som ramme for udøvelsen af denne drift.

Naturligvis er dette tidsbestemt, og det er for os jo ganske mærkeligt, at Luther på én gang kan anse orgasmen ved samlejet for en skændig brunst (se her), og samtidig mene, at Gud har givet samme brunst som ”sennep på stegen” for at få ægtefolkene til at holde sammen (se her). Men det er, hvad der egentlig ligger bag den kendte lutherske sætning om, at mennesket er simul justus ac peccator, på én gang retfærdig og synder. Det er derfor en sætning, som vi i dag kun mådeligt kan gentage, for vi bilder os jo ikke ind, at kønsdriften er fæl og skændig.

Den samme holdning indtager Luther til de to andre drifter, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse. Disse drifter er egentlig af det onde, men Gud har i sin godhed skabt det økonomiske og det politiske liv for i det mindste i nogen grad at holde disse drifter i skak. Det har Luther udviklet forskellige steder, f.eks. i skriftet Hvor langt skal man adlyde den verdslige øvrighed? Her siger han om loven:

Så kommer du og siger: Hvorfor har Gud da givet alle mennesker så mange love, og hvorfor lærer Kristus også i evangeliet, at man skal gøre så mange ting? Det har jeg nu ellers skrevet meget om i postillen og andre steder, derfor her i største korthed: Paulus siger, at loven er givet for de uretfærdiges skyld, (1 Tim 1,9) d.v.s. for at de, der ikke er kristne, ved lovens hjælp rent udvortes kan blive tvunget bort fra syndige gerninger, således som vi skal høre nærmere om senere. Men da nu ingen mennesker af naturen er kristne eller gode, men alle uden undtagelse syndere og onde, bremser Gud dem allesammen ved lovens hjælp, så at de ikke tør omsætte deres ondskab til handling efter deres eget lune. (Se her).

Og det verdslige regimente skal altid styre med lov og straf, for de kristne vil altid være i mindretal i denne verden:

Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne – hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt – prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår! (Se her).

Det vil sige: Ligesom Gud til knægtelse af kønsdriftens ydre onde gerninger har indstiftet ægteskabet, sådan har han til beherskelse af de to andre drifters ydre onde gerninger oprettet øvrigheden. Og ligesom man anmasser sig Guds ordning, hvis man bilder sig ind, at man kan nedgøre kønsdriften ved egen kraft og leve i cølibat, sådan anmasser man sig også Guds gode ordning, hvis man bilder sig ind, at øvrigheden kan undvære loven med den begrundelse, at menneskene er gode nok og udmærket selv kan finde ud af at gøre det rette.

Det forkerte er altså, at mennesket bilder sig ind, at det i sig selv er godt nok, det kan udmærket, tror det, undvære Guds gode støtteordninger, hvorved de onde drifter holdes indenfor det tilladelige. Det kan undvære ægteskabet? Ja, det er jo, hvad ganske mange har forsøgt sig med. Det kan undvære loven? Ja, sådan ser mange på samfundet: det skal hjælpe, vise til rette, men helst ikke straffe.

Nu kan jo hverken Marianne Christiansen eller jeg overføre Luthers tanker direkte til nutiden og da slet ikke til den migrationskrise, vi befinder os i. Dels har Luther aldrig skullet rådgive nogen fyrste om, hvad han skal gøre, når fremmede flygter ind over hans territoriums grænse, og dels er der løbet meget vand i stranden siden Luthers tid, og vi ser ikke på menneskets drifter som arvesynden selv. Det betyder, at vi på ægteskabets område ser på samlejet som en god gave fra Gud og derfor som noget, der gør os til Guds medskabere, og det betyder, at vi på samfundslivets område er blevet opmærksom på, at vi alle har en umiddelbar forståelse af, hvad der er ret og rimeligt, og derfor alle kan deltage i lovgivningen gennem demokratiske valg.

Dog, på én måde kan vi overføre Luthers tanker til vor tid: Det, han anbefaler på samfundslivets område, er jo, at vi skal lade fornuften råde, at vi resolut skal iføre os troen på vore synders forladelse og handle ud fra det, vi kan forstå, eller at vi skal slippe alle forestillinger om at ville indføre gudsriget her på jorden og nøjes med det rige, der kan oprettes gennem retfærdige love og passende straffe til overtræderne.

Og her er det, at det forekommer mig, at Marianne Christiansen går galt i byen, når hun vil ‘bruge’ Luthers forestillinger om mennesker som uperfekte. Ja, vi mennesker er ikke så gode, som man kunne ønske sig. Men så skal vi altså heller ikke lade, som om vi alle er gode og tolerante og omgængelige på alle måder. I denne situation: Vi skal ikke i vor politik gå ud fra, at vi danskere sagtens af hjertensgode og humanistiske politikere kan formanes til at finde os i at få næsten ligegyldig hvor mange fremmede til at bo iblandt os. Men just det er, hvad Marianne Christiansen dels selv går ud fra og dels opfordrer vore politikere til at gå ud fra.

”Frygt ikke” siger hun til os, der frygter de fremmede, ”kærlighed fordriver frygten”.

Pladder! siger jeg med Luther i hånden. Brug dog fornuften! Se dog, hvordan det overalt i verden, hvor to forskellige kulturer skal leve sammen, fører til sammenstød og vold! For ikke at brede mig alt for meget, kan jeg nøjes med at henvise til de europæiske lande. Hvad vi hidtil har modtaget af fremmede fra især muslimske lande, er for intet at regne imod de mængder, der vil komme i fremtiden, hvis vore grænser forbliver lige så åbne som i dag. Og når vi nu har erfaret, at det er gået ganske elendigt med dem, der hidtil er kommet til Europa, altså har erfaret, at hverken de eller vi er perfekte mennesker, men i høj grad mennesker, der vel kan leve nogenlunde trygt og ordentligt blandt mennesker af vor egen kultur, uden synderlig stor politistyrke, men ikke formår at leve sammen med fremmede, som arter sig helt anderledes ud fra deres helt anderledes kultur, uden at det kommer til gnidninger, når vi har fået denne erfaring foræret, så skulle vi da være nogle skarn, om ikke vi handlede ud fra denne erfaring.

Hvorfor anbefaler Marianne Christiansen så det modsatte?

Det gør hun, fordi alt dette med, at vi er uperfekte mennesker, syndere i kirkens sprog, kun er mundsvejr for hende; hun mener det ikke alvorligt.

For hun kan i fuldt alvor mene, at hun lærer korrekt om Luthers toregimentelære, når hun siger, at vi i begge regimenter er kaldet til kærlighed. Jovist, Luther kan i slutningen af sit skrift om øvrigheden sige om fyrsten, at

Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. (Se her).

Men han fortsætter:

Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre. … Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov.

Det er altså fornuften, der skal være over loven, ikke kærligheden. Det er sin skelneevne, fyrsten skal bruge, ikke sin medlidenhedsfølelse. Skal man udlægge det om vor tid, vil det betyde, at vi skal sætte almindelig snusfornuft over diverse konventioner, når de binder os på hænder og fødder som i vore dage og hindrer os i at handle ret.

Nej, skal det være alvor, dette med, at vi er syndere og ikke handler, som vi burde handle, så går det ikke på nogen måde an at gøre, som vi gør for øjeblikket. Eller det går ikke an at handle, som Merkel vil have os til at handle. Hun lod sine følelser for de ‘stakkels’ syrere løbe af med sig og åbnede Tysklands grænser. Og en masse ‘Gutmenschen’ lod sig også lede af de smukke følelser og stillede sig op på banegårdene med velkomstgaver til migranterne. Og mange tyskere lod sig rive med af den følelse af, at nu først var de rigtige tyskere, nu først kunne de sone for de ugerninger, de tidligere havde begået.

Det var for en lille måned siden.

Og nu? Nu mister Merkel tilslutning i meningsmålingerne. Nu står der ikke så mange velkomstdelegationer på banegårdene mere. Nu har man jo opdaget, hvad det var, man sagde ja til i sin følelsesrus.

Og man har opdaget den anden side af dette med, at vi er syndere. Ikke bare findes der ikke noget folk på jorden, som uden modstand vil finde sig i, at deres land bliver givet bort til fremmede, danskerne vil det ikke, tyskerne heller ikke, disse fremmede viser sig nu at være alt andet end stakler, der ikke kan finde ud af noget. De viser sig at medbringe deres egen kultur, og desværre for tyskerne er denne kultur i høj grad en voldskultur. På de tyske modtagecentrer slås sunnier mod shiaer, kvinder voldtages og kristne forfølges – ganske som i migranternes hjemlande.

Nej, må vi se at få ordnede forhold, dvs., forhold, hvor det er loven og ikke menneskesmuglerne, der bestemmer! Og må vi se at få loven til at luge ud i migrantmængden, så de få ægte flygtninge, der måtte være i strømmen, får beskyttelse, og resten sendes tilbage! Så kan vi gøre os til af at være gode lutheranere.

Advertisement