Forvirring i Kristeligt Dagblad

Dagen i dag, den 10. oktober 2015, er – også den – præget af forvirring i de artikler, der ses i Kristeligt Dagblad (indlægget er skrevet i går). Man kunne vel nok tage mange andre dage, hvor en lignende forvirring breder sig, men i dag når den ind i lederen, endda den er skrevet af chefredaktøren selv, Erik Bjergager.

Men lad os begynde med en menig præsts forvirring. Den går nu tilbage til den 2-10, idet det var på denne dag, der forekom et indlæg af sognepræst Rikke Weissfeld, se her. Hun siger, at vi kristne ikke skal tro, vi er mere end muslimerne, og hun ‘beviser’ det med en påstået lighed mellem koranen og bibelen: begge indeholder ting, der er voldelige. Den ‘lighed’ har jeg tidligere gjort op med, se f.eks. her, så det vil jeg lade ligge i denne omgang, men dog i farten undre mig over, at en præst kan sige sådan.

Men værre er det med den næste misforståelse, hun vil skyde ned. Den lyder:

Som kristen har man pligt til at se ned på, hade eller bekæmpe andre trosretninger, specielt muslimer.

Det er en typisk ‘stråmand’: man tillægger sine modstandere et helt skørt synspunkt, og det skyder man så ned. Men sandt er det da, at man i præsteløftet lover, at man vil ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Men det er nu lidt for dårligt, at en universitetsuddannet præst (det går jeg ud fra, at Rikke Weissfeld er) ikke forstår, hvad der ligger i ordet ”bekæmpe”. Skal man virkelig overfor en sådan person belære hende om, at det er lærdommen, man skal bekæmpe, ikke personen, og at man derfor naturligvis skal ‘bekæmpe’ muslimers lærdom, altså islam, med ord, ikke med vold eller had eller ved at se ned på mennesket i muslimen?

Dette indlæg fik et svar fra Agnete Raahauge i dag, den 10-10, se her. Hun hævder i overskriften, at Guds bud om kærlighed er noget helt andet end humanismens budskab om tolerance. Oven i købet har der i internetadressen sneget sig ind ordet ”blondineteologi”, og det er vist ikke positivt ment. Ordet ‘næstekærlighed’ findes ikke i bibelen, forsikrer hun, og næstekærlighed kan ikke gøres til et politisk program, fordi det i bibelen er knyttet uløseligt sammen med kærlighed til Gud.

Når unge kvindelige præster for tiden har travlt med at fortælle os, at Danmark bør være opdagelsesrejsende i næstekærlighed og tage hundredetusinde indvandrere mere, så afslører det, at de gør Guds bud om kærlighed til næsten til ét med oplysningstidens rent humane budskab om tolerance.

Hvis man sidestiller bibel og koran, tager man Kristus ud af bibelen, så læser man bibelen humanvidenskabeligt, og så kan man ikke prædike Kristus, lyder det. Og ja, jo, sådan kan man måske også stille det op. Men klar tale er det nu ikke.

Men så til lederen (se her)!

Den begynder med at rose Marianne Christiansens prædiken ved folketingets åbning. Det var helt på sin plads, at hun begyndte med at sige ”frygt ikke” til de folkevalgte. For det er en kunst at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Og det er på sin plads, at kirken opfordrer os til at holde hjertet varmt:

Biskoppen stillede også det retoriske spørgsmål: ”Hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem…”. Det var ikke at blande religion og politik, som det kritisk er blevet sagt om biskoppens prædiken, men en understregning af, at det kristne budskab også er en bestandig påmindelse om at holde hjertet varmt.

Her har vi igen en ‘stråmand’. Marianne Christiansen vender sig med disse ord mod os indvandringskritikere og påstår, at vi er bange for de fremmede, hvor dog den rette beskrivelse er, at vi er bekymrede for vort lands fremtid, når vi får så mange fremmede medborgere. Denne ‘stråmand’ gør Erik Bjergager dog ikke noget ud af.

Derimod gør han i det følgende opmærksom på noget ved gudstjenesten, som nok kunne gøre os danskere bange:

For første gang i åbningsgudstjenestens mere end 150 år lange historie var alle deltagere blevet kropsvisiteret af politiet ved indgangen. En række menige politikere og ministre ankom omgivet af Pet-agenter, og politi patruljerede kirken både udenfor og indenfor. Sikkerhedsopbuddet var massivt. Folketingets formand og flere ministre og politikere er truet på livet og må leve med konstant beskyttelse.

De har al mulig grund til at frygte.

Ja, og det har vel vi andre også. Erik Bjergager begrunder det i det følgende:

Med en del af indvandringen følger også en volds- og trusselskultur. Det er ikke kristne flygtninge fra Mellemøsten eller fredelige muslimer, der truer de danske politikere og andre meningsdannere herhjemme. Det er islamister, der ikke accepterer kulturen i det danske samfund, som de er kommet til.

På en måde er det jo udmærket, at åbningsgudstjenestens prædiken sådan bliver forbedret af Bjergager. For den virkelighed, han her afbilder, var som støvsuget bort fra prædikenen. I den var det nærmest en fejl eller en uperfekthed hos os danskere, at vi er bange for de fremmede, og hvis vi blot rettede os efter Paulus’ opfordring til at følge den langt bedre vej, som kærligheden er, ville denne kærlighed drive frygten ud.

Her ser Erik Bjergager ud i den danske virkelighed. Han gør det i modsætning til Marianne Christiansen, selv om han vist ikke ser modsætningen:

Det vil altid være kirkens opgave at prædike ”frygt ikke”, men det må aldrig blive politikernes opgave at lukke øjnene for det, der truer samfundet. På en og samme tid giver det derfor god mening, at danskere udviser varme og imødekommenhed over for de fremmede, for den syriske flygtning er også vores næste, samtidig med at politikerne arbejder for at finde løsninger, der kan dæmme op for den strøm af flygtninge og migranter, som vil ødelægge de europæiske samfund, hvis den ikke bliver begrænset.

Undskyld mig, men dette er vistnok noget vrøvl. ”Varme og imødekommenhed”, jamen, det er jo ikke det, vi skændes om. Det er derimod, om vi skal finde måder, hvorpå vi kan dæmme op for strømmen af migranter. Det er, om disse migranter vil ødelægge vore samfund, hvis de kommer i for stort tal. Det er, om vi skal applaudere Merkel, når hun nægter, at der er nogen øvre grænse for modtagelsen. Overfor sådanne bekymringer virker det nærmest blasfemisk at prædike ”frygt ikke”. Og oven i købet lade det være et ord til politikerne.

Dertil kommer, at de nytestamentlige ord om ikke at frygte, handler om noget helt andet; de handler om at efterfølge Jesus ind i martyrdøden.

Det gælder Joh 14,1, som Marianne Christiansen bruger. Lige før, i Joh 13,36-38, har Jesus sagt til Peter, at han ikke kan følge ham nu, men skal gøre det senere. Og Peter forstår, at det er døden, der venter, for han siger, at han vil sætte livet til for Jesus. Dertil er det, at Jesus kommer med sin profeti om, at hanen ikke skal gale, før Peter har fornægtet ham tre gange, en profeti, der jo kort efter gik i opfyldelse.

Det samme siges i Matt 10,24-28:

En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Her bliver det nok lidt mere tydeligt, at opfordringen til ikke at frygte gælder frygten for døden, den død, der venter de disciple, der handler som Jesus. Og at handle som Jesus betyder ikke at være sød og rar mod alle, men at kæmpe mod lovfromheden, også om det vækker de lovfrommes vrede i den grad, at de slår ihjel.

Den frygt er vi ikke meget for at tale om. I hvert fald ikke, når vi gør os klart, at de moderne lovfromme er muslimerne. Alt andet vil vi sige vor ærlige mening om, men ikke islam. Alle andre religiøse personligheder kan vi gøre grin med, men ikke Muhammed. Hvilket vi jo har set med al ønskelig tydelighed her fornylig ved 10-års jubilæet for Muhammed-tegningerne.

Og derfor sker der det mærkelige i dagens avis, at der ud af den forvirring, som præger artiklerne, krystalliserer sig et helt andet ”frygt ikke” end det, der bliver forkyndt af Bjergager og Marianne Christiansen. For der er jo mennesker iblandt os, som har vovet at tale lovfromheden imod. Nogle er blevet slået ihjel, f.eks. tegnerne på Charlie Hebdo, andre må resten af livet leve med politibeskyttelse, heriblandt, som nævnt af Bjergager, folketingets formand og flere ministre og folketingsmedlemmer. Ja, og så f.eks. Kurt Westergaard og Lars Hedegaard. Og nu vil tilfældet, at avisen netop i dag har et interview med Lars Hedegaard i anledning af en bog, han har udgivet, se her. Heri siger han bl.a.:

Mit liv er kompliceret, og jeg må formentlig leve med politibeskyttelse resten af livet, fordi jeg har lagt mig ud med islam. Jeg er ikke bange. Men jeg er rasende over, at det skal være på den måde. Tidligere mente mange, at jeg så syner, når jeg sagde, at man ikke kan kritisere islam. Det gjorde jeg desværre ikke.

Så altså, det ”frygt ikke”, som Marianne Christiansen og delvist også Erik Bjergager udtaler, er ikke det ”frygt ikke”, som evangeliet kommer med. Nej, men alligevel var det ikke forgæves at læse dagens avis, for i interview’et med Lars Hedegaard traf jeg en mand, der tidligere bed hovedet af al frygt og talte imod islam, og også nu vover at leve uden frygt for at kunne fortælle os sandheden om islam. Ham er det, der har hørt det sande ”frygt ikke” fra det kristne evangelium.

Det er i sandhed en mærkelig verden, vi lever i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s