Disse uintegrérbare muslimer!

Der er mange iagttagelser, man kan gøre sig, for at blive klar over, hvorfor muslimer er, som de er. Én af dem kan man finde i en artikel i Axpixlat om en svensk psykiater, der arbejder i et indvandrertæt kvarter i Sverige, se her.

Han beretter først om, hvordan mange muslimske kvinder oparbejder et had til deres mor, fordi hun ikke er kommet dem til hjælp overfor mændenes befalinger og efterstræbelser, og ofte først langt op i årene bliver klar over, at moderen har været udsat for det samme. Og han fortæller videre om, hvor vanskeligt det er at få god hjælp til sådanne psykiatriske tilfælde, fordi den svenske sygeforsikring kun er anlagt på svenske patienter og ikke på fremmede med så dybtgående traumer.

Det er dog først noget af det sidste, han siger, jeg her vil gøre opmærksom på. Det hedder:

Muslimska patienter till sist, är de extra problematiska? Läkaren har noterat att det är svårt att få kontakt med vissa muslimer för att de saknar spontanitet och egentligen säger mycket litet.

Jag får misstanken att de ser ned på mig för att de upplever sig som överlägsna och bara vill utnyttja mig för att nå vissa materiella behov som bidrag. När jag träffat kristna från samma länder så fanns inte samma återhållsamhet utan de pratade spontant på.

Jag blev först förfärad av att jag upplevde skillnad mellan muslimer och kristna fast de var från samma land. Med de kristna var det lättare att tala om sol och brist på D-vitamin för de verkade lita mer på mig. Jag har inte upplevt att muslimska patienter skulle föredra muslimska läkare så det är ett svårtillgängligt område och jag vet inte om ”jag kände rätt”. Kanske är förklaringen att bristen på spontanitet eller stumheten i kontakten var ett depressivt symtom. Men varför upplevde jag då inte detta vid kontakter med kristna patienter?

Jeg vil tro, at lægen har oplevet det samme, som jeg blev klar over for nogle år siden, men som jeg dengang vægrede mig ved at tro, det nemlig, at muslimer har i sig en indbygget overlegenhedsfølelse overfor alle ikke-muslimer. Man tror jo, det er løgn. Muslimer har da ikke noget at være stolt af. De lande, hvor islam hersker, er alle som én underlegne i forhold til de kristne lande. Og det er jo som bekendt mennesker fra disse både militært, kulturelt og samfundsmæssigt tilbagestående lande, der flygter til os, ikke omvendt. Hvordan i alverden kan muslimerne, stillet overfor en så massiv blok af kendsgerninger, der afbilder deres lande som underlegne, fastholde deres overlegenhedsfølelse?

Eller vi kan spørge: Hvorfor oplever den svenske læge, at netop muslimske patienter og ikke kristne patienter ser ned på ham og oplever sig som stående over ham og derfor ikke rigtig vil stole på ham? Han er ikke helt sikker. For det er ikke sådan, at de foretrækker muslimske læger. Og man spørger sig selv, om man mon kan stole på ”hans kliniske blik”.

Det tror jeg, man kan. Men det er ganske mærkeligt. Og det er ikke mindst for os kristne europæere, der så gerne vil hjælpe, næsten umuligt at fatte.

Lad mig begynde med at minde om et indlæg om romaerne, jeg havde for nogle måneder siden, se her. Her citerer jeg den svenske etnolog Karl-Olov Arnstberg for at hævde om romaerne, hvad lægen hævder om muslimerne: at de føler sig hævet over os andre. De har igennem århundreder klaret sig ved at snylte på den bosiddende befolkning: de tigger, de småstjæler, de snyder os, hvor de kan komme af sted med det. Os betragter de som dumme, mens de selv er smarte, fordi de kan narre os. Og sammenholdet, de har indbyrdes, er meget stærkt, hvilket vel ikke mindst skyldes, at de opretholder dette syn på ikke-romaerne som underlegne.

Det samme gælder altså muslimerne. De opretholder et stærkt indbyrdes sammenhold, og det gør de netop ved at operere med et fjendtligt syn på os ikke-muslimer. Og dette fjendtlige syn på os andre er ikke nemt at få bugt med. For det er mere eller mindre nødvendigt, hvis ens egen kultur og folkelighed skal bibeholdes.

Vi kender det fra danskere, der er udvandret. Det føles forkert at give slip på sin danskhed, sin danske kultur, sin danske religion. Og selv om man tilpasser sig for at kunne glide ind i det fremmede land, så bevarer man som regel varme følelser for ”det gamle land”.

Blot er den folkelighed, muslimerne har, i næsten alle tilfælde erstattet af alle den muslimske religions særegenheder. Så hvor vi som udvandrere vil holde fast i noget folkeligt, holder muslimerne fast i deres religion. Hvis de mister den, forekommer det dem, som mistede de noget af sig selv. Men så opstår der blot et problem for os andre, for skal muslimer fastholde deres religion og den overlegenhedsfølelse, den giver dem, betyder det jo, at vi andre i deres øjne komme til at optræde som underlegne, dvs., som undermennesker, som nogle, man ikke helt kan stole på, som væsener, man godt må snyde og bedrage, hvis man kan komme af sted med det.

En ny meningsmåling, foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, viser, at muslimer er begyndt at lægge mere vægt på religion end tidligere, se her. Det undrer religionssociolog Brian Arly Jacobsen, fortæller avisen. Men Kasper Støvring undrer sig i sin blog på Berlingske over, at dette meningsmålingsresultat kan undre en religionssociolog, se her. Og Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skoser på Den korte Avis TV2 News, fordi man her uden nogen kritiske indvendinger overlod det til imam Fatih Alev at kommentere undersøgelsen, se her. At muslimer er blevet mere dogmatiske, mente han, skyldes den danske debat om islam. Det får Karen Jespersen og Ralf Pittelkow til at konkludere:

Denne påstand er uden hold i virkeligheden. De fundamentalistiske holdninger blandt muslimer er i en årrække blevet stærkere og stærkere både i den muslimske verden og over hele Europa. Det er en meget bred bevægelse, som ikke har en snus med særlige danske forhold at gøre.

De fundamentalistiske og islamistiske holdningers kraftige fremmarch blandt især yngre muslimer gør den ukontrollerede asylstrøm til Europa særlig farlig.

Den vil med stor sandsynlighed føre til, at fundamentalistisk islam vil få en stærkt voksende indflydelse i Europa. Det er, hvad Jyllands-Postens meningsmåling til syvende og sidst drejer sig om.

Det er der noget om. Men det er ikke hele sandheden. Det er sandt, at der overalt i den muslimske verden har fundet en vækkelse sted, en vækkelse, som får muslimerne til at søge tilbage til deres rødder. Men man må føje til, at denne vækkelse i diasporaen, deriblandt i Danmark, får et ekstra skub, fordi netop andengenerationsindvandrerne, der føler sig stående mellem to kulturer, vil være særlig påvirkelige af den vækkelse. Hvis de bliver europæiske, føler de jo, at de mister noget af sig selv. Så der kommer let noget lidt krampagtigt ind over deres religionsdyrkelse.

Denne overlegenhedsfølelse, som altså hører med til den muslimske religion, og som er ganske irrationel, viser sig også i den manglende taknemlighed, som de nyankomne flygtninge udviser overfor deres værtsland. Det har man lagt mærke til i Tyskland, og det har uden tvivl været med til at få tyskerne til at være meget mere skeptiske overfor den store indvandring nu end for bare en måned siden. Men det er jo logisk nok ud fra denne mærkværdige tro på, at man i Allahs øjne er mere værd end andre. Derhjemme, i Syrien eller Irak eller hvor man nu kommer fra, har man været vant til at betragte de kristne som tjenere for muslimerne; hvorfor skulle så ikke europæerne være det, de er jo også kristne? Det vil sige: Når Tyskland betragtes som et land, der ”flyder med mælk og honning”, skyldes det ikke kun, at landet har en god økonomi, og at der nok vil være arbejde at få, det skyldes også en forestilling om, at tyskerne vil være tjenende ånder for muslimerne, at de vil stå på pinde for dem for at opfylde alle deres ønsker. Og det er jo ikke lige den forestilling, tyskerne har om tingene.

Det kom frem i en meget naiv bemærkning, en flygtning kom med – det var nu vist Danmark, han var ankommet til, men skidt med det. Han sagde, at han havde troet, at han allerede efter en måned i Danmark ville få både en bil og en bolig. ”Naivt,” siger vi, ”han må jo have spist søm!” Men mon ikke vi alligevel skal have det med, at når han i det hele taget kan bringes til at tro på en sådan virkelighedsfjern drøm, skyldes det, at han i sin religion har en opfattelse af, at han som muslim står over os andre!

Og det kom frem i en ganske horribel udtalelse fra en migrant i Holland fornylig: Han råbte ”problem, problem, problem her” og pegede ned på sit skridt ”mine testikler er kæmpestore”, se her. ”Ha, ha”, tænker vi, ”hvor dum kan man være”. Men også han er offer for en drøm, som åbenbart florérer blandt muslimer i det land, han kom fra: at Europa, selv om det ikke er som et helt paradis, dog i hvert fald er som et halvt: så der her, selv om der ikke stilles 72 jomfruer til rådighed for et stakkels hungrende mandfolk, så dog i det mindste 36.

Hans naivitet kan vi grine af. Mindre grinagtig er de mange voldtægter, der finder sted i kølvandet på migrantstrømmen op gennem Tyskland. For mange af hans religionsfæller tager jo for sig af varerne uden at gøre opmærksom på deres kønsdrift først. Også det er med til at få tyskerne til at se med andre øjne på indvandringen.

Hvis der er noget om denne oplysning om muslimers overlegenhedsfølelse, kan den give os en forklaring på, at alle vore integrationsanstrengelser indtil dato er mislykkedes. For jo mere imødekommende og forstående, vi har anstillet os, des mere har vi bekræftet muslimerne i det syn, de har på os: at vi er til for at servicere dem; at de er de nummer ét i Guds regnskab, og vi nummer to. Vi forventer at finde en slags forståelse eller måske ligefrem taknemlighed over det, vi hjælper dem med, og hvad finder vi? Vi finder, at muslimerne tager vore tilbud som en selvfølgelighed, ja endda stiller krav om bedre forhold, nogle endda, så de sultestrejker for at opnå det, som to muslimer gjorde det i Hørsholm. Nå ja, de holdt op, da det blev regnvejr, men holdningen til os fik de da vist os, at de havde: de kræver ind og regner med, at vi bøjer os for kravene, se evt. her. Men hvorfor er det en selvfølgelighed for dem, at vi hjælper dem, yder dem beskyttelse, tager dem ind i vort samfund? Fordi deres religion ikke som vores opererer med ligestilling mellem alle mennesker, men regner mænd for mere værd end kvinder, muslimer for mere værd end ikke-muslimer.

Derfor stilles vi i et dilemma. Vores religion tilsiger os at hjælpe dem – altså de af migranterne, der er flygtninge, hvilket nok er de færreste. Men uundgåeligt vil vores hjælp blive opfattet som en svaghed fra vores side og derfor modtaget som en selvfølge. Hvad skal vi så gøre? Og specielt: Hvad skal vi gøre som kirke?

Vi har som kirke næsten udelukkende fokuseret på, at vi skal hjælpe de fremmede. Og der har udspundet sig en lang debat om, hvorvidt næstekærlighedsbuddet nu også gjaldt alle dem, der bankede på vor dør, og om, hvorvidt kirken kan tillade sig at komme med anbefalinger til politikerne. Det vil jeg nok mene, at kirken kan. Blot har den hidtil fremlagt de forkerte anbefalinger. Den første og vigtigste anbefaling går ud på, at det skal være loven, der skal gælde i landet; det vil sige: politikerne skal sørge for at få ryddet op i EU’s vanvittige seen-igennem-fingre-med næsten alle de regler, man har opstillet. For alle, herunder ikke mindst politikere, har en pligt til at søge at få sandheden frem, ligesom de har en pligt til at gøre, hvad de kan for at få almindelig lov og orden opretholdt. Når f.eks. der i Tyskland er ikke så få tilfælde af, at migranter simpelthen tager varer fra supermarkeder uden at betale, og af, at politiet efterfølgende ikke anklager dem eller sætter dem fast, fordi det er ”de stakkels flygtninge”, der har gjort det, så er dette ikke udtryk for den lighed for loven, som også kirken kan kræve skal gælde.

Men bortset fra denne respekt for loven, som kirken kan anbefale politikerne at handle efter, så står kirken jo også med en missionsforpligtelse overfor disse ikke-kristne. Den har vi overfor de tilstrømmende muslimer fuldstændig set bort fra. Hvis vi ligefrem skal prædike evangelium for muslimerne, så står vi i den situation, at vi skal fortælle dem, at deres religion egentlig ikke er særlig god, og det er jo i høj grad imod det, der herhjemme betragtes som politisk korrekt. Kirken har, ligesom det verdslige samfund iøvrigt, villet optræde yderst imødekommende overfor muslimerne, og derfor har vi følt, at muslimerne er gæster, og gæsters religion begynder man ikke at tale ilde om. Sådan føler vi det stadig, selv om muslimerne jo bestemt ikke mere er gæster, men landsmænd.

Overfor mange andre mærkelige religiøse traditioner har vi ellers nok fra europæisk og kristen side kunne komme med vor kritik. Vi har nok kunnet se, hvordan disse traditioner har haft en negativ indflydelse på mange menneskers liv. Men overfor den ganske tilsvarende negative indflydelse på mange muslimers liv, som den muslimske sharia har, forstummer vor kritik fuldstændigt. Hvorfor?

For når vi nu kan se, at den hidtidige integrationspolitik, den med at være imødekommende, ikke virker, var det så ikke en idé at prøve noget nyt, f.eks. at give udtryk for vores kritiske holdning til deres religion. For en sådan har vi jo, hvor meget vi end går og putter med den overfor muslimerne.

Én ting, vi kunne begynde med, er at anerkende de mange kristne i de muslimske lande, der hvert år dræbes på grund af deres tro, som kristne martyrer. Vi kender dem ikke, nej, og de tilhører ofte kristne trossamfund, som vi ikke har haft noget særligt med at gøre, men kristne er de dog, og det er netop som kristne, at de bliver slået ihjel. At bede for de kristne i de muslimske lande, at afholde særlige gudstjenester til minde om deres død, uha nej, det vover vi sandelig ikke, det finder vi ikke opportunt. Men hvorfor egentlig ikke? Det kunne være en passende begyndelse på en anderledes holdning til muslimerne, en mere missionerende holdning, en holdning, som kritiserer deres religion.

I samme åndedrag kunne vi hædre de efterhånden ret mange mennesker, der har fået tildelt beskyttelse på grund af noget, de har sagt. Vi behøver ikke som kirke at være enig med det, de har sagt, det væsentlige er, at de har givet udtryk for, hvad de havde på hjerte, og er blevet truet på livet for det. At nogen bliver truet for at have ytret deres inderste mening, kan og må vi også som kirke vende os imod.

Dernæst kunne vi, som foreslået af Marie Krarup, prøve at fastsætte en særlig ytringsfrihedsdag (se her), hvor vi fremviser diverse Muhammed-tegninger og forsøger at fastslå, at det, vi finder oprørende ved den muslimske reaktion, er, at de reagerer med vold og trusler om vold, og ikke med tegning mod tegning, ord mod ord, event mod event. Og ærlig talt, en sådan dag ville være relevant, så længe muslimer truer med vold, når der sker noget i vort fælles samfund, som de ikke bryder sig om, og vi burde ikke afholde os fra at afholde den, men åbent gå ind for den.

Men først og fremmest skulle vi søge at oplyse os selv og vore muslimske landsmænd om, hvad der virkelig står i koranen og de andre muslimske helligskrifter, hvad den muslimske historie virkelig fortæller os, og hvad de muslimske stater i tidens løb har gjort imod os europæere. Og derefter kunne vi jo spørge dem, om de virkelig stadig synes, deres religion er en god religion.

Dog er en sådan diskussion så langt fra kommet i gang på trods af de mange dialogcentrer, der er oprettet. Jeg tror ikke, det skyldes, at man er bange, jeg tror mere, det skyldes en form for politisk korrekthed, hvorefter man vil tiltro muslimer alt det gode, man kan. Også selv om det meste af det er for godt til at være sandt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Disse uintegrérbare muslimer!

  1. Jacob A siger:

    Hmm, tak for et godt indlæg. Må dog lige anholde én ting. har du virkelig eksempler på at politiet ikke har grebet ind over for tyverier begået af “stakkels flygtninge”+ Det har jeg trods alt svært ved at tro.

  2. ricardtriis siger:

    Ak, ja, det havde jeg også svært ved at tro. Men jeg bladede igennem en mængde stof fra Tyskland om flygtningenes hærgen, deriblandt disse to sites: http://avpixlat.info/2015/10/13/tysk-polisfackschef-talat-klarsprak-om-massinvandringens-konsekvenser/ og http://www.liveleak.com/view?i=681_1444192396 Den sidste taler om to tjekkiske lægers erfaringer, og deri forekommer også en beskrivelse af en “flygtningeforbrydelse”, som politiet lod ligge. Men den, der omhandler tyverier fra supermarkeder, hvor politiet godt nok kom til stede, men ikke anså det for ulejligheden værd at anklage tyvene for retten, fordi de var “flygtninge”, den site kan jeg ikke finde igen. Undskyld, jeg burde have linket til den med det samme.

  3. Jacob A siger:

    Ok tak Vildt nok,som os unge mennesker siger.

  4. ricardtriis siger:

    Historien kan genfindes i Den korte Avis, se her: http://denkorteavis.dk/2015/161248/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s