For et par indlæg siden fremdrog jeg Luthers toregimentelære til nærmere undersøgelse, se her. Jeg må dog indrømme, at der var tale om en overordnet undersøgelse, som udelod ganske mange mellemregninger. Nu i forgårs havde så Kristeligt Dagblad en artikel om netop Luthers toregimentelære, hvor henholdsvis professor Svend Andersen og sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen prøvede at pejle sig ind på, hvad toregimentelæren kunne sige os i dag, se her.
Det samme vil jeg gøre i dette indlæg, hvor jeg vil begynde med at undersøge et bestemt Luther-skrift lidt nærmere, nemlig skriftet Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei, fra 1523. Jeg har lagt skriftet ud på min Luther-site, på både tysk og dansk, se her, og har dèr givet det titlen Hvor langt skal man adlyde statsmagten? Spørgsmålet er nemlig ikke, hvorvidt man skal adlyde statsmagten, men hvor langt man skal adlyde den.
Og det er nok værd at holde sig for øje, at det er dette spørgsmål, Luther tager op, ikke spørgsmålet om, hvorvidt gejstlige personer må give råd til verdslige herskere. Som næsten altid ellers er Luther også her reaktiv, han skriver, fordi der er et problem, der er dukket op, som kræver løsning. I dette tilfælde er det hertug Georg af Sachsen (ikke Kursachsen), der havde forbudt sine undersåtter at eje bestemte skrifter, heriblandt det ny testamente i Luthers oversættelse. Og ikke blot forbød han det, han kontrollerede også, om undersåtterne overholdt hans forbud, han foretog razziaer og husundersøgelser for at finde eventuelle forbudte bøger. På det punkt hævder Luther, at man ikke er skyldig at adlyde øvrigheden, for den er med sit forbud gået ud over sine beføjelser.
Det vil sige, at Luthers skrift langt snarere er et skrift om ytringsfriheden end et skrift, der i sig selv tilsigter at skelne mellem gejstligt og verdsligt regimente. Blot må jo Luther for at nå frem til sin konklusion om det verdslige regimentes begrænsede magt foretage en skelnen mellem de to riger, det åndelige Guds rige, og det verdslige borgerlige rige.
Skriftet er opdelt i tre afdelinger. I den første del foretager han den omtalte skelnen, i den anden prøver han derudfra at argumentere for øvrighedens begrænsede magt, og i den tredje del bringer han et ”fyrstespejl”, dvs., en række gode råd til, hvordan en kristen fyrste skal gebærde sig.
I den første del skildrer han et gennemsnitligt middelalderligt samfund. Et sådant samfund behøver øvrighedens sværd. Og Luther går i gang med at give skriftbeviser for, at øvrighedens magtudfoldelse er en del af Guds ordning (#22). Og denne ordning har altid bestået. I 1 Mos 9,6 efter syndfloden sætter Gud retfærdighedens ordning i stand: Den, der udgyder menneskers blod, hans blod skal til gengæld udgydes af mennesker. Han nævner også Johannes Døbers formaning til soldaterne. Hvis sværdets tjeneste ikke var fra Gud, ville han have formanet dem til at ophøre med at være soldater (#33).
Men hvad så med Jesu formaninger?
Jo, siger Luther, i ethvert samfund vil de kristne være i mindretal. Disse kristne behøvede i og for sig ikke nogen lov til at regere over sig, for de vil altid gøre mere, end loven påbyder, og omvendt finde sig i enhver uretfærdighed. Når Jesus siger: ”Vend den anden kind til”, og ”Elsk jeres fjender”, er det de kristne, han taler til (#35), ikke den store flok af ikke-kristne i samfundet, som godt nok kalder sig kristne, men ikke er det. Hvis hele verden bestod af ægte kristne, ville der ikke være brug for fyrster og love (#43).
Og så kommer det med de to regimenter:
Derfor har Gud oprettet de to styreformer (tysk: Regiment): den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så at de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres egen vilje. (#54)
Og skulle nu nogen få den tanke at styre verden efter evangeliet, siger Luther, at man jo så først skal få verden fyldt med ægte kristne, og det vil man aldrig kunne gøre (#58).
Men ikke blot vil en kristen finde sig i at leve under loven, han vil også aktivt stille sig til tjeneste for øvrigheden, for han kan jo se, at lovens styre gavner samfundet (#75), og han handler i denne tjeneste af kærlighed, siger Luther (#76f), også, om det er en tjeneste som bøddel, retsbetjent, dommer eller herre og fyrste (#84).
Med henblik på dig selv og din egen tarv retter du dig efter evangeliet og finder dig som en ægte kristen i overgreb. Med henblik på din næste og hans tarv handler du efter kærligheden og finder dig ikke i noget overgreb på din næstes vegne; det forbyder evangeliet ikke, nej, tværtimod påbyder det dette andetsteds. (#88)
For, hedder det lidt senere:
Derfor skal man påskønne sværdet eller statsmagten lige så meget som ægteskabet, landbruget eller et hvilket som helst håndværk, som Gud også har indstiftet. Ligesom nu en mand kan tjene Gud i ægteskabet, i landbruget eller i et håndværk til gavn for andre mennesker, og skal gøre det, hvis hans næste trænger til det, således kan han også tjene Gud ved at udøve magten, og skal gøre det, hvis næstens tarv kræver det. For de er Guds tjenere og arbejdsredskaber, når de straffer ondskab og værner det gode. Dog kan man frit lade være, hvis det ikke er nødvendigt, ligesom det er en frivillig sag at indgå ægteskab og drive landbrug, medmindre det er nødvenligt. (#104)
Det er Luthers tale om livet i ”kald og stand”, der her viser sig. Et sådant liv opfordres den kristne til at deltage i, også om det indebærer, at han skal øve vold mod forbryderen. Men han skal ikke gøre det for sin egen skyld, han skal gøre det af kærlighed for næstens skyld.
Den næstekærlighed, som Luther omtaler i dette skrift, er altså en kærlighed indenfor samfundet, en kærlighed man viser sine nærmeste, men også en kærlighed, som får én til glad og gerne at gøre tjeneste for øvrigheden, for den vold, man udøver overfor lovovertræderne, er en vold, man udøver for næstens skyld, for at beskytte hans eller hendes liv og ejendom.
Hvis det er noget i den retning, Christian Langballe mener, når han siger til biskopperne, at hvis de vil ind og deltage i den her debat, må de stille op som politikere, så har han Luther med sig.
I den anden del – som Luther selv beskriver som den egentlige del – prøver Luther så at gøre rede for, hvilke grænser lydigheden mod øvrigheden da har. Hvis fyrsten vil bestemme over troen, hedder det, går han ud over sine beføjelser. Det samme gør han, hvis han befaler, at visse bøger ikke må læses og derfor skal afleveres. Om det skriver han:
Lad mig give et eksempel på det: tyrannerne i Meissen, Bayern og i Marken og andre steder har udstedt ordrer om, at Det nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes’ hænder; de handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. (2#43)
Dette er typisk for Luther: De kristne skal på enhver måde afholde sig fra voldshandlinger, men villigt finde sig i alt, omend Luther tilsyneladende ikke forestiller sig, at de kristne skal være så underdanige, at de ligefrem af sig selv røber, hvor de har gemt de bøger, som fyrsten har forbudt. Vil han konfiskere dem, må han virkelig selv finde dem.
To ting advarer Luther imod i den tredje del af skriftet: Fyrsten skal lade sin fornuft stå over lovene, og han skal nære en tilpas mistro til sine rådgivere. Det sidste kan vi måske sætte en parentes om (hvis vi da ikke skal ”oversætte” det til, at vi i dag skal nære en tilpas mistro til vore medier – ha!), men det første skal vi lige se et citat om:
Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. (3#5f)
Det er sikkert Luthers forståelse af forholdet mellem loven og evangeliet, der giver sig udslag her. Han er af evangeliernes fortællinger blevet vant til at se med skepsis på farisæernes lovoverholdelse: de overholder alt for tit loven blot for at kunne retfærdiggøre sig. Og hvis fyrsten vil skjule sig bag sin lovoverholdelse og undlade den personlige bedømmelse af sagen, så er han ikke en god fyrste, efter Luthers mening.
Det var en lidt hurtig gennemgang af skriftet Hvor langt skal vi adlyde statsmagten? Der er den ulempe ved det, at vi ikke står i den samme situation som Luther og derfor ikke er i stand til at overføre nogle af hans tanker direkte til vores situation.
Og derfor er det lidt svært at svare på det sædvanlige lærerspørgsmål: ”Kære børn, hvad kan vi så lære af det?”
Men vi kan vel i det mindste lære, at dette med, at kirkens folk ikke må komme med gode råd til politikerne, ikke har meget med toregimentelæren at gøre. For det gør Luther jo selv den ene gang efter den anden. Vi kan dog også lære, at vil kirkens folk begynde at tale om kærlighed som noget, der skal præge øvrighedens politik, så er det ifølge Luther en forkert formaning at komme med. For at handle efter kærligheden i øvrighedens regi er identisk med at sørge for at opklare og straffe forbrydelser, ikke at se igennem fingre med dem og eftergive dem. Og den formaning, Luther giver fyrsterne om at dømme efter lovene med skønsomhed, er ikke en formaning om eftergivenhed, men en formaning om også at se på konsekvenserne af de domme, de afgiver.
Dette kan ses som et notabene til Svend Andersen, der i ovennævnte artikel siger:
På den måde kan man sige, at næstekærligheden er en særlig kristen etik. Og hvis vi tager Luthers begreb om næstekærlighed alvorligt, så er vi også nødt til at acceptere, at der er noget, der hedder politisk næstekærlighed.
”Politisk næstekærlighed”, det består i at lade lovene gøre deres gerning, så de onde holdes i ave. Men den består ifølge Luther ikke i, at staten af kærlighed – på undersåtternes vegne – giver opholdstilladelse til så og så mange migranter.
Forøvrigt, hvis man ville anvende ordene om, at fyrsten altid skal lade fornuften stå over lovene, burde man spørge om det hensigtsmæssige i konventionerne. For i disse måneder synes hele den europæiske kultur at stå i fare for at blive overrendt, fordi vi overimplementerer konventionerne. Og hvis fyrsten – og det vil jo sige os allesammen i et demokrati – ud fra sin sunde fornuft kommer til den anskuelse, at konventionerne i alt for høj grad lægger op til, at man kan snyde sig ind i et land, så må de enten administreres helt anderledes efter bogstaven, eller ændres.
Lad mig til sidst fremdrage et citat, som viser, at det ikke er så nemt at anvende Luther til hverken det ene eller det andet. Luther tager til sidst et problem frem om tilbagegivelse af uretmæssig ejendom. Han véd ikke rigtig, hvordan han skal stille sig til det (3#60). Men han begynder med den lette afgørelse: Hvis de begge er kristne, både debitor og kreditor, så vil ingen stille lovkrav, men de vil selv finde ud af en ordning. Men hvis ingen af dem er kristne, foreslår Luther, at en kristen fyrste skal forhindre, at en fattig skyldner bliver klædt af til skindet, så han ikke fremover vil være i stand til at ernære kone og børn. Men han véd ikke rigtig, om fyrsten som fyrste, der skal dømme efter retfærdigheden, kan afsige en sådan dom:
Men hvis ingen af dem er kristne eller den ene ikke vil lade sagen afgøre efter kærlighedens lov, så lad dem søge en anden dommer og meddel fordringshaveren, at de handler imod Gud og den naturlige lov, selv om de ud fra menneskers lov opnår den strenge, ubetingede afgørelse. (3#65).
Det er ikke helt let at se, om den kærlighedens lov, Luther anbefaler, at der skal dømmes efter, er identisk med det kristne næstekærlighedsbud eller med den naturlige lov. Af det følgende synes det at fremgå, at næstekærlighedsbudet er identisk med det, den naturlige lov får os til at forstå:
For naturen lærer, ligesom kærligheden gør det, at jeg skal handle sådan, som jeg ønsker, at andre vil gøre over for mig. Derfor kan jeg ikke sådan klæde nogen af til skindet, ligegyldigt hvor meget jeg er i min gode ret til det, når jeg ikke gerne selv vil klædes af til skindet. Men ligesom jeg ville ønske, at en anden gav afkald på sin ret over for mig i sådan et tilfælde, således bør jeg også afstå fra min ret. (3#66).
Det er den gyldne regel, Luther her anvender. Og når det kan være relevant i sammenhæng med migrantsituationen, skyldes det, at det er en sådan tankegang, der ligger bag den moderne humanismes overtagelse af næstekærlighedstanken. Blot er det værd at bemærke, at Luther kun kan få sig selv til at anbefale fyrsten at formane de uenige parter, han kan ikke få sig til at bede fyrsten befale kreditor at handle efter den gyldne regel.
Og så er Luther langt borte fra al absolutering af kærligheden. Modsat Thomas Reinholdt Rasmussen, der siger:
Så snart du fylder konkret indhold i fordringen om næstekærlighed, så er man politisk – og så er fordringen blevet relativeret. Det vil sige, at så har vi gjort noget til den rigtige og noget andet til den forkerte kristelige handling.
Ja, Luther går med sine overvejelser ind på det politiske område. Ja, han er i tvivl og kærligheden bliver relativeret. Og ja, han bruger loven – dvs. kærligheden – i dens borgerlige brug og ikke i dens gejstlige brug, hvor den ”driver på Kristus”. Men det kan man altså også gøre som god lutheraner. Hvis altså Luther er en sådan.
Men forøvrigt er den situation, Luther taler om, forskellig fra vores derved, at der hos Luther er tale om to ligestillede, mens der hos os er tale om en undersåt og en øvrighed. Øvrigheden skal handle på hele folkets vegne, og det er jo netop det, der er svært: Kan folket tåle en så enorm blodtransfusion af fremmed blod, uden at det kommer til uroligheder?
Nej, alt i alt, selv med den mest minutiøse gennemgang af dette skrift, er der ikke andet at gøre end rette sig efter den formaning, jeg gav i mit tidligere indlæg: Vi må ikke som øvrighed – dvs. som deltagere i den demokratiske debat – gå ud fra, at vi almindelige borgere er så engleagtige, at vi kan modtage så mange fremmede, som der her er tale om, og finde os i det uden vrøvl – det er jo trods alt hele vort samfund, der vil ændres ved en sådan indvandring. Og vi må heller ikke lade, som om de fremmede er søndagsskolebørn, som vi kan stole på i ét og alt, nej, de snyder det bedste, de har lært, for at opnå opholdstilladelse. Vi er kort sagt, begge hold, syndere, dvs. uperfekte mennesker. Og det er ud fra den kendsgerning, at vi skal bruge vor fornuft, herunder den fornuft, der anvender den gyldne regel.
ricardtriis 