Lovkampen

Vi kender det herhjemme fra skattelovgivningen: Ikke så snart har folketinget vedtaget en ny lov på skatteområdet, før diverse advokater – specielt dem, der er lidt lurvede i kanten – giver sig til at lede efter huller i lovgivningen, altså tilfælde, lovgiver ikke havde taget højde for, ting, der kan udnyttes til at få endnu et lidt tvivlsomt fradrag, ting, som kan få folk til at dreje kendsgerningerne en lille smule, så det stærkt eftertragtede mål kan opnås: en lavere skattebetaling.

Vi så det f.eks. med Stephen Kinnocks skattesag. Skulle han betale skat i Danmark eller skulle han ikke? Jeg personlig synes, det er højst usmageligt, at skattevæsnet sådan skal snage i, hvor mange dage han opholder sig i Schweiz og hvor mange i Danmark, men den slags regler har man prøvet at opstille, og det forhold, at man i Kinnocks tilfælde ved hjælp af en socialdemokratisk skattemand bøjede reglerne lidt rigeligt til fordel for ham, vil jeg i denne sammenhæng ikke hæfte mig ved, kun vil jeg gøre opmærksom på den evige kamp, der pågår mellem skattelovgivningen og skatteyderne: Huller opdages, huller tilstoppes, nye huller bliver til eller opdages, og lovgivningsmagten kan så igen tage fat på sin tilstopningsopgave.

Sådan er det overalt, også med hensyn til flygtningekonventionen. Dog er det de færreste, der gør sig klart, at der også finder en sådan ‘lovkamp’ sted mellem myndigheder og flygtninge. Men det gør der. Migranter og menneskesmuglere prøver hele tiden at finde huller i konventionerne, som de kan benytte eller altså: påberåbe sig, for at opnå det, de vil: opholds- og arbejdstilladelse i det af dem udvalgte land. Blot kan jo konventionsteksten ikke sådan lige ændres på en studs. Myndighederne er derfor i en noget vanskeligere situation end f.eks. vort lands skatteydere: de må ændre fortolkningen af konventionerne, hvis de vil prøve at lukke de huller, smuglernes praksis fremviser. Men prøver de det, vil de møde nye og ret skrappe modstandere, nemlig diverse menneskerettighedsforkæmpere, organiseret i forskellige foreninger.

I mit forrige indlæg citerede jeg et stykke af Luthers skrift Hvor langt skal man adlyde statsmagten?, hvor Luther hævder, at fyrstens fornuft altid må stå over love og regler, og tillod mig at antyde, at dette måske hang sammen med en vis animositet, Luther havde fået fra evangelierne overfor al farisæisme. Af hensyn til de glemsomme – og af hensyn til dem, der ikke gider klikke sig tilbage – skal jeg her genoptrykke citatet:

Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. (3#5f)

Men hvad der kun blev antydet sidste gang, skal her siges ligeud: Det, fyrsten skal, er at sætte al farisæisme til side og handle ud fra sin sunde fornuft.

Den opfordring kan man med føje anvende på den ‘lovkamp’, der finder sted mellem EU’s myndigheder og menneskesmuglerne. Her skal ‘fyrsten’, dvs. de europæiske/danske myndigheder, virkelig være klogere end diverse farisæiske menneskerettighedseksperter. Her skal myndighederne lukke ørerne for disse farisæeres sirenesang, bruge deres sunde fornuft og gøre, hvad der skal gøres for at redde folkets sammenhængskraft fra at opløses.

I Information har der den 13-10 været to ganske interessante artikler om tilblivelsen af flygtningekonventionen i 1951. Journalist Anton Dahlin har været i Rigsarkivet og fundet materiale fra den danske kontorchef, Knud Larsen, der var formand for det udvalg, hvis arbejde resulterede i denne konvention. Den ene artikel er af mere historisk art, den anden søger at bringe kommentarer fra nutidige debattører.

Den historiske artikel beretter om, hvordan Knud Larsen havde held med at få alle de deltagende lande med ved at tillade hvert land at tage forbehold. Dog kunne man ikke tage forbehold overfor definitionen af en flygtning. En flygtning var defineret som ”en person, der med rette frygter forfølgelse i anledning af sin race, sin religion, sin nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sin politiske opfattelse”, se her.

Dahlin bemærker om de danske erfaringer med de tyske flygtninge:

Danmark var ikke ubekendt med at huse mange flygtninge. I årene lige efter besættelsen havde der således opholdt sig 240.000 tyske flygtninge, som var blevet indkvarteret i indhegnede lejre, indtil de blev sendt til Vesttyskland i årene 1947-49.

Det er ikke helt korrekt. Der var tale om 250.000 flygtninge, og heraf var cirka 220.000 tyskere, resten af anden etnisk afstamning. De første blev anbragt i bevogtede lejre og havde forbud mod at komme ud i det danske samfund, de andre i åbne lejre, hvorfra de kunne tage arbejde blandt danskerne, hvis de kunne finde noget. Og det var ikke kun de vestlige zoner, der modtog flygtningene, også østzonen tog imod. Dog ikke flere end 36.001. Af akter i udenrigsministeriet fremgår det, at russerne som betingelse for at modtage flygtninge i østzonen forlangte at få cirka 6000 baltere udleveret. Disse var en del af de ‘displaced persons’, som opholdt sig i de åbne lejre i Danmark. Det var noget af et pres, der på den måde lå på danskerne. Vi havde lagt mærke til, hvordan russiske embedsmænd på besøg i lejrene havde et særligt øje til balterne og opfordrede derfor stilfærdigt balterne til at emigrere til andre mere sikre lande. Men ved en forhandling om deres skæbne i juni 1948 gav vi ikke efter, selv om det var fristende at komme af med de sidste tyske flygtninge. Vi var ret sikre på, at de fleste af balterne ville blive stillet for retten og formentlig henrettet. Det var forøvrigt i modsætning til det, svenskerne gjorde med de baltiske flygtninge. (Se evt. her for mere information).

Situationen med de baltiske flygtninge kan måske forklare et lidt mærkeligt forbehold, som Dahlin har fundet frem til. Spørgsmålet var, om flygtningene skulle have ret til at arbejde på lige fod med værtslandets befolkning, og embedsmændene i udenrigstjenesten bemærkede:

Under hensyn til, at Danmark efter sin geografiske beliggenhed i øjeblikket må antages at kunne blive gennemgangsland for et betydeligt antal flygtninge, anser den danske regering det for betænkeligt at forpligtige sig til at meddele flygtningene arbejdstilladelse som foreslået i konventionsudkastet, idet nægtelse af arbejdstilladelse erfaringsmæssigt er et af de mest effektive midler til at tilkendegive flygtninge, at opholdet kun kan være af midlertidig karakter, og til at tilskynde flygtningene til at udnytte de foreliggende emigrationsmuligheder.

Man havde altså ikke nægtet balterne arbejde. Men man har muligvis følt sig fristet til det, fordi man gerne så, at de emigrerede til oversøiske lande. Vi var som det lille land, vi var, i tvivl om, hvorvidt vi i længden ville kunne beskytte balterne.

Men det endte altså med, at både Danmark og de andre lande i kommissionen og senere FN’s generalforsamling vedtog konventionsforslaget.

Det var artiklen om den historiske baggrund for konventionen. Så til de mere aktuelle kommentarer. De findes i en artikel på samme sider som den historiske artikel og har en ret sigende overskrift: ”Dengang Danmark gik foran for at beskytte verdens flygtninge”, se her. Meningen er så tydeligt, at man vil opstille en modsætning mellem dengang og nu. Dengang var Danmark i front, nu halter vi langt bagefter.

Det viser sig også i de ‘eksperter’, man udvælger. Søren Jessen-Petersen er den ene. Ham har jeg i et tidligere indlæg erklæret for mere politiker end ekspert, se her. Jeg har forøvrigt også begrundet denne opfattelse. Den anden er Thomas Gammeltoft-Hansen. Og de to er enige om, at flygtningekonventionen aldeles ikke er forældet. Det hedder således i artiklen:

Hverken Søren Jessen-Petersen eller Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at den snart 65 år gamle flygtningekonvention er forældet eller har udspillet sin rolle, selv om de europæiske regeringer gør, hvad de kan for at slippe uden om at skulle tage imod flygtninge efter konventionen – hvilket sker ved, at landene forsøger at forhindre flygtninge i overhovedet at komme ind på deres territorium, hvor de ifølge konventionen har ret til at få deres sag behandlet.

Ifølge dem er det ikke konventionens tekst, der i dag viser sig som et problem for mange europæiske lande, men derimod regeringernes manglende politiske vilje til at efterleve de rettigheder, som konventionen sikrer for mennesker på flugt.

»Det, vi står over for, er ikke primært en flygtningekrise. Det er primært en politisk krise, fordi landene ikke evner at samarbejde om at håndtere flygtningene,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Altså, hvis bare EU kunne lære at fordele flygtningene mellem sig, så skulle det nok gå. At dette, at EU for øjeblikket har pivåbne grænser, får endnu flere migranter til at se en fordel i at komme til Europa, ser Thomas Gammeltoft-Hansen tilsyneladende stort på.

Gammeltoft-Hansen er forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder. Og han er sikkert en dygtig jurist. Men han og hans tankeverden er netop det stof, som Luther anbefaler en god fyrste at se bort fra. Og ligesom Luther (formentlig) kom med denne anbefaling på baggrund af en forståelse af den farisæiske lovholdning som uheldig for god regeringsførelse, sådan vil jeg også mene, at den lovholdning, som Gammeltoft-Hansen giver udtryk for, er højst uheldig, hvis man vil bevare Europas integritet. I den forbindelse kan man godt kalde Gammeltoft-Hansen farisæer, men man må føje til, at denne farisæiske lovholdning er udbredt over hele kontinentet blandt både politikere og journalister.

Det farisæiske ved hans holdning viser sig i en overbevisning om, at blot man holder sig menneskerettighederne efterrettelig, er alting godt, og intet kan gå skævt. Og det ser ud til, at det fastholdes som et næsten guddommeligt mantra: uanset, hvad der sker, og uanset, hvor skævt det hidtil har vist sig at gå, konventionen må overholdes, konventionen gå forud for alt, også forud for de erfaringer, man har med en fuldstændig forkvaklet virkelighed.

Det minder ikke så lidt om en beretning fra 1. Makkabæerbog 2,34ff. Her berettes der om nogle jøder, der holdt fast ved de jødiske skikke, omskærelsen og sabbatsfejringen, med en hårdnakkethed uden lige. Den hedenske konge ville tvinge dem bort fra deres jødiske skikke, og hårdnakketheden var udsprunget af, at de ville bevare deres folkelige særpræg. Det mente de også, Gud stod bag, og de var overbevist om, at han nok skulle så dem bi under alle forhold.

En særlig fanatisk gruppe af jøder havde skjult sig i ørkenen. Kongens mænd fandt dem i deres huler:

Da de havde indhentet dem, tog de opstilling over for dem og gjorde sig parate til at angribe dem på sabbatsdagen. v33 De sagde til dem: »Lad det nu være nok! Kom ud og gør, som kongen befaler, så vil I redde livet!« v34 Men de svarede: »Vi kommer ikke ud, og vi vil ikke gøre, som kongen befaler, så vi vanhelliger sabbatsdagen.« v35 Så indledte de straks angrebet på dem. v36 Men de forsvarede sig ikke imod dem; de kastede hverken sten mod dem eller spærrede indgangene til skjulestederne, v37 men sagde: »Vi vil alle gå uskyldige i døden. Himlen og jorden er vore vidner på, at I dræber os mod al ret.« v38 De angreb dem så på sabbatten, og de og deres kvinder, børn og kvæg døde, hen ved tusind personer.

v39 Da Mattathias og hans venner fik det at vide, sørgede de dybt over dem, v40 og de sagde til hinanden: »Hvis vi alle gør, som vore brødre har gjort, og ikke kæmper mod hedningerne for vort liv og vore love, vil de hurtigt udrydde os fra jordens overflade.« v41 Den samme dag fattede de denne beslutning: »Hvis nogen angriber os på sabbatsdagen, vil vi tage kampen op imod ham. Vi vil ikke dø alle sammen, ligesom vore brødre døde i deres skjulesteder.«

Her var der dog nogle, nemlig Mattathias og hans venner, der lod fornuften sejre over det strenge lovbud. Den negative erfaring, de havde gjort, var jo også ganske klar og ikke til at tage fejl af. Det må nok indrømmes, at de negative erfaringer, vi hidtil har gjort af den strikte overholdelse af flygtningekonventionen, er noget mere mudrede. Men den fanatiske tro på, at alt er godt, hvis blot konventionen overholdes, er den samme.

Jeg har tidligere været ude med riven efter Thomas Gammeltoft-Hansen, se her. Den gang citerede jeg ham for at sige, at det ud fra et menneskeretsjuridisk synspunkt er forbudt at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Men ærlig talt, det synspunkt er helt uden forbindelse med virkeligheden.

Mit indlæg dengang havde at gøre med en rapport, som Amnesty International havde udgivet, se her. Heri hed det bl.a.:

Flygtninge og indvandrere, der når frem til Europas grænser, risikerer at blive skubbet direkte tilbage over dem. Amnesty International har dokumenteret push-back-aktioner begået af grænsevagter i Bulgarien og i særdeleshed i Grækenland, hvor denne praksis er meget udbredt. Push-backs er ulovlige, de nægter folk retten til at søge asyl, de indebærer typisk vold og de bringer liv i fare.

Det er sandt, at Grækenland dengang i høj grad anvendte det, der her kaldes ”push-backs”. Men ligesom jøderne ifølge 1. Makkabæerbog var så fanatiske, at de lod sig slagte uden modstand, fordi de mente, at de ikke havde guddommelig lov til at føre krig på en sabbat, sådan har i vore dage desværre grækerne under den nye Syriza-regering ladet sig lokke af menneskerettighedsfanatikernes sirenesange, så de ikke mere vil bruge den forrige regerings ”push-back”-metoder, men uden fornuft, blot, fordi de mener, det er mere menneskeretmedholdeligt, har afstået fra sådanne kystbevogtningsmetoder. Men Mattathias så dog det forfærdelige resultat af den strikte sabbatsoverholdelse og ændrede kurs. Modsat ham fortsætter Europa sin skæbnesvangre kurs mod den umulige opsugning af disse enorme menneskemasser, stærkt ansporet af vor tids farisæere: menneskerettighedsjuristerne, skønt man dog burde kunne se, hvad der sker, når man går over til en strikte overholdelse af forbudet mod ”push-backs”. Det er jo det forhold, at Grækenland er gået bort fra denne ”ulovlige” praksis, der har ført til den fuldstændig uholdbare situation, vi er havnet i.

Spørgsmålet, vi må stille os, er, hvor mange migranter der skal ankomme til Europa, før vi finder ud af, at vi må afmontere de uheldige virkninger af reglen om, at enhver migrant, der har sat foden på europæisk jord, har ret til at få sin asylansøgning behandlet.

I virkeligheden har vi jo allerede udliciteret asylbehandlingen, for nu at bruge Gammeltoft-Hansens udtryk. Spanien har fået en aftale i stand med Marokko, så migranter bliver tilbageholdt og tilbagesendt fra dette land. Italien fik under Berlusconi en aftale i stand med oberst Gadaffi i Libyen, så antallet af bådflygtninge derfra blev væsentligt nedbragt. Men uha, uha, det måtte han sandelig ikke gøre for menneskerettighedsfanatikerne. Og Grækenland har igennem mange år brugt ”push-back”-metoden under delvis protest fra de moderne farisæere. Men ingen, hverken Syriza eller de øvrige farisæere, havde vist forestillet sig den flodbølge af mennesker, der ville komme, når den ”ulovlige” metode blev opgivet.

Nu prøver vi så at få Tyrkiet til at gøre det grove arbejde, så vi selv kan holde menneskerettighedsfanen højt. Og man siger også fra de ledende kredse i EU, at man vil øge grænsebevogtningen. Jo, men hvad skal det nytte, hvis man ikke har lov til at bruge ”push-back”-metoden? Så er al tale om bevogtning jo det rene nonsens.

Forøvrigt har vi jo længe haft den regel, at EU udliciteret sine forpligtelser til diverse luftfartselskaber. Hvis ikke en passager har lovlig adgang til bestemmelseslandet, skal selskabet flyve den pågældende tilbage til udgangsdestinationen, se her. Og vil man indvende, at passageren jo dog har betrådt europæisk jord bare ved at gå ud af flyet, er svaret, at man har fundet en juridisk løsning på det problem: den transithal, passageren opholder sig i, mens hans papirer kontrolleres, har man defineret som et område, der ikke tilhører Europa. Et lusket prokuratorkneb? Ih, nej, en smart foranstaltning, som forhindrer EU i at blive belemret med en masse bøvl, flygtningebøvl, förstås.

Samme juridiske kneb vil tyskerne nu søge at gennemføre ved deres grænser, så de åbenlyst urimelige asylansøgere uden videre kan sendes tilbage.

Og alt dette juridiske miskmask og administrative bøvl får man altså ned over sig, fordi man ikke vil sætte fornuften i højsædet, men absolut skal fastholde det billede af sig selv, at man sandelig overholder alle menneskerettigheder. Man kan med sindsro bede som en vis herre i templet: ”Gud, jeg takker dig, at vort Europa ikke er som andre kontinenter” (Luk 18,11).

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Lovkampen

  1. Pingback: Skal vi kalde det hykleri? | ricardtriis

  2. Pingback: Med lov skal land bygges | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s