Hvorfor spørger de ikke?

Det er en lidt mærkelig følelse, jeg har i denne tid. Noget i retning af det, Palle følte, da han ifølge den kendte børnebog var hovedperson i ”Palle alene i verden”. Er jeg virkelig den eneste, der finder det relevant at spørge? Er der kun den sølle undertegnede, der har fundet ud af, at der er én ting, som er højst vedkommende, men som ingen spørger om? Det kan jeg næsten ikke tro. Nok er jeg begavet – selvfølgelig, hvad ellers – men at jeg skulle kunne se noget, ingen andre kan se, at jeg skulle føle trang til at stille et spørgsmål, som ingen andre stiller, det er alligevel lidt forbløffende.

Lad mig begynde med Deadline for igår aftes, den 16-10 kl 22.30. Her havde værten Adam Holm et interview med Bjarke Møller fra den uafhængige tænketank ”Tænketanken Europa”. Interview’et blev to gange afbrudt af et indspark af Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef på Institut for Menneskerettigheder. Disse ”indspark” skulle så Bjarke Møller tage stilling til. Og det gjorde han da meget pænt, mest ved at tale om det dilemma, som EU’s politikere stod i.

Hvordan dilemma?

Jo, Gammeltoft-Hansen sang sin velkendte vise (jf mit forrige indlæg) om umuligheden af at ”outsource” sine menneskerettighedsforpligtelser til andre lande og om pligten for de europæiske lande til at asylbehandle ethvert menneskes sag, blot han eller hun har sat deres fødder på europæisk jord eller er kommet om bord på et europæisk skib.

Og det skaber, forstod man på udsendelsen, et dilemma for EU. For når EU vil have Tyrkiet til at forhindre flygtninge i at nå europæisk jord, så gør man jo faktisk det samme, som Berlusconi i sin tid og som Spanien i denne tid: man overlader den asylbehandling, som flygtningene har krav på, til Libyen eller til Marokko eller til Tyrkiet. Og det er forbudt ifølge flygtningekonventionen af 1951, i hvert fald i følge Gammeltoft-Hansens fortolkning af den.

Det er blandt andet et sådant indlæg i debatten, der får mig til at føle mig så muttersalene. Er jeg mon virkelig den eneste, der finder det relevant at spørge Gammeltoft-Hansen, hvordan et land så skal forsvare sine grænser? Er det kun lille mig, der kan se, at ethvert grænseforsvar må ophøre, hvis de mennesker, der ankommer til grænsen, har sådanne rettigheder?

Desværre ser det ud til, at det er sådan fat. Jeg mener: Her sad en mand, Bjarke Møller, der var inde i alt, hvad der har med EU at gøre, som kender Dublintraktat og Schengensamarbejde ned i de mindste detaljer, og det højeste, han kunne svinge sig op til, var at tale om ”dilemmaer”. Jamen, hvis grænsebevogtning er umuliggjort af konventionen, og hvis ethvert forsøg på at få Tyrkiet til at overtage EU’s grænsebevogtning også umuliggøres, så bliver der selvfølgelig tale om konventionsbrud, når man alligevel får Tyrkiet til det. Men konventionsbrud, det lyder så frækt, så hellere nøjes med at tale om ”dilemma”, det lyder jo pænere.

Men sige, at Frontex er overflødig, at de mange ekstra skibe, der skal indsættes, kun må have lov til at redde migranter, ikke føre dem tilbage til, hvor de kom fra, det er der ingen, der vover. Åbent at fortælle os, at med de regler, som vi har at følge, eller med de ‘værdier’, som vi som europæere må rette os efter, er det komplet umuligt at bevogte vore grænser, det gør man ikke. Nej, stadigvæk taler man om at sikre Schengens ydre grænser, dvs. stadigvæk prøver man at stikke os almindelige mennesker blår i øjnene.

Eller sagt på en anden måde:

Her sidder politikere i hundredvis, journalister i tusindvis rundt om i EU og labber i sig alt, hvad den europæiske elite siger: Man vil lægge pres på Tyrkiet for at få dette land til at forhindre mennesker i at flygte over til Grækenland. Og ingen ser det mærkelige i dette krav til Tyrkiet, ja, en enkelt tyrkisk politiker er forarget: ‘her har vi modtaget 2 mill. flygtninge fra Syrien og haft stort besvær med det, og så vil EU betale os, for at de kan slippe for at modtage deres del af disse flygtninge’. Men selv en sådan bemærkning lader os arme tilhørere eller læsere sidde tilbage med det forundrede spørgsmål: Hvornår er det blevet kotyme, at et land skal bruge sin grænsebevogtning til at forhindre mennesker i at rejse ud og ikke til at beskytte landet imod dem, der vil rejse ind?

Men det spørgsmål stiller inden journalister. Man læser aviser ‘en masse’, man ser diverse Tv-aviser og Deadline-udsendelser, men har stadigvæk dette ubesvarede spørgsmål hængende i luften. ”Palle alene i verden” – ”Ricardt alene i verden”. Det er sørgeligt.

Det svarer til, at ingen har spurgt om eller foretaget en nærmere undersøgelse af, hvad der vel kan være årsagen til, at antallet af migranter over det Ægæiske Hav her i august og september er steget så markant, som det er. Jeg har prøvet at finde et svar på det, men har i alt væsentligt måttet drage min egen konklusion, nemlig den konklusion, at det hænger sammen med det græske regeringsskifte. Den tidligere regering beskyttede grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland ved at lade sine kystbevogtningsfartøjer foretage såkaldte ”push-backs”, dvs. tvinge migrantfartøjet tilbage til tyrkisk territorialfarvand. Det lyder jo umiddelbart meget rimeligt. Der er blot den ‘hage’ ved det, at den fremgangsmåde er ‘forbudt’ ifølge menneskerettighedsinstitutterne. Derfor ophørte den nye Syriza-regering med denne praksis. Og efterhånden som det går op for menneskesmuglerne, at grænsen ikke længere bevogtes af grækerne, har de fået gang i forretningen. Det er årsagen til den markante stigning i migrantstrømmen. Men det er desværre ikke noget, jeg har fra nogen journalistisk undersøgelse, endsige fra nogen officiel udtalelse, det er noget, jeg har måttet gætte mig til ud fra de kilder, der foreligger. En ny kilde er dukket op i dag, se her, den stammer oprindelig fra den 1-4 2015. Datoen til trods er det vist en troværdig kilde, selv om indholdet nærmest er aprilsnaragtigt.

Og der er ikke mange, der har opdaget denne sammenhæng, formentlig fordi ingen har spurgt efter den, stigningen i migrantantallet tager man blot som noget uundgåeligt, som en naturlov, hvis virkninger man ikke kan afbøde.

Man føler sig meget alene.

Selv Morten Uhrskov Jensen har på sin blog på Jyllands-Posten har ikke opdaget skiftet i grækernes bevogtningspraksis. Han skriver:

Tyrkiet burde for senest et år siden være blevet overtydet om, at trafikken fra Tyrkiet til Grækenland var tæt på en casus belli, og at de uacceptable tilstande måtte ophøre øjeblikkeligt. I modsat fald ville europæiske kystbevogtningsskibe systematisk opbringe og til Tyrkiet tilbagebringe skibe med påståede asylsøgere om bord. I så fald var Tyrkiet faldet til føje, tænderskærende, javel, men de var faldet til føje. (Se her).

Det er forkert. Det er ikke Tyrkiet, der har pligt til at forhindre folk i at rejse ud, det er Grækenland, der har pligt til at forhindre, at de rejser ind. Det kan aldrig blive krigsgrund, at Tyrkiet ikke forhindrer udrejse. Man kan ikke fra EU’s side forlange af Tyrkiet, at det skal vogte grænsen for udgående trafik, den indgående trafik, der bliver resultatet, må EU virkelig selv tage sig af. Og dette med at tilbagebringe skibe var altså den sædvanlige trafik mellem landene indtil januar i år, hvor Syriza kom til magten. Se evt. mit tidligere indlæg her!

Så til det sidste eksempel på grænsebevogtningens absurditet. Her gælder det om at anbringe det absurde det rigtige sted.

Berlingske beretter den 14-10 om følgende, se her:

En grænseovergang flere hundrede kilometer nord for polarcirklen er ved at blive det næste knudepunkt i flygtningekrisen. Ruten stiger i popularitet, fordi den er billig, hurtig og ufarlig. Hver femte asylansøger i Norge kommer nu cyklende ind i landet fra Rusland, og antallet stiger dag for dag. Nogle kommer direkte fra borgerkrigen i Syrien, mens andre har boet flere år i Rusland.

Man studser: ”kommer cyklende”. Hvordan dog det? Artiklen forklarer:

Kuffertens plastikhjul skratter mod den grove asfalt. Småsten sætter sig fast og plirrer, når de giver slip igen og bliver kastet tilbage på vejen.

Kufferten er spændt fast til bagagebæreret på en cykel, som er alt for lille til den voksne, arabisk udseende mand, der sidder i sadlen. Han træder forsigtigt i pedalerne, mens det, der sandsynligvis er hans kone og to børn, kommer gående med cykler bag ham.

De triller i asyl i Norge ved den nordligste af Schengens ydre grænser, som et stigende antal asylansøgere bruger for at komme ind i Europa. Flere bliver nemlig klar over, at det er et hurtigt, billigt og ufarligt alternativ til dødsbådene i Middelhavet.

I år har mere end 1200 mennesker søgt asyl på Norges grænse til Rusland på samme måde som manden på den lille cykel. Der bliver sat ny rekord for antallet af cyklende asylansøgere hver dag, og på nuværende tidspunkt ankommer der i gennemsnit 100 mennesker om dagen.

Artiklen fortsætter lidt senere:

»Vi har ingen grund til at tro, at det stopper foreløbig. Det er en ny hverdag, vi må vænne os til. Derfor ønsker vi flere ressourcer til at kunne håndtere det,« siger grænsestationschef Stein Hansen.

En gul og en grøn pæl markerer rigsgrænsen mellem Norge og Rusland midt på vejen mellem de to landes grænsebygninger. Det er russisk lovgivning, som tilsiger, at grænsen ikke kan krydses til fods, men skal passeres med et fartøj.

»I februar, da de første begyndte at komme over, blev de samlet op af tilfældige biler, som alligevel skulle den vej. Siden, vi har gjort opmærksom på, at det er menneskesmugling og giver en bøde, er de kommet cyklende, men det er bare de sidste 70-80 meter, de cykler,« siger Stein Hansen.

Og indrømmet, det lyder jo fuldstændig absurd. Det er også, hvad artikelforfatteren hæfter sig ved. Især ét tilfælde var ganske grinagtigt:

I sidste uge passerede en mand grænsen på en lillebitte, lyserød pigecykel. De russiske grænsevagter kunne ikke lade være med at grine af ham, skrev den russiske avis Moscow Times efterfølgende.

»Det er ikke sådan, at der kommer mange børn over grænsen. En cykel er en cykel, og sådan er det bare,« siger Stein Hansen.

Men ærlig talt, er det det, der er det absurdeste ved denne situation? Er det ikke mindst lige så absurd, at Schengen-landet Norge føler sig forpligtet til at modtage alle, der kommer? Ligger absurditeten ikke i den strenge fortolkning af menneskerettighederne og flygtningekonventionen, som gør al bevogtning af de ydre grænser til en umulighed?

Sidste nyt: The Economist har den 16-10 en artikel om Spaniens held med at få aftaler i stand med de vestafrikanske lande, Senegal, Mauretanien og Marokko. Aftalen opretter fælles enheder, der skal opdage eventuelle migrantbåde, helst før de afsejler. Men det engelske magasin nævner ikke med ét eneste ord, at dette aftalesæt skulle være i strid med flygtningekonventionen. Så det kan åbenbart lade sig gøre at få medier til at indse det fornuftige i en sådan politik.

En lille mystifikation til allersidst: Jeg er i meget ringe grad forretningsmand, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der vel nok kunne være én og anden nordmand, der kunne tjene en del penge ved at sælge de efterladte cykler til folk på den russiske side af grænsen. Jeg har også, stadigvæk uden at være forretningsmand, undret mig over, at ingen medier fortæller om, hvad der bliver af de mange gummibåde og redningsveste, der efterlades på de græske øer. Jeg har en lumsk mistanke om, at en geskæftig græker samler dem op og sender dem til Tyrkiet. Ikke blot fordi genbrug jo er så miljøvenligt, mere fordi der kan tjenes penge ved det. Man ser det for sig: i den blå avis for Kirkenæs og nærmeste russiske omegn findes følgende reklame: Cykel sælges, kun brugt 25 gange.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvorfor spørger de ikke?

  1. Pingback: Skal vi kalde det hykleri? | ricardtriis

  2. Pingback: Er cyklen punkteret? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s