Gradueret næstekærlighed?

Siden Marie Krarup offentliggjorde sin mening om næstekærlighed på Kristeligt Dagblad den 6. oktober 2015, se her, har der på samme blad udspundet sig en vældig debat om emnet, eller jeg kan såmænd lige så godt sige ‘en debat imod Marie Krarup’. Med en vis ret. For overskriften lød: ”Den syriske flygtning er ikke min næste”. Og det var alligevel for skrap kost for Kristeligt Dagblads læsere. Også for mig lyder det forkert.

Lad mig derfor prøve at rede trådene ud! Men jeg advarer: Det bliver ret så indviklet.

Vi begynder med en artikel, jeg skrev for snart mange år siden, se her. Den handler om lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I dette indlæg inddelte jeg næstekærligheden i ikke færre end fire punkter:

1) Den umiddelbare barmhjertighed, svarende til den suveræne livsytring, Løgstrup kalder ”barmhjertighed”.

2) Barmhjertigheden som ”erstatningshandling”, dvs. som en handling, der uden at være udsprunget af umiddelbar kærlighed handler som den véd, at kærligheden ville have handlet.

3) Næstekærlighed forstået som det at stemme på et parti, der vil bruge statens midler til at hjælpe mennesker i nød.

4) Næstekærlighed forstået som det at stemme på et parti, der vil give flygtninge opholdstilladelse.

Her vil vi nøjes med at beskæftige os med punkt 3 og 4.

Og så melder sig først det spørgsmål: Kan staten handle næstekærligt?

Det spørgsmål vil jeg mene må besvares med et ‘ja’. Blandt andet ud fra den modsatte betragtning: En stat kan handle djævelsk. Det gjorde den nazistiske stat, f.eks. derved, at den skelnede mellem herrefolket: tyskerne, og de mindreværdige folk, f.eks. jøderne. Man kan så vælge at kalde en stats handling, hvorved den hjælper fremmede, for en humanitær handling eller en næstekærlig handling, det gør for mig at se ingen synderlig forskel, blot man husker, at vi så at sige befinder os i en anden kategori, når det er stater, der handler, end når det er enkeltindivider, der handler.

Men selv om der er forskel på de to kategorier, så er der også ligheder. Luther gør opmærksom på, at den enkelte vel skal hjælpe den fattige i sit sogn, men dog ikke yde så meget i hjælp, at han ikke kan forsørge sin kone og sine børn. Og hvis man kan give ham ret i det – og det er vel så snusfornuftigt, at enhver næsten nødvendigvis må være enig i det – så er der altså gradueringer i næstekærligheden. Eller: Du er mere forpligtet overfor dine nærmeste, end du er overfor vildfremmede. Og det er du, skønt jo begge er ”din næste”.

Det samme gælder på statsplan. Vil en stat handle næstekærligt, dvs. har de forskellige politikere under valgkampen slået på, at de mener, at staten skal yde nødhjælp i påkommende tilfælde, så er det helt i orden, at staten yder både nødhjælp og u-landsbistand, men det gælder som en selvfølgelig, men ofte upåagtet regel, at enhver stat i første omgang er forpligtet overfor sine egne borgere. Man kan ikke hjælpe de fremmede så meget, at det går ud over egne borgere.

Det var de overvejelser, der knytter sig til punkt 3: Den næstekærlighed, der vil lade staten hjælpe mennesker i nød. Nu til punkt 4: Den næstekærlighed, der vil lade staten give flygtninge opholdstilladelse. Her forholder det sig noget anderledes.

Dog er der på punkt 4 de samme gradueringer i næstekærligheden som under punkt 3. Men her spiller det en helt anderledes afgørende rolle, at man holde sig disse gradueringer for øje. For hvor ‘opholdstilladelse’ i gamle dage altid betød ‘midlertidig opholdstilladelse’, dèr er det i vore dage gennem en sær betydningsglidning kommet til at betyde ‘permanent opholdstilladelse’. Denne betydningsglidning er hjulpet godt på vej af de integrationstiltag, man har fundet frem: Når man fra den første dag, en asylansøger ankommer til landet, giver vedkommende sprogundervisning og mulighed for at arbejde, så er det utvivlsomt et positivt tiltag for den asylansøger, som får sin ansøgning godkendt, men det sætter jo uvægerlig falske forhåbninger i gang hos den asylansøger, der bliver nægtet asyl.

Derfor kommer de naturlige gradueringer i næstekærligheden til at spille en overmåde stor rolle her. For det ses desværre alt for ofte, at politikere og journalister går så meget op i næstekærligheden overfor flygtningene, at de glemmer den næstekærlighed, de tænkes at have til deres folkefæller.

Den form for næstekærlighed har Marie Krarup blik for i ovennævnte indlæg, hvor hun om de mennesker, der vil åbne landet for fremmede, der ikke har krav på at være her, siger:

Det er ualmindeligt unæstekærligt over for deres børn, der er arvinger til et land, som de smadrer ved at byde fremmede mennesker velkommen.

Den korte Avis refererer det nok hidtil værste tilfælde af politikerarrogance overfor det folk, der har valgt ham, se her. De skriver:

Salen er tætpakket. Der er borgermøde i den lille tyske by Lohfelden. Byen skal tage imod 400 asylansøgere. De er de ikke glade for. Men de møder ikke den store forståelse.

Regionsformanden Walter Lübcke forsøger at overtale dem: De værdier, Tyskland bygger på, er så fantastiske, og vi skal være parate til at stå op for dem, siger han. Men så tager irritationen over de vrangvillige borgere over:

Det står alle, der ikke er enige, frit for at forlade landet – det har enhver tysker frihed til at gøre ….

Ja han fortæller faktisk de fremmødte borgere, at de bare kan skrubbe af, hvis de ikke vil have et asylcenter, der fordobler antallet af indbyggere i den lille by.

Og ja, så begyndte tilhørerne at se vantro på hinanden, og så kan det ellers nok være, de gjorde vrøvl, buhede ham ud, råbte ‘forsvind’ og den slags uhøviskheder.

Jamen, vil disse gode borgerfolk da ikke være næstekærlige?

Utvivlsomt jo. Men de vil være det indenfor det rimeliges rammer. Og hvad der rammer Tyskland nu af flygtningestrømme, finder de ikke rimeligt. Blev de bedt om at betale mere i skat, blev de bedt om at arbejde en time mere om dagen, for at staten kunne give noget mere til mennesker i nød, så kunne de måske lade sig overtale. Men det her er noget helt andet. At bede mennesker om at lade vildfremmede slå sig ned i deres trygge landsby, det anfægter hele den livsform, man har levet sig ind i.

Jeg brugte i det førnævnte indlæg en sammenligning:

Hvis en far og mor bliver meget optaget af u-landsbørns forfærdelige vilkår, hvis de af den grund beslutter sig for at adoptere fire børn fra u-landene, uanset de i forvejen har fire børn, så vil vi vel ikke uden videre anse det for en god gerning. Vi vil vel uvilkårlig spørge, om de nu også kan tage vare på deres egne børn, når de sådan får fire ekstra børn ind i familien, om de har tænkt det ordentligt igennem, om de har konsulteret deres børn, osv. Det vil sige: Vi buser ikke på med vores næstekærlighedsbud, vi hævder ikke uden videre dikkedarer, at disse fremmede børn jo er lige så meget en næste for forældrene, som deres egne børn er det, nej, vi maner til forsigtighed, vi gør opmærksom på, at forældrene har forpligtelser overfor de børn, de selv har sat i verden, forpligtelser, som de ikke har overfor alle mulige andre.

På tilsvarende måde med et folk. Som politiker har man forpligtelser overfor sit folk, forpligtelser, som man ikke har overfor andre folk. Og man kan nok så meget pukke på Jesu lignelse, de forpligtelser kan en politiker (eller en vælger, der diskuterer politik) ikke løbe fra, lige så lidt som et forældrepar kan løbe fra de forpligtelser, de har overfor deres egne børn.

Og jeg mener, at sammenligningen stadig holder. Når vi i de nære familieforhold tillader os at graduere næstekærligheden – og det viser jo sammenligningen, at det gør vi alle – så må vi på lignende måde graduere næstekærligheden, når det drejer sig om vort folks forhold til andre folk.

Skulle det ske, at vi bliver overrendt af flygtninge, som vi ikke kan lukke grænsen for – skønt det er lidt svært at se, hvorfor vi ikke i alle tilfælde kan lukke vore grænser – så må vi som minimum kun give midlertidigt asyl til sådanne flygtninge, og vi må helst anbringe dem i lejre uden samkvem med den danske befolkning.

Om den forpligtelse, politikere har overfor deres eget folk, kommer et følgende indlæg til at handle.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s