De tyske flygtninge III

Har politikere en forpligtelse overfor deres eget folk? Kan den forpligtelse eventuelt skubbes til side af en forpligtelse overfor flygtninge, der anmoder om hjælp?

Det spørgsmål kan der i nogen grad gives et svar på ved at kikke lidt nærmere på omstændighederne ved den ”invasion” af tyskere, ialt 250.000, der fandt sted i de sidste måneder af Anden Verdenskrig. Men man skal naturligvis hele tiden holde sig for øje, at situationen dengang og situationen nu er ret forskellige.

Men der er ingen tvivl om, at når vore politikere dengang i samlet flok accepterede, at de tyske flygtninge skulle indkvarteres i bevogtede lejre bag pigtråd, så var det forpligtelsen overfor det danske folk, der fik dem til det. Vi kan i dag i bagklogskabens ulideligt klare lys måske sige, at det, de gjorde, var overdrevent, vi kan måske også i dag bebrejde dem, at de ikke tog hensyn til de tyske flygtninges menneskerettigheder, men vi må dog i begge tilfælde først gøre os klart, hvad der fik dem til at handle, som de gjorde.

Hvad den overdrevne frygt angår, havde den en temmelig rationel baggrund. Hitler arbejdede i slutningen af 30erne på at få de tyskere, der boede udenfor Tyskland ”heim ins Reich”. Og ”heim ins Reich” betød altså ikke, at disse tyskere skulle flytte ind i Tyskland, det betød, at ”rigets” grænser skulle flyttes ud omkring disse tyskere. Det lykkedes Hitler i marts 1938 at få Østrig ”heim ins Reich”, og han fik også held til i efteråret samme år at få sudetertyskerne ført ”heim ins Reich”. Og de små lande, der omgav Tyskland, så med forfærdelse på, hvordan Hitler fik de stores, altså Frankrigs og Englands, opbakning til at gennemføre sine planer. Hvad ville blive det næste? Ville tyskerne i Nordslesvig, dvs., i det danske Sønderjylland, blive den næste gruppe, som på den måde kom ”heim ins Reich”? Der var for de danske politikere intet andet at gøre end prøve at gå i ét med tapetet, volde den store nabo mod syd så lidt bøvl som muligt og så håbe det bedste.

Hvorfor tyskerne den 9. april 1940 lovede danskerne, at de ville respektere landets suverænitet og integritet, er ikke til at vide. Måske det blot skyldtes, at Hitler havde fået nok andet at tænke på end at få Sønderjylland ”heim ins Reich”.

Men den frygt for den store nabo i syd, som var blevet sat ind i politikernes hjerter ved alt dette ”heim ins Reich”-ståhej, var ikke sådan at fjerne. Selv da Tyskland i 1945 var fuldstændig besejret og gjort til intet, sad den stadig i dem. Vi mente at have erfaret om tyskerne, at blot der kom nogen og sagde ”ét-to, ét-to”, så marcherede de, og man vidste ikke, hvem de ville marchere imod. Ville der komme endnu en diktator i Tyskland? Ville han få øje på de tyskere, der boede på dansk jord? Ville han, som den forrige, kræve disse tyskere ført tilbage til riget?

Det ville vore politikere give en sådan tænkt diktator så lidt grund til at gøre som muligt. Derfor blev de ikke trætte af at sige både til udlandet og til indlandet, at der ikke kunne blive tale om, at flygtningene kunne ”indoptages i det danske folkelegeme”, som det hed dengang. Man ville gøre alt for, at der ikke blev skabt et tysk mindretal, der var større end det allerede forhåndenværende i Sønderjylland.

Så man fastholdt, helt frem til de sidste tyske flygtninge forlod landet i 1949, den politik at holde flygtningene indespærret bag pigtråd. Og man udstedte diverse cirkulærer og lovbestemmelser, så man forhindrede ”fraternisering”, dvs., omgang mellem danskere og tyskere. Faktisk var der ikke så få danskere, der blev dømt for fraternisering.

Skrappe sager!, vil vi måske sige i dag på baggrund af den udvikling af Tyskland, som vi nu kender. Men hvis man vil anklage os for overtrædelse af flygtningenes menneskerettigheder, skal man gøre sig klart, at der dengang lige efter Anden Verdenskrig var et udbredt had til tyskerne. Englænderne anbefalede os at give flygtningene et dagligt kalorieindtag på 1800 (vi besluttede os for 2100), og Montgomery mente endda, at 1000 kalorier dagligt kunne være nok for tyskerne i den engelske zone; han føjede til, at tyskerne gav koncentrationslejrfangerne i Bergen-Belsen 800 kalorier dagligt. Han havde åbenbart set de levende tændstikmænd, der vandrede rundt i lejren, da den blev befriet i 1945.

Men altså, vore politikere besluttede sig med åbne øjne for at holde de tyske flygtninge indespærret i lejre uden mulighed for kontakt med det danske samfund. Der var oven i købet i Folketinget den 13. juni 1946 en debat om flygtningenes mulighed for at arbejde. Mange landmænd, der stod og manglede arbejdskraft til at luge i roerne, havde fået øje på de ledige hænder i flygtningelejrene og så deri en mulighed for billig arbejdskraft. Men politikerne sagde nej over en bank, se debatten her.

Man kan læse lidt mere om de danske politikeres holdning til indespærringen her.

Alt dette betyder, at vi nok skal stille os lidt mere forstående an overfor Tyrkiet, som nægter at lade de 2 mill. syriske flygtninge, der befinder sig i landet, få lov til at arbejde. Vi har selv i sin tid gjort det samme. Og vil man sige, at tyrkerne og syrerne da har så nogenlunde den samme kultur – begge folk har jo en majoritet af muslimer – så kan man svare, at det samme gjaldt for danskere og tyskere fra 1945-49. Man kan føje til, at det har voldt tyrkerne stort besvær at komme overens med de kurdere, der er borgere i landet – som bekendt er den våbenhvile, der blev oprettet med PKK, brudt – og at det derfor vil være tåbeligt af tyrkerne at skaffe sig endnu et mindretalsproblem på halsen. Og ærlig talt, hvis jeg var tyrk, ville jeg først og fremmest tage hensyn til sådanne overvejelser om den fremtidige udvikling i mit eget land, før jeg lytter til UNHCR’s og EU’s opfordring til at give flygtningene lov til at arbejde.

Dette betyder jo så omvendt, at tyrkerne ikke kan forvente, at vi tager os bedre af de syriske flygtninge, end de gør. At vi, modsat tyrkerne, giver dem lov til at arbejde, er vor egen dumhed. Og at vi, også modsat tyrkerne, ved at give dem både permanent opholdstilladelse, undervisning i dansk og opfordring til at komme i arbejde her i landet lader skinne igennem, at vi ikke forventer, at de nogensinde tager tilbage til Syrien, det er noget, vi må afgøre med vor egen samvittighed. Den samvittighed siger altså hos nogle af os, at vi mange, mange år fremover har nok at gøre med de muslimer, der allerede er kommet til landet, vi bør ikke frivilligt anskaffe os flere problem-mennesker, mens den hos andre siger, at vi må hjælpe de stakkels flygtninge til et bedre liv.

Det sidste form for samvittighed fandtes også hos datidens danskere. Det synes at være noget nær en naturlov, i hvert fald en lov, der gælder for os kristne europæere, at én ting er, at vore øvrigheder forordner forbud mod fraternisering, noget andet er, hvad vor umiddelbare fornemmelse tilsiger os, når vi i dagligdagen stilles overfor et eksemplar af disse ‘farlige’ fremmede.

Arne Gammelgaard gav i et foredrag i Viborg et sjovt eksempel på dette. Om det stammede fra Grove-lejren eller fra Gedhus-lejren, husker jeg ikke, men det var i hvert fald fra en lejr derude, hvor man dyrker kartofler i stor stil. Nogle af markerne grænsede op til flygtningelejren. Så snart en mark var afhøstet, brød flygtningene den næste nat igennem hegnet for at få fat på alle de små, særdeles velsmagende kartofler, som plejer at være tilbage efter høsten. Det ville nogle unge danskere ikke finde sig i. Så de lå på lur en nat, parat til at gribe flygtningene. Og ganske rigtigt, dèr kom de. Danskerne foer ud, og én af dem, en ung mand i den giftefærdige alder, greb fat i den første, den bedste flygtning, og han holdt fast, og han holdt fast, og han holdt fast, og det gjorde han de næste halvtreds år. Det var en flygtningepige, han fik fat på, og da han med sine greb opdagede, at denne ”kartoffel-woman” havde andet end kartofler bag forklædet, var han solgt til stanglakrids, fraterniseringsforbud eller fraterniseringsforbud-ikke.

Men det var svært og det krævede stor udholdenhed for en dansk mand at få lov at gifte sig med en tysk flygtningepige. Staten var imod sådanne forbindelser.

Walter Franz, tysk flygtning i Kløvermarkslejren, gymnasielærer fra Königsberg, fortæller i sine erindringer om et forbudt møde med civile danskere:

Man skal bare én gang have hørt en danskers tilfredse latter ved et veldækket bord! Den kommer nede fra bunden at maven og har den fornødne resonans. Den udbreder velvære og lyder hjerteligt og hyggeligt. Ved I mon, I kære danskere, hvad I med den risiko, I løber ved at invitere os hjem til jer, har givet os fordrevne? Ved I, hvordan det var for en fremmed, der i månedsvis har været uden tag over hovedet og sovet så uroligt som et dyr på marken, og som derefter kun så de bare vægge i barakken, de sparsomme møbler i den gustne barakbelysning, men som nu igen fik lov at træde ind i et rigtigt hjem med stenmure, med tæpper, blomster, billeder og polstrede møbler? Jo, vist nok blev han i første omgang smerteligt angrebet af vemod over det, som også han en gang har besiddet, men nu har mistet. Men så kom velværet over i nogle timer, takket være menneskers godhed, at være rykket ud af elendigheden og have lov til at sidde ved et smukt dækket bord med porcelæn og glas og en festlige dekoration og igen holde indtog i en verden, som var gået under for ham. I har gjort mere for, at vi igen har kunnet tro på menneskelighed end jeres myndigheder med deres fortjenstfulde indretninger i lejren, som jo også er et bevis på, at Danmark er en kulturnation. Men hvem har takket jer for jeres hjemlige næstekærlighed, for jeres offer, som I tilbød den hjemløse? Hvor beærende og smukke var tårerne i øjnene på købmandsfruen, da hun græd, fordi jeg ikke kunne forføje frit over min tid, men måtte bryde op for at kunne være i lejren til den fastsatte tid. Ganske vist er det rigtigt, at enhver god gerning bærer lønnen i sig selv, men det er takket være jer, at vi flygtninge fra det tyske Østen stadig bliver varme om hjertet, når vi tænker på Danmark. I forstod at give uden at krænke gæsten, og i jer har vi lært virkeligt frie mennesker at kende, for hvem det at hjælpe var et hjertets anliggende. Det skal I have tak for! (Se her).

Walter Franz har jeg en vis svaghed for. Man kan rolig læse hele hans beretning, den er meget givende.

Og så er der historien om den gode seminarierektor fra Tønder, der skulle ud til flygtningelejren i ”Kasernegården”, den tidligere Zeppelinstation, fordi det var juleaften. Han havde dagen før fortalt sine børn om børnene i lejren: ingen rigtig julemad, ingen gaver, osv., med et lidt overraskende resultat. Næste dag, da han skulle ud til lejren, lå der en række gaver, som han skulle tage med til børnene derude. Hans børn havde været oppe på loftet og fundet deres gamle legetøj frem. Det lå parat, pænt pakket ind. Han havde selvfølgelig, torsk, som han var, glemt at fortælle sine børn, at det var forbudt at medbringe den slags ting, og denne glemsomhed tvang ham nu til at agere smugler for sine børn.

Nå, han slap da igennem vagten uden at blive opdaget, og børnene i lejren fik i det mindste nogle gaver.

Men alt dette for at vise, at den umiddelbare hjælpsomhed er meget svær at få bugt med. Det gælder også i vore dage.

Hvilket jo – indrømmet – gør det vanskeligt for vore politikere. De klemmes som en lus mellem to negle mellem statsræson på den ene side og umiddelbar menneskelighed på den anden. Og mærkeligt nok, resultatet af dette dilemma var det omvendte i de to tilfælde. Dengang kom statsræsonen til at overtrumfe den umiddelbare følelse stort, i dag er det omvendt statsræsonen, der bliver den lille, ikke blot herhjemme, men også i det øvrige Europa.

Men både det ene og det andet tilfælde kan anklages for en smule irrationalitet.

Dengang blev nok fraterniseringsforbudet efterlevet for strengt. I dag burde erfaringerne med de hidtidige flygtninge, specielt de muslimske, få os europæere til at være helt anderledes tilbageholdne med at lade muslimer oversvømme vore lande. Hvis tyrkerne ud fra almindelig statsræson tillader sig at nægte de syriske flygtninge at arbejde, fordi de for enhver pris skal tilbage til Syrien igen, så burde da vi europæere meget mere gøre det. For den tyrkiske kultur er muslimsk ligesom flygtningenes, vor er kristen og dermed, så vidt vi kan se af de hidtidige erfaringer, temmelig inkompatibel med vor kristne kultur.

Men det er, som om Europa er gået grassat i et stadigt og stædigt forsøg på at glemme al statsræson og udelukkende lade den umiddelbare menneskelighed bestemme.

Dog synes der trods alle disse mørke skyer over Europa stadig at være et vist håb for os her i landet. Om vi har kraft til at modstå presset fra det øvrige Europa, står dog tilbage at se.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s