At miste sig selv

Speciallæge i psykiatri, Kurt Charleman, har i et udmærket indlæg i Jyllands-Posten, se her, undersøgt forskellen mellem islam og kristendom psykologisk. Han mener, at valget mellem Vestens og islams kultur er et valg mellem en stræben efter selvudvikling og en indoktrinering i samdrægtig lydighed. Han skriver:

At muslimer og konvertitter har glæde af ”indoktrineringen”, er oplagt, når man ser på, hvordan en individualist på godt og ondt må søge efter en mening med livets tildragelser og dertil prøve at tage et personligt ansvar for sine valg, mens man som troende muslim får leveret meningen med livet og de afgørende valgmuligheder på et sølvfad.

Han forklarer også forskellen med den forskellige gudsopfattelse:

Den kulturelle forskel viser sig også i Vestens gudsopfattelse sat over for gudsopfattelsen i islam. Den kristne gud er nærmest en ledestjerne for det enkelte menneskes søgen efter næstekærlighed, mens Allah er kendetegnet ved at være et magtfuldt ikon, som i enkeltheder dikterer, hvordan man skal gebærde sig, og hvor de vantro individualister ender med at blive pint i al evighed på dommedag.

Dette svarer meget godt til en fortælling, som en gymnasielærer kom med ved et foredrag for efterhånden mange år siden. Han havde været med en klasse i Tunesien, hvor de besøgte en tilsvarende klasse. En aften kom de unge i snak om et for dem (og for os andre) betydningsfuldt emne, nemlig kærligheden. Og én af de danske elever fortalte så, hvordan han havde måttet slå op med sin forlovede, og om, hvor mange skrupler det havde givet ham, fordi hun stadig var forelsket i ham, mens han mærkede den første forelskelse aftage. Det fik én af de tunesiske elever til at udbryde: ”Hvor har I danskere det svært med al den frihed!”

Og det har han ret i. Tuneserne får jo, som de muslimer de er, deres ægtefælle serveret på et sølvfad, og oven i købet får hvert køn for sig serveret en række regler, der skal overholdes; gør man blot det, så kører det hele som på skinner.

Javist, vil vi vesterlændinge sige, hvis altså det menneskesyn, som islam forudsætter, er korrekt, hvis mennesket virkelig er sådan: tilfreds med at lukke sig inde i samfundets boble af lovoverholdelse, tilfreds med at overlade hele deres personlighed til samfundets regler og love, tilfreds, med andre ord, med at være muslimer, dvs.: underkastede.

Men er mennesker sådan?

Det mener Jesus ikke.

Han har nogle ganske mærkelige ord, som jeg her citerer fra lukasevangeliet (kap 9,23-25):

Og henvendt til alle sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Ordene er ganske besynderlige. For er der ikke en modsigelse? Man skal ”fornægte sig selv”, ja, man skal oven i købet ”miste sit liv”, og trods det betragtes det som en ulykke, hvis man ”mister sig selv”. Hvordan hænger det dog sammen?

Matthæus og Markus har en lidt anden formulering i den sidste sætning. Hos Matthæus står der (16,24-26):

Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

Hos alle de tre evangelister står der egentlig ikke ‘liv’, men ‘sjæl’; dvs., det græske ord, der anvendes, er ”psykæ”, og det plejer at betyde ‘sjæl’. Det betyder ikke, at oversættelsen er forkert. Men det betyder, at ‘liv’ betyder noget mere end det blot legemlige liv. Det fik den gamle oversættelse (den fra 1948) frem derved, at den i det sidste vers skrev ”men bøde med sin sjæl” og ”give som vederlag for sin sjæl”. I en note fortalte man så, at ”sjæl” også kunne oversættes med ”liv”.

Lukasevangelisten kommer om ved vanskeligheden ved at skrive: ”miste sig selv eller bøde med sig selv”. Det er nok den bedste oversættelse, altså den bedste oversættelse fra Jesu sprog: aramaisk, til evangelisternes sprog: græsk. For mennesket var for hebræerne, og også for Jesus, en énhed af sjæl og legeme. For det er det, der er sagen: man mister sig selv, man bliver ikke til det, det var meningen, man skulle blive til: et selvstændigt tænkende individ.

Men hvad så med det ”at fornægte sig selv”? Det synes jo at være det modsatte af at blive et selvstændigt tænkende individ.

Ja, hvis man tager det for sig selv. Men udtrykket skal ses i forbindelse med den opfordring til efterfølgelse, der følger lige efter. Eller – hvad der er det samme – det skal ses i martyrvillighedens lys. ”At efterfølge Jesus” vil sige at efterfølge ham ind i døden, det vil sige som han at have sine meningers mod, som han at ”tale Roma midt imod”, også om det koster noget. At ”fornægte sig selv” kommer derfor i sammenhængen til at betyde: ”at bryde med den naturlige dødsfrygt og sige, hvad ens hjerte kræver sagt”.

Og ligger der nogen selvmodsigelse i det – og det gør der – er det martyriets selvmodsigelse: man elsker livet så højt, at man for livets skyld vil holde fast ved sandheden, også om det koster livet.

Man kan også spørge, hvordan det dog kan gå til, at den, der mister sit liv, skal frelse det. Og svaret er det samme: Det er martyriets selvmodsigelse, der gør sig gældende. Du bliver et helt menneske, netop ved at holde fast på den sandhed, du har forstået og er gået ind for, også om du, som Jesus, bliver slået ihjel for den sandheds skyld, du tror på. Men vil du frelse dit liv ved at bøje dig for overmagten og frasige dig den sandhed, du inderst inde tror på, så mister du dit liv, din sjæl, dit selv, dig selv.

Og dette opsummeres altså af Lukas med ordene: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?”

Men man må sige: Lad dette være så selvmodsigende, det være vil, det er her, al individualisme begynder. Og det er her, forskellen til islam for alvor viser sig.

Der er et selv dèr inderst inde, og dette selv bliver først rigtig sig selv i det øjeblik, det forstår, åbner sig for sandheden, lader sprogets kraft besætte sig.

Som Charleman siger det: ”En individualist må søge efter en mening med livets tildragelser, og dertil prøve at tage personligt ansvar for sine valg”. Altså selv søge, selv forstå, selv danne sig sin egen livsopfattelse. Ikke nøjes med én eller anden autoritets afgørelse, valg og opfattelse.

Det er det, vort samfund bygger på. Det er det, vor undervisning i skolen bygger på: at få eleven til selv at forstå, ikke blot plapre en udenad lært lektie af. Det er det, vort demokrati bygger på: at den enkelte tør gå imod strømmen, tør sige det, alle andre synes er forkert, og også tør lade sig retlede af bedre argumenter. Kun derved kan det udvikles yderligere, kun derved kan det møde udfordringerne på frugtbar måde. Charleman igen:

Det gælder nu stående over for en masseindvandring og en sideløbende islamisering af samfundet mere end nogen sinde om at satse på udvikling af det enkelte menneskes evne til at tage et personligt ansvar, en egenskab, som er uundværlig for vores demokratis bestående.

Men unægtelig står det store spørgsmål tilbage: Hvordan får vi muslimerne – både tyrkerne og alle de andre – bort fra den usalige tyrkertro på koranen?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s