Anton versus Omar

Vi danskere har haft en terrorist fra venstresiden – hvis vi nu skal tale om muslimer som tilhørende venstrefløjen – og svenskerne har nu fået en terrorist fra højresiden. Begge er ekstremister, begge vil have deres meninger frem via terror. Alligevel er forskellene større end lighederne.

Der er nu først forskellene i vores reaktion på terrorhandlingen. ”Vores” betyder her danskernes og svenskernes, ikke muslimernes. Efter terrordåden i Trollhättan, hvor Anton Lundin Pettersson nåede at få knivdræbt to mennesker, før han selv blev skudt af politiet, har der straks i Sverige været røster fremme om, at det er højrefløjens skyld i bred almindelighed; hos os på højrefløjen opfostres de tanker, der ligger bag en sådan terrorhandling, siger man. Blot ulejliger man sig ikke med at skaffe belæg for en sådan påstand.

Anderledes med Omar. Da han havde dræbt en jødisk vagt ved synagogen i Krystalgade, var man i stand til at påvise, at han kort tid før havde frekventeret en moské og lyttet til en imam, der var besat af jødehad. Og at muslimer vender sig imod den form for ytringsfrihed, der viser sig i tegninger af Muhammed, behøver vi ikke megen dokumentation for.

Så det miljø, der synes at hører en terrorhandling til, det miljø, der i det mindste i nogen grad skal forklare den, det er meget tydeligere for muslimen end for svenskeren. Muslimer har påvirkningerne omkring sig i det daglige, svenskeren skal hente dem på nettet.

Nogen i Sverige, se her, har også lagt mærke til statsminister Stefan Löfvens vidt forskellige reaktion på terrordåden i en Ikea i august i år, hvor han nærmest gik i flyverskjul, og reaktionen på denne terrordåd, hvor han samme dag var på pletten og udtrykte sin medfølelse. I Ikea var ofrene svenskere, i Trollhättan indvandrere. Ligger der en nedvurdéring af svenskere bag en sådan forskel i reaktion? Morten Uhrskov har tænkt over det samme, se her.

Men udover disse forskelle i ”vores” reaktion på de to terrorhandlinger forekommer det mig altså, at der også er en forskel i sagen selv. Terrorhandlingerne udspringer af to vidt forskellige miljøer.

Der er virkelig forskel på det muslimske miljø, hvorfra Omars terror udspringer, og så det, vi her kalder højrefløjens miljø, også selv om man tager hensyn til, at højrefløjen i hvert fald i Sverige, men såmænd også herhjemme, har haft meget svært ved at komme til orde i medierne. Det, man plejer at anklage højrefløjen for, er, at den bruger ”hadtale” (men altså tale), og, hævder man, så er det ikke så sært, at der fremstår personer, der griber til terror. Mig forekommer det nu at være meget sært, for i den diskussion, der foregår på højrefløjen har der så at sige aldrig forekommet opfordring til vold. Skal man forklare Antons handling, skal man forstå, hvordan han kommer på sådanne mærkelige tanker, må man gå til internettet.

Modsat er der i selve islams DNA et voldeligt element, som ikke let lader sig overse. Det fører til mange voldshandlinger fra muslimers side i det daglige, ofte ganske uprovokeret af offeret. Og trusler om vold er dagligdag fra muslimers side mod ikke-muslimer, ligesom det også er med vold og trusler om vold, at de holder justits i egne rækker. Derfor er det, at der fremstår terrorister blandt muslimer, langt mere sandsynligt, end at de fremstår blandt det, jeg her har kaldt højrefløjen. Og ”højrefløjsterroristerne” er derfor næsten altid ”ensomme ulve”, der henter inspiration fra nettet og ikke fra foreninger og da slet ikke fra kristne prædikanter.

Til sidst blot lidt om en lidt farlig overvejelse. Den er måske nødvendig, måske naturlig, men man må på det punkt være meget varsom med at holde det beskrivende ude fra det etiske.

Overvejelsen findes i et interview i Berlingske, se her. Og overvejelsen går ud på, om det debatklima, man har i Sverige, giver større chance for den slags højreekstrem vold, som Trollhättan-manden er udtryk for. Det mener den interview’ede ekspert Chris Holmsted Larsen fra RUC, og for at det ikke skal være løgn, har interview’et fået overskriften ”Ekspert: Svensk debatklima fordrer ekstrem vold”. Meningen er muligvis, at debatklimaet befordrer ekstrem vold; at fordre betyder ”at stille krav om”; at befordre ”at gøre lettere”. Det er i hvert fald kun betydningen befordre, der ses i interview’et. Det hedder f.eks.:

Men ifølge Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på RUC, giver den ekstreme flygtningesituation i Sverige lige nu ny brændsel til den højreekstremistiske vold.

Holmsted Larsen fortsætter:

Hele den her voldsomt polariserede debat om flygtningestrømmen til Sverige den mobiliserer højreekstreme miljøer, og iblandt dem er der også personer, som er villig til at anvende vold og terror for at lave et eller andet statement.

I det følgende gøres der opmærksom på, at terroristen havde besøgt nazistiske hjemmesider og var begejstret for Adolf Hitler. Og det er væsentligt. For det er sandelig kun en forsvindende lille del af dette miljø, der er voldelig. Selv i Sverige.

I en artikel i Kristeligt Dagblad, se her, hævdes det, at vort mere åbne debatklima beskytter mod politisk vold:

Skoledrabene i Sverige er blot seneste eksempel på en lang historie fuld af politisk motiverede forbrydelser i vores naboland. I Danmark er der næsten ingen tilfælde, og det skyldes formentlig den åbne debatkultur, vores nabolande ellers ofte kritiserer, mener forskere.

Mordene i Trollhättan kædes sammen med de mange påsatte brande på huse, der var udset til at skulle huse de tilstrømmene migranter. En forsker fra DIIS, Ann-Sophie Hemmingsen, siger:

Det er meget svært at se drabene som et løsrevet tilfælde, når der samtidig er så mange brandattentater på asylcentre lige nu. Jeg håber, jeg tager fejl, men det ligner, at frustrationerne under overfladen i Sverige nu har nået et punkt, hvor tale bliver til handling. Og det er nemt at frygte, at der vil komme flere tilfælde af politisk motiveret vold eller endda drab.

Det er nu vist alligevel ikke så svært at se drabene som et løsrevet tilfælde, for drabsmanden havde forestillet sig, at han ville miste livet ved aktionen. Det er der ikke tradition for fra den højreekstremistiske side. Og det risikerer brandstifterne heller ikke, de risikerer ikke engang at blive opdaget. Dette til forskel fra den muslimske terrorist; han eller hun har som regel regnet med, at volden kan koste livet.

Men man er oven på en sådan analyse nok nødt til at føje til, at intet nok så indeklemt debatklima berettiger til vold. Om samtlige medier er blevet enige om at holde højrenationalistiske synspunkter ude, man må søge andre metoder end voldsmetoder fra højresiden. Om de allesammen enes om at kalde højrenationalistiske synspunkter for ”fremmedfjendtlige” og ”racistiske”, man må holde næverne i ro. Dels fordi respekten for ytringsfriheden kræver det, dels fordi det er kontraproduktivt.

Man når et punkt, siger Hemmingsen, ”hvor tale bliver til handling”. Nej, det er just det, man ikke gør. Den tale, man vil have til at blive til handling, forvandles til sin modsætning, hvis handlingen er en voldshandling.

Derfor kan man kun fra højresiden – hvis vi nu siger, at vi, der ønske stop for muslimsk indvandring, tilhører den side, hvilket ingenlunde er selvindlysende – ærgre sig over både brandattentaterne og mordene. De virker mod deres hensigt. Selv i Sverige. Her stiger Sverigedemokraterne støt og roligt i meningsmålingerne. Flere og flere tør gå imod strømmen. Vil man understøtte denne udvikling, er der i vore dage gode muligheder for det. Sverige er ikke en diktaturstat. Men griber man til vold, risikerer man i høj grad at ødelægge denne udvikling. Vi så det i tilfældet Anders Breivik. Fremskrittspartiet i Norge måtte gå bodsgang og sige undskyld for sin påstået hårde retorik, hvilket var en helt forfejlet årsagssammenhæng at påstå, og hvilket utvivlsomt har skadet dette parti.

Breivik selv søgte i sit manufest at forklare sin bestialske handling med det forhold, at det var ham umuligt at komme til orde på anden måde. Jeg refererede i sin tid hans beskrivelse af nogle muslimske optøjer i Göteborg; han påstod, at de norske medier med vilje undlod at berette om dem for ikke at påvirke det forestående norske valg, så fremskrittspartiet fik vind i sejlene, se her. Men selv om det så er rigtigt, og selv om den begivenhed så har påvirket Breivik, det undskylder på ingen måde hans udåd, det retfærdiggør på ingen måde, at man griber til vold. Tværtimod har han skadet den sag, han ville fremme, umådelig meget.

Det samme med Anton Lundin Petterson. Han har ikke haft Breiviks begavelse, og derfor blev det ikke nogen særlig sofistikeret aktion, han foretog sig. Men den var tilsyneladende drevet af den samme indestængte fanatisme, der præger de ensomme ulve.

Men en sådan fanatisme er meget sjælden blandt os på højrefløjen. Han ødelægger det for os med den slags vold.

Omvendt med Omar. Han vandt en vis genklang i muslimske kredse med sin terrorhandling, hvilket bl.a. kunne ses af de mange mennesker, der deltog i hans begravelse. Han synes i muslimers øjne i et kort glimt at kunne genoprette den magtposition, de havde dengang, da Europa lå i den sorte middelalder.

Så altså: der er virkelig forskel på Anton og Omar.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s