Hvor er den europæiske rationalitet?

Det er mig ret umuligt at finde ud af, hvad der bevæger de europæiske politikere. De taler om visse værdier, de vil rette sig efter. Og det forstår man jo nok, det betyder f.eks., at de vil overholde den regel, der siger, at så snart en flygtning sætter sin fod på europæisk jord, får han tildelt en ret til at få sin asylansøgning behandlet. Hvilket igen i praksis betyder, at man accepterer, at Grækenland ikke mere – som under den forrige regering – sender migrantbådene tilbage til Tyrkiet, dvs. man går med til, at det kun er tyrkerne, ikke grækerne, der kan bevogte den maritime grænse mellem Grækenland og Tyrkiet.

Det lyder jo kønt og etisk korrekt. Men nu har vi jo erfaret, at de regler, der skulle følge denne udmærkede værdi til dørs, Dublin-aftalen, ikke mere er ret meget værd, ja ikke har været det igennem flere år. Tidligere skyldtes det, at den ikke fungérede, vistnok mest italiensk sløseri: italienerne fik for mange migranter, mente de, og ved at undlade at registrere de tilstrømmende migranter, undgik de at skulle sørge for at tage sig af de asylansøgere, hvis ansøgning skulle godkendes; de sendte problemerne videre til os, der bor lidt nordligere i Europa.

Men nu skyldes det reelle kapacitetsproblemer. Der kommer simpelthen så mange til især Grækenland, at alle de faciliteter, man har haft til behandling af sagerne, bryder sammen, og grækerne ser derfor ingen anden udvej end at sende migranterne videre op igennem Balkan – når de nu ikke kan tage sig sammen til at sende bådene tilbage til Tyrkiet, eller altså: tage sig sammen til at forsvare deres grænser.

Og fordi grænserne nu nærmest står pivåbne, ser vi disse store migrantstrømme op gennem de forskellige lande på Balkan: Makedonien, Serbien, Kroatien og Slovenien. Mægtig store menneskemængder, der kommer vandrende, bliver sat på busser, anbringes i tog, stiger ud og vandrer igen, fra den ene grænse til den anden. Så var det Ungarn, de ville rejse igennem, så lukkede Ungarn grænsen til Serbien, derefter tog de til Kroatien, og Kroatien sendte dem sporenstregs videre til Slovenien, som ikke har kapacitet til at sende dem videre til Østrig.

Igår aftes, den 25-10, var der en debat i Deadline om problemet, og især om det møde, Jean-Claude Juncker og Angela Merkel havde arrangeret med en række statsoverhoveder fra de involverede lande på flygtningenes rute. Nynne Bjerre Christensen havde inviteret Thomas Ubbesen og en dame med kendskab til Bruxelles i studiet, hun hed Sisse til fornavn. Det var en sørgelig debat. Man videregav bevidstløst de forestillinger, værdier og tanker, der kom fra de to indbydere, og var derfor lige så visionsløse som dem.

Godt nok refererede Thomas Ubbesen den serbiske premierminister for at have sagt, at det hele ikke nyttede noget, hvis man ikke fik lukket kilden til det hele, dvs., hvis man ikke fik standset flugten fra Tyrkiet over Ægæerhavet til Grækenland. Det var faktisk den eneste udtalelser med lidt perspektiv i, men den blev nærmest betragtet som ikke-eksisterende af Ubbesen, oven i købet kunne han fortælle, at gennemgangslandene faktisk tjente på migranterne, for de lagde mange penge i landene. Og så var den udtalelse uddebatteret, det vil sige: så var ethvert forhold til virkeligheden forsvundet fra debatten.

Nej, nu måtte man se at få landene til at samarbejde. Det er Merkels mantra indenfor EU, og det mantra vil hun også bruge overfor ikke-medlemmerne på Balkan, Serbien og Makedonien. Det mindste, de kan gøre, forstod man, er da at ringe til modtagerlandet, og ikke bare sende 10.000 migranter af sted uden at sige noget. For nu nærmer vinteren sig, og alle ønsker jo, at vi ikke får set billede på vore tv-skærme af druknede kvinder og børn, fordi de ville krydse grænsefloderne, eller mennesker, der er frosset ihjel i vinterens kulde.

Og ærlig talt, så er det, man tænker ved sig selv:

ORIENT-EKSPRESSEN,

det er da svaret på denne udfordring. Hvorfor er der ingen, der gør opmærksom på den? Hvorfor sørger man ikke for at tilbyde migranterne ordentlig befordring hele vejen frem til Tyskland? Hvorfor skal de absolut trave rundt fra ét sted til et andet, fra den ene grænse til den anden, hvorfor skal et stadig nyt land tvinges til at indsætte busser til dem, så de kan nå frem til det næste lands grænser? Ja, hvorfor skal migranterne i det hele taget først rejse med gummibåd til de græske øer, dernæst med færge til det græske hovedland, så pr bus eller tog til Makedoniens grænser, og så videre. Det er ikke bare en stor omvej, det er også en farlig, besværlig og langvarig rejse, man derved sender dem ud på. Hvorfor dog ikke indsætte togvogne på hele vejen fra Istanbul til München? Man kunne jo gøre dem opvarmede her i vintertiden, så slap man da for at se druknede kvinder og ihjelfrosne børn. Og hvis migranterne har penge til at betale noget til serberne for gennemrejse og måske også for mad, så lad dem bare betale for lidt at spise og drikke undervejs. Det vil jo blive en helt anerledes hurtig rejse end den sø-, land-, bus- og togrejse, de hidtil har skullet ud på. Plus gåturen, så tv kan få nogle billeder.

Vil man sige, at man med et sådant tilbud blot får flere til at begive sig ud på rejsen til Tyskland, så er det jo rigtig nok. Men har man én gang overset dette forhold, nemlig, da Merkel inviterede alle syrere til Tyskland, så kan man vel overse det én gang til. Og Europas værdier, tænk på Europas værdier? Kan de virkelig holde til, at vi lader migranter drukne på vejen til Europa? Eller fryse ihjel? Forfærdeligt. Og så i Europa, ikke i den skumle middelalder, men i 2015!

Samtidig kan man jo bruge de personvogne, der skal ned til Istanbul efter migranter, til at sende de afviste asylansøgere tilbage med. Man slipper nok ikke for at bruge en del politivold for at få de afviste migranter ombord på togene, men den vold ville man jo skulle anvende i alle tilfælde.

Nej, det er ikke for sjov, detteher. Det er ikke noget, jeg bare siger for at gøre nar af EU. Men man skal huske på, at Australien, da de indførte deres nye politik, den, der hedder noget med ”sovereign borders”, gjorde det med blandt andet den begrundelse, at de ikke mere ville være medskyldige i de mange drukneulykker, som de mange migrationsforsøg med overfyldte skibe medførte. De havde nemlig forstået de pull- og push-faktorer, som er de aktive kræfter i migrantstrømmen.

Man kan rolig sige, at Merkel ikke har forstået disse kræfter, hvis man da ikke ligeud skal sige, at denne manglende forståelse kendetegner hele den europæiske politiske elite. Hun troede, at hun den 2. september kun talte til de migranter, der var kommet til Ungarn, da hun sagde, at Tyskland ikke ville sende dem tilbage, men asylbehandle dem. Men hendes udtalelse blev opfattet som en invitation, som en ”pull-effect”, og i stedet for 400.000 migranter i 2015 kan Tyskland nu forvente 1,6 mill.

Og her er det, ”Orientekspressen” kommer ind i billedet.

Hvad om man var lidt proaktiv, i stedet for hele tiden at nøjes med passivt at re-agere på begivenhederne? For lidt og for sent. Hvad om man havde sagt, at 1,5 mill migranter, det er, hvad Tyskland kan tage i 2015, og så ellers havde lukket grænserne og bedt migranterne om at melde sig i Istanbul og købe billet til ”Orientekspressen”? Naturligvis med fribillet til de fattige. Så slap man for at ulejlige de stakkels, fattige Balkanstater i og udenfor EU med at tage hånd om forfrosne migranter og drivvåde kvinder og børn. Og vi andre slap for at se de tårepersende tv-billeder af vandrende migranter ind over grænserne, eller af råbende og skrigende unge migranter, der kræver landenes barmhjertighed, som om det er noget, de har købt sammen med billetten fra menneskesmuglerne.

Og vil man sige, at det kan man sandelig ikke sådan lige lave på en studs, for man skal jo have gennemrejsetilladelse til så og så mange migranter gennem så og så mange lande, og det tager tid at skaffe noget sådant, så lugter en sådan udtalelse langt væk af dårlige undskyldninger. Når man nu endelig har lederne af de pågældende lande samlet, skulle det ikke være vanskeligt at få en aftale om gennemrejse for ”Orientekspressen” igennem; de vil jo alle hellere end gerne af med besværet med migranterne.

Hvis altså Tyskland turde vove at være på forkant med udviklingen, eller vove på forhånd at ville tage højde for det, de alligevel betragter som uundgåeligt: den enorme migrantstrøm.

Og forøvrigt, hvis det ikke kan lade sig gøre at få landene med på at give gennemrejsetilladelse, så kan tyskerne jo benytte sig af den moderne ”Orientekspres”, nemlig flyvemaskinen. Så slipper man for alt det bureaukratiske bøvl.

Men ak, en sådan proaktiv handling ville nok kræve en statsmands eller -kvindes mod. Og statsmandssko er ikke just det, Angela Merkel går i. Hun har i stedet ladet sig begrave i EU-problemer med fordeling af migranterne. Og dèr er hun re-aktiv i stedet for pro-aktiv.

Europæiske værdier? Rationel handling hører åbenbart ikke mere med til de europæiske værdier! Schade!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvor er den europæiske rationalitet?

  1. Pingback: Kun den australske metode er brugbar | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s