Tillidssamfundet

Jeg har tidligere her på bloggen med begejstring omtalt Gert Tinggaard Svendsens lille bog i serien Tænkepauser, se her. Den hedder Tillid, og den handler om tillid som et økonomisk begreb. Normalt regner vi tillid for noget, der kun hører hjemme på det personlige plan, indenfor familien, overfor naboer og den slags. Men når Tinggaard Svendsen fører begrebet over på det økonomiske område, gør han det efter min mening på overbevisende måde. Men tillige på overraskende måde. For vi havde jo ikke ligefrem regnet med, at den folkelige tillid, vi synes hersker her i landet, og som vi da er glade for at leve med, til overflod har indflydelse på bundlinjen. Men det viser Tinggaard Svendsen, at den faktisk har.

Nu har imidlertid Tinggaards professorkollega Christian Bjørnskov foretaget en lige så overraskende, men måske ikke helt så overbevisende anvendelse af tillidsbegrebet, mere præcist af det folkelige tillidsbegreb. Man kan læse om det i Jyllands-Posten, se her, og i Videnskab.dk, se her; den sidste artikel er en anelse mere udførlig end den første. Vil man læse den afhandling af Bjørnskov, der danner baggrund for artiklerne, kan man gå ind på denne site, dèr henvises der forneden til en side, hvor man kan downloade artiklen. Den er på engelsk og er på 43 sider.

Det, Bjørnskov gør, er, at han på et tidspunkt står med en række undersøgelser af tilliden i forskellige europæiske lande, udtrykt i tal. Man har udsendt nogle spørgeskemaer til et repræsentativt udsnit af befolkningen og ud fra svarene mener man sig i stand til at måle tilliden i dette folk med et tal. Det får ham til at spørge sig selv, om ikke man mon kan bruge disse undersøgelser udenfor økonomien. Og han beslutter sig så for at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de resultater, tillidsundersøgelsen er nået frem til, og den procentdel jøder, der blev reddet i det pågældende land under Anden Verdenskrig. I hans formulering lyder problemstillingen:

Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien. (Se her).

Og jeg skal ikke nægte, at man blandt de mange faktorer, der har spillet en rolle for jødernes overlevelse under krigen, også kan nævne den folkelige tillid. Ligesom jeg også synes, det er interessant, at Bjørnskov vil undgå at måle de forskellige folkeslags moralske habitus ud fra procentdelen af overlevende jøder. Han skriver:

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Men på trods af, at jeg således finder synspunktet interessant, er jeg alligevel efter behørig læsning af artiklerne nået frem til den konklusion, at Bjørnskovs metode på det nærmeste er ubrugelig. Lad være, at den folkelige tillid spiller en rolle, hvad nytter det, når der er så mange andre faktorer, der spiller en langt større rolle!

For det første minder hans afhandling mig om noget, jeg i sin tid lovede mig selv at sætte mig noget ind i, men som jeg endnu ikke har taget mig tid til at undersøge, nemlig spørgsmålet om, hvorfor Bulgarien, der havde en jødisk befolkning på 50.000, havde held til at redde hele den jødiske befolkning. Vi havde til sammenligning kun en jødisk befolkning på 7.800 og af dem blev ‘kun’ 8% slået ihjel. Bjørnskov opgiver tallene, nævner også Bulgariens særstilling, men kommer ikke med nogen forklaring på det.

Og jeg kan altså heller ikke tilfredsstille læserens nysgerrighed ved denne lejlighed, selv om jeg indrømmer, at den er berettiget.

Nå ja, hans afhandling minder mig også om, at jeg engang skal have undersøge de hollandske jøders forhold lidt nøjere. Tidligere har jeg været lidt ind på det, se her. Det, jeg dèr gør opmærksom på, er, at selv om Holland med de procenttal, man plejer at fremføre, ser ud til at ligge langt under Danmark med hensyn til jøderedning, så er netop forholdet mellem Holland og Danmark et tegn på, at man ikke kan nøjes med at se på procenter. Dels blev jødeforfølgelserne i Holland sat i gang langt tidligere end i Danmark, hvilket vil sige, at mens hollænderne endnu kunne lade sig narre af nazisternes løgne, var dette blevet umuligt for danskerne og de danske jøder: man vidste, at det var en grufuld skæbne, der ventede jøderne. Og dels blev der krævet meget mere af hollænderne end af danskerne, når det drejede sig om at redde jøder: man skulle i Holland skjule og brødføde sine jødiske landsmænd igennem ikke blot måneder, men år, for at de kunne reddes. Alligevel blev et forbavsende stort antal reddet, selv om alt for mange blev dræbt.

Jeg vil altså mene, at den hollandske indsats overfor jøderne fuldt ud tåler sammenligning med den danske, hvis man da ikke vil sige, at den overgår den. Men dette kommer ikke frem hverken gennem de hidtidige procentsatser eller gennem Bjørnskovs undersøgelser. Og hvad er de så værd?

En anden ting, der heller ikke kommer frem, er forskellen på Danmark og Norge. Af Bjørnskovs tabeller fremgår det, at Danmark havde en jødisk befolkning på 7.800, hvilket udgjorde 2% af befolkningen, og at 8% af disse blev dræbt, mens Norge havde en jødisk befolkning på 1700, hvilket udgjorde 1% af befolkningen; af dem blev 44,8% dræbt. Umiddelbart vil man jo synes, at de to lande scorer nogenlunde lige højt på tillidsskalaen. Og Bjørnskov selv forklarer da også, at forskellen hænger sammen med den vidt forskellige historie under besættelsen. Sandt nok. Og det er netop det, man kan bebrejde Bjørnskov: der er altfor mange andre faktorer, der ganske overtrumfer tillidsfaktoren, når historieforløbet under Anden Verdenskrig skal forklares.

Det fører frem til det næstsidste, jeg vil omtale.

I Weekendavisen var der i fredags den 23-10 en lang artikel om Erik Scavenius, den danske udenrigs- og statsminister frem til 29. august 1943. Den havde næsten karakter af en videnskabelig undersøgelse. Desværre er den ikke online.

Det overraskende nye, som artiklen fortalte, var, at Scavenius i september 1961 fik et brev om, at han ville få tildelt en hædersmedalje fra Israel gennem en jødisk sammenslutning i USA, på grund af hans handlinger under krigen. I begrundelsen hedder det:

Fortjenstmedaljen tildeles Dem som anerkendelse for Deres heroiske handling ved at vise det danske folks solidaritet over for truslen om jødernes udslettelse. Deres urokkelige fastholden af grundsætninger for menneskelig værdighed og anstændighed fortjener påskønnelse og anerkendelse ikke blot af Israels borgere, men af alle verdens demokratiske folk.

Blot fik Scavenius aldrig medaljen, og artiklen spekulerer en del over hvorfor uden dog at nå frem til mere end gisninger.

Artiklen indeholder også nogle overvejelser over Scavenius’ handlinger under krigen. Og både Bo Lidegaard og Steen Andersen er tilbøjelige til at revurdére den negative holdning til Scavenius, mange har haft og stadig har. Bo Lidegaard siger f.eks.:

Uanset hvad man i øvrigt mener om Scavenius, er det uigendriveligt, at det i høj grad var den politik, han stod for, der gjorde de danske jøders redning mulig. Den forhalingspolitik, de forhandlinger og de kompromiser, herunder pinlige knæfald for besættelsesmagten, som Scavenius gjorde, indeholdt også en hård kerne af værdier, hvor han og de samarbejdspolitikere, han repræsenterede, ikke gik på kompromis. Blandt de afgørende punkter, hvor han stod fast, var den kategoriske afvisning af at udskille det jødiske befolkningselement i Danmark.

Og Steen Andersen beskriver disse ”hårde værdier” nøjere:

Da politikerne vil have ham som statsminister under krigen, er han forud til eksamen i det såkaldte Nimandsudvalg, der fungerede som en slags minirigsdag bestående af repræsentanter for næsten alle partier. Her bliver han spurgt, hvor langt han vil gå, og han siger direkte, at samarbejdspolitikken handler om at redde jøderne. Hvis tyskerne kræver jødelovgivning eller dødsstraf for sabotage, vil han træde tilbage.

Vi er ofte tilbøjelige til at skildre besættelsestiden ud fra den falske forestilling, at politikerne dengang, omend de ikke kendte det endelige udfald af krigen, dog måtte kunne regne ud, at tyskerne ikke ville vinde. Men det er forkert at tillægge dem profetiske evner. Artiklen hævder med rette:

I modstandskredse, for de fleste historieskrivere i årtierne efter krigen og vel i befolkningen generelt forblev Erik Scavenius persona non grata. Glemt var for eksempel ikke Scavenius’ erklæring i sommeren 1940 med den herostratisk berømte passus om »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring.«

Glemt var til gengæld, at den nytiltrådte samlingsregering faktisk havde godkendt erklæringens ordlyd. De fleste var på dette tidspunkt overbevist om en kommende tysk sejr, og for yngre historikere som Bo Lidegaard må også denne erklæring i virkeligheden forstås som blot en måde at smøre tyskerne på, så danskerne selv kunne beholde regeringsmagten.

Så jo, jeg vil godt gå med til den ændring i synet på Scavenius, der her kommer til udtryk. Når nu tingene var, som de var, når nu politik i en skæbnesvanger forstand var blevet ‘det muliges kunst’, så kan man godt se Scavenius som en dygtig og god statsminister, der virkelig tjente sit land på bedste måde.

Det, man imidlertid kan bebrejde både ham og de øvrige radikale, er, at de ofrede altfor lidt på forsvaret i mellemkrigstiden, at de ikke gjorde det så kostbart for Hitler at besætte Danmark, at han lod være, at de med P. Munch i spidsen drog den forkerte lære af Danmarks stilling under Første Verdenskrig og bildte sig selv og folket ind, at det dengang var diplomatiet og ikke forsvaret, der afholdt tyskerne fra at besætte Danmark. Det har jo siden ved gennemgang af de tyske militærovervejelser under Første Verdenskrig vist sig, at den tyske militærkommando anså det for for mandskabskrævende at erobre Danmark. Se evt. min artikel derom her.

Det var det næstsidste: Scavenius’ politik var medvirkende til at redde de danske jøder.

Så til det sidste:

Hvis Bjørnskov ville bruge sine tillidsundersøgelser til noget, burde han undersøge virkningen på den folkelige tillid af den indvandring, der finder sted. Skønt – det er måske overflødigt. Vi kan godt selv regne ud, at med de mange fremmede, der er kommet til landet, går det tilbage med den folkelige tillid. Og der er vist også i forvejen lavet undersøgelser, der viser det uhensigtsmæssige ved indvandringen. Problemet er nok snarere at få disse forhold frem i forskerverdenen, eller – sagt ligeud – at få forskere og almindelig dødelige til at turde se den virkelighed, der udfolder sig i vort land, i øjnene.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s