Det er jo ikke en naturkatastrofe –

Når man skal have oplysning om både dette og hint på nettet, støder man hele tiden på bogstaverne FAQ. Det er en engelsk forkortelse af ”frequently asked questions”, ofte stillede spørgsmål.

Her skal det forsøges ved hjælp af en sproglig nydannelse at vise, hvordan medierne mere vildleder end vejleder os brugere.

Nydannelsen hedder NAQ, ”never asked questions”, aldrig stillede spørgsmål. Og det, der skal være genstand for undersøgelsen, skal være Niels Krause Kjærs interview i Deadline den 27-10 kl 22.30 først med en kunstner, der var taget til Lesbos for at ‘filme de forfærdelige forhold, flygtningene lider under’ (hendes ordvalg), og dernæst med Røde Kors’ danske leder, Anders Ladekarl.

Vi så enkelte klip fra den film, der var kommet ud af det. Og man kunne tydeligt se, at det var en ren klynkfilm, TV2 kunne ikke have lavet det bedre. Filmholdet var så åbenlyst taget til Lesbos, fordi de havde hørt om elendige forhold, og man ville nu ”dokumentere” de elendige forhold. Man interview’ede kun engelsk-talende migranter, og man benyttede sig i høj grad af NAQ’s, det vil sige, der var mange relevante ting, som man undlod at spørge om.

Niels Krause Kjær havde derefter en samtale med den pågældende filmkunstner. Hun sluttede med at sige, at hun var desperat, og man må sige, at hele hendes ordstrøm på udmærket vis lagde op til denne slutreplik. Hun fortalte om de mange gummibåde, der ankom fra Tyrkiet, hun fortalte om mangel på beskyttelse mod regnen, mangel på vand og mad, mangel på hjælpeorganisationer til at holde styr på det hele, og hun fortalte om de lokale, der til hendes forargelse solgte mad og vand til migranterne.

Og allerede her optræder der ikke så få NAQ’s: Hvordan kan migranterne være stakler, hvis de har penge til at købe mad for? Hvor mange af dem sulter, fordi de ikke har penge? Hvorfor deler den ene migrant ikke med den anden? Men ingen sådanne relevante spørgsmål blev stillet. Niels Krause Kjær gik helt og fuldt ind for kunstnerens opfattelse af situationen, delte fuldt ud hendes forargelse på hjælpeorganisationerne, at de ikke hjalp mere, betragtede som hun det hele som en naturkatastrofe, hvor hjælpeorganisationerne, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, UNHCR, osv., bare havde at være på pletten med hjælp i form af tæpper og mad.

Men der er jo ikke tale om nogen naturkatastrofe. Og det største NAQ, der blev hængende efter udsendelsen, var dette højst relevante spørgsmål: Hvorfor skal det, der sker på Lesbos, behandles som et jordskælv eller en oversvømmelse?

Naturkatastrofer er uafvendelige, naturkatastrofer kan i nogle tilfælde forudses, og der kan tages forholdsregler imod dem, men kommer i andre tilfælde fuldstændig, uden at nogen aner noget i forvejen. Her er nødhjælpsorganisationer på deres plads. Her kommer deres ekspertise til hjælp. Her kan de bruge deres erfaringer fra andre naturkatastrofer. Men på Lesbos? Her er de elendige forhold i høj grad menneskeskabte. Det vil sige: De er ikke skabt af de arme lesbosbeboere, de er skabt af menneskesmuglerne og Angela Merkels ”Velkommen til Tyskland” den 2. september i forening.

Og havde man haft en nogenlunde ordentlig journalist i studiet – eller rettere: Havde man haft en journalist i studiet, som ikke delte journalisters og politikeres villede uvidenhed på området, så ville almindelig nysgerrighed frembringe en række spørgsmål: Hvorfor forlod de Tyrkiet? Var de forfulgte i Tyrkiet? Hvor mange penge havde de betalt for overfarten? Hvad havde menneskesmuglerne stillet dem i udsigt? Vidste de ikke på forhånd, hvordan forholdene på Lesbos ville være? Osv., osv., der var masser af ting, der kunne spørges om. Men alt dette lagde sig oven på den store mængde NAQ’s, der prægede udsendelsen.

Og det mærkelige var nu, at den vinkling, som kunstneren havde på forholdene på Lesbos – en meget snæver vinkling – bragte Niels Krause Kjær med over til det næste interview, interview’et med Anders Ladekarl. Han blev ved og blev ved med at spørge, hvorfor Røde Kors ikke gjorde mere ved de efter hans mening massive problemer på Lesbos. Ladekarl forklarede sig én gang: det har med manglende ressourcer at gøre, flygtningene oppe på Balkan skal også have hjælp, jordskælvsofrene i Afghanistan må de også tage sig af, men hver gang han havde afsluttet sin forklaring, var Krause Kjær der igen: Jamen, helt ærligt, I burde da gøre noget mere. Og da Ladekarl havde anklaget den græske regering: de ville simpelthen ikke hjælpe mere, for de var interesseret i, at flygtningene tog til fastlandet så hurtigt som muligt og derfra tog videre nordpå til det øvrige EU, blev Krause Kjær ved med at hamre på Røde Kors, at de burde give noget mere, ganske som om han ikke havde hørt Ladekarls svar.

Men som så ofte, når det drejer sig om bådflygtninge, fyldtes studiet også her med en klam tåge af NAQ’s. Først og fremmest dette: Hvorfor bevogter Grækenland ikke sine grænser? Hvorfor gør Grækenland ikke mere det, som de gjorde før Syriza-regeringen kom til: sender bådene tilbage til Tyrkiet?

Dernæst dette: Kan man kalde mennesker, der flygter fra Tyrkiet til Grækenland, for flygtninge? De er jo ikke forfulgte i Tyrkiet. De har enten ophold hos private eller i flygtningelejre, endda lejre, der efter sigende skulle være betydelig bedre end lejrene i Jordan og Libanon.

Og endelig dette: Er det i det hele taget Røde Kors’ pligt at hjælpe disse mennesker? De har jo selv bragt sig i en ulykkelig situation, hvis den da er ulykkelig. En del af dem har tilsyneladende penge nok til at betale for vand og mad. Er det rigtigt at tage af Røde Kors’ sparsomme midler, de midler, der er givet til ofre for naturkatastrofer, og give dem til disse mennesker, der selv er ude om, at de har det elendigt? Jeg må da indrømme for mit eget vedkommende, at jeg nok vil begynde at tage mit bidrag til Røde Kors op til overvejelse. For for mig at se er der noget helt afgørende galt ved den måde, disse såkaldte flygtninge opfører sig på.

De har erfaret, at man hjælper skibbrudne på havet. Ok, så misbruger de denne iagttagelse til at bringe sig selv i havsnød, så de kan blive hjulpet. De har erfaret, at vi europæere gennem vore hjælpeorganisationer bringer dem mad og vand og husly. Ok, så udnytter de denne erfaring, bringer sig selv i en situation, der ser ynkværdig ud og råber tilpas op om, hvad de mangler, og hvor dårligt de bliver behandlet, i den hensigt at udnytte vor barmhjertighed. De har erfaret, at nogle af deres stammefrænder får gode boligforhold at leve under. Ok, så udnytter de denne erfaring til at kræve det samme, endda af og til ret så højrøstet.

Hvad er det, der foregår? Javist, det er utrolig naivt af os europæere at blive ved og blive ved med på den måde at lade os snyde. Men hvad er det for en mennesketype, der ikke undser sig for at kræve barmhjertighed af andre?

Jeg kan næsten ikke selv tro det, men jeg kan ikke tilbageholde et sidste NAQ: Skyldes denne holdning deres muslimske tro, altså: at de anser sig selv som muslimer for at være mere værd i Guds øjne end os andre, så det, de opnår på deres vandringer, kun er en genoprettelse af det naturlige forhold mellem muslimer og ikke-muslimer: Vi ikke-muslimer er af Gud udset til at tjene muslimerne på enhver måde?

Men jeg indrømmer, dette NAQ ligger allerlængst nede i bunken.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Det er jo ikke en naturkatastrofe –

  1. Pingback: Det er altid vores skyld | ricardtriis

  2. Pingback: Journalistiske no-go-areas | ricardtriis

  3. Pingback: Skal vi skippe Clement | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s