Kun den australske metode er brugbar

Tre ting vil jeg behandle her. 1) Oberst Jelstrups artikel i Jyllands-Posten, se her, hvor han hævder, at flygtningestrømmen kan standses. 2) Karen Jespersens og Ralf Pittelkows artikel i Den korte Avis, se her, hvor de anklager den østrigske regering for ikke at sige rent ud, at det hegn, de påtænker at bygge, skal holde migranterne ude, og 3) den tidligere australske premierminister Tony Abbotts tale i London, se her for et dansk referat, og her for hele talen på engelsk.

I betragtning af alle de meldinger, der kommer, om, at det er umuligt at standse flygtningestrømmen, er det dejligt at læse Jelstrups indlæg. Jelstrup foreslår:

For at undgå denne fortsatte ukontrollerede tilstrømning af migranter, der som bekendt har kostet tusindvis af liv, og som forgylder menneskesmuglere ofte til gavn for anden kriminalitet, er der behov for, at EU snarest og efter aftale også etablerer et tilstrækkeligt antal velbemandede fremskudte registreringscentre i bl.a. Tyrkiet og Libyen, der kan screene migranters mulighed for at få asyl.

De potentielle asylmodtagere bør så udstyres med et midlertidigt visum til EU og kan så rejse dertil i overensstemmelse med landenes kvoter, nærmere aftaler mv. og for egen regning – men uden om menneskesmuglerne. Øvrige afvises.

Jeg skal ikke komme ind på muligheden af sådanne fremskudte registreringscentre, men kun ‘anholde’ én ting: bemærkningen: ”Øvrige afvises”.

Når den bemærkning skal anholdes, er det ikke Jelstrups skyld. Det er debatmiljøets skyld. For der har blandt visse debatdeltagere udviklet sig en slags hemmeligt kodesprog, hvor alt, hvad der siges, lægges ind under en uudsagt forudsætning: ”Der må naturligvis ikke bruges vold”. Der har dannet sig en slags ”vi-må-kunne-tale-om-det-ideologi”, som uden at sige det ligeud går ud fra, at alle de ”stakkels flygtninge” naturligvis vil forstå os, og at det derfor er helt unødvendigt at sætte magt bag vore bestemmelser.

Her er det på sin plads at lytte til, hvad Tony Abbott siger. Han var inviteret til London for at tale ved den årlige ”Margaret Thatcher-lecture”, og han bragte blandt andet Charles Moore’s biografi på banen, hvoraf det fremgår, hvordan svaret på det argentinske angreb på Falklands-øerne meget let kunne være blevet afmægtig hændervriden og appeller til FN, og siger så:

Det var essensen af hendes storhed: hvad de ting, der betød noget, angik, nægtede hun, at der ikke kunne gøres noget, og arbejdede utrættelig på at få tingene bragt i orden.

Abbott kommer senere ind på en europæiske migrantkrise, så denne skildring af Thatchers handlekraft er sikkert tænkt som et mod-eksempel til de europæiske ledere. De står jo netop og vrider hænder uden at foretage sig noget.

Men når de ikke gør mere, skyldes det nok, at også de, ligesom journalisterne, er grebet af den syge ”vi-må-kunne-tale-om-det-ideologi”. Den har ført en række betydningsændringer med sig: migranter opfattes som flygtninge, og kystbevogtning opfattes som identisk med kystredningstjeneste. Og skal vi derfor gøre os forståelige, hvad angår udtalelsen ”øvrige afvises”, er vi desværre nødt til at føje til, at systemet med sådanne registreringskontorer naturligvis forudsætter, at vi med magt kan bringe strømmen af bådflygtninge til ophør.

For man kan jo rolig regne med, at de, der bliver afvist ved registreringskontorerne, vil forsøge at komme til EU på den ”gammeldags manér”, dvs., som bådflygtninge. Så den mulighed må samtidig forhindres. Og det kan kun gøres ved i sidste ende at anvende brutal militær magt.

Så er der Den korte Avis’ omtale af det hegn, den østrigske regering påtænker at bygge. Regeringens begrundelse for at bygge hegnet er et skoleridt i politisk korrekthed. Man kommer med alle mulige forklaringer, der lyder kønt og næsten imødekommende overfor migranterne. Som de to redaktører skriver:

Den østrigske regerings sprogbrug er, hvad man kalder bullshit. Man siger bare et eller andet, der lyder rigtigt og pænt, og så håber man, at ingen interesserer sig for, hvad virkeligheden er.

Dansk TV har selvfølgelig kritikløst gengivet dette østrigske bullshit.

Men indenrigsministeren, Johanna Mikl-Leitner, har i det mindste prøvet at sige noget fornuftigt:

Derimod er det sandsynligt, at indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner har en anden og mere realistisk dagsorden bag de pæne ord:

Hvis hegnet bliver bygget, vil det ikke mindst blive lettere at forhindre illegal indrejse til Østrig og Tyskland. I øjeblikket vælter det ind i de to lande med folk, der slet ikke har papirerne i orden. Man magter bare ikke at kontrollere det.

Det kunne Mikl-Leitner godt tænke sig at gøre noget ved. Hun vakte opsigt, da i sidste uge talte om, at man skulle bygge et ”Fort Europa”. Med det mente hun, at der skal laves en langt stærkere kontrol ved EU’s ydre grænser.

Det fik hun meget på puklen for, og nu er hun blevet mere forsigtig i sine formuleringer.

Men realiteten er, at Mikl-Leitner arbejder for, at Østrig får bedre styr på, hvem og hvor mange der slippes ind i landet. Masser af mennesker kommer i dag ind i Østrig, som det passer dem.

Ak, ja, politikere har det svært i dagens Europa. De stilles i det umulige valg mellem at være i overensstemmelse med deres vælgere og at være i overensstemmelse med journalisterne. Prøver de at sige noget, eller måske endda gøre noget, der er til vælgernes eller borgernes fordel, får de på puklen af journalisterne. Så skal de gøre noget til borgernes fordel, må de sige ét og gøre noget andet.

Af de tre ting, jeg nævnte i begyndelsen, forekommer Tony Abbotts tale mig at være den betydningsfuldeste. Og jeg tillader mig at oversætte fra den engelske gengivelse af talen, for jeg vil godt have lidt andre ting frem end Pittelkow.

Abbott siger f.eks. om den vestlige kultur:

Naturligvis er den sikkerhed og velstand, der eksisterer som noget unikt i de vestlige lande, en uimodståelig magnet. Disse gode ting er ikke en historisk tilfældighed, men produktet af værdier, der nøje er fremdraget og forfinet, og af praktikker, der omhyggeligt er dyrket og forstærket over hundreder af år.

Im- eller eksplicit ligger budet ”Du skal elske din næste som dig selv” ved roden af al vestlig politik. Det viser sig i love, der beskytter arbejderne, i stærke sociale sikkerhedsnet, og i beredvilligheden til at tage imod flygtninge.

Det er det, der gør os til anstændige og humane lande, men – lige nu – leder dette sunde instinkt store dele af Europa ind i en katastrofal fejltagelse.

Alle de lande, der siger, at ”enhver, der kommer her, kan forblive her”, er nu i fare, i betragtning af omfanget af den folkevandring, der begynder at kunne ses.

Han ser altså det kristne næstekærlighedsbud som noget grundlæggende for Vesten. Men mener, at det er misforstået. Hvordan det?

Australien var tidligere i den samme situation, som Europa er i nu. Først var der en bølge af bådflygtninge i 2001. Den fik regeringen nogenlunde standset. Så kom den næste bølge i 2012-13. Den nåede op på 50.000 om året, men så ændrede Rudd-regeringen sin modstand mod registrering på skibene, og min regering begyndte at vende bådene om, endog ved at bruge orange redningsbåde, hvis menneskesmuglerne med vilje sænkede deres både.

Nu er det 18 måneder siden en eneste båd er nået frem til Australien. Immigrationslejrene er næsten alle lukkede; budget-udgifter på op til 4 mill $ om året er fortid; og det bedste ved det hele: der forekommer ingen drukneulykker til havs.

Det er derfor, at det at standse bådene og genoprette grænsesikkerhed er det eneste barmhjertige at gøre.

Og det er derfor, at vor europæiske barmhjertighed er en falsk barmhjertighed. Vi står hændervridende og betragter de mange drukneulykker og de mange migranter på Lesbos og de andre græske øer. Men vi kan ikke bekvemme os til at gøre som australierne. For vi har stadig denne ”vi-må-kunne-tale-om-det-ideologi” siddende i os, og vi kan ikke forstå, at dette at være hård i filten overfor bådflygtninge skulle være identisk med at være barmhjertig og vise næstekærlighed. Men hør så, hvad Abbott fortsætter med at sige:

Fordi Australien igen har sikre grænser, og fordi det er den australske regering og ikke menneskesmuglere, der nu kontrollerer, hvor mange flygtninge vi skal tage imod, var der massiv offentlig støtte til min regerings beslutning sidste måned om at genbosætte 12.000 medlemmer af forfulgte mindretal fra den syriske konflikt – pr. indbygger det største genbosættelsesprogram, noget land har gennemført.

Det vil sige: Australien har gennemført det, jeg for et par indlæg siden foreslog Tyskland at gøre, se her. Man har modtaget et stort antal kvoteflygtninge, oven i købet af den slags, der har størst behov for beskyttelse, og man har gjort det med befolkningens store opbakning. Nu ser man nemlig ikke, at bådflygtningene hele tiden skubber sig selv foran i køen af indvandrere. Nu er der større fairness i indvandringen. Og jo altså ikke mere nogen, der drukner.

Men Abbott har mere at sige os. Han vil have os til at være mere korrekte i vores sprogbrug, hvilket i virkeligheden vil sige ”mindre løgnagtige”. Han siger:

I Europa såvelsom i Australien har de mennesker, der søger asyl uundgåeligt krydset flere grænser og ikke blot én. Og de flygter ikke længere, fordi de er bange, men de kontraherer med menneskesmuglere i håb.

Hvor desperate de end er, de er næsten pr. definition økonomiske migranter, for de var allerede sluppet fri af forfølgelse, da de besluttede at flygte igen.

Vores moralske forpligtelse går ud på at modtage mennesker, der flygter for deres liv. Den går ikke ud på at give permanent opholdstilladelse til enhver, der hellere vil leve i et rigt vestligt land end i deres eget.

Det kan godt være, vi føler det gnaver i vor samvittighed, når vi skal bruge magt; der skal også massiv logistik og store pengebeløb til. Men det er nødvendigt, hvis vi skal forhindre denne flodbølge i at skylle ind over Europa og måske forandre det for stedse:

Vi er ved at opdage på den hårde måde, at retfærdighed holdt i skak af barmhjertighed er et krævende ideal, ligesom vi er ved at opdage, at for megen barmhjertighed for nogle uundgåeligt underminerer retfærdighed for alle.

Det er ikke mindst det sidste her, jeg synes, det er værd at gøre opmærksom på. Her viser Abbott sig som en værdig politiker. Han er ikke ude på at tækkes sine vælgere, han har virkelig skaffet sig en teoretisk baggrund, oven i købet kan man sige, at den sidste sætning er et udmærket udtryk for den lutherske toregimentlære.

Han siger ”Vi er ved at opdage”, og han regner sikkert dermed sig selv med til den vestlige verden, som også Europa er en del af. Det vil sige, det ”vi”, han her regner med vil gøre nogle opdagelser, er vi europæere medindeholdt i.

Og det må man virkelig håbe. Altså håbe, at de mægtige strømme af migranter, der vælter ind over vore grænser, omsider kan få os til at ”opdage på den hårde måde”, at forholdet mellem retfærdighed og barmhjertighed er anderledes, end vi hidtil har troet.

Men man kan nu godt tvivle på, om selv den ”hårde måde”, vi lærer på for øjeblikket, er nok til, at det trænger ind.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s