Alt er ikke ét fedt

Det er muligt, det skyldes, at Timme Bisgaard Munk tænker i økonomiske baner og bruger økonomisk klingende udtryk, men i en artikel i Berlingske den 31-10 2015, se her, begår han den alvorlige fejl, at han ‘glemmer’ at tage stilling.

Den måde, hvorpå han skelner mellem de to debatgrupper i samfundet, er ellers udmærket. Holdningen hos Merkels gruppe, idealisterne kaldet, skildrer han således:

For Merkel og idealisterne er det et free rider-problem. Resten af Europa kører på frihjul og lader den svensk-tyske humanisme løse et fælles problem alene. Deres handlinger råber højere end ord. Sverige har, modsat alle andre, åbnet deres hjerter og hjem for de store flygtningestrømme. Omkring 10.000 flygtninge ankommer til Tyskland om dagen, mens England modtager små 20.000 syriske flygtninge over fire år. Løsningen på det fælles problem er, at alle løfter i flok. Free riderne skal stoppes og mobbes. Skyld og skam skal ramme de onde og ukærlige, som gemmer sig bag pigtråd og politiknipler. Løsningen løser problemet fremfor at skabe nye problemer. For problemet er, at folk flygter rundt i Europa, og løsningen er at give asyl. Fælles fordeling er sagen.

Det er en udmærket skildring af holdningen hos den gruppe. Man mærker forargelsen skinne igennem i skildringen, og det er udmærket, for denne gruppe er forarget på de andre.

Den anden gruppe kalder han ‘kynikerne fra Østeuropa’. Jeg gider næsten ikke indvende, at jeg ikke kommer fra Østeuropa, men alligevel melder mig som tilhørende denne gruppe. For det véd vel alle, at ‘kynikerne’ går lyslevende rundt iblandt os, det vil sige: iblandt ‘de gode helgener’ i Merkels gruppe. Han skildrer dem således:

Omvendt forholder det sig for kynikerne fra Østeuropa. De ser det som et forced rider-problem. Altså at den blåøjede tysk-svenske humanisme tiltrækker flygtninge og tvinger Europa i knæ. Det, som for idealisterne er den nødvendige behandling, er for kynikerne sygdommen i sig selv.

Signalet fra Tyskland og Sverige betyder, at flere flygtninge får mod på at drage mod Europa for at søge lykken. Muligvis med rette. Forskellige muligheder skaber forskellige valg og folkevandringer. Retrospektivt mener kynikerne, at vi må indse, at Støjbergs kampagne har virket. Flygtninge fravælger aktivt asyl i Danmark, om de så skal til Sverige. Det kan derfor betale sig at forringe betingelserne for asyl, råber kynikerne i kor. Ergo: Resten af Europa kører slet ikke på frihjul. De er derimod blevet tvunget med på en uansvarlig og urealistisk køretur i Merkels Mercedes eller Perssons Volvo – ud over kanten. Hvad der i økonomisk teori kan sammenlignes med et såkaldt race to the bottom eller priskrig. Hvor omkostningerne vokser for alle lande i Europa, fordi nogle få har valgt at bruge kæmpe resurser på indvandringen. Hvad der skaber et attraktivt tilbud, som tiltrækker for mange interesserede kunder.

Også det er jo en ret indfølt beskrivelse. Den rammer faktisk meget godt den opfattelse, jeg har. Han fortsætter med at skildre de to forskellige opfattelser, men hvis man tror, at han hen mod slutningen selv tager stilling, bliver man skuffet. Han skriver som afslutning på sin artikel:

Polakkerne ønsker for eksempel kun at modtage få og kristne flygtninge. For kynikerne er det sund fornuft, for idealisterne monokulturelt idioti i en stadigt mere globaliseret verden. Multikulturalisme er for idealisterne ikke et valg, men en global betingelse i dag og fremad. For kynikerne er problemet folkevandringer. Løsning er Fort Europa. Et fælles forsvar af Europas grænser. Problemet bliver ikke mindre af, at reglerne for flygtninge er i spil fra begge synsvinkler. For bør flygtningekonventionen ændres? Bør reglerne for familiesammenføring ændres? Er flygtninge folkevandrere? Spørgsmålene er mange og bliver ikke mindre af, at systemet er brudt sammen og udnyttes. Naturligvis kun fordi alle regler og registreringer er sat ud af kraft fra strandkanten på Kos til metroen i Malmø. Situationen er uløselig, fordi free riderne ser det som et tvunget forced ride, og forced riderne ser det som et slapt free ride. De kan aldrig blive enige. Den enes helt er den andens skurk og omvendt. Så længe vi spiller to forskellige spil, der er hinandens absolutte modsætninger, taber alle. Det er Game Over for Europa, så længe spillet er dette uløselige blame game af stereotyper.

Det vil sige: Bisgaard Munk sidestiller de to opfattelser, hvad sandhedsværdi angår. Eller rettere: Han spekulerer slet ikke på, hvad der er sandt eller ikke, men stiller sig udenfor de to opfattelser, betragter dem neutralt uden selv at tage stilling.

Men er det muligt at indtage en sådan neutral stilling?

Når han stiller det op, som i dette citat:

Situationen er uløselig, fordi free riderne ser det som et tvunget forced ride, og forced riderne ser det som et slapt free ride.

så er det en smart formulering, ja, men det er også en forkert formulering. Det er måske sandt nok, at forced riderne, altså ‘idealisterne’ ser os andre som free riders, men vi ‘kynikere’ ser jo ikke kun sådan på det, at det er de andre, der gennem deres åben dørs-politik vil tvinge også os til at åbne vore døre, vi ser på ingen måde sådan på det, at det hele kun er et fordelingsproblem, hvor vi skal tvinges til at tage imod nogle flere ‘flygtninge’, nej, vor opfattelse er den, at problemet er manglende grænsebevogtning: sålænge enhver migrantbåd bliver modtaget, og passagererne sendt videre, vil det i sig selv skabe nye migranter. Som Bisgaard Munk sagde det lidt tidligere: derved skabes et attraktivt tilbud, som tiltrækker for mange interesserede kunder.

Eller tag det, han skriver om kynikernes opfattelse, at de mener, at Støjbergs kampagne har virket! Er det da ikke en kendsgerning? Er det ikke en erfaring, alle burde have gjort sig? Vi ser det jo udspille sig for vore øjne hver evig eneste dag, og vi glæder os i smug over det: de mange flygtninge, der viser sig i Padborg og Rødby, rejser for langt de flestes vedkommende videre til Sverige.

Men anerkender idealisterne det faktum, at vi med vore vilkår tiltrækker eller frastøder migranter?

Det spørgsmål rejser Bisgaard Munk ikke. Men han burde dog som det mindste – også hvis han vil indtage mæglerens rolle – kræve svar af idealisterne på dette spørgsmål. Der er jo ‘pull-faktorer’ og ‘push-faktorer’, og det er ikke uvæsentligt, om et land udsender signaler, der fungérer på den ene eller den anden måde.

Eller tag det, han skriver om, at spørgsmålene ikke bliver færre af, at systemet er brudt sammen og misbruges.

‘Misbruges’? Mener han det? Jamen, vil han da godkende dette misbrug? Kan det være rigtigt, at vi ikke skal rette op på et sådant misbrug, men bevidstløst lade det fortsætte?

Intet svar.

Det gør det ikke bedre, at han fortsætter med at sige, at systemet misbruges, fordi alle regler og registreringer er sat ud af kraft fra strandkanten på Kos til metroen i Malmø. Javist er de sat ud af kraft, men det kan da ikke være noget, der er et retssamfund værdigt! Og helt galt bliver det, når dette får ham til at sige, at situationen er uløselig. Det er den jo aldeles ikke.

Det er muligt, at debatsituationen er uløselig, i hvert fald uløselig for øjeblikket. Men det skyldes ikke, at der ikke i den virkelige verden er en løsning, det skyldes, at debatmiljøet er forskruet. Og denne forskruethed bevirker, at Merkel-gruppen, altså ‘idealisterne’ ikke af medierne bliver tvunget til at tage stilling til de kendsgerninger, som vi ‘kynikere’ stiller dem for øje, godt hjulpet af den virkelige virkelighed.

Flygtningestrømmen er ikke uafvendelig som et vulkanudbrud. Der er push-faktorer og der er pull-faktorer. Og disse faktorer foreligger som håndtag, de vestlige politikere kan drejer på. Det viser Støjberg-virkningen med al ønskelig tydelighed. Hvorfor vil man så ikke hos ‘idealisterne’ anerkende Merkels erklæring den 2. september som en mægtig pull-faktor?

Hvis man gav sig til at tvinge bådene på Det ægæiske Hav til at vende tilbage til Tyrkiet, så ville man skabe en mægtig push-faktor bort fra Europa, og flygtningestrømmen ville aftage markant. Men dette håndtag vil ‘idealisterne’ overhovedet ikke tale om at dreje på. Hvorfor ikke?

Ja, det forklarer Bisgaard Munk mærkelig nok meget præcist:

Forskellen er altså også, at drømmerne ser det som en hellig pligt at hjælpe, mens kynikerne ser det som et irrationelt og dumt tilbud.

Nu er Merkel-gruppen blevet til ‘drømmere’, mens vi andre stadigvæk er ‘kynikere’. Men mere væsentlig er det, at Merkel-gruppens motiv her fuldstændig korrekt betegnes som en hellig pligt, mens vort motiv beskrives som rationelt.

Og så er vi derhenne, hvor forskellen er tegnet klart op, men jo også derhenne, hvor foreneligheden af de to synspunkter må anses som umuliggjort. Ikke vel at mærke, fordi de to sider står lige, men fordi en fanatisk hellighed har gjort sig immun overfor rationelle synspunkter. Alt bortforklares, alle indvendinger afvises, alle vanskeligheder nedtones, selv indlysende kendsgerninger fornægtes.

Man så det efter katastrofen ved Lampedusa. De europæiske politikere ville ”gøre noget”, men at det, de gjorde – de indsatte flere redningsskibe – udgjorde en mægtig pull-faktor, det nægtede de at se.

Og det har gentaget sig med billedet af den lille druknede dreng. I stedet for at sige: ‘vi må for enhver pris forhindre, at flere begiver sig ud på sådanne farefulde sejladser, og det kan vi kun gøre ved at tvinge bådene tilbage’ – dette ville være en mægtig push-faktor bort fra Europa – sagde man: ‘vi må for alt i verden hjælpe disse stakkels mennesker, og det kan vi kun gøre ved at indsætte flere redningsskibe’ – og så overså man den kendsgerning, at man derved skabte en vældig pull-faktor, så endnu flere migranter fik lyst til at rejse.

Konsekvenserne af sådanne handlinger står man nu med til op over begge ører. Men i stedet for at gøre det eneste fornuftige, hvis man vil standse tilstrømningen, nemlig at sende bådene tilbage, lukker man øjnene for disse kendsgerninger, griber endnu hårdere fat i sin ”hellige pligt” og håber, at det hele går over inden så længe.

Det gør det ikke. For jo flere man hjælper, des flere ser flugten til Tyskland som en mulighed. Det er virkeligheden. Og den lader sig ikke forjage med snak om hellig pligt.

Nå, man skal vel trods alt glæde sig over, at Bisgaard Munk nogenlunde korrekt fremfører de synspunkter, som vi ‘kynikere’ har. Blot står de altså ikke på samme plan som ‘idealisternes’ synspunkter. De er rationelle, hvor ‘idealisternes’ eller ‘drømmernes’ er båret af den hellige ild. Men er den hårde virkeligheds vande ikke ved at slukke denne ild, hvor hellig den så ellers er?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s